Anders Fogh Rasmussen var en dygtig statsminister.

Jeg har på nært hold oplevet både Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Poul Schlüter – alle særdeles kompetente borgerlige regeringsledere – men ingen af dem kan helt måle sig med Fogh, når det drejer sig om kontrol og ledelse. Aldrig har der været så meget styr på ministre, medier og modstandere som under Fogh. Selv kriser eller ’sager’, som ville have sendt Nyrup ud i det ydre rum, kom aldrig til at klæbe til statsministeren. Regeringsmagten blev solidt plantet på en akse mellem Christiansborg Slotsplads nr. 1 og Sct. Jørgens Gård og udøvet i dialoger mellem Fogh/Thor Pedersen/Lars Løkke/Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl. Fortidens stærke smed Hans Rasmussen sagde engang: »Personligt har jeg ikke noget mod demokratiet – blot det ikke er spredt på for mange hænder«. Han ville have været en stor beundrer af Foghs lederevner. Strategien var enkel: 1. Sats 100 procent på alliancen med Dansk Folkeparti. Det giver stabilt flertal og en gylden chance for en værdikamp (udlændinge/islam) mod Socialdemokratiet. 2. Glem alt om tidligere drømme om minimalstaten og dens frigørelse fra velfærdssamfundets slavesind. 3. Omdan i stedet velfærdssamfundet ved udtørring af finansieringskilder (skattestop, delvist ufinansierede skattelettelser, udlicitering og privatisering). 4. Tag et frontalt opgør med al aktiv miljø- og energipolitik. 5. Støt USA for enhver pris. Med til den enkle strategi har også hørt en mediestrategi, hvor man forvandlede information til spin. Alliancen med Dansk Folkeparti var ikke med et fremmedfjendsk islamfjendtligt parti på den europæiske yderste højrefløj, sagde man, men med socialt midterparti med vilje til at føre en stram politik over for udlændinge. VK-regeringens spindoktorer har arbejdet 24/7/365 på at opbygge Dansk Folkepartis demokratiske troværdighed. I modsætning til stort set alle andre borgerlige partier i Europa, som har lagt afstand til de yderligtgående kræfter. Og de danske medier har lydigt fulgt trop. Ingen kommentatorer bebrejder i dag regeringen dens nære samarbejde med Dansk Folkeparti, selv om det for mange tiltalende mennesker er dybt problematisk. Dernæst er minimalstatens unge profet ifølge VK-spinnet forvandlet til velfærdssamfundets patriark. Privatisering – ofte for skattekroner(!) – er ikke en liberal patentmedicin, men udtryk for borgernes ’frie valg’. Nedskæringer, manglende investeringer og underskud på de offentlige budgetter er ikke en trussel mod velfærdssamfundet. Tværtimod – hvis man lægger tallene rigtigt, som de gør det i Finansministeriet, så er der tale om fortsatte velfærdsforbedringer, siges det. Og i tre valg – mod alt statistisk belæg – lykkedes det Fogh at overbevise vælgerne om, at hans regering var bedst til velfærd! Imponerende. Helt så godt er det ikke gået med spinnet om miljø og energi. »Ikke en fugl, ikke en frø, ikke en fisk har fået det dårligere« som følge af de massive miljøbesparelser har aldrig vundet troværdighed. I stedet har Fogh indrømmet, at han tog fejl, og nu slås man ikke længere mod ’Aukens miljøimperium’. Retorikken er drejet 180 grader. Alt skal tværtimod være ’grønt’. Nye motorveje og nye signaler til DSB bliver ’grøn trafikplan’. 50 procent større svineproduktion og offentlig støtte til gyllebortskaffelse bliver til ’grøn vækst’. Den totale opbremsning på vedvarende energi bortforklares med tal fra den tidligere regerings indsats osv. I virkelighedens verden er der trods den megen grønne snak sket meget lidt med miljø- og energipolitikken. Stilstand og tilbagegang er ikke afløst af dynamik og fremdrift. Virkeligheden er VK-regeringens største problem, når skudsmålsbogen skal fyldes ud, efter syv år med Fogh som statsminister. Værst ser det ud med økonomien. Fogh arvede Europas stærkeste økonomi i december 2001, og siden har konjunkturerne næsten uafbrudt været med Danmark indtil den økonomiske krise, der startede i 2008. Men hvordan er dansk økonomi rustet til krisen? Svaret er, at det ser trist ud. Danske virksomheders konkurrenceevne er helt i bund. Væksten i produktiviteten har været gået næsten i stå i de sidste syv år. Langtidsinvesteringer i både offentlige og private virksomheder har skrantet sammenholdt med forbruget. Danske virksomheder og danske husholdninger er stærkt forgældet. Antallet af unge, der ikke får en erhvervsmæssig uddannelse, er vokset med 25 procent, og i dag er hver fjerde unge uden uddannelse, når de søger arbejde. Ungdomsarbejdsløsheden er krisens sikre belønning af denne kortsigtede prioritering. Ikke overraskende var Danmark det første OECD land (allerede i slutningen af 2007), der sank ned i recession. Uligheden og fattigdommen er i vækst. De offentlige finanser oplever i år, at et stort overskud forvandles til et velfærdstruende underskud. Skattelettelser til de velbjærgede løser ingen problemer, men bidrager til usunde finanser og voksende ulighed. Bankvæsenet i Danmark har pga. af regulering og grådighed ikke noget at lade USA og UK høre. Langtidsudsigterne for dansk økonomi er desværre nedslående. Ikke mindst udsigterne for dansk eksport er nedslående Den manglende konkurrenceevne, manglen på fremtidsinvesteringer og svigtende samarbejde mellem regering og erhvervsliv (et trist eksempel er den negative holdning til at satse på vedvarende energi) om fremtidens job, lover ikke godt her under krisen. Selv hvis der skulle komme et nyt flertal efter næste valg, ville det stå over for en opgave, der i størrelsesorden minder om Obamas efter otte år med Bush. Stort bedre er det ikke gået med reformerne under Foghregeringen. Kommunalreformen har været en historie uden opløftende momenter. Den blev hastet igennem med et snævert VKO-flertal på tværs af diverse ekspertindstillinger og uden den fornødne finansiering. Endnu har jeg ikke mødt en borger, der synes, at servicen er blevet bedre i de nye kommuner. Både ansatte og ledere klager ligeledes. Virkningerne af den dårligt forberedte reform har været negative for den lokale indsats for miljø, natur og planlægning. Hårdest et det imidlertid gået ud over de handikappede og de mest udsatte grupper. Privatisering og udlicitering har mig bekendt vistnok heller ikke bragt bedre velfærd med sig. Sundhedsreformen har efterladt et todelt sundhedsvæsen, hvor ressourcer drænes ud af de offentlige sygehuse og over i de private hospitaler til gavn for klasse A-patienterne. En masse bureaukrati er skabt i lyset af venteliste/fritvalgstænkningen, men ventetiderne er ikke blevet kortere. Og hvor mange mennesker, der kender sundhedsvæsenet, mener, at det er blevet bedre siden 2002? Disse to store reformer – kommunalreformen og todelingen af sundhedssektoren – er den nye statsministers bedrifter. Ligesom sin forgænger er han en dygtig mand, som oppositionen ikke skal undervurdere, men resultatet af denne ideologiske reformsatsning er ikke imponerende, når man ser på resultaterne. VK-regeringens mål var intet mindre end at skabe verdens bedste uddannelsessystem. Desværre er det mål ikke nået. Den faktiske udvikling bevæger sig i den forkerte retning. Færre unge bliver uddannet, voksenuddannelsen er bevidst blevet reduceret, og forskningen er blevet sat i en administrativ spændetrøje. »Verdens bedste«, siger ministrene. Enhver, der har undersøgt tingene, ved, at dette ikke passer. Bedre er det ikke gået med kulturpolitikken. Kommercialiseringen, nedskæringerne og attentatet på Danmarks Radio har bestemt ikke forbedret kulturens vilkår i Danmark. Eller hvad med politireformen? Igen en stor satsning med blandede resultater. Den barske retspolitik har i øvrigt ikke ført til mindre kriminalitet og utryghed. Tværtimod. Miljøet har været genstand for VK-regeringens mest bevidste nedprioritering. Og politikken har på det område virket efter hensigten. De store besparelser og den massive omlægning af de miljøpolitiske mål har sat sig spor. Naturen er åbenlyst på taberkurs i forhold til landbruget. Pesticidforbrug og iltsvind i danske søer, åer og fjorde som følge af intensiv landbrugsdrift er i vækst. Værdifulde naturområder pløjes op. Energiforbruget vokser. Danmark er langt fra at opfylde sine klimaforpligtelser. Udbygningen med vedvarende energi er gået i stå. Kulkraft har kronede dage. Partikelforureningen bekæmpes med tøven. Skibsfartens miljøbelastning er et anliggende under Rederiforeningen. Danmark er ikke længere et foregangsland på miljø, klima og energi. Er det godt eller skidt? Lomborgianerne vil måske gnide sig i hænderne, men for den almindelige dansker betyder den ændrede miljøpolitik forringet sundhed, tabte job, ødelagte naturværdier og mindre international troværdighed. En af Foghregeringens succeshistorier har været udvidelsen af EU fra 15 til 25 medlemslande i 2002. Her viste statsministeren sig som en eminent mødetilrettelægger. Det var positivt, og han og VK-regeringen har med rette høstet anerkendelse for det. Men den afgørende brik i udvidelsesspillet havde den danske regering ingen indflydelse på i 2002: Aftalen i oktober mellem Tyskland og Frankrig om at sige ja til udvidelsen, forudsat den ikke førte til øgede EU-udgifter, og at den ikke kostede franske landmænd indtægter, var det, der banede vej for succesen i København i december. Uden denne aftale var udvidelsen aldrig kommet. I øvrigt skal det ikke skjules, at Nyrup måske har haft en lige så stor hånd med i EU-udvidelsen som Fogh. Det var under hans formandskab i juni 1993, at EU vedtog ’Københavner-kriterierne’ for optagelse, og det var Nyrups næsten fanatiske indsats i 1997 mod især Helmuth Kohl, der sikrede, at alle østlande blev indbudt på lige fod til forhandlingerne – i stedet for Santer-kommissionens forslag om, at man blot skulle forhandle med Estland, Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovenien og Cypern! Ud over EU-udvidelsen er det svært at finde positive resultater af Foghregeringens udenrigspolitik. Nedskæringen af ulands- og miljøbistanden var kortsynet og uklog. Den stærke binding til Bushregeringen i Irak og øvrige internationale arenaer har givet god følelsesmæssig mening for statsministeren og hans ministre, men i dag kan alle se, hvor håbløs denne binding har været. Krigsdeltagelsen i Afghanistan hviler på et mere solidt grundlag folkeretligt og politisk, men igen er spørgsmålet, om den store satsning er den rigtige prioritering. Det spørgsmål kan med rette også stilles til Foghs politiske modstandere. Nedtoningen af det europæiske engagement til fordel for de transatlantiske bindinger har været mere gradvis, men VK’s forhold til en større EU-rolle internationalt har altid været tvetydigt. Endelig betød den ubehjælpsomme håndtering af Muhammedtegningerne, at det såkaldte arabiske initiativ – Udenrigsministeriets stort anlagte dialogprojekt – blev vanskeligt at gennemføre. Fogh ynder at kalde sin udenrigspolitik ’aktivistisk’. Danmark er endelig kommet ud af sin selvforståelse som småstat og har vist sig rede til at påtage sig et ansvar. Men hvor ’aktivistisk’ er det at tilslutte sig en hvilken som helst Bushkoalition af lydige allierede? Værdikampen er der mange, der mener, at Fogh har vundet. Og sandt er det, at han har fået sine ’kanoner’ over eminente danske frembringelser, og at han har fået et vist medløb for sine angreb mod samarbejdspolitikken og for sine udfald mod folketingsflertallets modstand mod raketopstillingen i Europa. Men hvor vigtige er kanonerne? Og er der nogen, der kan huske dem om fem år? Og samtlige historikere har taget afstand fra Foghs omskrivning af besættelsestiden. Var der virkelig et fornuftigt alternativ til den tværpolitiske samarbejdspolitik med besættelsesmagten, som havde opbakning fra 90 procent af befolkningen ved valget i marts 1943? Og hvorfor gør han ikke specielt op med Venstres pinlige rolle, hvor man gik langt videre end de øvrige samarbejdspartier for at sikre landbruget kontante fordele ved bedre afsætning (til den tyske krigsmagt), højere priser (betalt af Nationalbanken) og lavere lønninger (loft over lønningerne)? De såkaldte ’fodnoter’ blev i øvrigt undersøgt af vore bedste historikere for Dansk Institut for Internationale Studier på regeringens foranledning, og da de som resultat af deres store undersøgelse kom til et helt andet resultat end statsministeren, undsagde han dem. ’Hvis det er fakta, benægter a fakta’ som en anden venstre høvding har udtrykt det. De største sejre har været at få oppositionen til at godtage skattestoppet og de stramme immigrationsregler. Men derudover er det småt med sejrene. Liberalisterne har under krisen vandret fra ideologisk nederlag til nederlag. Glemt er alle Hjort Frederiksens forsøg på at forringe dagpengesystemet og de unge løvers lovprisning af det uhæmmede marked. Er det mere utryghed, ulighed og afregulering, vi sukker efter? Faktisk har en væsentlig del af Foghs politiske succes baggrund i den totale overtagelse af den socialdemokratiske udtryks- og tankeverden. Smart! Men det kan vel næppe kaldes en sejr i værdikampen. Når det drejer sig om velfærdssamfundet, virker det nærmere som en borgerlig kapitulation. Mange læsere vil selvsagt – i interessen af fairness – have ønsket flere eksempler på vellykket VK-politik, men de er vanskelige at identificere. Foghs succes ligger i hans evne til at vinde, fastholde og udøve magten. Men hvad er der kommet ud af det? Han overgår Baunsgaard, Hartling og Schlüter mht. ledelse og kontrol. Men når det kommer til positive resultater, er udbyttet mere magert end under nogen anden tidligere statsminister. Samtidens dom har været præget af den samme dobbelthed. Stor respekt for lederen Fogh, men kritik over for det, der er kommet ud af de syv år med økonomiske medvind under Fogh. Alle til venstre for midten drømmer om et regeringsskifte. Til højre hagler kritikken for svigt af idéerne ned over Foghregeringen. Men på sine egne præmisser må man nok sige, at den har løst sin opgave. Men set ud fra det danske samfunds interesser – trods det stabile flertal i Folketinget og gunstige konjunkturer – er det svært at kalde arven fra Fogh positiv. Det virker mest som syv spildte år.