Tidligere startede beretningerne fra hovedbestyrelsen til SF’s landsmøder billedlig talt i en satellit i verdensrummet. Herfra tog den sig en tur omkring kloden, og undervejs blev den politiske og revolutionære situation i verdens brændpunkter og supermagter tilbørligt analyseret. Til sidst landede den i det lille land Danmark, hvor den tog sig tid til at karakterisere de ikke særlig ophidsende økonomiske og politiske forhold. I dag er det omvendt. Nu er hovedbestyrelsens beretning kortere, Danmark fylder det meste, og verden udenfor bliver kun inddraget i forhold til dens betydning for Danmark. Herfra vor verden går. Et lignende skifte afspejler sig i SF’s to partiprogrammer. En afgørende sætning i SF’s princip- og perspektivprogram fra 2003 lyder: »Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen«. Programmet er skrevet i marxistiske grundbegreber i den revolutionsromantiske tradition og er meget ordrigt. Den parallelle sætning i SF’s reformprogram fra 2009 lyder: »SF vil med dette reformprogram præge samfundets udvikling i en socialistisk retning«. Programmet er kortere, konkret, handlingsorienteret og med solidt udgangspunkt i den danske virkelighed. Ordet socialisme forekommer kun denne ene gang. Den officielle forklaring på forskellen er, at reformprogrammet er et handlingsprogram i 12-15 års perspektiv. Reelt er der tale om et opgør med den marxistisk-intellektuelle analysetradition til fordel for fælles, bæredygtige og danske værdier. Der er med andre ord sket en vægtforskydning fra socialistisk til folkeparti.

Imellem de to programmer og beretningstyper ligger, hvad jeg vil kalde ’Villy-omvæltningen’ fra 2005, da Villy Søvndal blev formand. Villy-omvæltningen skulle slutte striben af valgnederlag frem til 2005. Den skulle bringe partiet væk fra det 68-agtige, støvede og røde look til noget yngre og moderne, som kunne hamle op med de borgerliges tiltrækning på især de yngre vælgere. Det betød en særlig markedsføring af formanden og personificering af partiet, som man jo kender fra andre partier. Visuelt betød det, at på første landsmøde efter Villys formandsvalg var de røde faner erstattet af fotostater af formanden i politisk sympatiske situationer. Det vakte kritik og tale om persondyrkelse. På næste landsmøde blev de røde faner genindført, og fotostaterne er ikke set siden. Succesen var hjemme ved folketingsvalget i 2007 med fordobling af mandattallet til 23. Tilsyneladende er det et resultat af partiets ændrede image, men jeg mener der ligger mere permanente og afgørende ændringer bag. Venstrefløjsvælgere har ændret grundlæggende opfattelse af, hvad socialisme er og ikke er. De har lært, hvad socialisme ikke er ved sammenbruddet og opløsningen af de kommunistiske regimer i Østeuropa. Samme lære er uddraget af ændringen af Kina og Vietnam til autoritære kapitaliststater. Hertil kommer erkendelsen af, at socialisme/kommunisme i Cuba og Nordkorea er garanti for fattigdom og undertrykkelse. I stedet må fokus rettes mod de skandinaviske lande som noget, der kan ligne socialisme. Hvad skal man kalde et land som Danmark, hvor de offentlige fællesudgifter svinger mellem 55 og 60 procent af bruttonationalproduktet og fordeles efter fireårsplaner kaldet overslagsår, uanset om regeringen er rød eller borgerlig? Det ligner vel socialistisk planøkonomi. På den anden side: De fleste skatter til finansiering af den fælles velfærd opkræves hos de to tredjedele af arbejdsstyrken, der arbejder i den privatejede sektor, som bestyrer langt størstedelen af produktionsapparatet. Så Danmark er altså et kapitalistisk land, vil en traditionel marxistisk analyse sige. I mangel af bedre udtryk kalder vi det blandingsøkonomi. Venstrefløjspartierne har ganske vist forsøgt på at gøre danskerne mere korrekt socialistiske ved at foreslå ØD- og VD-ordninger byggende på lønmodtagerandele af ejerskabet til virksomhederne. Forslagene herom har fået en trang skæbne, for danskerne er ikke så optaget af fælles ejerskab, som socialistiske partier kunne ønske. I stedet har danskerne helt jordnært via arbejdsgivere og fagbevægelse opbygget store pensionsfonde, som gennem aktiekøb praktiserer medejerskab til danske og udenlandske virksomheder. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er praktisk socialisme eller indøvelse af lønmodtagerorganisationerne i kapitalistisk tankegang. Det er altså ikke i tanker om fælleseje og nationaliseringer, at venstrefløjens fortsatte mulighed for succes ligger. Hvad der virkelig tæller, er forsvaret for den fælles velfærd. Det ses klart i vælgerundersøgelser fra 90’erne og frem. Den borgerlige regerings overtagelse af magten i 2001 skete på baggrund af lanceringen af de to kendte stop: udlændingestop og skattestop. Det sidste endda med løfte om forbedret velfærd. Opbakningen til disse stop viser, at der er en politisk grænse for, hvad danskerne vil acceptere af indvandring, og at grænsen for skattetryk nok går omkring de 50 procent. Begge stop har fået de afgørende midtervælgere til at stemme borgerligt siden 2001. Mange af disse vælgere samt tidligere socialdemokrater stemmer nu SF eller truer med det, for skattestoppet har udviklet sig til et velfærdsstop, hvad der jo ikke lå i den oprindelige kontrakt. SF skal bruges til at rette op på velfærden og til at presse Socialdemokraterne samme vej. Det samme gælder dog ikke udlændingestoppet, som vælgermæssigt ligger ret fast. Men politisk arbejde for den fælles lokale velfærd var ikke nogen vindersag i partiet, da jeg blev SF-medlem i Århus i 1972. Det var lidt nørdet at interessere sig for kommunalpolitik og gå ind i en kommunalpolitisk baggrundsgruppe.