0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hovedværket der blev væk

Betyder en kulturkanon, at de glemte hovedværker nu bliver genopdaget? Nej, (heller) ikke på jazzens område. Her er historien om en plade, som anmelderne i 1970 kaldte »en bedrift«, »en triumf« - og som også kanonudvalgene har glemt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Min første indskydelse, da der begyndte at blive snak om en kanon, var, fint, nu skal der genopdages.

Nu skal alle de glemte hovedværker frem i lyset, nu skal vi have et nyt, frisk syn på vores fælles historie. Måske er det rigtigt, som nogen siger, at tresserne og halvfjerdserne stadig har lidt for stor indflydelse, så nu skal vi have åbnet øjnene for det, vi ikke kunne se før, vi skal læse nye (gamle) bøger, høre ny, gammel musik og på vandring i byen efter bygninger, som er skjulte skatte. Kulturministeren er ung og kvik, han vil se nye værker omkring sig, han ved godt, at det her med de eviggrønne mesterværker ikke rigtig holder mere, der skal tænkes nyt om både tegneserier og havekunst.

Jeg mener, det var jo ikke læseplaner, der var tale om. Den slags kan have stor betydning, det var helt afgørende, da der for nogle år siden kom et krav om, at man skulle læse litteratur fra de seneste fem år, da skete der virkelig noget med det, der foregik i dansktimerne. Men en kanon skulle vel være noget andet, den skulle komme alle borgere til gode, så snart de var i stand til at beskæftige sig med kultur.

Og historien er jo fuld af vigtige genopdagelser. Berømt er Mendelssohns genopdagelse af Bach 77 år efter hans død med opførelsen 1827 af Matthæuspassionen, og for omkring 50 år siden blev Gustav Mahlers musik lukket ind i varmen på koncertprogrammerne 50 år efter komponistens død (så sent som i de sene tresseres undervisning på Københavns Universitet var hans musik »en slaggebunke«).

Og hvad er det så, vi har glemt? I tresserne fik de teknikfikserede modernister en på hatten og blev erstattet af avantgardister, som kunne opsluge etniske tendenser og ny intuition og sensualitet. Med hertil hørte en brændemærkning af den gamle kultur, som en Fogh i dag bygger videre på, når han kritiserer den kulturelle tradition for at være formuleret af 'smagsdommere' - en slags opdateret rindalisme nu, hvor finkultur er brugt op som skældsord.

Hvis kanonideen var dukket op i halvfjerdserne, kunne den så have betydet genopdagelse af forfatteren Amalie Skram? Næppe, der skulle en ny kvindebevægelse til. Og Gustav Mahler har på grund af nationalitetskravet ikke noget at gøre med en kanon. Det virker mest, som om udvalgene har ment, at der er blevet opdaget så meget i de seneste halvtreds år, at det bare skulle skrives ned. Ikke spændende. I musikudvalgets kanon optræder der en antologi med 'Dansk guldalderjazz' som repræsentant for dansk jazz i 50 år og i en periode, hvor især avantgarden i tresserne og halvfjerdserne stod stærkt. Hvis de havde været lidt mere nysgerrige, kunne de måske have genopdaget 'Afrodisiaca'.

I 1970 blev danskrocken født og 'Afrodisiaca' udsendt, og det er ingen overdrivelse, at den første kendes mere end den næste. Med afsyngelse af 'Kvinde min' kan man demonstrere sit levende forhold til det danske sprog og dansk kultur, blive godkendt af Søren Krarup og være rundet af muldjord og kragetæer. Men tidens lyd havde andre, mere kraftige, musikalsk vovelystne udtryk end Gasolin' og Kim Larsen, og et hovedværk blev udsendt. Det skrev de i hvert fald, de mange, der dengang beskæftigede sig med den type værker, og det var ikke dårlige skribenter: Torben Ulrich, Jørgen Leth, Christian Braad Thomsen, Jørgen Frigaard, Jørgen Nissen, Arnvid Meyer, Erik Wiedemann, Boris Rabinowitsch og Merete von Eyben.

De diskuterede livligt med hinanden i medierne med et engagement, man blot kan drømme om i dag, hvor nyudgivelser dårligt nok opnår en enkelt anmeldelse og da slet ikke flere, som kan belyse hinanden, og hvor avantgarde kun præsenteres i radioens P2 enten i en særlig kasse eller med tilknyttet advarsel, som når Peter H. Larsen fortæller om en pinsefestival i Literaturhaus og tilføjer: »Det er jo ikke ligefrem standardjazz, så er De advaret«.

Tiden omkring 1970 var en tid med forbrødrings- og kraftpræstationer. En tid med overskud og letsind. Kunst ud til folket, ned med institutionerne, vi er alle kunstnere for Vorherre, for Odin og for Tor. Gasolin' - og mange andre grupper - spillede på livet løs, musikken var vigtig, teknik og musikalsk ballast nærmest en hindring. En uskyldig tid, hvor chokvirkninger let lod sig opnå, nøgenhed var nok, pornografi kun på vej til at rejse sig i al sin magt og uvorne vælde. Thorsen ville lave Jesusfilm, industrifolk har husket tilbage, ligesom Arla har været i klemme i Muhammedkrisen, fik de problemer i katolske lande, hvor de mistede kontrakter.

Dengang fulgte de velskrivende herrer og en enkelt dame i hælene på alt, hvad der rørte sig af nyt, sammen med de nysgerrige fra den klassiske side hegnet, Sven Erik Werner f.eks. Og i 1970 blev der udsendt et hovedværk, en bedrift, fremtidens musik, der var næsten ikke det superlativ, som musikkenderne ikke strøede om sig med i anledning af, at 'Afrodisiaca' blev indspillet i juli måned 1969 i Rosenberg-studierne i København med den berømte Ivar Rosenberg bag knapperne og blev udsendt i foråret 1970.

Og hvor er det så henne nu, værket? Det er ikke genudsendt på cd. En hel del af de mennesker, som kunne interessere sig for det, har nok ikke den fjerneste anelse om dets eksistens. Da nu tiden er til genopfriskninger, når DR 2 sender 'Husker du' i lange baner, når Gasolin' kan rydde forsiderne, hvad så med 'Afrodisiaca'? Den ene hovedperson, John Tchicai, fyldte 70 år 28. april. Den anden er trompetisten Hugh Steinmetz.

Boris Rabinowitsch, der også i foråret 1970 var anmelder ved Politiken, skrev: »Afrodisiaca er en bedrift«, og Arnvid Meyers overskrift i B.T. var næsten enslydende: 'Afrodisiaca - en bedrift'. Erik Wiedemann, den nu afdøde doktor i jazz, skrev i Information, at pladen var »en triumf både for Tchicai, Steinmetz og hele orkestret«. Orkestret var et kapitel for sig og vist ikke set magen til hverken før eller siden. 26 musikere medvirkede, og selv om en del af instrumenterne kunne få en til at tænke på et bigband, så var det en anden lyd. Hele saxofonfamilien var der: sopranino, sopran, alt, tenor og baryton (den sidste spillet af Max Brüel, som var Tchicais første faste medspiller). Men dertil kom et par usædvanlige blæseinstrumenter, sousafon og ophicleide (det sidste er en Willy Jägert-specialitet). Desuden fløjter, klarinet og to trompeter. Til sammen gav det ikke en voldsommere, snarere en blødere lyd end et normalt bigband, og under blæserne var der fyldt godt op med en større rytmegruppe: Pierre Dørge på guitar, Ole Matthissen og Ole Thilo på orgel, og under dem puslede og spøgte det med perkussion berørt af folk fra hele verden: J.C. Moses, Giorgio Musoni, Anthony Barnett og danskerne Simon Koppel, Claus Bøje og Jon Finsen. Titlen er en blanding af Afrika og et elskovsmiddel, et afrodisiakum. Både det afrikanske og det sensuelle går helt ind i musikkens opbygning. Trommeslager og emaljekunstner Giorgio Musoni havde hentet balafonen - en xylofon med en speciel skala - hjem fra Vestafrika, den gav stykket sit tema. Da gruppen gav koncert i Wigmore Hall i London i 1968, var de malet i ansigterne som afrikanere. Inspirationen hertil kom fra John Tchicai. Hans far, Joseph, var i sin ungdom houseboy hos eventyreren og kunstsamleren Leo Frobenius (grundlægger af Frobeniusinstituttet i Frankfurt am Main), og med ham kom Joseph i 1903 til Europa. Nogle år senere kom han til Danmark, hvor han blev far til trommeslageren Kaj Timmermann fra Harlem Kiddies, gruppen, som Klaus Rifbjerg i en Kronik i Politiken mindede os om, landets første, autentisk lydende bluesjazzgruppe. Joseph fik ikke lov til at gifte sig med Kajs mor, men så mødte han Ketty, blev gift med hende og fik de to drenge Maurits og John Tchicai. For John var og er fortiden i Afrika levende, han har det lidt som Ellington, der sagde: »You can take man out of the jungle, but you cannot take the jungle out of man«.

I 1970 er det sensuelle eller seksuelle en del af avantgarden, et signal om frigjorthed fra det borgerlige samfund. Forsiden på 'Afrodisiaca' viser John Tchicai og hans daværende kone, Marianne, og hendes datter Kristine på omkring 10 år iført absolut ingenting, bag dem er der et voldsomt distraherende mønster (det var et udgiverkrav, har Marianne fortalt).

I Dagbladet Information skrev Erik Wiedemann om titelnummeret på 'Afrodisiaca': Straks fra starten anslås en helt særlig stemning med de to orglers lange akkord, så følger en ikke mindre usædvanlig passage med dramatisk trompetspil af Hugh Steinmetz, forsynet med »musikalsk ekko« af åbne klaverstrenge og en fjern »andentrompet«. Om samme stykke skriver Arnvid Meyer: »Allerstærkest virker Steinmetz' indledende trompetspil, på en gang intenst, udtryksfuldt, skrøbeligt og inderligt«. Og Boris Rabinowitsch skriver om kompositionen: »En 22 minutter lang kollage, der med næsten svimlende virkning storartet understøttet af Ivar Rosenbergs lydarbejde udnytter stereoteknikkens muligheder«. På lp'ens anden side er Tchicais 'Lakshmi' (en indisk gudinde), ifølge Politikens anmelder »meget, meget smukt«. Hele lp'en er, siger anmelderne, et mesterværk, en triumf og en bedrift. En anerkendt tysk producent, Joachim E. Berendt, rejste hertil for at producere »fremtidens musik«, som han kaldte det, og det blev udgivet på DGG.

For Tchicai begyndte det måske på de amerikanske krigsskibe, som lagde til i Århus Havn og medbragte velfærdsplader, som med faderens hjælp - han havde kontakter fra Maritza, hvor han arbejdede som svejser - kom til hjemmet, fordi han slæbte de amerikanske sømænd med hjem, hvor mama lavede mad, og sønnerne Mauritz og John fik Wrigley-tyggegummi og plader.

Mod og udlængsel arvede John Tchicai fra sin far, så snart det første grundlag på saxofonen var lagt, var det af sted til New York og direkte hen til avantgarden. De havde det - som altid - svært, og John gjorde det lidt nemmere for sig selv ved sin kontakt med København og Montmartre, det siden så omtalte New York Contemporary Five blev dannet, fordi der var 3 ugers job i Europa, 14 dage på Montmartre og en mindre turne i Skandinavien. Så var vejen banet for berømmelse, en smule statsstøtte og måske mulighed for det, han allerhelst ville, lave musik hen over grænser, musik, som hverken var jazz eller klassisk, som havde rødder i den afrikanske baggrund og blev spillet af musikere, der mestrede svær, nykomponeret musik.

Da Danmarks Radio gav Tchicai muligheden for at samle Cadentia Nova Danica (CND), havde han behov for en medkomponist, så han allierede sig med den - udi kompositionen - selvlærte Hugh Steinmetz, som takket være Erik Moseholm på Danmarks Radio havde fået rutine ved at komponere adskillige stykker for Radiojazzgruppen.

Først var CND syv mand med blandt andre Karsten Vogel og Kim Menzer, de to gik til Burnin' Red Ivanhoe, men andre kom til, og i 1969 lykkedes det at organisere et avantgarde-bigband og udsende 'Afrodisiaca', fordi John Tchicai i januar 1969 var blevet årets danske jazzmusiker. Pladen udkom på et tysk selskab ligesom flere lp'er med Tchicais første internationale grupper (Erik Wiedemann skrev en artikel om det: 'Ikke for danske ører'), ligesom det for et par år siden var en amerikaner, der tog initiativ til genudsendelsen i 2004 af 2 cd'er med TCJQ (The Comtemporary Jazz Quintet) med Steinmetz, Franz Beckerlee (senere Gasolin'), Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige.

I januar 1970 programsatte Sven Erik Werner for Danmarks Radio Luciano Berios værk 'Sinfonia' for otte sangere og orkester sammen med CND. De otte sangere ved koncerten var Swingle Singers, dirigent var Berio selv, og på samme koncert spillede CND. Det hele blev delvis begejstret og i hvert fald med passende taknemmelighed og respekt anmeldt af Werners komponistkollega Mogens Winkel Holm. Berios værk hører man bestemt heller ikke hver dag. Holm lister, hvor teksterne kommer fra, bl.a. »Levy-Strauss, Martin Luther King, Beckett, Joyce, Beethoven, Boulez og Mahler«. Hele kompositionen blev ifølge Holm afleveret med »fremragende overblik«, og det påvirkede komponist Holm, han syntes, det var »lækkert, foruroligende, kaotisk, smerteligt« og meget mere. Cadentia Nova Danicas bidrag er han lidt mere fremmed over for, men han synes dog, at der er »betydelig spænding« og »fortræffelig sans for timing«.

I år er John Tchicai fyldt 70 år. I interview på interview fra årene lige efter 1970 kan man se, hvor mange ambitioner han havde med Cadentia Nova Danica. Det skulle være et kunstnerkollektiv, som det fandtes i adskillige europæiske lande, et større ensemble, som samlede alt, hvad han og Steinmetz hidtil havde arbejdet på: tolvtonekomposition, fri improvisation, moderne jazz, etniske tendenser.

Sådan skulle det ikke gå, selv om begge musikere stadig er særdeles aktive, de spillede sammen i kirken i Møllegade sommeren 2005 under jazzfestivalen, og i år vil de tilstedeværende i Møllegade sent søndag 9. juli huske en fantastisk jam, som sendte Tchicai, Steinmetz og Morten Carlsen ud i et Albert Ayler-tema for fuldt og følsomt drøn. I det skjulte, dvs. uden særlig medieopmærksomhed, lever både musikken og musikerne stadig, men ser man på, hvad der skrives om avantgarden, er det godt nok gået tilbage med folkeoplysningen.

Denne her kanon kunne have været en anledning til at samle op på værdifulde ting, der forsvandt undervejs i historiens vilde jagt efter nyheder.

Et af formålene med en kanon skulle ifølge ophavsmændene være det, at folk blev mindet om oprindelsen til de talemåder og citater, de jævnligt anvender.

Altså f.eks., foreslår jeg, Jante. Hvem kan huske, hvor det kommer fra? Det stakkels begreb er da også blevet ret voldsomt rykket bort fra sin oprindelige betydning. Aksel Sandemoses Jante er en lilleby, som kvæler en bondedreng, en vordende kunstner med kravet om at tilpasse sig og ikke tro, man er noget, dvs. noget finere end de andre. Den fattige dreng gemmer sig i kornet og dagdrømmer. Jeg ser Klaus Riskær (han siger, han er ramt af janteloven) for mig på hug, mens han skræmt fra vid og sans skjuler sig for verden. Nej, vel. Riskær ramt af janteloven? Det siger han. Det er ikke den, jeg kender fra romanen.

Men se, om 'En flygtning krydser sit spor' er at finde i nogen kanon.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter