1 Min samtid fortæller mig lige ud: Du hører ikke til. Jeg svarer lige ud: jeg hører ikke til, jeg prøver at forstå jer. Nu er jeg en skygge faret vild i en hjerneskals skov. 2 Jeg klarer mig, muren er et værn - afstanden skrumper ind, et vindue viger. Dagslyset er en tråd klippet af mine lunger til at ri aftenen med. 3 Alt hvad jeg har sagt om mit liv og min død kommer frem igen i stenens stilhed under mit hoved ... 4 Er jeg fuld af modsigelser? Rigtigt. Nu er jeg en plante. I går, da jeg befandt mig mellem ild og vand, var jeg en høst. Nu er jeg en rose og levende kul, nu er jeg solen og skyggen jeg er ikke en gud. Er jeg fuld af modsigelser? Rigtigt ... 5 Månen bærer altid en stenhjelm for at bekæmpe sine egne skygger. 6 Min hoveddør er lukket. Mørket er et tæppe: En bleg måne bringer en håndfuld lys. Mine ord rækker ikke til at udtrykke min taknemmelighed. 7 Myrderierne har ændret byens form. - Denne klippe er knogler, denne røg menneskenes åndedræt. 8 Vi mødes ikke længere, bortvisning og eksil holder os adskilt. Løfterne er døde, stedet er dødt, kun døden er blevet vort mødested. 9 Han lukker døren ikke for at holde sin glæde fangen ... men for at slippe sin sorg løs. 10 Nyhedsudsendelse om en forelsket kvinde der bliver dræbt, om en dreng der kidnappes og en betjent der bliver til en mur. 11 Hvad der end sker ældes det så tag hvad som helst med dig kun ikke dette vanvid - bered dig på at forblive en fremmed ... 12 De fandt mennesker i sække: En uden hoved en uden tunge og hænder en smadret resten uden navne. Er du blevet vanvittig? Lad være med at skrive om den slags. 13 Du får se Sig hans navn sig jeg malede hans ansigt ræk ham din hånd eller gå omkring som hvem som helst eller smil eller sig: Jeg var engang bedrøvet. Du får se der er intet hjemland ... 14 Det kan være - engang - at du får lov til at leve døv og stum, og måske vil de lade dig mumle: død, liv, genopstandelse - og fred være med dig. 15 Han bærer jihad-uniform, spankulerer om med sine ideers kappe. En handelsmand - han sælger ikke klæder, han sælger mennesker. 16 De førte ham til grøft og brændte ham. Han var ikke morder, han var en dreng. Han var ikke ... Han var en stemme der vibrerede, afprøvede rummets skala. Og nu fløjter han i vinden. 17 Mørke. Jordens træer er blevet tårer på himlens kinder. En formørkelse på dette sted. Døden brækkede byens gren og vennerne gik bort. 18 Du dør ikke fordi du er blevet skabt eller fordi du har en krop du dør fordi du er fremtidens ansigt. 19 Blomsten som fristede vinden til at bære sin duft døde i går. 20 Solen står ikke længere op den dækker sine fødder med halm og glider bort ... 21 Jeg regner med at døden kommer om natten for at dække sit skød med en rose - Jeg er træt af støvet, der dækker morgenstundens pande Jeg er træt af menneskers åndedræt. 22 Fra palmevinen til ørkenens ro ... osv. Fra en morgen som lister sin mave med og sover på flygtningenes skuldre ... osv. Fra gaderne, militærkøretøjer, troppekoncentrationer ... osv. Fra mænds og kvinders skygger ... osv. Fra bomber fyldt med muslimers og vantros blod ... osv. Fra jernkødet, der bløder og sveder pus ... osv. Fra markerne, der længes efter hveden, det grønne og arbejderne ... osv. Fra borgene, der omkranser vores kroppe og bombarderer os med mørke ... osv. Fra myterne om de døde, der taler om liv - udtrykker liv ... osv. Fra den tale, der er nedslagtningen, de nedslagtede og slagterne ... osv. Fra mørket mørket mørket ånder jeg, føler min krop - søger dig og ham, mig selv og andre. Jeg hængte min død mellem mit ansigt og disse blødende ord ... osv. 23 Træer bukker for at sige farvel Blomster åbner sig, gløder, sænker bladene for at sige farvel. Veje som pauser mellem åndedrættet og ordene siger farvel. En krop bærer håb, farer vild for at sige farvel. Papirerne som elsker blæk, alfabetet, digterne siger farvel, og digtet siger farvel. 24 Dræberen i luften svømmer i byens sår - såret er faldet der med sit navn sit blødende navn ryster alt omkring os. Husene forlader deres mure og jeg er ikke jeg 25 På en side i en bog ser bomber sig selv, ser profetier og gammel visdom sig selv ser nicher sig selv. Tæppeords tråde går gennem erindringens nål over byens ansigt. 26 En stjerne blev druknet i blod blodet en dreng talte om og hviskede til sine venner: Kun nogle huller, der kaldes stjerner, bliver tilbage på himlen. 27 Natten er dagslys født sort på denne vej. Sollys og stearinlys er det samme i hjertes mørke. 28 Det er forkert at få solen til ikke at røbe hvad markerne har skrevet, men årstiderne ikke fortalt. 29 Natten sænker sig (dette er de papirer, han gav til blækket - morgenens blæk, som aldrig kom) Natten sænker sig over sengen (elskerens seng, elskeren som aldrig kom) Natten sænker sig/ ikke en lyd (skyer. Røg) Natten sænker sig (en eller anden havde i hænderne kaniner? Myrer?) Natten sænker sig (bygningens mure ryster. Alle gardinerne er gennemsigtige) Natten sænker sig, lytter (stjernerne er, som natten ved, stumme, og de sidste træer for enden af muren husker intet af hvad luften sagde til deres grene) Natten sænker sig (vinden hvisker til vinduerne) Natten sænker sig (lyset trænger igennem. En nabo ligger i sin nøgenhed) Natten sænker sig (to mennesker. Tøj holder tøj - og vinduerne er gennemsigtige) Natten sænker sig (dette er et indfald: månen klager til bukserne over hvad elskere altid har klaget over) Natten sænker sig (han hviler ud i en krukke fyldt med vin. Ingen venner blot een mand, der vender sig i sit glas) Natten sænker sig (bringer nogle få edderkopper, føler sig tryg ved insekter som kun er en pest for huse/ tegn på lys: en engel kommer, missiler eller en opfordring? Vores kvindelige naboer er taget på pilgrimsfærd/ kommer tilbage mindre slanke og mere kokette) Natten sænker sig (trænger ind mellem dagenes bryster/ vores kvindelige naboer er mine dage) Natten sænker sig (den sofa/ den pude: dette er en gyde, dette er et sted) Natten sænker sig (hvad skal vi tilberede? Vin? Suppe og brød? Natten skjuler sin maves appetit for os) Natten sænker sig (leger et lille øjeblik med sine snegle, med mærkelige duer som kom fra et ukendt land, og med insekterne, der ikke omtales i bogen om formering blandt forskellige dyrearter) Natten sænker sig (torden - eller er det larmen fra englene, der kommer på deres heste?) Natten sænker sig (mumler, vender sig i sit glas ...) 30 Når solen åbner soveværelset for aftenen dukker havmåger frem som et tæppe der dækker himlens ansigt. 31 Han skrev i et digt (Jeg ved ikke hvor vejen begynder - og hvordan jeg skal overgive min pande til dens stråler) Han skrev i et digt (hvordan overbeviser jeg ham om, at min fremtid er en ørken og mit blod dens luftspejling af sand?) Han skrev i et digt (hvem vil ryste ordenes hårdhed af mig?) Han skrev i et digt (du hører ikke til hvis du ikke dræber en broder ...) Han skrev i et digt (hvad der skal ske, er ikke, hvad de forventer, og modsat, hvad man har tænkt ...) Han skrev i et digt (hvorledes skal vi forstå dette flygtige sprog fanget mellem sandheden og digtet?) Han skrev i et digt (kan flygtningemånen omfavne sit lys) Han skrev i et digt (der er forvirring mellem solens ansigt og himlen) Han skrev i et digt (... /lad ham dø ... 32 Byerne bryder op Jorden er et støvspor Kun kærligheden forstår at ægte dette sted. 33 Han er død. Skal jeg sørge over ham? Hvad skulle jeg sige? Skulle jeg sige: dit liv var et ord, din død dets mening? Eller skulle jeg sige: vejen mod lyset begynder i mørkets skov? Forvirring ... De er ... Jeg skjuler mig i en hule og lukker dørene med bønner 34 Han forlod karavanen, overhørte dens fløjte og fristelser. Visnende i ensomhed tiltrukket af en visnende rose til dens duft. 35 Du forbliver min ven for det der var eller det der er tilbage i disse brokker åh, lys som bærer skyerne, Herren som aldrig sover. (4. juni 1982 - 1. januar 1983) ADONIS Digtet er oversat fra engelsk af Helge Krarup og første gang trykt på dansk i tidsskriftet Hvedekorn 1, 1989.