For nylig modtog jeg en patient med lungekræft, hvor der siden midt i marts havde været berettiget mistanke om, at noget var alvorligt galt. Det efterfølgende forløb var ikke kompliceret, men ventetid på den ene undersøgelse afløste den anden - så behandling blev først iværksat ca. 120 dage efter den første undersøgelse. Det forekommer indlysende at være lang tid, og for de fleste patienter med lungekræft går der desværre ca. 100 dage fra det første symptom, indtil behandling påbegyndes. Hvorfor er tiden vigtig? Tid er vigtig ved alle kræftsygdomme - men bl.a. lungekræft kan udvikle sig så hurtigt, at muligheden for helbredelse fortabes på de 100 dage. Forudsætningen for at opnå de bedste resultater ved behandling af kræftsygdomme er, at sygdommen opdages så hurtigt som muligt. Det tidsrum, der derfor er det afgørende, er tiden fra det første symptom og indtil behandling påbegyndes. Patienten har ofte haft symptomer et stykke tid, før lægen konsulteres, og da de fleste patienter med lungekræft er rygere, har de ofte kroniske lungesymptomer. Det kan derfor være særdeles vanskeligt for lægen at afgøre, om symptomerne skyldes en opblussen af disse symptomer eller en kræftsygdom. Der skal således udøves lægekunst for at finde det ene tilfælde af lungekræft, som den praktiserende læge gennemsnitligt ser hvert år blandt patienterne i konsultationsværelset, hvor de kronisk lungesyge hver dag udgør en betydelig del. Hvad skal patienterne og deres læge gøre for at opdage sygdommen tidligt? Patienterne skal henvende sig til deres læge, hvis de får nye lungesymptomer, eller hvis de symptomer, som de kender til, ændrer sig. Den praktiserende læge skal så henvise de patienter, som har symptomer på lungekræft, til røntgenundersøgelse og videre til undersøgelse på hospitalet, hvis denne ikke er normal. Har disse anbefalinger ændret noget? Ja, ganske bestemt! Det har medført, at de lungemedicinske afdelinger de seneste år har fået henvist et betydeligt større antal patienter på mistanke om lungekræft end tidligere, og dette har betydet, at flere end tidligere har kunnet tilbydes helbredende behandling. Dette er den væsentligste baggrund for, at sandsynligheden for helbredelse for lungekræft er steget fra 5 til 10 procent gennem de sidste 5 år. Hvordan kommer ventetiderne ind i dette billede? For at sikre, at kræftpatienter kommer hurtigt i behandling, indførte regeringen i 2000 en ventetidsgaranti, som skulle sikre, at der højst gik 6 uger, fra patienten blev henvist til hospitalet, og indtil behandling blev sat i værk. Dette forekommer på alle måder rimeligt, specielt da der med symptomer følger angsten for at fejle noget alvorligt, og det er derfor vigtigt, at det hurtigt afklares, om symptomerne har en ikkealvorlig årsag, eller det er en kræftsygdom - og at det så sikres, at behandling hurtigt iværksættes. Hospitalssystemet har de seneste år skullet undersøge et stigende antal patienter, som mistænkes for kræft. Dette har stillet betydelige ressourcemæssige krav til de afdelinger, som har ansvaret herfor, f.eks. afdelinger for kirurgi, gynækologi, blodsygdomme, lungemedicin etc. Der er samtidig stillet betydelige krav til de behandlende afdelinger, f.eks. de onkologiske og kirurgiske, som skal sikre en hurtig behandling af det hastigt stigende antal patienter, som får stillet en kræftdiagnose. Kan denne ventetidsgaranti så overholdes? Nej - ikke for patienter med lungekræft. 7 ud af 10 patienter med lungekræft må desværre vente mere end 6 uger, før de modtager behandling. Det ved vi med sikkerhed, for dette tidsrum er de seneste 3 år registreret for ca. 9.000 patienter med lungekræft. Dette resultat er åbenlyst helt utilfredsstillende - og meget vanskeligt at forklare - idet der gennem de 3 år ikke er sket nogen som helst forbedring. Har offentligheden haft kendskab til disse meget problematiske resultater? Ja - de årlige rapporter herom har været offentligt tilgængelige på hjemmesiden 'sundhed.dk', både med en faglig udgave og i en borgerversion. Heri kan man se resultaterne for de enkelte afdelinger - og det kan undre, at det øjensynligt kun er relativt få udenforstående - herunder enkelte journalister - der læser disse rapporter og dermed har stillet spørgsmålet om, hvorfor resultaterne ikke forbedres løbende på så at sige alle kvalitetsområderne. Hvad har man gjort for at kunne overholde garantien? Regeringen og sygehusejerne iværksatte i 2003 det såkaldte 'Nationale Indikator Projekt' (NIP) bl.a. for at undersøge, hvorledes og med hvilke ressourcer denne ventetidsgaranti kunne overholdes. Sygehusejerne (amter og H:S) og afdelingerne analyserer hvert år deres ventetidsresultater for lungekræftpatienterne og udarbejder forslag til, hvorledes det kan gøres bedre. At der derefter ikke sker forbedringer, må betegnes som en tilsigtet hændelse, idet de vilkår, som skulle muliggøre dette, ikke ændres - og så bliver resultatet det samme - som jo er åbenlyst helt utilfredsstillende. Det er dette, som hver sommer popper op i pressen - men desværre hurtigt dør ud - andre nyheder trænger sig på, og en række af de ansvarlige er på ferie. Er det kun for lungekræftområdet, at resultaterne er så dårlige? Da lungekræft er den eneste kræftsygdom, som indgår i NIP-projektet, er der ikke konkrete resultater fra andre kræftsygdomme vedrørende ventetiden. Det er dog generelt indtrykket, at denne for en lang række af de andre kræftsygdomme bestemt ikke er bedre. Så for de fleste kræftpatienter går der således en helt urimelig lang tid med først at få stillet diagnosen og så med at få iværksat behandling. Mange er derfor uhyre psykisk belastede heraf og berettiget bekymrede for, at mulighederne for helbredelse måske er blevet forringet. Det må således desværre konstateres, at selv om det er 6 år siden, at regeringens garanti trådte i kraft, så er der stadig et helt urimeligt stort rum for forbedring af denne for hele kræftområdet. Hvem har ansvaret herfor? Det konkrete ansvar for, at ventetidsgarantien overholdes, påhviler 'sygehussystemet' - et ord, som måske meget belejligt dækker over alle og dermed ingen! Politikerne har som bekendt det overordnede ansvar for sundhedsvæsenets mål og rammer (læs: økonomi) - og førstnævnte er klart defineret i den nylig udsendte 'Kræftplan II', hvor man blot skal huske sætningen: »kvaliteten i alle faser af sygdomsforløbet skal have højeste internationale standard« for at beskrive den politiske målsætning inden for hele kræftområdet. Så ambitionsniveauet er meget højt - og selv om overlevelsen de sidste år er blevet forbedret for en række kræftsygdomme, er der meget langt til at realisere det politiske mål. Hvorfor er det ikke lykkedes for de professionelle i sundhedssystemet at leve op til de politiske krav med hensyn til ventetidsgarantien? Man kan først stille spørgsmålet, hvorfor ventetidsprojektet ikke lykkes for lungecancerpatienterne. De omfattende registreringer og analyser af ventetiden for 9.000 lungekræftpatienter har overordnet til formål at beskrive, hvorledes og med hvilke ressourcer det kan sikres, at garantien overholdes for alle kræftpatienter. Så hele systemet må have en fælles interesse i, at det lykkes at gennemføre projektet Forklaringen på, at det alligevel ikke lykkes, er, at der er modstand i systemet mod projektet. De, som har ansvaret for andre grupper af kræftpatienter, yder modstand, idet de ressourcer, der skal til, for at patienter med lungekræft kan komme hurtigere til f.eks. skanning eller operation, så skal tages fra andre patientgrupper. Det må betragtes som sund professionel adfærd at sikre, at der ikke finder forskelsbehandling sted. Det administrative system vil heller ikke overflytte ressourcer til projektet - de skal jo sikre helheden i sundhedsvæsenet. Så selv om det er regeringen og sygehusejerne, der har søsat ventetidsprojektet, hvor vi årligt skriver rapporter om, hvad der skal til, for at det lykkes - er resultaterne år efter år ikke desto mindre helt utilfredsstillende - og det skal her huskes, at tallene i disse rapporter dækker over svært belastende og helbredstruende forløb for mange patienter, og at det ikke kan gøres om! Er der slet ingen mulighed for, at det kan lykkes at behandle patienterne hurtigere? Det omtalte ventetidsprojekt for patienter med lungekræft skal 'fødes' med egne og ekstra ressourcer, så disse ikke skal flyttes fra andre patienter - så vil det lykkes og i det faglige miljø blive accepteret på lige fod med andre forsøgsprojekter. At dette ikke er sket for længst, har den simple forklaring, at disse ekstra ressourcer ikke findes i systemet. Selv om der de sidste år er blevet bevilget betydelige ekstra ressourcer til hele kræftområdet, har disse ikke kunnet dække behovet for f.eks. skannere og stråleapparater. En del af de tildelte ressourcer er tilmed blevet brugt på tilstødende områder - bl.a. for at sikre helheden i kvaliteten for alle patientgrupper i sundhedsvæsenet. Hvilke konsekvenser har det, at der ikke sker forbedringer? Man kan også spørge, hvor længe ildsjælene på de 60 afdelinger, som beskæftiger sig med lungekræft, stadig kan bevare troen på, at tiden er vigtig, når de åbenlyst nødvendige forbedringer ikke finder sted - nu på tredje år i træk? Hvor længe kan det politiske system tolerere, at de politiske beslutninger ikke realiseres, og at de legitime rettigheder for brugerne af sundhedsvæsenet ikke opfyldes? Hvis ikke disse forhold snarest rettes op, vil hele systemet miste såvel værdighed som troværdighed. Hvilke konsekvenser har det, at der generelt mangler kapacitet i hele systemet? Manglen på skannerkapacitet betyder bl.a., at man undertiden ikke kan vurdere, om behandlingen gavner patienten - ventetid på skanning på mere end en måned betyder, at mistanke om, at sygdommen udvikler sig, ikke kan undersøges ordentligt etc., etc. Den generelle mangel på speciallæger er betydelig og stigende og udgør aktuelt det alvorligste problem for at kunne løse bare de helt basale opgaver. Kræftspecialet mangler ca. 30 procent af de speciallæger, der er behov for. Flere skal selvfølgelig uddannes, men det er en meget langsigtet løsning, som først vil få effekt om 15-20 år, så der skal tænkes i hurtigtvirkende tiltag - og her må alt være i spil. Hvorledes kan der frigøres ressourcer, og udnytter vi disse bedst muligt? En række opgaver må udflyttes fra hospitalssektoren til primærsektoren, dvs. de praktiserende læger, hjemmesygeplejersker etc., f.eks. en del af forløbet efter afsluttet behandling (kontrolbesøg). Visse opgaver kan overflyttes fra læger til andre personalegrupper og ligeledes fra sygeplejeområdet til andre faggrupper. Speciallægerne inden for kræftområdet bruger i dag mindst 10 procent af arbejdstiden på ikkelægelige opgaver. Dette omfatter f.eks. skrivning og indtastning i de elektroniske systemer - ny teknologi kaldes det - men indført på bekostning af tabet af rutinerede lægesekretærer. Så man har sat speciallæger i lønramme 50+ til at skrive med to fingre i stedet for en faggruppe i den halve lønramme, som bruger alle 10! En del af arbejdsdagen går med at se på skærmbilleder, som ofte går i sort eller arbejder langsomt - indtaste patientdata, og herunder medicin, i et system, hvor man momentant og konsekvent taber overblikket over, hvilken medicin patienten får - og som accepterer, at man ordinerer medicindoser, som var det til en hest. En væsentlig begrundelse for at indføre denne teknologi var at øge sikkerheden omkring medicineringen - kæden er her ikke blot hoppet af - vi er væltet! Elektronisk talegengivelse er indført samtidig med, at lægesekretærer har måttet forlade afdelingerne for at finansiere teknologien - resultatet er dog, at nogle læger må bruge betydelig tid hver dag for at rette de ord, som ikke blev genkendt af maskinen - og så kaldes ind på weekender for at indhente den spildte tid. Det hænger både sammen og ikke! De manglende lægesekretærer medfører, at journalnotater ofte ligger uskrevne i ugevis - kommunikationen med patienter og andre afdelinger svigter - undersøgelsesresultater arkiveres uden at være blevet kontrolleret etc., etc. Der er således indført ny tidsrøvende teknologi ofte finansieret af uintelligente besparelser. Hvad bør der gøres? Der bør nu træffes overordnede beslutninger om at bruge alle til rådighed stående midler, som sikrer ressourcetilførsel, samt at ressourcerne udnyttes bedst muligt - ellers må kræftplaner og garantier formentlig lægges i respirator og næppe overleve. Det politiske signal herom er sendt af den politiske chef for regionerne, som for nylig sagde, at nu skal der gøres noget ved det - og for de lydhøre betyder dette, at problemerne skal forsøges løst - så må man se på omkostningerne bagefter. Men selv et sådan klart politisk signal synes at være blevet mødt af døvhed i systemet. Hvor længe skal disse helt urimelige forhold gælde for vore syge og i mange tilfælde svage medborgere samt for dem, som har ansvaret for behandling og pleje af patienterne? Det drejer sig i det væsentligste om holdninger - ledelse og økonomi. Det sidste kan ikke være noget problem - vi er alle en del af et eksorbitant velhavende samfund. Der bør samtidig sikres ledelse i holdning og holdning i ledelse - med andre ord at det bliver klart for alle, med hvilken holdning vi skal løse opgaverne, og med hvilke konsekvenser, det har ikke at leve op til de for alle åbenbare krav - men selvfølgelig under forudsætning af, at de nødvendige rammer er tilvejebragt. Hele indsatsområdet bør sikres en overordnet styring - hvilket nu er muligt gennem regionsdannelsen, samt ved at Sundhedsstyrelsen endelig har fået kompetencen til at sikre, at de faglige opgaver varetages bedst muligt. Der er således skabt en enestående mulighed for nu at reorganisere hele sundhedsvæsenet, således at det i et langt perspektiv har en struktur, som muliggør, at vi kan leve op til de politiske målsætninger om faglighed - kvalitet og omsorg - i alle faser af den enkeltes sygdomsforløb. Haves: De rigtige visioner - Ønskes: Politisk handlekraft bag disse Omhu er særdeles vigtig, men risikoen for fejl stiger med den øgede arbejdsbelastning - tid til eftertanke og uddannelsesfunktioner forringes, og de, der skal bære stafetten videre får måske ikke det nødvendige faglige grundlag. Nogle har allerede valgt at forlade sundhedssektoren, selv efter en lang uddannelse, i frustration over at grundlaget for deres virke som læge og ansvarlig hverken på kort eller længere sigt er tilfredsstillende. Sådanne forhold betyder samtidig, at det bliver vanskeligere at rekruttere yngre læger til de belastede specialer - vi på stedet ligner mere og mere et dårligt forbillede og nogle, som overvejer tidligere end planlagt at sikre retræten - inden det er for sent! Dette er den onde cirkel, som er i bevægelse - og som kalder på, at der politisk nu sættes øget handlekraft bag de rigtige og visionære politiske beslutninger, som er truffet for at sikre bedre vilkår for kræftpatienterne. Vi både kan og vil - engagementet og ildsjælene er der - men forude lurer ligegyldighed og opgivenhed - og så er alt tabt - en kultur skabes på holdninger over lang tid - den kan rives ned på kort tid - og kan ikke købes tilbage!