Alle familier er vanskelige momentant eller uafbrudt. Det kræver sit barn at leve i en. Barnet kan ligefrem blive vanskeligt af at være en del af en traditionel familie med far, mor og børn. Det er ikke nogens skyld, det er selve konstruktionen, der er forkert. Vi vil kærlighed i endeløse baner i et fællesskab så sammentømret, at det umuliggør sig selv, fordi den enkelte skal slås for at få lov at gå ind i det mentale fri rum, hvor kærlighedsevnen regenererer. Det vanskelige barn findes ikke, det skabes af forældre, som vil barnet det bedste. I det indbyrdes forhold mellem dem findes respekt for den personlige integritet i bedste fald. I forholdet til barnet findes den næsten ikke. Fra at være en baby, som fik morfar til at sige: »Sig mig, kan det barn overhovedet ikke græde«, over fredfyldte småbarnsår blev jeg, før jeg fyldte 4, et trodsigt, ofte vredt og rasende barn. »Hvad har man dog gjort, her har man fået tre flinke børn, og så skal man ha' en troldeunge til sidst«, hylede min mor, »hvad stiller man op?«. Hun sagde det tit, og jeg tænkte, jeg skulle sige, at hun slet ikke skulle stille noget op, men havde nok at gøre med at forsvare mig mod den massive regn af unødvendige overgreb, jeg blev udsat for i kærlig hensigt. De fandt selv ud af det med tiden: at lade mig være i fred, når det var det, jeg ville. I sommerferien fik jeg i flere år lov at bestemme, hvad jeg ville. Den frihed gjorde mig til det gode barn, de vidste, jeg inderst inde var, og som jeg naturligvis helst ville være. År efter år stod jeg ude ved vejen og vinkede farvel til dem, far bag rattet, mor ved siden af og børnene på bagsædet i den sandfarvede Folkevogn med tagbagagebærer kørt ud af garagen om aftenen og pakket. Nu lignede den en snegl, der gav sin kammerat en køretur på taget af sit hus. Med min hånd i Lillemaries, som større med hænderne på ryggen ved siden af fru Rubak, stod jeg og voksede indeni over mit valg: »Jeg bliver hjemme«. Min fars trang til at se det forhenværende fjendeland blive genopbygget førte dem til Tyskland som campister, et ret nyt begreb i 50'ernes Vendsyssel, de var de eneste i byen, der havde telt. »Anne skal ikke med, vel, mor?«, hørte jeg ved et uheld en af de store sige. »Hvis hun vil, skal hun naturligvis, men det er jo ikke så godt med den køresyge«. Nej, det var ikke godt med den køresyge! Og dog! Den blev mange gange en god undskyldning fra begge sider. Men de skulle ikke tro, de kunne fravælge mig. »Måske vil jeg alligevel gerne med«, sagde jeg i en svær balancegang med ordene. »Jamen, hvis du virkelig vil ... det er også alt for lang tid for sådan en lille pige at være uden os«, sagde mor, »du får bare en pille«. Nu skulle der trædes varsomt: Inderst inde ville jeg ikke, jeg syntes, de var så besværlige. I mine somre med Lillemarie savnede jeg kun lidt den bror, jeg var 'på hold' med, vi var de små, de andre savnede jeg næsten ikke, familielivet slet ikke. I tide fandt jeg ud af, at jeg hellere ville i sommerlejr med søndagsskolen ved Rubjerg Knude. Jeg var blevet aktivt troende i et skær af lys gennem vinduerne ved mit første bevidste besøg i en kirke, da min ældste bror blev konfirmeret det forår. Det holdt, til jeg var lidt over 11 år. Resten af tiden ville jeg være hjemme med Lillemarie. Hun kom hos os som vaskekone, boede småt og alene i sit barndomshjem i den anden ende af byen med pumpe i gården og lokum i skuret. Hun var tyk og blød og stille. Jeg havde spurgt hende, før jeg afslørede min plan. Hun ville gerne. Vand i haner indendørs kendte hun allerede, toilettet vænnede hun sig til. 7 år gammel var jeg helt bogstaveligt herre i mit eget hus. De kom hjem med dyrt tysk legetøj. En bjørnefamilie, Muki, Miki, Mäki og Maki, fik jeg over tre år, først moren, så børnene, til sidst faren. Fine småbitte udskårne engle, billeder til over sengen og et vejrhus fik jeg, når konen med blomster stod uden for døren, blev det solskin, en mand med paraply gav regn. Jævnlig fik vi postkort hjemme i Poulstrup med isbjørne og Harzen-idyl, i Rubjerg fik jeg et med Manneken Pis fra Bruxelles, lejrlederen læste det for mig, jeg så den anden vej, da han vendte det om for at se billedet. Mit yndlingskort blandt de mange, da min mor fortalte mig historien om drengen, der var blevet væk, og som gjorde sin far så glad, da han blev fundet, stående nøgen, mens han tissede i en høj stråle, at han fik lavet en bronzevandkunst af ham (året var 1619). Ældste bror og far havde fået tyrolerhat, min yndlingsbror Lederhosen, hans ben var blevet tynde på den tur, bemærkede jeg. Mor og søster var i nye nederdele. Mor gemte sin i 30 år og syede dynebetræk til min søn af stoffet, han elskede det, da han fik juniordyne, lå han med babybetrækket ved sin kind, når han skulle sove. Det var rart, de kom hjem, og de blev glade for, at alt var godt hos os. Rubjerg Lejren ville jeg ikke have undværet, heller ikke tiden med Lillemarie. Vi passede haven, drivhuset, katten, hunden, hønsene, undulaterne og kanariefuglene i en voliere på garagens væg. Lillemarie var god, jeg måtte alt ... undtagen at beholde den ekstra hund, jeg en dag kom hjem med, hun kendte gården, den kom fra, og sagde, at den længtes hjem. Det gjorde den i hvert fald ikke. Alligevel lod jeg den løbe. En dag tog vi rutebil til hendes søster i Hellum og fik middagsmad til frokost, kødboller i sursød sovs. Først som voksen fik jeg den dejlige ret igen, min mor nægtede, at sådan noget fandtes i virkeligheden, man kommer ikke sukker i maden, når man som hun var elev fra Frøken Suhrs Husholdningsskole. Udflugt med madpakke til Svaneparken i Hjørring var Lillemaries trumfkort, middagsmaden i Hellum blev for mig ved at stå som det bedste. I parken sad vi, ligesom en hel masse andre, på plænen ned til søen, nogen lå. Hen på eftermiddagen hørtes pludselig en høj, skinger ringen, alle så i vores retning, Lillemarie lynede tasken op, halede en kimende nylonstrømpe frem, rystede et vækkeur ud og slukkede det. »Nu skal vi til rutebilen«. Folk smågrinede, da vi trissede af. Jeg tog hendes hånd, men hun var ikke forlegen. Næste sommer var vi omtrent lige høje, men jeg var ikke for stor til slik i sengen, chokoladefrøer på rundstykket og sodavand, noget, vi ellers ikke havde i huset, Lillemarie sagde, at det ikke var nær så dyrt som rødvin, og slet ikke skadeligt. Jeg lærte også at spise Marie Kiks, meget bedre end det KB-knækbrød og slet ikke usunde, sagde hun. Vi havde nok at gøre med at passe mine geder, Ava Gardner og hendes kid, Jokum og Jeppe, foruden de andre dyr. Ava havde jeg fået fra Aalborg Zoologiske Have i det tidlige forår. Da jeg havde grædt en halv nat og fortsatte, da jeg vågnede, fordi jeg havde set de andre geder drille den, ringede min far og spurgte zoodirektøren, som han kendte, hvad der var galt med den ged. Jo, den havde været udlånt til et teater, Det Lille Thehus, om han ville have den? »Det' jeg sgu nødt til«, hørte jeg ham sige gennem kontordøren på klem. Samme dag kørte han til Aalborg efter den. Han troede, den var bedækket. Der skete ingenting, så tog han turen med geden i Folkevognen endnu en gang og fik den holdt til. Kiddene voksede så hurtigt som tomater og fik små spidse horn. En morgen flængede Jokum Lillemaries kjole nedefra og op. »Undskyld«, hviskede jeg, da hun stod blottet med brune underbukser til knæene og patter til livet. Mor syede en ny kjole til hende, far savede spidserne af hornene, jeg gemte dem i min samling med mumificerede mus, hanesporer, uglegylp, indtørrede tudser og en hugormeham fra Hirtshals. Jokum blev givet til en børnerig familie, da han blev for vild til os, Børge, et af familiens børn, sagde en aften til spejdermøde: »Oh, vi har fået sådan noget godt noget til aften, vi har fået buk«. Og nu var hans mor i gang med at lave spegepølser af resten. Året efter var Lillemarie blevet husbestyrerinde hos en enkemand ude ved havet. Fru Rubak, som jeg nu boede hos, gav mig lov at tage rutebilen derud. Hjemme igen fortalte jeg Rubaks, at hun ikke var husbestyrerinde, hun var mandens kone. »Hvordan kan du vide det«, spurgte hr. Rubak. »Det kunne jeg mærke, da hun viste mig soveværelset«. Fru Rubak rødmede, hr. Rubak sagde hmm. Han var præstesøn. De fik ikke mere at vide. I stuen havde jeg set et sølvbroderet billede, Gud er kærlighed, på sort fløjl i glas og ramme, og over sengene i soveværelset stod der: Alt til låns. Jeg forstod! Mandens kone var død, fordi Gud havde taget sit lån tilbage, i sin godhed havde han givet ham et nyt lån, Lillemarie, som i mandens mund var blevet ophøjet til Marie. Og alt var såre godt. Hvordan det var med dem, var nemt for mig at forstå. Jeg vidste meget om det frække fra søndagsskolens sommerlejr og erfarede mere i KFUK's spejderlejr ved Silkeborgsøerne, hvor de store piger straks fik færten af en FDF-lejr tæt ved. To og to listede vi små ud i sommernatten gennem skoven til latrinen og mærkede luften emme af erotik. Vi gemte os bag stammerne halvkvalt af tilbageholdt grin for ikke at overdøve lyden af mødet mellem en KFUK'er og en FDF'er på skovbunden. Rubaks søn var med i Tyskland det år, studentergaven fra os, jeg skal aldrig være student, tænkte jeg. Fødte københavnere var far og mor mere stædige end praktiske, kampen med bardunstænger og pløkker, jeg så det for mig, for tidligt op, for sent til ro, hyl og skrål og kvalme i bilen, hvor de voksne røg den ene dejlige cigaret efter den anden. Alt blev bekræftet, da mor efter en Tysklandstur sagde: »Du skal ikke snydes, vi tager til Mors med telt en lørdag-søndag«. 'Pinen' og 'Plagen' hed de færger, vi sejlede med, hvad skulle de ellers have heddet, og sådan var det hele vejen igennem, ædt op af myg blev jeg også på min første og sidste campingtur med familien. Hos Rubaks gik jeg og summede mellem hr. Rubaks bistader indtil spejderlejren. På banen i Silkeborg stillede de andre op for at gå til lejren, skorstensfejerens Lis og jeg var de mindste, vi kørte med lastbilen med udstyret. Den var lige akkurat kørt efter aflæsningen, da luften blev flænset og forpestet af kvindeskrig, barnegråd og røg. Vi løb efter lyd og lugt og kom til et sort træhus i flammer. Kvinden baksede med at få et bredt skab ud ad en smal dør. Småbørn og høns sprang hylende og kaglende omkring. Lis tog sig af kvinden, jeg styrtede af sted for at finde nogen, der kendte et hus med telefon. Tilbage på stedet greb jeg en spæd i barnevogn tæt på huset og løb med den lille ind i skoven. Brandbilerne var kørt, da spejderflokken kom, kun en rygende askehob var tilbage mellem sokkel, grubekedel, jernkomfur og skorsten. Lederne sørgede for, at vi ikke fik heltestatus, det var bare den dags spejdergerning. Om aftenen sent gik jeg på gløder med bare fødder over det nedbrændte bål. Fodsålerne var uskadte, alle ville prøve, ingen kunne. Hver aften optrådte jeg med det. En lejr i frihed og glæde, med pligter og spas. Mentalt er jeg stadigvæk af og til i spejderlejr. Sommeren var lang, der var dage, hvor jeg og mine søskende blev kørt de 12 kilometer til Løkken og sat af med badetøj under armen og en 2-krone hver i hånden. »Køb nu noget fornuftigt«. Vi købte studenterbrød, pigerne rød sodavand, drengene grøn sportsvand. Havet stod glitrende af solens lave lys, når vi blev hentet. »Pragtfuldt!«, sagde mor efter et pinligt nøgenbad, far soppede, så kørte vi hjem til maden. De store fik undervisning i Brønderslev Friluftsbad, vi blev hakket af deroppe alle fire og skulle blive hele dagen. I rød ulden badedragt spankulerede den tykke bademester på bassinkanten og holdt efter tur eleverne i en bøjle på lang stang. Min søster var bange for ham og svømmede dårligt, så byttede han bambusbøjlen ud med en jernbøjle. I det lave bassin blev vandet rødt neden for rutsjebanen, da en dreng landede i det med ni tæer, den tiende sad alene tilbage i et brud i stålet i min øjenhøjde. En mand tog den med et ispapir og smed den i affaldsspanden. Ambulancen var kørt, da jeg fandt de andre i mængden. »Mor, Anne lyver«, sagde de, da vi blev hentet. Sommeren med familien var fin, når jeg havde haft fri fra de andre en tid, og de havde haft fred fra mig. Jeg elsker stadig at være, hvor jeg bor, især om sommeren. Man er, som man er fra begyndelsen, hvis man får lov. Som gæst hos præsten på Thurø stod jeg en novemberdag i skumringen for år tilbage og nikkede indforstået til skriften på Tom Kristensens grav: 'Bøjer jeg mig så dybt som jeg kan, vokser min verden sig stor'.