»Jeg vil fremtidssikre velfærdssamfundet«. Hvis dette spørgsmål - »Hvem sagde det i 2006?« - kommer med i fremtidens udgaver af Trivial Pursuit, er der nok mange, der vil synes, at det er lidt vanskeligt at besvare entydigt. Det kunne være Helle Thorning-Schmidt, men det kunne også være statsminister Anders Fogh Rasmussen. Mange mennesker undrer sig over, at en liberal statsminister, hvis erklærede mål i mange år var minimalstaten, går rundt og taler om at fremtidssikre velfærdsstaten - en konstruktion, der af de fleste opfattes som meget socialdemokratisk. Det er en gåde for mange, at velfærdsstaten kan hyldes af manden, der skrev: »Hvis socialstaten fortsætter sin omklamring af mennesket, ender vi som 'de sidste mennesker', der har mistet værdierne i tilværelsen, og derfor har opgivet at kæmpe for noget. Vi er reduceret til tæmmede og lydige sociale dyr«. Har Anders Fogh Rasmussen lagt alt det på hylden? Er han i virkeligheden gået hen og blevet socialdemokrat? Er Venstre og Socialdemokratiet anno 2006 blevet to sider af samme sag? Et stort forkromet velfærdsforlig er blevet indgået mellem regeringen og Socialdemokratiet, og Socialdemokraterne går endda rundt og taler om, at de er glade for det resultat, som er opnået sammen med regeringen. Umiddelbart ligner det jo det perfekte billede. Danskerne kan læne sig tilbage, behøver ikke at tage stilling, for de vil jo alligevel det samme. Men der er noget helt galt med tegningen. Når man kommer tæt på, kan man nemlig se, at regeringens tegning af fremtidens velfærdssamfund er en karikatur - og oven i købet en dårlig karikatur - af den socialdemokratiske velfærdsmodel, som er fundamentet for vores velfærdssamfund. Den socialdemokratiske velfærdsmodel har igennem det sidste århundrede modarbejdet klasseskel og sikret bedre vilkår for de svage i vores samfund. Den bygger på et ideal om at sikre reel lighed og frihed gennem fællesskab. I takt med at ligheden er blevet større, og samfundet er blevet rigere, er velfærdsmodellen blevet udbygget fra i udgangspunktet primært at fokusere på traditionel økonomisk omfordeling til nu at være orienteret mod næsten alle dele af samfundslivet. Velfærd handler om at passe på vores børn, vores ældre og miljøet. Det handler om at sikre uddannelse, forskning, et rigt kulturliv, og det handler om at sikre nye chancer til de grupper, som er blevet kørt ud på et sidespor i vores samfund. Det er svært at finde nogen politikere i den vestlige verden anno 2006, der vil erklære sig som modstandere af velfærdssamfundet. Forskellen ligger således i, fra hvilket udgangspunkt vi anskuer det, og hvordan vi mener, at det fungerer optimalt - og her er der markante forskelle. For regeringen var velfærdsaftalen 'projektet'. Nu, hvor aftalen er på plads, har danskerne fået vished for, at de kan beholde velfærdsstaten, og så er den hellige grav velforvaret. For Socialdemokratiet var velfærdsaftalen blot et første skridt på vejen. Velfærdsaftalen har sikret os nogle rammer, som betyder, at vi ikke slår bunden ud af vores økonomi. Men aftalen er netop kun rammerne. Indholdet - velfærden - skal fyldes i efterfølgende. En af de allervigtigste forskelle på Socialdemokratiet og Venstre ligger således netop i synet på velfærdsstaten - hvad velfærd egentlig er. For ligesom der findes forskellige politiske ideologier, findes der også forskellige velfærdsmodeller. Ud over den socialdemokratiske velfærdsmodel, som dominerer i det meste af Skandinavien, taler man ofte om, at der eksisterer en konservativ og en liberal velfærdsmodel. Den model, som er mest forskellig fra den socialdemokratiske, er uden tvivl den liberale model. Det er den, der traditionelt dominerer i bl.a. England og USA. Den bygger selvsagt grundlæggende på den liberalistiske ideologi, og den har nogle meget klare karakteristika: For det første accepterer den liberale velfærdsmodel ulighed - uligheden tilskyndes faktisk ligefrem og opfattes som noget, der er nødvendigt for at sikre dynamik. For det andet går den ind for, at den offentlige sektor minimeres. Den skal sikre, at nogle af de basale kollektive opgaver bliver løftet, men det er op til individet alene at skabe sig et godt liv. Og for det tredje opfattes mennesket grundlæggende som drevet af egne behov og ønsket om at optimere sin egennytte. Selv om Anders Fogh Rasmussen ikke altid råber så højt op omkring det, så er Venstre vel liberalt - de kalder sig da i hvert fald stadig Danmarks Liberale Parti. Og selv om minimalstatsretorikken er droppet, er den liberale ideologi stadig tydelig at spore i Venstres syn på velfærdssamfundet. Lad os kaste et blik på det første karakteristikum ved den liberale velfærdsmodel - at ulighed ses som en selvstændig målsætning: »Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet«, sagde Eva Kjer Hansen, socialminister (V). Det er ikke kun Eva Kjer Hansen, der som fremtrædende medlem af Venstre er kommet til at hylde uligheden. Det sker en gang imellem. Jo vist - det bliver selvfølgelig lynhurtigt dysset ned af Anders Fogh Rasmussen, men synspunktet kommer alligevel tydeligt til udtryk i den politik, som regeringen fører. Danmark er blevet et mere ulige samfund under fem års borgerligt styre. Der tales meget om det delte Danmark og om den nye underklasse i det danske samfund, og det er ikke uden grund. Helt konkret har regeringen og Dansk Folkeparti blandt andet valgt at fastholde kontanthjælpsloftet og den såkaldte starthjælp, der indebærer markant lavere sociale ydelser til en række grupper. Regeringen har fjernet indtægtsgrundlaget under en stor gruppe syge mennesker ved at insistere på, at sygedagpengeperioden kun skal være 52 uger. Regeringen har fastlåst bl.a. unge sindslidende i en helt uholdbar økonomisk situation. Ungepakken betyder nemlig, at selv de allersvageste unge mellem 16 og 25 år får en nedsat kontanthjælp på ca. 4.500 kroner brutto, når de går uden arbejde eller uddannelse. Men ulighed handler ikke kun om økonomi. Det mest presserende problem, vi har i forhold til uligheden i Danmark, er nok den stigende polarisering mellem danskere og etniske minoriteter. Regeringen og Dansk Folkeparti har primært gjort skaderne større. De har f.eks. nedlagt skolepraktikordningen, så unge med indvandrerbaggrund har svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet. Men værst alt - de har introduceret en tone og en måde at anskue andre mennesker og kulturer på, som er meget skadelig for integrationen i det danske samfund. De øgede forskelle på rig og fattig, dansk og indvandrer - og syg og rask - er udtryk for en meget bekymrende udvikling. Ikke kun for dem, der får dårligere levevilkår. Men også for vores samfund, der mister balance. Og der er desværre ikke meget, der tyder på, at stigningen i uligheden vil høre op. For nylig kunne man læse, at Danmark er blevet mønstereleven i EU med det største overskud på statsbudgettet blandt alle de 25 EU-lande. Thor Pedersen er glad, og det kan han også godt være. Et overskud betyder jo, at man kan spare penge op, og vi ved alle, at det er godt at spare sammen. Det har vi lært fra barnsben. Men så dukker det store spørgsmål op: Hvad skal vi spare sammen til? Når man bliver 18 år og måske er så heldig at få udbetalt sin børneopsparing, så lyder rådet fra de fleste forældre: Brug nu pengene på noget fornuftigt - noget, der varer ved, og som du kan få glæde af hele livet. Det kunne for eksempel være en uddannelse. Det er nok de færreste forældre, der synes, at det er en rigtig god ide bare at brænde pengene af på almindeligt forbrug - den nyeste mobiltelefon eller dyrt mærkevaretøj. At forvalte statsbudgettet er naturligvis noget andet end en børneopsparing, men der kan alligevel godt drages nogle paralleller. For hvordan sikrer vi, at vi bruger pengene til noget fornuftigt; noget, der varer ved? Det værste, vi kan gøre, er at brænde hele formuen af på forbrug. Og det er netop det, regeringen er i gang med. Det er ikke mobiltelefoner og mærkevarer, der bliver købt. Regeringen sparer op for at give skattelettelser til Danmarks rigeste, som de kan købe huse og biler for. Imens bliver der sparet på velfærden til dem, der har allermest brug for det. På denne måde vil uligheden øges i fremtiden, i takt med at velfærden udhules. Det bringer os videre til det andet karakteristikum ved den liberale velfærdsmodel: modstanden mod den offentlige sektor. I 1990'erne havde vi en socialdemokratisk ledet regering, som forsøgte at få den offentlige og den private vækst til at vokse i samme tempo. I dag har vi i stedet en regering, som hele tiden skærer i den offentlige vækst for få den private til at stige. Lige nu går det rigtig godt for en stor del af den danske befolkning. Mange mennesker har fået øget deres private økonomiske råderum betydeligt over de senere år. Det skal vi ikke beklage os over, men de svage grupper i samfundet er kun blevet svagere, og der er samtidig nogle helt basale velfærdsområder, hvor det efterhånden halter gevaldigt bagefter. Udsigterne er ikke blevet lysere med den kommuneaftale, som regeringen for nylig har trukket ned over hovedet på kommunerne og regionerne. Den vil komme til at betyde markante forringelser af de mange kernevelfærdsydelser, der leveres lokalt, for pengekasserne er tomme rundt omkring, og udgifterne er ikke blevet mindre med kommunalreformen. Det er udmærket, at man kan vælge mellem to biler, når datteren skal afleveres i daginstitutionen, men hvis institutionen er ved at falde fra hinanden, og fugten driver ned ad væggene, bliver vi nødt til at stoppe op og spørge os selv, om vi ikke skulle prioritere lidt anderledes. I opbygningen af velfærdssamfundet har vi naturligt nok fokuseret mest på at sikre, at velfærdsordningerne fik en udbredelse, så alle, der havde behov, også fik adgang til dem. Den opgave er i vidt omfang løst i dag. I stedet vil vi i stigende grad flytte fokus til kvaliteten af velfærden. I et fremtidigt velfærdssamfund er det ikke længere nok, at vores børn bliver passet i daginstitutionen - vi skal også overveje, hvad god børnepasning er. Det er ikke længere nok, at de ældre får en kvote af hjemmehjælpstimer hver uge - vi skal også sikre, at hjælpen bliver givet på en måde, som lever op til de ældres ønsker, behov og forventninger. En velfungerende offentlig sektor vil, hvis det står til os socialdemokrater, også i fremtiden være omdrejningspunktet for vores velfærdssamfund. Thor Pedersens sparegris giver os mulighed for at sikre det, men han har gemt nøglen langt væk. Det er selvfølgelig helt klart, at der er grænser for den offentlige sektors størrelse. Det er ikke muligt at imødekomme alle ønsker om mere service inden for fællesskabets skattefinansierede ramme. Og med et skattetryk på ca. 50 procent har vi nået en passende grænse og en fornuftig fordeling mellem fælles velfærd og privatforbrug. Derfor afviser Socialdemokraterne regeringens grundlæggende mål om at give skattelettelser på bekostning af velfærden. Det socialdemokratiske alternativ er en udgiftspolitik, der holder skatten i ro, men som samtidig sikrer den nødvendige udvikling af vores velfærd og velstand. Hverken mere eller mindre. Det tredje karakteristikum, som er værd at fremhæve ved den liberale velfærdsmodel, er dens menneskesyn. I den liberale velfærdsmodel anskues mennesket som værende sig selv nærmest og som drevet af et ønske om at optimere sin egennytte. Igen er der nogle slående ligheder med den måde, som regeringen anskuer velfærdssamfundet på. Regeringen tror, at man kan løse store sociale problemer og fjerne kulturelle skel ved at fastholde et kontanthjælpsloft og skære i dagpengene, som regeringen også forsøgte ved indgåelse af velfærdsaftalen. Regeringen tror, at økonomiske incitamenter kan drive folk i en grad, der får alle deres andre problemer til at gå væk. Den opererer ud fra devisen: Hvis bare vi rammer folk hårdt nok på pengepungen, så skal de nok makke ret. Ikke alene er dette et helt fejlagtigt menneskesyn. Det er også farligt for velfærdssamfundets overlevelse. I Europaparlamentet støder man ofte på kolleger fra hele Europa, som kigger med stor beundring på Danmark. Danmark er blevet pragteksemplet på, hvordan man kan forene social sikkerhed og velfærd med den fleksibilitet, som er nødvendig for at sikre dynamik og vækst. Den danske model er med et fint ord blevet omdøbt til en flexicuritymodel. Grundelementerne er et superfleksibelt arbejdsmarked kombineret med en høj grad af social sikkerhed. Det kan være svært for en sydeuropæer at forstå, hvordan man kan få et fleksibelt arbejdsmarked, når den sociale sikkerhed er så stor, som den er i Danmark. Hvorfor gider folk arbejde, når de kan leve af understøttelse? Men det, man skal forstå, er, at det netop er den store grad af social sikkerhed - den udbyggede velfærdsstat - der sikrer, at lønmodtagerne og arbejdsmarkedet som helhed kan være så fleksibelt, som det kræves, for at dynamik og høj beskæftigelse kan sikres. Vi kan have et arbejdsmarked, hvor det er nemt at gå fra job til job, fordi lønmodtagerne er sikret en stabil base, som gør, at de godt kan løbe nogle risici. Det er sådan, vi forener høj beskæftigelse og velfærd - og ingen af de to kan eksistere uden hinanden i Danmark. Derfor er det en farlig kurs, som regeringen slår ind på, når de foreslår at skære i dagpengene. Den har gjort det ad to omgange, men begge forsøg er heldigvis blevet afværget. Summa summarum - der er markante forskelle på regeringen og Socialdemokraterne. Verden er ikke så simpel, som den kan synes i Trivial Pursuit. Socialdemokraterne er nemlig ikke som regeringen på udkig efter en ny liberal velfærdsmodel - tværtimod! Den største fremtidige politiske udfordring i Danmark er at forbedre og fremtidssikre den velfærdsmodel, vi har i dag. Fremtidens politiske kamp kommer til at handle om, hvem der har de bedste bud på, hvordan velfærdssamfundet bringes videre, så vores børn og børnebørn også kommer til at leve i et rigt land med stor social tryghed for alle borgere - og ikke om, hvem der har de bedste slagtilbud på skattebilletten.