I Bosnien var vi mange, der blev mere og mere desperate over de vedvarende grusomheder mod en forsvarsløs civilbefolkning; desperate over de grove krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og til sidst folkemord. Jeg kan huske, at jeg interviewede en 17-årig dreng om hans forfærdelige oplevelser. Drengen var blevet vidne til mordet på sin far, og hans lillesøster var blevet voldtaget og grusomt mishandlet. Ivan er et af Bosniens mange unge ofre, men alligevel var det ham, der havde skyldfølelser, fordi han ikke havde været i stand til at beskytte sin familie mod volden og overgrebene. Efter at han roligt havde svaret på alle mine detaljerede spørgsmål, rettede han blikket mod mig og krævede selv svar: Hvorfor sker dette for os? Hvorfor forhindrer verden det ikke? Hvad vil I gøre? Jeg kunne ikke svare på Ivans helt berettigede spørgsmål. Jeg lovede, at jeg ville fortælle verden hans og de andre ofres historie. Jeg lovede at gøre mit yderste for at beskæmme verdens ledere, der ville kunne standse blodsudgydelserne, men ikke gjorde det. Og jeg lovede, at vi ville gøre vores bedste for at sikre, at de, der havde ansvaret for grusomhederne, ville blive stillet til ansvar ved en domstol. Og på en eller anden måde - men det fortalte jeg ikke Ivan - havde jeg et håb om, at verden ville komme ham til undsætning. I sidste ende vågnede verdens ledere også op til dåd. Det var selvfølgelig alt for sent, men de vågnede op til dåd. Når jeg i dag bliver stillet de samme berettigede spørgsmål i Darfur af en 14-årig pige, som er blevet offer for militsers massevoldtægt, som har mistet halvdelen af sin familie, som lever som fange i en lejr for internt fordrevne med tusinder af andre ofre, har jeg stadig ikke nogen ordentlige svar. Det er imidlertid endnu værre, at jeg i dag ikke har noget håb om, at verdens ledere vil vågne op og endelig give hende og millioner af andre civile den beskyttelse, de så desperat har brug for i Darfur. Men vi må ikke give op. Vi må ikke bare vende ansigtet bort og lade, som om blodbadet i Darfur ikke finder sted. Trods den stadig manglende beskyttelse er det lykkedes os at opnå noget, som de fleste mente ikke var muligt, nemlig etableringen af en international undersøgelseskommission og Sikkerhedsrådets henvisning af situationen i Darfur til Den Internationale Straffedomstol (ICC). Dermed er der væsentlig bedre sanktionsmuligheder mod dem, der begår eller beordrer grusomhederne i Darfur. Jeg er overbevist om, at retfærdigheden i løbet af nogle år vil ske fyldest, og at bagmændene bag nutidens krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Darfur vil blive straffet. Men fremtidig retfærdighed giver ikke sikkerhed og beskyttelse til befolkningen nu. I dag er halvdelen af Darfurs 6 millioner indbyggere afhængige af ustabil fødevarebistand fra internationale organisationer. 2 millioner indbyggere er blevet fordrevet fra deres hjem af systematiske drab, voldtægter og angreb fra den sudanske regerings soldater og dens Janjaweedmilits. De bor nu som fanger i lejre, som hyppigt bliver angrebet af deres forfølgere fra regeringsstyrker og militser. Alene i de seneste fem måneder er omkring 200.000 mennesker flygtet for livet og lever nu som flygtninge i nabolandet Tchad. Oprørerne angriber også fortsat civile og det humanitære arbejde. Stabiliteten i nabolandet Tchad er blevet rystet alvorligt, og titusinder af tchadere er blevet fordrevet fra deres hjem i de urolige grænseområder. Hvis krisen i Darfur ikke bliver løst, vil den snart udvikle sig til et langt større problem i hele regionen. Situationen er rystende, men den kan blive endnu værre. De humanitære organisationer oplever flere og flere angreb på deres medarbejdere og kolonner. Derudover lægger den sudanske regering fortsat hindringer i vejen for arbejdet, og dermed er organisationerne hurtigt ved at miste adgangen til hundrede tusinder af mennesker, som er afhængige af deres hjælp. FN skønner, at de humanitære organisationer ikke har adgang til omkring 40 procent af civilbefolkningen i det nordlige og vestlige Darfur. Darfur kan udvikle sig til en gentagelse af forløbet i det sydlige Sudan, hvor 2 millioner mennesker døde i løbet af 21 års konflikt. Mange af dem døde på grund af manglende adgang til mad, lægehjælp og rent vand. De omkring 14.000 nødhjælpsarbejdere i Darfur gør et heroisk stykke arbejde. Ligesom i Bosnien for ti år siden er nødhjælpsarbejdet i Darfur den eneste effektive reaktion fra omverdenens side på de tiltagende grusomheder i Darfur. Men som Jan Egeland, FN's undergeneralsekretær for humanitære anliggender og nødhjælpskoordinator, har sagt om den internationale reaktion på Darfur: »I stedet for at hele sårene har verden valgt at sætte plaster på en blødning«. Selvfølgelig er nødhjælp af afgørende betydning for at redde liv, men hjælp alene er slet, slet ikke nok i betragtning af blodsudgydelserne i Darfur. Nødhjælpsarbejdere kan holde liv i de folk, de kan nå frem til i dag, men de kan ikke forhindre, at de bliver myrdet, voldtaget eller tvunget fra deres hjem i morgen. Efter de tragiske fejl i de sikre zoner i Bosnien svor vi, at vi aldrig igen ville bruge humanitær hjælp som et figenblad, der skjuler manglende politisk aktivitet. Alligevel er det nøjagtig det, der sker i Darfur i dag. Intet af det, der sker, er nyt, det var alt sammen forudsigeligt. Alarmklokkerne har ringet i årevis. Men trods masser af skarpe ord fra FN og fordømmelser fra vestlige ledere har man ikke foretaget sig noget aktivt for at ændre begivenhedernes gang i Darfur. Presset på regeringen i Khartoum har været fuldstændig utilstrækkeligt. I en kommentar i International Herald Tribune 25. maj skriver EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, at Darfurs civilbefolkning har et uopsætteligt behov for hjælp, og at man »ikke blot kan se passivt til«. Men han når så frem til konklusionen, at EU hjælper tilstrækkeligt »på alle fronter«. Jeg er uenig! Den stadig værre situation i Darfur er et trist bevis på, at Den Afrikanske Unions (AU) mission i Sudan, trods de 7.000 soldaters store bestræbelser, ikke er i stand til at beskytte civilbefolkningen i Darfur, selv om den får mange økonomiske midler og logistisk støtte af EU og andre donorer. Darfurs civilbefolkning har akut behov for en hurtig indsættelse af en langt stærkere, større og mere mobil international styrke, som FN's generalsekretær, Kofi Annan, foreslog i januar. AU har selv opfordret FN til at indsætte en sådan styrke hurtigst muligt. 27. juni bekræftede AU's freds- og sikkerhedsråd, at det vil afslutte sin militærmission i Darfur, når mandatet udløber 30. september eller kort tid derefter. Jo længere tid det tager at indsætte den nye FN-styrke, der er nødt til at erstatte AU-missionen, desto større er sandsynligheden for, at angrebene på civilbefolkningen ikke blot vil fortsætte, men optrappes. Den kun tre måneder gamle fredsaftale for Darfur hænger allerede i laser. Den er blevet offer for en forfejlet proces, den sudanske regering og oprørsgruppernes vrangvillighed og manglende international støtte til gennemførelse af fredsaftalen. Det er af afgørende betydning, at det internationale samfund handler nu for at beskytte Darfurs civilbefolkning, ikke om tre eller seks måneder, hvor mulighederne i fredsaftalen måske vil være forspildt. Så i betragtning af at AU's mandat udløber 30. september, må man spørge, hvorfor vi ikke engang er i nærheden af at se dannelsen af en stærk FN-styrke? Den sudanske regering virker overbevist om, at den, uanset hvad den gør, har støtte fra Kina og Rusland, som begge er permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd. Denne politiske kamuflage gør det muligt for regeringen at følge sin egen politiske og militære dagsorden i det vestlige Sudan, samtidig med at den ignorerer gentagne krav fra Sikkerhedsrådet. Kina og Rusland har afvist forsøg på at indføre sanktioner mod den sudanske regering. Senest har begge lande støttet den sudanske regerings modstand mod en FN-styrke i Darfur. Der findes ingen nemme løsninger på krisen i Darfur, men nogle af ingredienserne til en forbedring af situationen er indlysende, og indsættelsen af en stærkere international styrke står naturligvis øverst på listen. For det første må Sudan presses til omgående at acceptere indsættelsen af en langt stærkere FN-styrke i Darfur og langs grænsen til Tchad. En sådan styrke vil ifølge en militærekspert kræve mindst 20.000 soldater med moderne muligheder inden for logistik, kommunikation og hurtig udrykning, så de kan reagere på og forhindre angreb på civile. For det andet skal FN-styrken kunne bruge magt for at beskytte civile og afværge angreb på dem. Man kan drage en utvetydig konklusion af konflikter som dem i Bosnien og Darfur: FN's soldater skal have et stærkt mandat for at kunne give aggressive militser kvalificeret modspil og opfylde deres beskytterrolle. Uden et stærkt mandat kan en FN-styrke være en papirtiger. FN-styrken bør bemyndiges i henhold til kapitel VII i FN-charteret, så den kan bruge alle nødvendige midler til at beskytte civile i Darfur. Mandatet bør omfatte fremme og beskyttelse af menneskerettighederne og samarbejde med forsøg på at gøre en ende på straffriheden, herunder samarbejde med ICC. Styrken bør have mandat til at overvåge gennemførelsen af den våbenembargo, der allerede er blevet indført af FN's Sikkerhedsråd. Og sidst, men ikke mindst, bør FN-styrken støtte arbejdet for at afvæbne de brutale militser og omstrukturere sikkerhedssektoren, heriblandt baggrundstjek af folk i militæret, politiet og andre sikkerhedsstyrker. For det tredje skal regeringer og internationale institutioner som EU gøre mere end blot udstede checks og afgive erklæringer. De skal stille helikoptere og andre ressourcer til rådighed, så en stærk FN-styrke kan sættes ind hurtigst muligt, og ikke om seks eller ni måneder. Regeringen i Khartoum vil modarbejde og forsinke alle disse initiativer, ligesom den har modarbejdet ethvert forsøg på at standse forbrydelserne i Darfur med begrundelser som krænkelse af national suverænitet og nykolonialisme. Det internationale samfund må forkaste disse farceagtige undskyldninger. Hvis Europa virkelig ønsker at gøre noget ved Darfur, må politikerne og diplomaterne holde op med at vride hænder og fortælle Moskva og Beijing, at de må gå i rette med den sudanske regering. De må engagere sig på samme måde, som vi har set dem engagere sig for eksempel i forbindelse med Iran. EU gjorde et fremragende stykke arbejde ved at sikre Sikkerhedsrådets henvisning af situationen i Darfur til ICC. Vi har nu brug for det samme engagement for at sikre en stærk FN-styrke. Hvis Khartoum stadig nægter at tillade en sådan FN-styrke, bør Europa og andre være villige til at indføre individuelle sanktioner mod sudanske politikere og embedsmænd på højeste niveau, for eksempel i form af visumforbud og fastfrysning af aktiver. Flere års forpassede chancer har allerede forvoldt uudholdelige lidelser for befolkningen i Darfur og det østlige Tchad. Vi må sørge for, at der ikke forpasses flere chancer. På FN's topmøde i september og i Sikkerhedsrådets resolution 1674 erklærede verdens ledere deres forpligtelse til »ansvaret for at beskytte« befolkninger mod folkemord, etniske udrensninger, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Darfur er den første store prøve for den forpligtelse. Hvis man svigter Darfurs befolkning, vil det sende et signal til både krænkerne af menneskerettighederne og truede befolkninger om, at det internationale samfund alligevel ikke er villigt til at leve op til sit ansvar. Hvis vi ikke endelig finder det politiske mod og handler for at beskytte Darfurs befolkning, vil begrebet 'aldrig igen' blive til 'endnu en gang'.