Min storebror har en fransk bulldog, der hedder Ivan. Den er noget af det mest irriterende. Den er hysterisk, den hopper op, og så savler den én op og ned ad benene. I det hele taget er den lidt af en pestilens. Men okay. Jeg bliver nok også nødt til straks at indrømme, at jeg aldrig har været den store hundeelsker. Faktisk er jeg ikke specielt glad for dyr overhovedet. Min brors kat Knud siger mig for eksempel heller ikke noget. Nej, så foretrækker jeg til hver en tid at være sammen med et varmt menneske, som er villigt til at dele sine tanker med mig. Som nu min bror. Således gik vi sammen en dag igennem Helsingørs gader for at finde et sted at spise en god bøf. Jeg elsker kød, og jo mere råt, jeg kan få det, jo bedre. Jeg mindes endnu, hvordan jeg engang i Frankrig lærte, at man skal bestille sin bøf 'blå', hvis man har lidt dannelse. Så har kokken så at sige bare kappet hornene af kreaturet og klasket den bagi med flad hånd, inden den bliver serveret. Mums! Alors, mens vi gik hen ad gaden, kom det så. Lige pludselig, ud af det blå. »Man kan fand'me heller ikke vende ryggen til dig i ti minutter, så er du på forsiden af Ekstra Bladet«. Jeg anede ikke, hvad manden snakkede om. Med til historien hører nemlig, at jeg dagen før var landet i Kastrup fra Fransk Polynesien efter en to uger lang sørejse med det gode fragtskib 'Aranui 3' et sted ude i Stillehavet. Men min bror insisterede. »Du har sgu været på forsiden af Ekstra Bladet - i fire dage i træk!«. Jeg fattede stadig ingenting. Først da min bror mindede mig om, at jeg for længe siden havde mailet ham det interview med Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, som jeg dengang havde lavet, og som senere skulle i DSB's magasin Ud & Se, gik der en prås op for mig. »Har prins Henrik været på forsiden af Ekstra Bladet?«. »Ja«. »Hvorfor dog det?«. »Fordi han spiser hunde. Og fordi han ikke længere sover sammen med dronningen. Og så er han jo kannibal«. Når man skal interviewe prins Henrik, kræves der en del forberedelse. Han er jo ikke bare en hr. hvem som helst. Derfor træffer man aftale med kongehuset i endog meget god tid, og man aftaler en række detaljer for interviewet. I mit tilfælde accepterede jeg for eksempel, at kongehuset skulle læse interviewet igennem med ret til at sige fra, hvis jeg skrev noget komplet urimeligt. Desuden skulle jeg acceptere, at mødet ville vare 45 minutter. Det ville »se pænt ud med jakke og slips«, når jeg ankom. Og endelig skulle jeg skrive hele interviewet ned med pen i stedet for at bruge båndoptager. Det sidste skyldtes, at en eller anden fransk klovn af en journalist kort tid forinden havde optaget prins Henrik på bånd og siden bare skrevet hele dynen ud, hvilket prinsgemalen var meget ked af, fordi han fremstod som en savlende tåbe. Det er mildt sagt heller ikke sådan, man normalt laver et interview, for vi lyder faktisk alle sammen temmelig åndssvage, hvis man skriver ned, præcis hvad vi siger. Tingene må arbejdes igennem sprogligt, man må redigere vrøvlet ud, man må stramme pointerne. Men måske var det ligefrem den strategiske hensigt med vedkommendes interview at fremstille prins Henrik som præmieidiot? I hvert fald var det slående, da jeg læste små femten interview igennem for at forberede mig, inden jeg mødte prinsgemalen, at han hele tiden blev fremstillet på én og samme måde: Han er ubegavet, han har ikke flair for sprog, han er en krukke, han er højrøvet, han er snobbet, og han er pynte- og nydelsessyg. Desuden er han for fed. Kort sagt, han er typisk fransk. Kun i ét interview var tingene helt anderledes. To journalister fra Jyllands-Posten havde besøgt prins Henrik på hans og dronningens vinslot i Frankrig. Der brugte de en rum tid sammen med prinsgemalen. De to journalister gik grundigt til værks. De havde forberedt sig ordentligt, og de gik åbenlyst efter at komme et spadestik dybere end deres kolleger. De beskrev for eksempel prins Henriks barndom i Vietnam. De beskrev hans år med aktiv indsats i krigen i Algeriet. De beskrev hans uddannelse på Sorbonne i Paris og på universitetet i Hanoi, og de virkede nærmest en smule forundrede over at erfare, at prins Henrik har en universitetsgrad i kinesisk og litteraturvidenskab. De beskrev hans sprogkundskaber, som - ud over beherskelsen af mandarin - også omfatter samtlige hovedsprog, samt dansk. Nå jo, og så naturligvis flydende vietnamesisk. De karakteriserede ham som dannet, dyb, charmerende, varm og humoristisk. Det antændte mig. Jeg fornemmede, at disse - for mig helt ukendte - sider af prins Henrik var værd at få frem i mit interview. Jeg ville vise Henrik. Ikke så meget statussymbolet med titlen prinsgemalen, men derimod det levende menneske. Ikke så meget en fnisende, overfladisk pensionist med Dalai Lama-agtige briller som ham, vi ser i de små klip i TV 2-nyhederne, men snarere en moden mand, der fordriver tiden med at skrive digte og spille flygel - han er nemlig så god på tangenterne, at han tangerer det ypperste. Han var således som ungt menneske på nippet til at blive professionel koncertpianist. Mødet med prins Henrik var faktisk et møde med prins Charming. Jeg kan ikke huske hvornår, men på et tidspunkt under interviewet - som i øvrigt gik en hel time mere end aftalt ind i den generøse og imødekommende prinsgemals frokost - gik det op for mig. Selvfølgelig er prins Henrik et dejligt menneske. Han er jo for fanden gift med vores dronning. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark er ikke nogen fru hvem som helst. Hun er kendt som egensindig storryger, som skarp iagttager af den omsiggribende racisme - hun må jo ikke blande sig direkte i politik - og som et kulørt kunstnersind. Hun er bramfri, klog og folkelig. Men samtidig har hun en tårnhøj uddannelse. Så selvfølgelig ville hun aldrig tage til takke med en taber. En prinsesse vælger naturligvis intet mindre end en enestående ægtefælle. En mand, der både er følsom, modig og klog. En soldat, en diplomat, en lærd. Og det er just, hvad prins Henrik er. I hvert fald hvis man tager sig tid til at forcere den generthed, han pansrer sit følsomme gemyt med. Når man går gennem de kongelige gemakker, så passerer man på et tidspunkt prins Henriks skrivebord, hvor han sysler med en af sine helt store passioner - antikvariske bøger. Og den dybe indsigt i sprog og litteratur viser sig på en anden pudsig måde. Når man taler med prins Henrik på tomandshånd, så slår det én, at hans ordforråd er nærmest ustyrligt stort. I løbet af et par timers samtale søger han kun enkelte gange efter ord, han ikke lige i dette øjeblik husker på dansk. Han bruger sjældne danske ord, og han bruger ikke flere franskklingende ord - a la arrangement, bagage eller sufflør - end andre dansktalende gør. Indrømmet, han har en smule accent. Men når man har tunet ind på ham, hører man den ikke. Den er højst hyggelig. Og den er i hvert fald aldrig meningsforstyrrende. Har jeg sagt det tydeligt nok? Jeg tror det. Prinsgemalen virkede som en fin fyr, og jeg synes, at han er blevet hængt helt grotesk ud i medierne i stort set alle de år, han har været gift med vores dronning - det til trods for, at han faktisk er en af de mest velintegrerede nydanskere, vi overhovedet kan diske op med, hvis man lige ser bort fra min tidligere japanske kæreste, der engang hen over morgenmaden udbrød, at hun »faktisk var ved at udvikle en ret stor interesse for smørrebrød«. »Forsiden af Ekstra Bladet? Så skulle du da bare se de udenlandske aviser!«. Redaktøren af Ud & Se, som netop er startet i jobbet, lægger hovedrystende en stak kopier af engelsksprogede artikler ned foran mig. Dér er Daily Telegraph, dér er The Times, dér er The Seoul Times, dér er The Australian, dér er nyhedsbureauet United Press International ... Da jeg selv senere går historierne efter på nettet, finder jeg sågar en lokalavis fra Punjab. Historien, der går verden rundt, er citeret fra Ekstra Bladet. Overskriften i Ekstra Bladet 1. maj lyder: 'Prins Henrik spiser hund'. Af artiklen fremgår det desuden, at prins Henrik i en helt anden sammenhæng sammenligner hunde med mennesker, og følgelig slutter avisen, at han formentlig også kunne finde på at spise mennesker. At han er kannibal. En af prinsens gravhunde forsvandt i sin tid sporløst, og man kan vel ikke udelukke, at den er blevet spist af prinsgemalen? Til sidst i artiklen skriver journalisterne, at prins Henrik måske er ved at skrive en kogebog om »hunde tilberedt på hundrede måder«. Tja, måske. Men baggrunden for avisens absurde postulater om, at prinsen går og spiser hund til daglig, er faktisk taget ud af en sammenhæng, nemlig portrætteringen af prins Henrik. Jeg forsøgte at få en fornemmelse af, hvor åben han er som menneske - og hvor dannet. Og derfor spurgte jeg til, om han i forbindelse med sin opvækst i Vietnam eller under besøg i Kina havde smagt hundekød. Og det havde han da, for den garvede diplomat kender selvfølgelig den gamle regel for kulturudveksling: Skik følge eller land fly. At smage. Ordet 'smage' antyder en engangsforestilling. Jeg har engang smagt rå blæksprutte, da jeg spiste frokost med folk fra Japans ambassade i Danmark. Jeg har også smagt ørevoks, men det var ved en anden lejlighed. Derfra og så til at påstå, at jeg dag ud og dag ind sætter en ære i at spise rå blæksprutte let svitset i ørevoks, er der temmelig langt. Der er sågar nok dem, der vil kalde sådan et udsagn en lodret løgn. Årsagen skal blandt andet findes i sprogets ubønhørlige regler, også kaldet grammatikken. Iteration har at gøre med gentagelsesstrukturer. Når noget er iterativt i sproget, betyder det, at det er noget, der foregår løbende. Faktisk er ordet 'løbende' i sig selv iterativt. Formentlig kommer det af, at man bruger skridtene som billede på gentagelsen. Når noget er løbende, så tages der hele tiden skridt til at gentage det, man render og laver. Ergo er der kolossal forskel på, om man 'spiser hund' eller om man 'går og spiser hund'. I første tilfælde er det muligvis kun én gang. I andet tilfælde er det per definition flere. Men hvis man 'smager på hund', så er det helt sikkert ikke hverdagskost. Der er tale om et enkeltstående forsøg. I mit interview med prins Henrik brugte jeg hans helt utrolig præcise gengivelse af smagen af hundekød - som han altså ved én enkelt lejlighed har nærmet sig - fordi jeg gerne ville vise min læser, at der her var tale om et menneske, der formår at udtrykke den sande gourmets sanselige søgen og sensoriske registreringer med en digters præcision. Hør selv prinsgemalens ord om smagen af hundekød: »Det smager faktisk lidt som kanin. Eller måske skulle jeg præcisere det nærmere. Jeg ville nok egentlig snare sige som tør ged. Eller som ... Nej, vent! Som kalv, det smager faktisk mere som kalv. Som sødmælkskalv, ja. Som en meget tør sødmælkskalv, præcis sådan smager det. Men nu ved jeg altså ikke, om det så bare var lige den hund, som jeg smagte, der var ret tør«. Den sidste sætning understreger igen, at prins Henrik altså kun har smagt »lige den hund«. Men nogle journalister er da heldigvis bare ligeglade med småting som sandheden. For på samme måde har andre dele af mit interview bredt sig som sindssyge knopskydninger i andre dele af pressen. For eksempel havde Se og Hør en forsidehenvisning, hvor der stod, at »To vovser i sengen er bedre end én dronning«. Årsagen er, at prins Henrik i mit interview udtaler, at hundene »får lov at hoppe op i sengen« og være der nogle minutter hver morgen, skønt de normalt sover i en kurv. Herfra slutter Se og Hør ikke, at prins Henrik er god imod dyr, nej, de når i stedet frem til, at prinsgemalen formentlig ikke længere deler soveværelse med dronning Margrethe. Se, det er jo logik - og morlille, i dette tilfælde vores dronning, er en sten. I journalistik kan man 'stramme' en nyhed, man kan 'vinkle' den skarpt, og man kan uddrage mere præcise sandheder af generelle informationer. Hvis Nordkorea sysler med at fremstille en langtrækkende atombombe, er det ikke urimeligt at skrive, at Kim Jong-il truer verdensfreden. Det er et spørgsmål om, at journalisten fortolker verden. Men nogle journalister er åbenbart så dårlige til at fortolke verden, at de bevidst vælger at fejlfortolke den. De uddrager en skinger, sensationspræget og fuldkommen fiktiv version af 'sandheden' om virkelighedens verden. Og det gør ikke nogen af os klogere eller dybere. Faktisk gør det os direkte dummere. For Ekstra Bladets nyhed gik jo verden rundt. Men eftersom den allerede på redaktionen blev vendt til en løgn, affødte den et væld af andre løgne. En journalist på Daily Telegraph i London, som åbenbart er af samme støbning som sine danske kolleger, gik skridtet videre og fejlrefererede prinsgemalen for at sige, at »hundekød - stegt eller grillet - er en af hans livretter«. Nu spiser han det altså ikke bare dagligt, han ligefrem foretrækker det og udpensler sadistisk hvordan. Specielt skulle han nemlig holde meget af hundekød »i tynde skiver«. Godt så. Og på den baggrund blev han hadeobjekt nummer 1 i dagevis verden over. Det synes jeg ikke, at prins Henrik har fortjent, bare fordi han stiller op til et åbenhjertigt interview, der tematiserer en af hans største interesser - gravhunde. Jeg kan ikke forstå, hvorfor nogle af mine kolleger, som åbenbart ikke selv gider gøre et ordentligt stykke journalistisk portrætarbejde - og derigennem 'afsløre', hvem vores dronning egentlig er gift med - nøjes med at snylte på en, der gør. Men samtidig kun for at fordreje sandheden så meget, at den til sidst slet ikke findes mere. Egentlig burde det jo ikke komme bag på mig. 'Mand bider hund' har altid været anset for at være en bedre overskrift end 'Hund bider mand'. Og at formiddagspressen og sladderbladene lever af på en og samme tid at logre som skødehunde for kongehuset og koge sødsuppe på endog meget tynde løgneben, det er ikke ligefrem nogen nyhed.