Selv om globalisering er et relativt nyt begreb i den offentlige debat, har jeg aldrig hørt til dem, der mener, at globaliseringen er en ny skelsættende udvikling, der pludselig er opstået. I hvert fald ikke hvis vi nøjes med at se på de mere civiliserede tidsaldre. Det vil sige de seneste 3.000-4.000 år. Globalisering er kort fortalt, at mennesker og varer flytter sig. Fra det ene sted til det andet. Desuden drejer det sig om kommunikation. Den teknologiske udvikling har betydet, at vi rent fysisk flytter os hurtigere i dag, end vi gjorde for bare hundrede år siden. Og de teknologiske revolutioner på kommunikationsområdet har betydet, at vi i dag kommunikerer lynhurtigt og hele tiden. Med min mobiltelefon kan jeg ringe, hvorfra jeg vil, til et menneske på den anden side af kloden, lige så nemt som jeg kan ringe til et menneske, der sidder på kontoret ti meter nede ad gangen. På internettet er det på samme måde lige så nemt for mig at handle med en fra Randers som med en fra Rio de Janeiro. Internet og mobiltelefoni er de to teknologier, der har haft den største betydning for globaliserings tilstedeværelse i danskernes bevidsthed. Det fundamentale ved globaliseringen er og bliver, at vi lærer hinanden at kende. Vi beriger hinanden gennem samvær og handel. Det er der ikke noget nyt i - hastigheden er bare blevet sat mærkbart i vejret. De store opdagelsesrejsende som Vasco da Gama, Marco Polo og Christopher Columbus var drevet af nysgerrighed. Men de, der i sidste ende betalte turen, var i høj grad drevet af et ønske om handel. Der var måske nok enkelte lande, som dengang mente, at man ikke behøvede at betale for varerne. De er siden hen blevet klogere. Skruer vi tiden endnu længere tilbage, så handlede Europa med perserne, egypterne og inderne. Man har sågar fundet romerske mønter i Danmark. Det er næppe et udtryk for tidlige møntsamlere, snarere et resultat af handel. Det kan dog ikke helt udelukkes, at nogle af de romerske mønter er kommet til Danmark, fordi vikingerne stjal dem. Vi har jo ikke altid været det fredelige og vennesæle folkefærd, som vi er i dag. Globaliseringen med alt, hvad den indebærer, er en udvikling, vi skal glæde os over - ikke frygte. Det er derfor på baggrund af vores globale virkelighed, at dansk landbrug forholder sig konstruktivt til de forhandlinger, der foregår i Verdenshandelsorganisationen, WTO, i den såkaldte Doha-udviklingsrunde. WTO-samarbejdet er vigtigt, fordi det fastlægger et internationalt regelsæt for handel med landbrugsvarer. Forhandlingerne er i øjeblikket inde i en afgørende fase. Da forhandlingerne foregik i Hongkong i 2005, nåede man i mine øjne frem til tre overordnede og væsentlige resultater. For det første nåede man til enighed om en 'udviklingspakke' for ulandene. For det andet kom man væsentlig længere på landbrugsområdet, da man opnåede en konkret aftale om afvikling af eksportstøtten. For det tredje fik man fastlagt en fast tidsplan for resten af forhandlingerne. Desuden fik man klargjort nogle vigtige præmisser, der kan vise sig nødvendige for at nå den endelige aftale. Det drejer sig først og fremmest om, at alle de centrale personer nu har en klar fornemmelse af, hvor modparternes 'smertegrænse' for en aftale ligger. Det er altafgørende for, at der kommer en aftale. Det gælder ikke mindst de mest offensive lande som eksempelvis Brasilien, Australien og New Zealand. Det gået op for dem, at hvis de vil have en aftale, bliver de nødt til at tage hensyn til alle parter - også dem, der ønsker at gå lidt langsommere frem. Hongkong-konferencen synliggjorde over for ulandene, at de kan få reelle og konstruktive resultater ud af WTO. Ulandene har derfor en reel interesse i, at den endelige aftale kommer på plads. Sker det ikke, vil de gode resultater på ulandsområdet falde på gulvet, sådan som det tidligere er sket. Resultatet af Hongkong-konferencen var også rimeligt set med dansk-europæiske landbrugsøjne. EU fik markeret nogle klare grænser, så de øvrige lande forstår, at vi mener det alvorligt. Uanset de grænser, der blev markeret i Hongkong, giver det forventede resultat af WTO-forhandlingerne alligevel anledning til nye overvejelser. Det gælder ikke mindst for eksportstøtten og markedsadgangen. For eksportstøtten blev det aftalt, at den skal være udfaset inden udgangen af 2013. For markedsadgangen er man endnu ikke nået til enighed. Men der er meget, der tyder på, at vi over en årrække på seks til ti år skal reducere vores toldsatser med mellem 30 og 80 procent. Det vil presse landmændenes priser og dermed deres indkomst. Man kan ikke give et eksakt beløb, men kommissionen har skønnet, at priserne kan falde med op til 15 procent. Oven i det kan man lægge en betydelig forskel i omkostningsniveauet mellem Danmark og de lande, vi sammenligner os med. Den forskel skyldes høje danske krav til fødevaresikkerhed, miljø og dyrevelfærd. Og for at færdiggøre det tungsindige maleri af den truede danske landmand tyder alt på, at den direkte støtte til netop landmanden fra EU's fælles landbrugspolitik langsomt vil blive reduceret. Så det er vel ikke helt uforståeligt, at man som dansk landmand kan blive bekymret for fremtiden? Det synes jeg ikke. For fremtiden har det med at se truende ud. Og ovenstående billede vil vel få de fleste virksomheder til at overveje, hvilken vej man skal dreje nøglen til butikken. Men inden sortsynet overmander os, skal vi huske på, at den danske landbrugssektor er blandt de mest konkurrencedygtige i verden. Vi har et forspring i konkurrencen, når det gælder fødevarer af høj kvalitet. Men vi skal selvfølgelig tage bekymringen alvorligt. Vi skal bruge den konstruktivt til at fokusere på, hvad vi skal gøre bedre. Hvis det lykkes, tror jeg på, at en øget liberalisering af den internationale handel vil styrke det danske fødevareerhverv og dermed det danske samfund. Vi skal søge inspiration der, hvor vi allerede nu gør det rigtig godt. Her tænker jeg blandt andet på svinekød, smør, ost, græsfrø og minkskind. De erfaringer, vi har gjort os med disse produkter, har en række områder til fælles, som peger fremad. Det første område er evnen til at lytte til markedet. Det bliver vigtigere og vigtigere, i takt med at vores markeder åbnes for konkurrence for varer udefra, og at landbrugsstøtten reduceres. I fremtiden vil markedsprisen derfor blive den vigtigste parameter for indtjening. Dansk landbrug har en 150-årig tradition for at lytte til markedet. Det var importen af korn fra Amerika i slutningen af det 19. århundrede, der fik dansk landbrug til at sadle om og satse på videreforædling af blandt andet bacon og smør for at eksportere disse varer. Vi blev truet udefra, men var omstillingsparate og visionære. At lytte til markedet er forudsætningen for at kunne begå sig som eksportør. På de fleste markeder foretrækker man som udgangspunkt sine egne produkter. Hvis man vil konkurrere med andre på deres hjemmemarked, kræver det, at man helt har forstået, præcis hvad der efterspørges. Sådan har jeg det da også selv. På mange områder vil jeg da meget hellere købe dansk end udenlandsk, medmindre der kommer en udenlandsk leverandør og tilbyder mig noget, jeg ikke i forvejen kan få. At lytte til markedet betyder, at man skal være god til at bruge den internationale arbejdsdeling, som globaliseringen er et udtryk for. Det kunne for eksempel være opkøb af udenlandske forarbejdningsvirksomheder. Så kan man udnytte de lavere lønninger i den løntunge del af forarbejdningen, og samtidig kommer man tættere på de markeder, hvor produkterne skal afsættes. Det kan også være med til at sikre et større produktsortiment, så der kan afsættes flere danske produkter eller opbygges helt nye varemærker, der er rettet mod bestemte befolkningsgrupper eller lande. At lytte til markedet betyder, at man løbende skal tilpasse sin produktion og ikke blot levere det, der efterspørges i dag. Evnen til at forudse, hvad der efterspørges i morgen, vil i fremtiden betyde stadig mere. Jeg har bemærket, at der i Danmark købes dyrere og dyrere køkkener, samtidig med at der bruges mindre og mindre tid i dem til at lave mad. Derfor skal udskæringer og indpakninger hele tiden tilpasses den mængde tid, vi bruger i vores køkkener. At lytte til markedet betyder, at der ikke skal leveres noget, som markedet ikke er parat til at betale for. Det er vigtigt at holde sig for øje. For det er en helt klar besked til vores politikere. Både de danske og de europæiske: Lad være med at stille krav, som markedet ikke vil aflønne. Det er nu engang markedet, der bestemmer. Forbrugerne vil ikke betale for de særlig høje krav, der stilles til danske produkter, når Danmark har et åbent marked. I stedet køber man så de importerede varer, der ikke skal leve op til de danske nationale særkrav. De varer kan overtage markedet, simpelthen fordi de er billigere. Det andet område er forskning og udvikling. For uanset hvad der sker, bliver Danmark aldrig et land med lave omkostninger. Vi skal hente vores konkurrenceevne andre steder. Mit bedste bud på, hvordan vi kommer gennem frihandelsprocessen, er at blive bedre end konkurrenterne til at lave de produkter, som højprismarkederne efterspørger i morgen. Det skal ske, samtidig med at vi udvikler vores produktionsmetoder. Derfor skal der investeres i forskning, innovation og vidensoverførsel. Vi har nogle af verdens bedst uddannede primærproducenter, og gennem landbrugets rådgivningssystem er vi i stand til at udnytte de resultater, som forskningen producerer. Kun Holland investerer flere offentlige midler i jordbrugs- og fødevareforskning, end Danmark gør. Vi bruger 10 procent af alle danske forskningsmidler på jordbrug og fødevarer. Samtidig har vi i landbruget via opkrævning af produktionsafgifter et godt system, der sikrer fremadrettede investeringer i forskning og udvikling. Cirka 250 millioner kroner af fondenes midler går årlig til fælles forskning og udvikling. Alle analyser viser, at de virksomheder, som satser systematisk på forskning og innovation, har en højere vækst end andre. Jeg mener derfor, at det er meget positivt at konstatere, at fødevaresektoren i Danmark er den af de store sektorer, som har øget forskningsinvesteringerne mest over de sidste otte år. Men fødevareerhvervet har også brug for assistance fra det offentlige. Det største strategiske forskningsprogram i nyere tid, FØTEK-programmet (Regeringens Fødevareteknologiske Forsknings- og Udviklingsprogram), gav mere end 1 milliard kroner til dansk fødevareforskning og offentligt-privat samarbejde. Ud af det er skabt en række forskningsmiljøer, som netop i en international evaluering er blevet fremhævet som værende blandt verdens bedste. Jeg mener, at eksemplet med FØTEK-programmet peger i retning af en anden af de væsentligste forklaringer på dansk landbrugs succes: evnen til at samarbejde på alle planer. Samarbejde mellem landmænd. Både på det faglige og det politiske område, nationalt og internationalt. Samarbejde med virksomheder, både i de andelsselskaber, som landmændene selv ejer, og med de private virksomheder. Samarbejde med offentlige myndigheder, både danske og europæiske. Det er min faste overbevisning, at samarbejde også fremover vil være måden at skabe størst fremgang på for den danske fødevareproduktion. Jeg tror, at vi fremover skal overveje, om vi skal udbygge samarbejdet endnu mere. Det skal blandt andet ses i lyset af, at virksomhederne i stigende grad bevæger sig ud over grænserne. Der kan derfor være grundlag for at udvide samarbejdet med landmænd i de lande, hvor de danske virksomheder opererer. Og hvad med samarbejdet om forholdet mellem forbrugere og detailhandel? Ikke mindst detailhandelen har stor betydning for afsætningen af vores produkter. Det er dem, der 'fortolker' forbrugernes krav. Det gør de blandt andet ved at stille krav - eller ved at undlade at stille krav - til vores produkter. Det kan være inden for fødevaresikkerhed eller dyrevelfærd. Og det er dem, der bestemmer, om prisen afspejler de højere krav. Jeg tror, at et større samarbejde og fælles forståelse kunne være til gavn for alle parter. Til sidst mener jeg, at der skal fokuseres på bedriften. Man må nemlig ikke glemme, at det hele starter ude hos den enkelte landmand. Landmanden skal have en rimelig indtjening ved at være landmand. Det er kun ret og rimeligt. Sådan er det for alle brancher. Det skal ske gennem en bæredygtig planteproduktion og en dyrevelfærdsmæssig og miljørigtig husdyrproduktion. Vi har et godt udgangspunkt. Landbrugets rådgivningssystem sørger for, at danske landmænd generelt er veluddannede og gode til at inddrage ny viden i deres måde at producere på. Samtidig er produktionsapparatet moderne. Det betyder, at den enkelte landmand er klar til i endnu højere grad end nu at specialisere sig og fokusere på det, han er god til. Til det hører at se sig selv som det første led i den kæde, der ender som et produkt på forbrugernes borde. Det er det, vi i landbruget kalder 'fra jord til bord'. Der skal derfor være stærkt fokus på de signaler om for eksempel kvalitet og dokumentation, som virksomheder, detailhandel og forbrugere efterspørger. Min tro på, at den danske landbrugssektor vil komme styrket ud af frihandelsprocessen i forbindelse med WTO-forhandlingerne, baserer sig på den evne til at tilpasse os, som vi har vist de sidste 15 år. Vi har i den periode haft tre markante reformer af EU's landbrugspolitik. Alle reformer har medført betydelige reduktioner i EU's landbrugspriser, som kun delvis er blevet kompenseret af direkte støtte. Alligevel har vi formået at opretholde og øge produktionen. Samtidig har værdien af eksporten været stigende. Desværre har indtjeningen ikke kunnet følge med. Det understreger, at selv om vi har evnet at tilpasse os og kan gøre meget selv, har vi brug for tæt samspil og dialog med samfundet. Vi har brug for et dansk samfund, der er villigt til en reel dialog og forståelse for, at vi skal afsætte vores landbrugsprodukter på et globalt marked. Her skal vi konkurrere med varer, som kan produceres på langt lempeligere vilkår. Vi har brug for, at det danske samfund satser stort og ambitiøst på forskning og udvikling. Så sikrer vi os, at vi også i fremtiden er i front. Sker det, vil en liberalisering af verdenshandlen styrke danske fødevarers muligheder for at begå sig på de globale markeder og dermed øge fødevareindustriens bidrag til finansieringen af det danske velfærdssamfund. Sker det, så har den danske landmand ingen grund til at frygte den globaliserede fremtid, for fødevareerhvervet vil stå stærkt, da vi så kan udnytte vores fordele i den globale konkurrence.