Ned til fem meter over jorden og med 240 km i timen gennem snoede flodlejer, over stejle bjerge, langs bløde bakker og over flad ørken. Vores tyske allierede tager ingen chancer, og skønt der ikke eksisterer nogen erkendt trussel mod helikoptertrafikken i området omkring Feyzabad, Kunduz og Mazar-i-Sharif i det nordlige Afghanistan, flyves der taktisk - meget taktisk - og altid med mindst to helikoptere. Tunge maskingeværer, litervis af vand og små fedttætte poser udgør standardudrustningen på de tyske 'Seastallion'-helikoptere, der efter lukningen af den ramponerede landingsbane i Feyzabad udgør eneste luftvej ud for de danske soldater i området. For dem med tendens til køresyge er turen en prøvelse. For resten er den en spektakulær oplevelse. Landet er uspoleret smukt og varieret, og det lave trusselsniveau gør det, modsat flyvninger over Irak, let at slappe af og nyde udsigten. Men tre timer i luften over det nordlige Afghanistan anskueliggør ligeledes nogle af de udfordringer, som NATO og de danske soldater, der gør tjeneste i NATO's International Security and Assistance Force (ISAF), må forholde sig til. En enkelt asfalteret vej, nogle få paraboler, et par kornmarker - derudover støvede hjulspor, landsbyer bestående af små lerklinede hytter og massevis af opiumsvalmuemarker. Dertil kommer en række knap så synlige problemer, såsom en i stigende grad desillusioneret befolkning og allestedsnærværende korruption. Sikkerhedsproblemerne i landets sydlige del er velkendte. NATO har sat sig selv på en hård prøve ved at gøre Afghanistan til en test på alliancens relevans og kapacitet. Om end situationen i det andet danske militære hovedindsatsområde, Irak, på mange måder ser kaotisk ud, så drager man alligevel fra Afghanistan med en fornemmelse af, at udfordringerne her er langt større, og at chancen for at nå det officielle mål - at gøre Afghanistan til et stabilt, demokratisk og moderat religiøst land, der lever i fred med sin omverden - er mindre. Det begyndte ellers godt nok. Det umiddelbare mål med den amerikanske invasion i 2001 - at pågribe Osama bin Laden - er endnu ikke nået. Men de træningslejre i landets sydlige del, der tillod al-Qaeda at planlægge, træne, teste og udvælge rekrutter i fred og ro, eksisterer ikke mere. Selv om invasionen ganske vist var og er lidet populær i store dele af den muslimske verden (hvor befolkningen ifølge gentagne opinionsundersøgelser foretaget af Pew Global Attitudes Project ikke tror på, at Osama bin Laden stod bag 11. september-angrebene), så er den dog mindre upopulær end invasionen af Irak, der er blevet et samlingspunkt for personer verden over, der sympatiserer med al-Qaedas ideologi. Strategien for ISAF er også god - det gælder både den overordnede NATO-strategi samt de ideer, der ligger bag den danske indsats: Det, der skal sigtes efter, er ikke først og fremmest den fysiske kontrol med denne eller hin del af Afghanistan. Den kritiske faktor, der bestemmer, hvorvidt vi vinder eller taber, er, hvorvidt den afghanske befolkning udvikler tillid eller mistillid til den nye centralregering i Kabul. Overbevisninger og anskuelser bliver centrale, og skønt disse selvsagt ikke er upåvirkede af fraværet eller tilstedeværelsen af fysisk sikkerhed, så kan de ikke reduceres til sikkerhed. Genopbygning, økonomisk udvikling og etablering af regeringsstrukturer befolket med personer af en vis integritet samt sikkerhedsstyrker med et minimum af forståelse og respekt for menneskerettigheder og retsstatslige principper bliver centralt. De såkaldte Provincial Reconstruction Teams (PRT), som Danmark bidrager til, har netop til formål at styrke den centrale regerings tilstedeværelse i den afghanske provins - at opbygge et alternativ til lokale krigsherrer, militser og narkobaroner. NATO's overordnede strategi er afspejlet i det danske bidrag. Det hidtil største danske kontingent - 41 mand ved det tyskledede PRT i Feyzabad i det nordlige Afghanistan - har tilknyttet en civil rådgiver og er hjemmefra udstyret med en pose penge, der skal gå til genopbygning. Både forsvaret selv og Udenrigsministeriet har, ligesom det er tilfældet i Irak, spyttet i kassen. Ideen er let forenklet, at forsvarets penge går til kortsigtede projekter med hurtige resultater og Udenrigsministeriets til mere langsigtede og større projekter. Det danske styrkebidrag i den sydlige del vil, igen ligesom i Irak, inkludere en enhed, hvis hovedopgave består i at støtte den civile genopbygning. Tanken bag er således god nok. Problemet er, både når man betragter NATO's indsats og Danmarks bidrag, at ressourcerne ikke står mål med udfordringerne. Afghanistan mangler alt: vand, veje, strøm, skoler, fungerende regeringsstrukturer, retssystem, politi og sikkerhed. Og ikke mindst et reelt økonomisk alternativ til opiumsvalmuedyrkning og opiumproduktion, der skønnes at udgøre mellem 80 og 90 procent af bruttonationalproduktet. Forholdene i de små landsbyer uden for provinshovedstaden Feyzabad i det område, hvor danske soldater er indsat, er nærmest middelalderlige. Vejene, hvis man da overhovedet kan kalde de støvede, stenede og hullede hjulspor for veje, er sine steder så elendige, at man kommer hurtigere frem på æselryg end i bil. Transport bliver således en aktivitet, der både for de lokale og for soldaterne sluger meget tid og mange kræfter. Analfabetismen er høj og vidensniveauet lavt, og folk er derfor lette ofre for de, set med vestlige øjne, mest usandsynlige rygter - rygter, der til trods for den dårlige infrastruktur løber hurtigt. Et af de mest vedholdende hævder, at soldaterne i virkeligheden er gravrøvere, der vil tømme Afghanistan for de mange skatte, man mener ligger begravet i undergrunden. Den slags kan selvsagt besværliggøre arbejdet. Dertil kommer mere forståelige om end problematiske fejlopfattelser - for eksempel hersker der udbredt misfornøjelse med, hvad mange lokale betragter som en alt for begrænset tysk genopbygningsindsats (Tyskland har netop overdraget et nyt politiprovinshovedkvarter til over 150.000 euro til de lokale, finansierer et større vandingsprojekt samt en udvidelse af Feyzabads hospital) - Tyskland er jo et rigt land, mener de. Forventningerne er ganske simpelt ude af takt med de reelle muligheder. En anden kuriøs om end potentielt farlig misforståelse, der igen afspejler det lave vidensniveau: De lokale har ved flere lejligheder forvekslet de tjekkiske soldater, der ligesom de danske gør tjeneste ved det tyskledede PRT, med russere. Den danske og tyske genopbygningsindsats til trods spores der, som antydet, en begyndende frustration hos lokalbefolkningen, der snart seks år efter den amerikanske invasion ikke har fået indfriet deres forventninger om en mærkbart forbedret levestandard. De små forbedringer, der kontinuerligt leveres i form af broer, skoleudvidelser og drikkevandsprojekter, værdsættes nok, men tages hurtigt for givet og fylder da heller ikke meget i det store billede. Den stigende frustration rettes til dels mod centralregeringen - den, som man netop skulle have befolkningen til at rette sin tillid mod - dels mod de udenlandske soldater. Hvad der yderligere komplicerer implementeringen af NATO's ellers udmærkede strategi er, at de fleste landes væbnede styrker stadig, nærmest per refleks, først tænker sikkerhed - egen sikkerhed - derefter på, hvordan de øvrige opgaver kan løses. De militære chefer på jorden har en naturlig tilbøjelighed til at sætte sikkerhedsniveauet en tand for højt hellere end en tand for lavt - man vil jo gerne have alle med hjem igen. Og selvsagt skal soldaterne jo overleve for at kunne løse opgaver overhovedet. Men desværre er det ofte sådan, at det, der giver sikkerhed på kort sigt, ikke nødvendigvis gør det på langt sigt. Som for eksempel den taktiske flyvning med helikoptere over det nordlige Afghanistan. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvorledes man efterhånden selv kan få skabt den trussel, der ikke for nuværende eksisterer, ved at flyve så lavt, at man nærmest blæser hovedbeklædningen af folk, får kvæget til at bisse og heste og æsler til at springe i panik. Dertil kommer, at når der går mange kræfter på selvbeskyttelse, så trækker det ressourcer bort fra de aktiviteter, der i sidste instans skal gøre det muligt for NATO og de internationale styrker at forlade Afghanistan - genopbygningsstøtten og opbygningen af lokale regeringsstrukturer og sikkerhedsstyrker. Det store fokus på soldaternes sikkerhed kan ligeledes føre til paradoksale situationer. Således bevogtes den ydre perimeter om PRT Feyzabad - et team, der som nævnt skal styrke den nye centralregering og dens repræsentanter som alternativer til narkobaroner og lokale krigsherrer - af mænd loyale mod den lokale krigsherre. Fordi den lokale krigsherre på tidspunktet for den oprindelige deployering blev betragtet som den eneste, der kunne garantere soldaternes sikkerhed i det forholdsvis let udrustede Reconstruction Team. Det, der giver mening på kort sigt, giver ikke altid mening på langt sigt, og NATO's planer er ikke meget værd, hvis medlemsstaterne ikke mobiliserer de ressourcer, det kræver at implementere dem. Et andet eksempel er måden, hvorpå ISAF forholder sig til de forskellige initiativer og programmer mod opiumsvalmuedyrkning. Officielt har ISAF ikke noget med rydning af opiumsmarker at gøre. I praksis ydes forskellige former for logistisk støtte til de lokale styrker, der gør arbejdet. Derfor ligger det de militære chefer stærkt på sinde at distancere sig fra opiumsrydningsprogrammerne, der hurtigt vil kunne gøre ISAF-soldaterne upopulære blandt de lokale - en række primitive vejsidebomber i den ellers relativt fredelige Badakshanprovins har over de forløbne måneder båret vidnesbyrd om, at sikkerhedssituationen bliver mere prekær, i det øjeblik der ryddes valmuer. Resultatet er, at der sendes en temmelig blandet meddelelse til den afghanske befolkning om, hvordan det internationale samfund egentlig ser på dyrkningen af opiumsvalmuer. Under alle omstændigheder virker det noget nær utopisk at forestille sig, at man nogensinde for alvor vil kunne komme problemet til livs, når der ikke eksisterer noget reelt økonomisk alternativ for mange bønder. Det giver sig selv, at disse problemer og udfordringer blot er endnu mere markante i det urolige syd, hvor narkobaroner og Talebanoprørere har langt friere spil, hvor lokalbefolkningen således kan intimideres til at støtte oprørerne, og hvor det uvejsomme terræn på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan fungerer som et helle, når der opstår behov for et pusterum til at reorganisere og planlægge. Der er ingen tvivl om, at Talebanoprørernes tidshorisont er lang - den internationale koalitions horisont vil afhænge af, hvor dyr missionen i syd viser sig at være. Alt i alt har NATO stillet sig selv en ualmindelig vanskelig opgave i Afghanistan. Planerne er i princippet gode nok. Viljen til at levere de nødvendige ressourcer og til at tage risici på jorden mangler. Sat i forhold til de problemer og udfordringer, der venter, fylder selv et for danske forhold relativt stort styrkebidrag - det der for tiden indsættes i den sydlige del af Afghanistan - meget lidt. Det er nærliggende at spørge, hvorvidt det så overhovedet giver nogen mening at sætte danske soldaters liv på spil? Svaret er, at det ud fra en politisk betragtning selvsagt godt kan give mening at bidrage, til trods for at de mål, NATO har opstillet for Afghanistan, næppe kan nås. Ligesom vores deltagelse i Irak har gjort Danmark til en af USA's yndlingsallierede, har vores bidrag i Afghanistan - en mission, hvor stort set alle Danmarks europæiske allierede bidrager - indflydelse på vores status som partner og allieret i NATO og i Europa. Det bliver i sidste instans en politisk vurdering, hvor meget de goder er værd. Men dertil kommer det forhold, at selv om Afghanistans fremtid hverken står eller falder med det danske bidrag, så gør selv et relativt lille kontingent en konkret forskel for konkrete mennesker i det danske ansvarsområde. Det er ikke kun udfordringerne og problemerne, der står i et klarere lys, når man selv har haft fødderne på jorden - det gør lyspunkterne også. Man støder sågar på solstrålehistorier. Som for eksempel kvinderne i Gor Khusan - en lille landsby uden for Feyzabad - der nu hver dag sender deres pigebørn af sted til en nærliggende skole og derfor ifølge egne udsagn også selv fik lyst til at lære noget. De formåede at overbevise landsbyens mullah, der dernæst overbeviste det lokale landsbyråd - shuraen - om, at mullahen skulle undervise dem i basale læse- og skrivefærdigheder samt, støttet af undervisningsmateriale fra Verdenssundhedsorganisationen, i basale forhold omkring sundhed og hygiejne (i øvrigt komfortabelt bænket på hynder sponsoreret af det danske kontingent ved PRT Feyzabad). Og skønt PRT'et i Feyzabad ikke blot tilnærmelsesvis har knækket den lokale krigsherres magt eller sat en stopper for korruption og opiumsdyrkning, så tyder meget på, at alene tilstedeværelsen af de internationale styrker modererer den måde, magten udøves på - at soldaternes tilstedeværelse giver borgerne mod til at udnytte nogle af deres nyvundne rettigheder. »Før bestemte krigsherrerne alt«, hævder en beboer i en anden landsby. Min lokale tolk, der selv har fundet mod til at trodse traditionerne og gennem sit arbejde i det lokale kontor for ministeriet for kvindeanliggender forsørger både sin egen og sin brors familie, fremhæver, hvordan kvindernes situation er forbedret. Den blå burka er stadig allestedsnærværende i Badakshan. Men måske er der optøning, også her. På vejen hjem fra et af besøgene i Gor Khusan passerer den danske kolonne en flok kvinder. En af dem har slået sin burka tilbage og nyder tilsyneladende solen i ansigtet. DIIS vil i løbet af efteråret udgive en mere fyldig rapport om danske styrker, civil-militært samarbejde og oprørsbekæmpelse i de danske missionsområder.