I seks måneder fra slutningen af 2005 har man kunnet leve i den vildfarelse, at nogle tegninger i en reaktionær dansk avis var det største problem, denne verden står over for. Anført af fundamentalister i begge lejre blev debatten om Muhammedtegningerne stadig mere skinger. Det er åbenlyst, at den danske regerings uduelige håndtering af sagen - og ikke mindst statsminister Anders Fogh Rasmussens ufejlbarlige dumstædighed - har kastet brænde på det bål, som fundamentalisterne lystigt har pustet til både herhjemme og andre steder i verden. Den samlede menneskelige civilisation på denne klode står imidlertid over for udfordringer, der får striden om Muhammedtegningerne til at ligne skvulp i et glas vand. Nogle af dem er fælles udfordringer for hele menneskeheden, som den truende globale opvarmning fra den menneskeskabte drivhuseffekt. Andre er resultatet af de dybe skel, der præger verden, først og fremmest skellet mellem rige og fattige lande - og uligheden inden for de enkelte lande. Disse overordnede problemer hænger tæt sammen, fordi uligheder fortsat driver økonomisk og materiel vækst, og materiel vækst forstærker den globale opvarmning. Bjørn Lomborg er snart alene i verden med sine kortsynede og tendentiøse argumenter for at nedprioritere den i forvejen utilstrækkelige indsats mod klimatruslerne. Det skriver han stadig Kroniker om i Politiken. Den såkaldte globalisering synes imidlertid ikke at fokusere på disse alvorlige globale problemer. I stedet drives globaliseringen primært frem af de multinationale selskabers kommercielle særinteresser med kraftig støtte fra FN's Verdenshandelsorganisation (WTO), som kun kan se fordele ved at nedbryde alle toldbarrierer - uanset den store forskel på de enkelte landes muligheder for at få glæde af den uregulerede kommercielle konkurrence. Det går især ud over lande med en svag økonomi som f.eks. i Afrika, hvor de fleste stater har meget lidt at eksportere og overordentlig svært ved at konkurrere. Samtidig risikerer de at skulle åbne deres egne markeder helt, hvad der kan føre til, at deres spinkelt funderede virksomheder udkonkurreres af effektive virksomheder fra vor del af verden. Det er en alternativ form for kolonisering, og der er et akut behov for at få mere substans ind i snakken om en ny form for fair handel. Den internationale græsrodsorganisation Attac har siden 1998 gjort en prisværdig indsats for at få disse spørgsmål på den politiske dagsorden. Det alvorligste problem i forbindelse med de globale udfordringer er den dominerende tro på, at de liberalistiske principper og det kommercielle marked er bedst til at klare problemerne og derfor skal styre udviklingen. Denne tro er dog så svær at opretholde over for de barske realiteter på miljøområdet, at en række erhvervsledere er begyndt at supplere de profitstyrede målsætninger med såkaldte etiske og grønne regnskaber. I det sidste års tid har denne tendens fået et omfang, som har fået medierne til at tale om en grøn revolution eller endog et paradigmeskift hos erhvervslivet, i diverse livsstilsmagasiner og blandt en række toppolitikere. Midt i glæden over den pludselige opbakning til miljøforskernes stædige advarsler gennem mange årtier kan der være behov for en nøgtern vurdering af, om der virkelig er tale om et paradigmeskift. Hvis det viser sig at være et kortvarigt og overfladisk modefænomen, kan den aktuelle medieopmærksomhed på længere sigt gøre mere skade end gavn. Jeg er selv kommet i tvivl efter at have nærlæst nogle af argumenterne i de nyøkologiske amerikanske livsstils- og it-magasiner. Således henholder it-magasinet Wired sig til teknologiske fix, Fast Company Magazine fokuserer på det økonomiske vækstpotentiale og ser de økologiske principper som »designmæssige udfordringer«, og Vanity Fair efterlyser en »ny miljørevolution«, samtidig med at bladet reklamerer for øget forbrug af luksusvarer. Det virker ikke overvældende seriøst. Hvad der specielt vækker min bekymring, er tendensen til at gøre kampen for en bæredygtig miljømæssig udvikling helt apolitisk og rent teknisk. Truslerne fra den menneskeskabte drivhuseffekt er tæt forbundet med ønsket om økonomisk (materiel) vækst. Dette ønske er velbegrundet for de fattige lande, som udgør størsteparten af Jordens befolkning. Man kan heller ikke bebrejde de fattige grupper i de rige lande, at de ønsker sig materiel vækst. Men hvis disse ønsker skal indpasses i en bæredygtig udvikling, kræver det en markant omfordeling af velstanden, så de store uligheder reduceres eller afskaffes. Og det spørgsmål er politisk, så det batter. Man kan kun glæde sig over, at hr. og fru Clinton er blevet miljøaktivister, selv om det havde været endnu bedre, hvis hr. Clinton havde kæmpet mere for miljøet, inden han gik på pension som USA's præsident. Det samme gælder for hans vicepræsident, Al Gore, som desværre var anfører i bestræbelserne for at udvande Kyotoprotokollen. Hans undskyldning var måske, at sådan var hans politiske mandat hjemmefra, men hans nuværende heltestatus i miljøkredse havde været mere fortjent, hvis han dengang havde sat sin stilling ind i kampen for at løse de miljøproblemer, som han selv havde beskrevet i sine bøger. De kritiske bemærkninger bør dog ikke formindske glæden over disse toppolitikeres aktuelle indsats for en større miljøbevidsthed. Men indsatsen kunne være kommet tidligere fra start, hvis de havde satset mere, dengang de havde magten. En række af de nye hellige promoverer sig selv ved at kritisere tidligere tiders grønne aktivister for deres direkte og ærlige beskrivelser af problemstillingerne. Det er vel stadig et centralt spørgsmål, om man fremmer miljøsagen bedst ved at berolige folk med, at de stort set kan fortsætte med at få flere materielle goder, hvis bare de sparer lidt på energien og sætter en solfanger på deres tag. Eller om det trods alt er bedre ærligt at gøre opmærksom på, at der kræves komplicerede sociale og politiske ændringer på nationalt og globalt plan - foruden markante teknologiske ændringer, specielt på energiområdet. Netop energiområdet er et godt eksempel på, hvordan det politiske spiller ind i forhold til en bæredygtig udvikling. Således har de seneste ti års erfaringer med liberaliseringen af elmarkedet i Europa afsløret alvorlige problemer med langsigtet forsyningssikkerhed, miljøhensyn, vedligeholdelse, monopoldannelser og manglende teknologiudvikling hos de dominerende elselskaber. Samtidig er elpriserne for private husholdninger i øvrigt blevet højere i de fleste EU-lande - i modsætning til, hvad liberaliseringstilhængerne lovede. Disse konsekvenser burde ikke være kommet som en overraskelse, eftersom planlægningen af bæredygtige energisystemer kræver tidshorisonter på 40 til 50 år, og det kommercielle marked har tidshorisonter på 5 til 10 år. Det hænger simpelthen ikke sammen. Kommissionen og ministerrådet bør erkende, at liberaliseringen af energiområdet var et alvorligt fejltrin. Der var simpelthen ikke gennemført grundige analyser af konsekvenserne, og direktivet blev udelukkende trumfet igennem med nyliberalistiske argumenter. Det er menneskeligt at fejle, men det er dumt - og i dette tilfælde livsfarligt - at fremture med den samme fejl. En god løsning kunne være, at EU for en gangs skyld erkender, at et af dets direktiver er en direkte fadæse og derfor bør afskaffes. I dette tilfælde direktivet om liberalisering af energimarkedet. I stedet bør man genindføre et stærkt element af samfundsregulering og langsigtet planlægning, således som man kender det i Danmark fra halvfemsernes samspil mellem Energistyrelsen og elselskaberne. Dette forslag vil forventeligt blive modtaget af de borgerlige partier med en vrængende henvisning til begrebet planøkonomi og dets fiaskoer f.eks. i det tidligere Sovjet. En sådan overfladisk afvisning overser imidlertid, at den nyliberalistiske blindgyde med stor sandsynlighed vil føre til langt mere fatale fiaskoer på globalt plan - både socialt og miljømæssigt. Dertil kommer, at den samfundsregulerede planlægning af elsektoren i halvfemsernes Danmark faktisk fungerede effektivt både teknologisk og økonomisk. Og Bilgrav Nielsens og Svend Aukens langsigtede energiplaner fra 1990 og 1996 bidrog til at give Danmark førertrøjen i skabelsen af en bæredygtig energiudvikling. Desværre lykkedes det på kort tid Foghregeringen at sætte dette forspring over styr. En sikker og miljøvenlig energiforsyning er vital for det moderne samfunds funktion. Det kan ikke overlades til kortsigtede markedskræfter. EU's rolle kan være at opstille ambitiøse minimummål for reduktionen af drivhusgasser og for energiforbruget som helhed. Omkring 50 procent af EU's energiforbrug må importeres i dag, og dette tal forventes at stige støt i den næste halve snes år. Uheldigvis kommer olien og gassen især fra ustabile områder som Mellemøsten eller fra Rusland, som godt kunne mistænkes for at få lyst til at udnytte sin monopolitiske leverandørposition til politisk pression mod EU. Dertil kommer, at EU er udsat for hård konkurrence fra Kina og Indien om den samme olie og gas, samtidig med at produktionen forventes at toppe inden for en halv snes år, mens efterspørgslen vil blive ved med at stige. Det forventelige scenario er global priskrig - og måske endnu mere ubehagelige former for krig. Endelig bør det ikke overses, at afbrændingen af olie og gas giver væsentlige bidrag til den menneskeskabte drivhuseffekt. Også af den grund haster det med at finde alternative energikilder. På den baggrund var det ikke nogen overraskelse, at EU's energipolitik blev et vigtigt punkt på dagsordenen ved topmødet i marts 2006. Det var mere overraskende, at topmødets mest konkrete forslag var at arbejde for mere markedskonkurrence og mere liberalisering af energiområdet. Det har ikke meget med løsning af de akutte energiproblemer at gøre, men illustrerer snarere, at kommissionen og EU's toppolitikere er fanget i deres egen fundamentalistiske tro på nyliberalistisk ideologi. Uofficielt blev der også ved topmødet talt en del om en renæssance for a-kraft i Europa, selv om ingen af de grundlæggende problemer og risici ved denne teknologi har fundet deres løsning. Og nye problemer i forbindelse med terrorisme er kommet til. Topmødets overvejelser illustrerer først og fremmest en effektiv lobbyindsats fra en sulten kernekraftindustri. Det er givet, at globaliseringen ved at flytte egnet arbejde til lavtlønsområder på kort sigt giver lavere produktionsomkostninger. Som forbrugere kan vi alle sammen i vor del af verden se frem til at kunne få endnu flere og billigere varer. Det handler ikke bare om sko og tøj fra Kina og Indien, men om stort set alle de produkter, vi forbruger. Det komplicerede spørgsmål er, om denne strategi på lang sigt kan føre til en mere retfærdig økonomisk fordeling på globalt plan. Meget tyder imidlertid på, at de kortsigtede menneskelige omkostninger bliver for store både i de fattige og i de rige lande, hvis den udvikling skal styres af kapitalen og markedet. Det er helt uacceptabelt, at mennesker i de fattige lande skal arbejde under helbredsskadelige forhold, for at vi kan få billige forbrugsvarer. Det er også urimeligt, at kommercielle virksomheder i Danmark frit og gratis kan 'outsource' deres produktion og sende en række medarbejdere ud i arbejdsløshed og overlade omkostningerne til samfundet. Det mindste, man bør kræve, er, at virksomhederne i sådanne tilfælde tvinges til at bidrage økonomisk til de afskedigedes underhold, f.eks. gennem mindst seks måneders løn, så de har tid til at finde et andet job og evt. gennemgå en efteruddannelse. SF og Det Radikale Venstre har i år spillet ud med skitser til en fremsynet miljø- og energipolitik. Det burde ikke volde socialdemokraterne noget problem at tilslutte sig disse forslag, således at en samlet opposition kan gå til valg på et visionært miljøgrundlag. Der er tid nok inden næste folketingsvalg til en detaljeret og konkret udbygning af oppositionens langsigtede plan for en bæredygtig udvikling. Det kan oven i købet blive starten på et mere omfattende samarbejde mellem de tre partier, f.eks. om udbygning af velfærdsområdet og en indsats mod det florerende kasinosamfund med masser af skattehuller, smarte og grådige finansfonde, ublu økonomiske honorarer samt uigennemsigtige aktieoptioner til inhabile erhvervsledere. Det kunne give vælgerne et nødvendigt og troværdigt alternativ til den nuværende regering og dens støtteparti. P.S. Da Bjørn Lomborg stadig spøger i medierne med sine forsøg på at afspore indsatsen mod de globale miljøtrusler, kan der være grund til at repetere kritikken af hans metoder. Lomborg har bl.a. gjort sig kendt gennem sine øvelser med prioriteringen af 50 milliarder dollar til globale problemer baseret på en cost-benefit-metode. Denne metode kan til nød give brugbare resultater ved simple og veldefinerede tekniske problemer, som f.eks. valget mellem to forskellige brotyper. Men den er fuldstændig ubrugelig, når det drejer sig om usikre og sammenkoblede globale problemer med forskellige tidshorisonter og forskellige målgrupper. Desuden er udgangspunktet absurd, eftersom der ikke tages stilling til de langt større beløb, der ødes væk på en sindssyg militær oprustning og på et grotesk overforbrug af luksusvarer i de rige lande. Desværre hjælper det ikke så meget at henvise til forbrugermagt, så længe det store flertal ikke formår at bruge denne magt på en konstruktiv måde. Det er ubegribeligt, at den danske regering har bevilget Lomborg et stort millionbeløb til at gentage sin tidligere øvelse, som ikke kan bruges til noget som helst fornuftigt af de politiske beslutningstagere. Lomborg undgik med nød og næppe at blive dømt for videnskabelig uredelighed, ikke mindst med henvisning til hans selektive udvælgelse af referencer i hans bøger og artikler. Det har åbenbart ikke gjort større indtryk på ham, for han fremturer i sin seneste Kronik i Politiken (9. juli) med denne form for manipulation. Således henviser han til en rapport fra Det Økonomiske Råd i 2002, som hævder, at det danske vindkraftprojekt har været en samfundsøkonomisk dårlig investering. Men han 'glemmer' at nævne, at denne rapport har været udsat for en gennemgribende kritik for tekniske fejl og mangler bl.a. fra energiforskere på Aalborg Universitet (Kronik i Politiken 6. januar 2003). Hvordan Lomborgs fremfærd kan gøre ham kvalificeret til blive adjungeret professor ved Handelshøjskolen i København (Copenhagen Business School på nydansk), er en gåde - i hvert fald for mig.