For to og et halvt år siden trådte den nye universitetslov i kraft. Med den skete der tre ting. Den ene var, at det klassiske akademiske selvstyre blev erstattet af en ledelse med eksternt flertal. Den anden var, at universiteterne blev selvejende institutioner i stedet for statsinstitutioner. Den tredje var en ændring af den daglige ledelse, hvor lederne - dvs. rektor, dekaner, institutledere og studieledere - bliver udpeget oppefra og indgår i en hierarkisk struktur af over- og underordnede. Reformen har knap nok sat sig endnu, og et par af universiteterne, nemlig dem i København og Roskilde, er først for nylig blevet sluset ind i fagre nye verden. Ikke desto mindre er en anden ny og meget mere omfattende reform undervejs. Den består i en storstilet fusionsbølge, som er sat i gang af videnskabsminister Helge Sander. Den indebærer dels sektorforskningsinstitutternes integration i universiteterne, dels en fusion af en række mindre og specialiserede læreanstalter med nogle af de store og brede universiteter. Hvor universitetsreformen var baseret på et kommissionsarbejde og lovgivning, er den sidste forberedt i et andet regi, hvor institutionerne har reageret på de signaler og tilkendegivelser, som er udgået fra minister Sander og hans embedsmænd. Målet for denne storstilede forandring er at bringe danske universiteter op i den ypperste verdensklasse. Det er også at styrke eliten inden for uddannelse og forskning. Det er fine ambitioner, som ingen kan have noget imod. Det hænger utvivlsomt sammen med, at ingen, heller ikke den politiske ophavsmand, ved, hvad det vil sige. Og foreløbig har ingen gjort sig præcise tanker om, hvordan de to store forandringer vil virke i praksis. Derfor er det tid til eftertanke. Jeg vil i det følgende først gøre status for universitetsreformen, dernæst se kritisk på grundlaget for den fusionsbølge, som med en anden karakteristisk Sander-vending vil skabe et helt nyt landkort. Universitetsreformen har som sagt givet universiteterne et nyt styre, hvor det øverste organ er bestyrelsen. Flertallet er hentet udefra, og i overensstemmelse med tidens tendens består det for en stor del af erhvervsfolk. Formændene har så godt som alle en baggrund i en eller anden form for erhvervsliv. Jeg arbejder selv sammen med nogle af dem i en af bestyrelserne, og i det mindste er der er der tale om lutter brave folk, som kun vil universitetet det bedste. Deres indtog har haft den gode effekt, at den indspisthed, som traditionelt har præget universitetspolitik, er erstattet af en anden og mere åben tone. De eksterne medlemmer har imidlertid også måttet sande, at det slet ikke er så nemt for en bestyrelse, den være sig nok så professionel, at skaffe sig indsigt i, endsige indflydelse på udviklingen. Sådan må det være for folk, som kun kender 'deres' universitet fra notater, økonomirapporter og indstillinger om stort og mest småt, og hvis menige medlemmer ikke når længere end til bestyrelseslokalet og den pompøse årsfest. Så spørger man mig, om bestyrelsesmodellen har gjort en forskel, er mit bedste bud, at den i hvert fald foreløbig ikke har gjort skade. En del af forklaringen ligger i den besynderlige konstruktion, som med universitetslovens ord gør universiteterne til 'selvejende institutioner i den offentlige forvaltning'. For Sander og hans embedsmænd er det sammen med de nye bestyrelser et led i bestræbelsen på at styrke universiteternes selvstyre. Det har de i hvert fald sagt. Men både de medlemmer af bestyrelserne, der er hentet ind udefra på grund af deres professionelle ledererfaringer, og universiteternes videnskabelige stab har sandet noget andet. Selvejet er først og fremmest en teknisk omlægning af finansierings- og regnskabssystemet. Det hindrer ikke ministeren og hans embedsmænd i selv på det meget korte sigt at blande sig i store såvel som små dispositioner, som bliver truffet i universiteternes ledelse og på underordnede akademiske enheder, som indgår i dem. Det har for de eksterne bestyrelsesmedlemmer, som ikke er vant til at begå sig i et politiseret og bureaukratiseret miljø, været en fæl skuffelse. Resultatet er frustration med hensyn til mandatets karakter, som i næste runde, der ligger lige om hjørnet, vil gøre det svært at finde kandidater, som gider bruge mange timer på en opgave, som ikke engang giver mulighed for indflydelse. Tredje led i reformen er professionaliseringen af den daglige ledelse. Udnævnelse har erstattet kollegialt valg og hierarki fagligt selvstyre. Det er en videreførelse af en reform, som blev indledt allerede i 1993. På det punkt kan man allerede nu sige noget mere præcist om konsekvenserne, som følger de forudsigelser, som enkelte gjorde ved reformens vedtagelse i 2003: Det er blevet dyrere at lede og administrere universiteterne. En årsag hertil er, at de nye ledelser har fået gevaldige lønstigninger. En institutleder på et pænt stort institut får nu ca. 50 procent mere i løn end en professor. Samtidig er den ny tids ledere fuldtidsadministratorer, som ingen forventer bidrager til forskning og undervisning. De er med andre ord trukket ud af det akademiske miljø, med mindre de erkender, at forudsætningen for deres legitimitet og ledelsesmæssige kapacitet er deres vedligeholdelse af egne akademiske kvalifikationer. Det stopper ikke dermed. For professionelle ledere ynder at omgive sig med en lige så professionel stab af medarbejdere, og der er derfor sat en proces i gang, som over en periode vil give universiteterne en mere omkostningstung administration. Der sker her ting og sager, hvis fulde konsekvenser endnu ikke har vist sig. Logikken bag ledelsesreformen er i høj grad hierarkisk. Det afspejler sig i den overordnede struktur, der allerede er beskrevet. Samtidig viser det sig på mindre spektakulær, men mere subtil vis i det daglige liv på universiteterne. Med de mangeartede og specifikke statslige krav, der bl.a. i de såkaldte udviklingskontrakter er stillet til universiteterne, er der skabt grundlag for indretningen af et veritabelt netværk af koordinations- og kontrolposter. Også det indebærer en tapning af det akademiske miljø for ressourcer. Gode lærer- og forskerkræfter bliver trukket bort fra deres kerneopgaver, og helt i overensstemmelse med tidens ånd får de oven i større eller mindre løntillæg for at administrere og gå til møder. Det kompenserer for lønninger, som halter efter lønnen i den offentlige forvaltning og ikke mindst i private virksomheder. Problemet er, at honoreringen af alt, hvad der smager af ledelse, koordination, kontrol og administration forvrider lønstrukturen på universiteterne. Den værdsatte medarbejder er ikke den originale, kreative og igangsættende forsker/lærer, som koncentrerer sig om sit kald, men derimod den kollega, der bliver dekan, institutleder eller for den sags skyld de kolleger, der bruger deres tid ved mødebordene i bestyrelsen eller et forskningsråd. Det mildeste, man kan sige om det, er, at ingen har tænkt konsekvenserne igennem. I en situation, hvor en stor reform med et par år på bagen endnu ikke er fuldt gennemført og vurderet, har regeringen med Helge Sander i spidsen lanceret en ny storstilet reform, der vil skabe meget store universitets- og forskningsinstitutioner. Logikken bag den må man gætte sig til, for der ligger ikke så meget som et dokument, der mere præcist beskriver den, endsige godtgør, hvad beslutningsgrundlaget er, ja, har været, for mange af beslutningerne er allerede truffet i et forløb, der ligger hen i tågeslør. Der er mig bekendt ingen undersøgelser, der sandsynliggør, at store universiteter er bedre end mindre universiteter. Der er heller ingen undersøgelser, der viser, at specialiserede institutioner, som vores traditionelle læreanstalter (DTU, Landbohøjskolen og det Danmarks fFarmaceutiske uUniversitet) klarer sig dårligere end de klassiske universiteter med flere fakulteter. Det er der en god forklaring på. Forskning og videregående undervisning er en specialiseret affære, og såvel konkurrence som samarbejde sker på et ret lavt organisatorisk niveau. Det er institutter og centre, der er de relevante enheder i den sammenhæng. Man kunne forestille sig, at de store universiteter kunne realisere nogle stordriftsfordele med hensyn til administration og infrastruktur, men der er dokumentation for, at det ikke forholder sig sådan. Det er oven i købet sådan, at nogle af verdens ringeste universiteter er meget store, men deraf skal man ikke slutte alt for meget. Det hænger sammen med, at de ligger i lande, hvor uddannelsessystemet generelt er af ringe standard, og hvor effektiviteten i både den private og offentlige sektor er lav. Der er altså ikke nogen gode indikationer for, at man skal gøre universiteterne til mastodonter. Snarere er der grund til at bekymre sig for, at den stilfærdige konkurrence, der foregår mellem f.eks. universiteter og handelshøjskoler, med fusionerne bliver kvalt. Dertil kommer, at selve fusionsprocessen vil tappe universitetsmiljøet for ressourcer. Det er et velkendt fænomen, hvad enten det drejer sig om virksomhedsfusioner og -overtagelser eller om fusioner af statslige styrelser og selvfølgelig kommunesammenlægninger. I en universitetssammenhæng er risikoen så meget desto mere overhængende, som processen i høj grad bliver drevet af den nye type af ledere, hvis succeskriterier er lige dele ekspansion og potent management. Den anden del af fusionerne består af universiteternes overtagelse af sektorforskningsinstitutterne. Det er en kompleks affære, som er umulig at overskue. Det hænger sammen med, at disse institutter er vidt forskellige. Det gælder også med hensyn til kvalitet og effektivitet. Nogle er velrenommerede, mens andre af dem er ledelsesmæssigt og administrativt forbløffende ineffektive. Samtidig er det uklart, hvad de egentlig bedriver. Det sikre er dog, at man i nogle lande, bl.a. Sverige og USA, i høj grad har en struktur, hvor regeringen, ministerier og andre instanser på kontrakt rekvirerer analyser ved universiteterne. Det kan ske, både ved, at opgaverne bliver sendt i udbud, og ved, at nogle universiteter har opbygget egen kapacitet for anvendt og rekvireret forskning. Så påstanden er ingenlunde, at det ikke kan lade sig gøre. Heller ikke, at man skal lade være. Derimod behøver det ikke at ske over en kam. Det behøver heller ikke at ske hu hej vilde dyr. Der er nemlig vitale problemer, som fortjener udredning, inden man skrider til hastig handling. De to vigtigste knytter sig til samspillet med regeringen og centraladministrationen. Som det er nu, er nogle af sektorforskningsinstitutterne tæt knyttet til et politisk og administrativt miljø. Det følger af de hidtidige ejerforhold, og det følger også af, at de løser såkaldte myndighedsopgaver. Hvori de består, varierer og er generelt ikke klarlagt. Sagen er dog, at det kan indebære opgaver, som får præg af myndighedsudøvelse og medvirken til administrative tilsyn. Det kan også indebære deltagelse i løsningen af politiske bestillingsopgaver, f.eks. udarbejdelse af bidrag til besvarelse af spørgsmål fra Folketinget til ministeren. Sådanne opgaver hører ikke hjemme på et universitet. Dets medarbejdere er ikke skikkede til at løse dem, og hvad værre er, de undergraver i høj grad den frie forskning. Så et skrækperspektiv er, at statsmagten rykker universiteterne endnu tættere til sig. Hvis man skal integrere sektorforskningen eller en del af den i universiteterne, er der derfor en grænse, som man skal drage med endog meget stor omhu. Næsten alle parter har en inte8resse i det. Samtidig er der både organisatoriske og økonomiske problemer, som man skal have løst. Hvordan skal man integrere sektorforskningen i universiteterne? Hvordan sikrer man sig, at ledelse og administration ikke bare bulner yderligere? Hvor stor en del af sektorforskningens ressourcer bliver overført til universiteterne, og på hvilke betingelser sker det? Sådan som Helge Sander og hans folk fører sig frem, er der ikke tænkt på det. Der er sat en frist til 15. september, hvor de endelige beslutninger vil blive truffet. Det er ganske forbløffende. For forud er gået et kaotisk forløb, hvor ministeren og hans embedsmænd i høj grad har spillet med lukkede kort. Det har været uklart, hvad de ville, og på hvilket grundlag de formede deres synspunkter og mål. Desuden har det været en procedure uden skriftlighed. Der er ikke et dokument, som i bare mådeligt præcise ord og tal redegør for, hvad de har villet og vil, endsige for hvorfor og hvordan de tror, at det vil virke. Der er heller ikke nogen, der har gjort sig den umage at forklare de berørte universiteter og sektorforskningsinstitutter, hvorfor man skal gennemføre gigantfusionerne, og hvorfor det skal ske over hals og hoved. Det er ganske enkelt ikke god regeringsførelse. Det store spørgsmål er, hvorfor man kan komme igennem med en så stor beslutning på så spinkelt grundlag. Jeg har nogle bud. Trods alle store ord om betydningen af en storstilet satsning på forskning og uddannelse viser forløbet, at ingen politikere og partier interesserer sig for det. Derfor er der heller ikke nogen, der i Folketinget har rettet deres kritiske søgelys på projekt Sander. Det er ellers et område, hvor man (ideelt) kunne forestille sig, at fritænkere inden for flere partier ville vågne op til dåd. Men se til, om de gør det. Samtidig er der etr stort problem, fordi fusionsplanerne appellerer til de nye, stærke ledere på universiteterne. De har utroligt svært ved at demonstrere, at de er deres løn værd. Der kan være skabt aldrig så meget hierarki, men det er altså ikke rektorer og dekaner, ja, knap nok institutledere, der er garanter for god forskning og undervisning. Og det er i givet fald ikke noget, de demonstrerer inden for en kontraktperiode på op til fem år. Derimod kan de få afløb for deres machodrømme, hvis de formår at sætte sig i spidsen for en serie af storstilede fusioner, hvis gode og dårlige konsekvenser først viser sig om fire àa fem år, når deres kontrakter er udløbet. De samme ledere er ligesom universiteternes menige lærere og forskere endelig fanget i et dilemma. Den stærke integration af universiteterne i statsmagten gør, at man i høj grad spiller med i et spil, hvor reglerne bliver sat af ministre og embedsmænd. Det er samtidig dem, der optræder som dommere, og rektorerne føler utvivlsomt, at de bedst viser deres professionelle værd og bedst tjener deres universiteter, hvis de optræder lydhørt over for Helge Sander og hans embedsmænd. For den menige stab gælder, at enhver kritisk ytring fra deres side, vil blive affærdiget med, at professorer nu som før er imod forandring og fremskridt. Derfor hjælper det ikke at råbe, at de vil af. Det hjælper knap nok at appellere til omtanke, for strategien er gennem tilsyneladende frivillige aftaler at gennemføre en meget stort, lidet gennemtænkt og ilde forberedt reform i løbet af meget kort tid. Er det for meget at håbe, at en koalition af betænksomme parlamentarikere kalder Helge Sander til orden med parolen: Giv tid, thi du aner ikke, hvad du selv har gang i.