Hvis jeg havde været vittighedstegner, ville jeg have ladet ham svæve lidt over jorden. Men det er ingen vittighed. Det er den mand, min veninde lige er flyttet sammen med. Min venindes mand er hellig. Eller rettere, så har han et forhold til det hellige. Siden han var i tyverne, har han haft den indiske guru Maharaji som sin mester. Det betyder, at han lytter til Maharajis taler på video, besøger så mange af Maharajis optrædener rundt omkring i verden, som han kan, arbejder gratis for Maharajis organisation og dyrker den særlige meditation, som Maharaji underviser i, mindst en gang om dagen. Dette hedder at 'praktisere Viden'. Det er det, han laver derinde bag den lukkede dør, og hun holder børnene borte, for at de ikke skal larme. Når han kommer ud, vil han være en smule mere tung, lidt mere hvilende i sig selv, end da han gik ind, og ligesom dryppende af en tung sødme. Hun kan godt lide ham sådan. Maharajis bevægelse er verdensomspændende. Han kom fra Indien i 1970 som 13-årig og er nu bosiddende i Californien. Det er vel den ting, jeg fik mest glæde af ved at møde manden bag døren. Jeg lærte om mesteren og om 'Viden'. Ikke fordi jeg selv begyndte at dyrke denne åndelige retning, men fordi det gav mig et begreb om religion. Hvad religion er. Det kom belejligt i en tid, hvor religiøse tilhørsforhold atter aktualiseres og de respektive religioner på ny kriges om at være 'den rigtige'. Jeg betragter kristendommen, islam, buddhismen - og hvad jeg ser - som tankeretninger. Filosofi og livsforståelser. Indsigtsfulde, bevares - men selve det religiøse befinder sig et andet sted. Og jeg behøver ikke at spekulere mig gul og grøn over, om Buddha, Jesus eller Muhammed er bedst, eller ligge søvnløs om natten over spørgsmålet, hvorvidt Gud findes. Jeg føler, at jeg ved, hvordan det er. Jeg var tit med henne for at se satellittransmissioner, hvor Maharaji talte. Vi sad i rækker på stole foran en storskærm. Bagefter var der snak og kage og kaffe og juice, og man kunne købe kassettebånd og små bøger med mesterens ord. Maharaji talte om 'tørsten', den trang og længsel i mennesket, der drager det imod mesteren og åbner det for at lære sig den vej, han tilbyder. Denne tørst vil jeg egentlig kalde for det religiøse instinkt, og jeg tror, det er noget meget fælles for mennesker, om end det kan opleves mere eller mindre påtrængende. Det er først og fremmest en følelse af, at der i tilværelsen er noget 'mere', men dernæst pinen over, at man ikke er i kontakt med dette 'mere'. Svaret på denne længsel, det, som slukker tørsten, er netop den tilstand, som opnås via de meditationsteknikker, Maharaji tilbyder. Det og så at man lytter til hans taler. Viden hedder Viden, fordi tilstanden består i en slags indre viden om, at man er i live. Og det er også dette perspektiv, Maharaji konstant adresserer i sine taler: Vi er i live, og den følelse kan vi lære at isolere og koncentrere i os, så vi bliver et med den. Følelsen af at være i live er ekstatisk. En stille ekstase. Hvad mere er, så er tilstanden ikke forbeholdt meditationen, men optræder spontant i os i glimt. Faktisk bærer vi den i os alle sammen som en permanent tilstand, som en svagt og ganske stabilt luende flamme, ja, ville jeg hævde, ganske svarende til den langsomme ild, der brænder i vores celler, selve stofskiftet, der er vores liv i en biologisk forstand. I grunden er meditationen bare en metode til at lukke af for alle andre indtryk og samle sig om dette ene. Denne følelse er en lykkefølelse og en indre fred. Det er også følelsen af et meget stort nærvær - kaldet Gud - og jeg har i alle fald ingen trang til at sige, at der ikke også er noget guddommeligt bag - eller rettere i - dette. I livet og i biologien. På en gang helt rystende enkelt i sin selvfølgelige konkretion og samtidig dybt komplekst i sin subtilitet. Og det har givet et perspektiv, hvor for eksempel betydningen af bibelsteder pludselig stod lysende klare: Søg, og du skal finde. Guds rige er inden i dig, den, der ikke kommer til Guds rige som et lille barn, han kommer slet ikke ind i det, og så videre. 'Guds rige' er Viden - og religionerne og mystikernes ekstasedigtning er forsøgene på sprogligt at konservere og overlevere denne erfaring, som blot er blevet misforstået og forvansket til ideologiske tankesæt. Jesus og Muhammed, og hvad de ellers har heddet, har kendt Viden og undervist i det. Blandt andet i debatten om Peter Høegs roman 'Den stille pige' og hans tilhørsforhold til Jes Bertelsen er begrebet om mesteren blevet sat til diskussion i offentligheden. Er det godt eller skidt med en mester? Kan man stole på sådan en? Er der tale om spiritualitet eller forførelse? Den tilstand, som Maharaji taler om, nærer jeg som sagt tiltro til findes. Og jeg har haft glæde af det stykke virkelighed, som jeg synes her er blevet mig vist. Men jeg fandt også, at der var nogle kompleksiteter, som man måske skal gøre sig klart, hvis man ønsker at betræde den vej: Min veninde opdager, da hun flytter sammen med sin mand, at det ikke er sikkert, at han kun sætter sig ind bag sin dør en gang om dagen. Han kan også finde på at gøre det både tre og fire gange. Det er, hvis der skal gøres rent eller andre ulystbetonede aktiviteter i familien, eller hvis hun er utilfreds med noget og vil korrigere ham. Skændes, som det hedder ... Inde bag den lukkede dør er der så enormt ophøjet, at det er udelukket at bringe prosaiske spørgsmål på bane, og hun må selv tage sig af den håndværker, der dukker op for at sætte lejligheden i stand og svinge gulvkluden uden hjælp fra hans Hellighed. Hvad mere er, går det op for hende, så gør Viden hendes mand til en benhård modspiller i hverdagen. For konflikter bider ikke på ham - han kan bare sætte sig til at meditere, så savler han af fryd, uanset hvor meget de har skændtes. Hun føler sig derimod flået. Det, jeg opdagede, var kort sagt, at Viden og etik ikke har en snus med hinanden at skaffe. Det skal jo ikke falde tilbage på Viden som sådan, at min venindes mand fandt på at praktisere for at tryne hende i konflikter eller brugte det til at skulke fra det fælles ansvar i hjemmet. Men man er tilbøjelig til at gå ud fra, at det spirituelle garanterer en vis etisk standard - godhed, som det kaldes. Det gør det altså ikke! Sandheden er, at de kunne have givet Jack the Ripper Viden. Sandheden er også, at Viden bedøver psykiske smerter, og hvis karakteren er svag, kan mennesker bruge Viden til at forflygtige de smerter, som stammer fra, at de har en uhensigtsmæssig adfærd. Min venindes mand var stærkt uansvarlig i pengesager og stiftede så stor gæld, at han jævnlig blev hentet af politiet om natten for at blive stillet for en dommer. Der var et rend af fogeder og kreditorer, men intet af dette bed på ham. Han gik da bare ind bag sin dør og mediterede, og når han kom ud igen - dryppende af sødme - fortsatte han med at stifte gæld og bruge mere, end han tjente. Det er et kors for tanken. For vi er vant til at sætte åndelig søgen lig med selvudvikling. Men sandheden er, at Viden kan gøre det muligt for folk at leve på destruktive måder uden at bryde sammen, sådan som andre ville. Mennesker kan ved hjælp af Viden slippe for at skulle udvikle sig ... Slet ikke alle mennesker kan finde ud af at have en mester. Jeg ved ikke, hvordan man skal bedømme det forhold, at de, som har en mester, ofte (men ikke i alle tilfælde) synes at mangle noget i deres personlighedsstruktur og at have en forhistorie som socialt dysfunktionelle. Der er blandt folk med Viden en overvægt af mennesker med traumer og psykiske skader. Men jeg bemærkede, at sådan var det. Der hvor mennesker mangler noget i deres personlighedsstruktur, er det, som om mesteren kan komme ind og blive til en del af dem. Herved bliver mennesker med førhen store problemer i stand til at leve og fungere langt bedre. Maharaji har således været redningen for mange, som hverken terapi eller resocialisering kunne have hjulpet. Og det er jo godt. Men lidt forvirrende at selve problemet syntes at være forudsætningen for at kunne have mesteren. Guruen, mesteren, Maharaji - kært barn har mange navne - forekom mig langt hen ad vejen god nok. Hans taler virkede ikke beregnet på at tildele ham selv gudestatus. Han talte om Viden som i princippet frit tilgængelig for alle, og der var ikke nogen bestemte modkrav. Det var således gratis at høre hans taler og gratis selve det at modtage Viden. Maharaji virkede optaget af hele tiden at udvikle og forenkle organisationen for at forhindre, at den gik hen og blev en form for kirke, der institutionaliserede hans lære - en fare, der gennem årene havde været overhængende. En anden side af sagen er så, at hans tilhængere alligevel omfattede ham med en kærlighed, der umiskendeligt lignede tilbedelse. Rundt om i hjemmene hang billeder af Maharaji i alle aldre - fra stor pubertetsdreng over ung mand til nu midaldrende. En stor del af livet for mennesker med Viden består i at valfarte kloden rundt for at komme til at høre Maharaji tale. Ingen billig fornøjelse. Og der findes stærke normer omkring dette. Ved en lejlighed donerede jeg 350 kroner, ud fra en fornemmelse af at det vel var o.k., men folkene bag skranken virkede forvirrede, og min venindes mand gjorde mig diskret opmærksom på, at det anbefalede minimumsbeløb altså var på 800 kroner. Det var mine sidste penge og med røde ører afleverede jeg dem. En anden ting: Jo nærmere man kom på at få Viden, jo mere fyldte det begreb 'do service' i talerne. Det vil sige, at man arbejdede gratis for guruen på en eller anden måde, eller man tilførte organisationen pekuniære ressourcer. Ingen beordrede en til at 'do service', men det blev omtalt i talerne som en integreret del af selve vidensoplevelsen. Den kunne slet ikke adskilles fra denne overvældende trang til at tjene guruen. Som jeg så det, var rigtig mange mennesker omkring Maharaji opsatte på at tjene ham, for på denne måde at komme tæt på ham. Det var simpelthen det mest salige, de kunne forestille sig. For de flestes vedkommende består deres tjeneste i at give Maharajis organisation en del af deres indtægt, og/eller at de udfører praktisk eller administrativt arbejde i organisationen. Men der arbejder folk for Maharaji, som helt og holdent har sat deres tilværelse ind på at være hans sekretær, kok, privatlærer etc. og ikke aflønnes på nogen almindelig måde. På den ene side synes jeg, at man må se på, at folk er glade sådan, og respektere det. På den anden side har jeg måske lidt svært ved at forstå, at en guru, som - for at sige det ligeud - er stinkende rig, ikke betaler håndværkere for arbejdet på sit hus eller sekretærer, der hjælper ham i hans dagligdag. Der findes på nettet en hjemmeside for Maharajis frafaldne (www.ex-premie.org). Folk, der har givet sig hen til organisationen og til Maharajis lære, men som har fortrudt og nu kritiserer det, de har været en del af. Jeg synes, at man skal fæstne opmærksomhed ved en klage, som kommer flere gange. Nemlig fra folk, der beretter om, at hengivenheden for Maharaji og organisationen betød, at de brugte alle deres ressourcer her, og nu et årti eller mere senere står og opdager, at de ikke fik sig en uddannelse, ikke fik en karriere, ikke skabte sig en selvstændig platform i samfundet. Og nu er det for sent. Der er grund til at vogte sig for at komme til at leve Maharaji og organisationens liv i stedet for sit eget liv. Den fare findes. En sommerdag ringede Maharajis sekretær hjem til min veninde og hendes mand. Hun ville forsikre sig om, at det var det rigtige nummer og bede ham om at holde sig hjemme de kommende dage, så han var til at træffe. Maharaji påtænkte nemlig at ringe til ham. Han havde brug for hans hjælp til noget. Den følgende tid holdt min venindes mand sig inde for at vente på, at Maharaji ringede, og hun holdt sommerferie med børnene og tog på små udflugter. Efter tre uger på den måde havde Maharaji stadig ikke ringet, og til sidst måtte de se i øjnene, at han heller ikke gjorde det. Min veninde havde ondt af sin mand, for hun vidste jo, hvor meget han tørstede efter kontakt med Maharaji. Men da hun skældte ud over den i hendes øjne uantagelige opførsel - (og så fra en guru!) - smilede hendes mand blot saligt og sagde, at det havde været Maharajis måde at fortælle ham, at han tænkte på ham. Det havde været vidunderligt! Som udenforstående er det vel den ting, jeg har haft svært ved at forstå om mester-discipel-forholdet. At normale normer om gensidighed syntes suspenderet, og at absolut afstand kunne tolkes som absolut nærvær. Det var jo ikke til at forstå, at Maharaji behøvede at opføre sig sådan. Det var, som om forholdet til mesteren forudsatte et element af selvopgivelse, som jeg ikke kunne forlige mig med. Mine veninder grinede fælt af mig, når jeg snakkede om det. Jeg, der var trættekær og stædig ... Selvfølgelig fik jeg hverken en mester eller blev oplyst på den måde. Nej. Jeg selv fik aldrig Viden. Jeg ser ind og ser meget, som jeg kan tro på. Men jeg er ikke den rigtige til at have en mester. I 'Siddhartha' af Herman Hesse, hvor en åndelig udviklingsvej beskrives, møder den unge Siddhartha den oplyste Buddha - men afviser at blive hans discipel med ordene: »Hvis jeg nu var en af dine disciple, o ærværdige, så frygter jeg for, at det kunne gå mig således, at mit jeg kun tilsyneladende, kun på bedragerisk vis kom til ro og blev forløst, men at det i virkeligheden levede videre og gjorde sig mere gældende, thi så havde jeg gjort forkyndelsen, min tilslutning, min kærlighed til dig, munkenes fællesskab, til mit jeg«. Hesse forekommer mig værd at læse for sin store indsigt. Selv nøjes jeg med at hæge om min egen lille flamme, som taler til mig og hopper i mit bryst. Og så griner jeg ad alle dem, som skændes om Jesus og Buddha og Muhammed.