I over fire år var Fatma Ayach 'forsvundet' i et marokkansk fængsel. Hun var en 17-årig skolepige, der hjalp med at male skilte og bannere for at protestere mod den marokkanske besættelse af Vestsahara. Hun blev aldrig officielt anholdt, bare hentet hjemme hos forældrene en tidlig morgen. Fire år senere blev hun løsladt i forbindelse med en fredsplan, der skulle have resulteret i en folkeafstemning, der én gang for alle skulle afgøre Vestsaharas fremtid. Skulle landet være selvstændigt eller være en del af Marokko? I 15 år har Minurso, den FN-mission, der blev oprettet til bl.a. at afholde folkeafstemningen og sikre våbenhvilen, været til stede i landet. Våbenhvilen mellem uafhængighedsbevægelsen Polisario og Marokko bliver overholdt, men folkeafstemningen er aldrig blevet til noget, og efterhånden tror de færreste, at den bliver det. FN er ikke villig til at tvinge Marokko til at respektere aftalen, så en løsning på konflikten er tilsyneladende ikke rykket nærmere, og både flygtningene i lejrene i Algeriet og befolkningen i det besatte land er desperate. De føler, at FN er ved at løbe fra sit løfte, og de er frustrerede, modløse - og bange. Siden maj sidste år har landets befolkning, sahrawierne, protesteret og demonstreret mod besættelsen og mod undertrykkelse, vilkårlige arrestationer og tortur. Dette år besøgte en delegation fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder Vestsahara for at undersøge krænkelser af menneskerettighederne. Besøget var blevet udsat flere gange, og menneskerettighedsaktivisterne frygtede, at de ville blive forhindret i at fortælle deres side af historien. »Demonstrationer og protester er vort eneste våben«, siger Gaudi Mohamed Fadel, en af lederne i modstandsbevægelsen. Han er tidligere bankdirektør, men har for længst mistet sit job. Det er forbudt at tale om Vestsaharaspørgsmålet og f.eks. danne politiske partier til støtte for uafhængigheden. Det ville heller ikke nytte meget, for Marokko har gennemført en bosættelsespolitik, der betyder, at der er tre-fire marokkanere for hver sahrawi i den besatte del af landet. Hovedparten - ca.160.000 - af sahrawierne bor i flygtningelejre på den anden side af grænsen til Algeriet. Det er en del af fredsplanen, at de skal deltage i folkeafstemningen. I dag sørger Minursos 225 ubevæbnede FN-observatører fra 26 forskellige lande for, at våbenhvilen bliver overholdt. Chefen for den militære styrke er den danske generalmajor Kurt Mosgaard. Han fik jobbet sidste år i september og skal foreløbig blive til efteråret - muligvis et år mere. Både Polisario og sahrawierne i det besatte land beskylder hans forgængere for at have været i lommen på Marokko. De roser Kurt Mosgaard for at være fair og objektiv. Men de kritiserer hans organisation for at vende det blinde øje til Marokkos menneskerettighedskrænkelser, tortur i fængslerne, ødelæggelser af huse og indbo. Kurt Mosgaard har hørt kritikken mange gange, og han forstår godt folks vrede. Den aften menneskerettighedsorganisationen ankom, hørte han rygter om, at folk blev torteret på politistationen i Smaragade. Han og hans folk var på rutinemæssig inspektion i forskellige bydele i Laayoune, som byen kaldes af marokkanerne. Men de har ikke adgang til politistationer, og Kurt Mosgaard er frustreret over kritikken og sit begrænsede mandat. Han ville ikke have noget imod, at Menneskerettighedskommissionens besøg giver ham mere arbejde. »Men vi har det mandat, Sikkerhedsrådet har givet os. Det retter vi os efter. Skal det ændres, er det Sikkerhedsrådets medlemmer - heriblandt Danmark - der skal give os det. Men så er vi naturligvis også parate til at rette os efter det«, siger Kurt Mosgaard og tilføjer, at Danmark jo for tiden har en plads i Sikkerhedsrådet. Hvert halve år forlænger Sikkerhedsrådet Minursos mandat, og før seneste forlængelse havde rapporterne om overgreb været så talrige og massive, at det var forventet, at krænkelser af menneskerettighederne for første gang ville blive nævnt. Det skete ikke - sandsynligvis fordi Frankrig, der er en af Marokkos trofaste støtter, var imod det. Men det fik Danmark til bl.a. at fremhæve, »at en fastholdelse af status quo medfører en risiko for nye fjendtligheder, og at det er nødvendigt, at menneskerettighederne bliver respekteret. Menneskerettighedskommissionens besøg er velkomment«. Schweizeren Christophe Girod var delegationens leder under besøget. Han beklager, men det var en betingelse for, at besøget kunne finde sted, at han ikke må udtale sig om det. Højkommissæren afgør, om hans rapport skal offentliggøres, og hvordan den skal bruges. »Og man kan da ikke udelukke, at den bliver brugt, når Sikkerhedsrådet skal diskutere Vestsahara i oktober«, siger han og tilføjer, at det trods alt lykkedes at mødes med nogle af menneskerettighedsaktivisterne. »Der er ingen tvivl om, at det marokkanske sikkerhedspoliti holdt øje med dem. Men de kom til os, så vi kunne høre deres erfaringer«, siger han. De afleverede bl.a. en liste over personer, der er 'forsvundet' i marokkanske fængsler, og hvis skæbne der aldrig er redegjort for. Aktivisterne blev derefter tilbageholdt og udspurgt af marokkansk politi, men løsladt nogle timer senere. Ifølge aktivisterne blev over 70 mennesker anholdt eller såret, mens kommissionen besøgte byen, og en halv snes huse blev undersøgt og delvis ødelagt. Mohamed Abdelazis, præsident i Vestsaharas eksilregering, der befinder sig i flygtningelejrene, har flere gange sagt, at han frygter en regulær massakre på sahrawierne i den besatte del af landet, og i forbindelse med Menneskerettighedskommissionens besøg sendte han denne appel til FN's generalsekretær, Kofi Annan: »Jeg anmoder om, at De finder de nødvendige midler til gennem Minurso at garantere beskyttelse af civilbefolkningen. Situationen i den besatte del af landet er eksplosiv og uforudsigelig«, advarede han. I 1980'erne og 90'erne forsvandt hundredvis i marokkanske fængsler, og kontakten med omverdenen var nærmest ikkeeksisterende. Mange af de tidligere forsvundne blev som Fatma Ayach løsladt i 1991, men der er stadig mange, hvis skæbne der ikke er redegjort for, og ifølge Amnesty International er de skyldige aldrig blevet stillet til ansvar. I El Aaiun bliver de få udlændinge, der ikke er en del af FN-missionen, lynhurtigt opsøgt af folk, der er desperate efter at fortælle om situationen. På stranden kommer unge piger og spørger i første omgang, om man vil kigge efter deres tøj, mens de bader. Det virker underligt, at de spørger den eneste udlænding på hele stranden. Men de slår sig ned, og efter lidt smalltalk og en forklaring på, hvad man laver i dette glemte land, begynder de at fortælle om politiets tilfældige overgreb på civilbefolkningen. Hvordan de bliver mødt af slag med politiknipler, når de demonstrerer mod den marokkanske besættelse - og frustrationen over, at de bliver fuldstændig overset blandt verdens andre katastrofer. De to piger inviterer senere på sød, stærk te og sodavand derhjemme, og det meste af den store familie samles - dels fordi udenlandske gæster er sjældne, dels fordi alle ønsker at fortælle en journalist sandheden om deres land. Om hvordan marokkanerne overtager mere og mere - lokket af skattefrihed og højere løn. Hvordan de efterhånden dominerer landet, mens de lokale flygter fra undertrykkelsen og fattigdom. Da Marokko besatte landet for 30 år siden, iscenesatte den daværende kong Hassan II invasionen som Den Grønne March. 350.000 marokkanere deltog i den fredelige march, men samtidig blev de flygtende sahrawier bombet med napalm og brøndene i ørkenen forgiftet. Måneder senere fik de lov til at etablere sig i flygtningelejre i Algeriet, og her bor der stadig 160.000 sahrawier i telte og huse, der er bygget af soltørrede sten. Lejrene er veldrevne, der er hospitaler, børnehaver og småbutikker. Alle børnene går i skole, og i løbet af de første år i flygtningelejren gennemførte sahrawierne omfattende alfabetiseringsprogrammer, som betyder, at alle i dag kan læse og skrive. Der er tale om den mest veluddannede befolkning i Afrika - og mange får videregående uddannelser i Europa, Algeriet og Cuba. Bagefter vender de tilbage til ulønnet arbejde og en udsigtsløs fremtid i flygtningelejrene. Her bor bl.a. den unge kvinde Tuman Lamine, der har studeret 12 år i Italien og har europæiske paperbacks på en lille hylde i familiens hus. Hun arbejder som lærer i lejren og passer sine gamle forældre. Men noget fremtidsperspektiv har hun ikke. Lejrene ligger midt i Sahara; på et af de mest tørre og øde steder på kloden, og beboerne er fuldstændig afhængige af fødevarer og anden hjælp udefra. De første 15 år førte Polisario guerillakrig mod Marokko, og selv om det var klart, at magtforholdet var for ulige til, at guerillaen kunne vinde over den marokkanske hær, der havde over 150.000 mand alene i Vestsahara, lykkedes det at genere Marokko og erobre en del våben. I løbet af 1980'erne byggede Marokko en mere end 2.000 kilometer lang - længere end Den Kinesiske Mur - sandvold på langs ad landet. Den deler simpelt hen Vestsahara i to. Polisario kontrollerer den del, der vender mod Mauretanien og Algeriet; Marokko kontrollerer den del, der vender ud mod Atlanterhavet og kontrollerer ikke alene de rige fiskeforekomster i Atlanterhavet, men også olie og gas, der efter al sandsynlighed findes langs kysten, samt fosfat og mineraler i undergrunden. Kommunikationen til omverdenen går via flygtningelejrene. Mobiltelefoner er blevet det nyeste våben i kampen mod besættelsen. Telefoner med kamera bruges til at dokumentere den marokkanske vold, undertrykkelse og fængselsforhold, og billederne sendes til Polisarios pressecenter, hvorfra de bliver lagt på nettet. Marokko har flere gange blokeret de hjemmesider, hvor man senere kan se billederne, og der er jævnlig razziaer på netcafeerne, hvor folk kommer for at følge med i nyhederne fra deres egne byer. Sahrawierne kommer ikke til orde i marokkanske medier, og den eneste marokkanske journalist, der har forsøgt at modsige den officielle marokkanske historie, er Ali Lmrabet. Han havde tidligere været fængslet på grund af sin kritik af Marokkos Vestsaharapolitik. Marokko fastholder konsekvent, at de 160.000 sahrawier i flygtningelejrene i Algeriet slet ikke er flygtninge. De er kidnappet mod deres vilje og bliver tilbageholdt af Algeriet. Marokkos ambassadør i Danmark, Aïcha El Kabbaj, beretter, hvordan overgreb og undertrykkelse finder sted i flygtningelejren, og hvordan en demonstration til fordel for indlemmelse i Marokko er blevet slået ned af Polisario. Disse overgreb er dog aldrig blevet dokumenteret og heller ikke bekræftet af hverken Amnesty International eller andre uafhængige organisationer. Ali Lmrabet besøgte flygtningelejrene. Han beskrev dem netop som flygtninge fra det land, Marokko havde besat. I april fik Ali Lmrabet forbud mod at arbejde som journalist i ti år - og en bøde på 50.000 dirham (ca. 40.000 kr.), som han aldrig vil være i stand til at betale. Det er ikke kun opstandene og demonstrationerne i byerne, der bekymrer Kurt Mosgaard. Han er også alvorligt bange for, at krigen i ørkenen bryder ud igen - og det er hans ansvar, at det ikke sker. Når han besøger FN-observatørerne, advarer han dem og fortæller, hvordan de skal forholde sig. Det lyder ikke kun som peptalk til de cirka 20 officerer, der er på hvert teamsite, når han siger til dem, at hvis ikke de var der, ville krigen bryde ud. Han mener det, og det gør han også, når han siger, at hvis krigen bryder ud, er det ikke sjovt at være ubevæbnet observatør. »Derfor skal vi være på tæerne og holde godt øje med begge parter«, får de at vide. Han forlanger, at der i hvert af de ni områder bliver gennemført tre patruljer hvert døgn - og at der også patruljeres om natten. »Måske gør det ondt. Men når FN bruger 225 mand og 47 millioner dollar om året på at have os her, skal vi gøre en forskel«, understreger han. Risikoen er der også for, at krigen bryder ud igen ved et uheld. For øjeblikket er der ikke tegn på nogen løsning på konflikten. Polisario kræver stadig, at den folkeafstemning, der er det centrale i fredsplanen, skal holdes. Marokko nægter konsekvent at acceptere folkeafstemningen. Mens andre lande har fået deres selvstændighed, har verden vendt det blinde øje til Marokkos besættelse af Vestsahara. Senest har EU oven i købet indgået en fiskeriaftale med Marokko, der får det til at se ud, som om Europa har accepteret den illegale besættelse. I hvert fald er havet ud for Vestsahara ikke undtaget fra fiskeriaftalen. Derfor stemte blandt andet Sverige imod den. Men Danmark stemte for. FN opfordrer de to parter til at optage direkte forhandlinger, for der er ikke vilje til at presse Marokko til at acceptere den folkeafstemning, som landet selv har været med til at aftale. Men hvis konflikten ikke bliver løst på en måde, der tilgodeser sahrawierne, bliver der aldrig fred i området. »Og fred er altafgørende for udviklingen i hele Nordafrika«, siger Kurt Mosgaard, der samtidig understreger, at Vestsahara hurtigt kan blive et rigt land - dels på grund af råstofferne, dels på grund af befolkningens høje uddannelsesniveau, og endelig har det en veludbygget infrastruktur og ligger tæt på De Kanariske Øer, så udvikling af en turistindustri er nærliggende. »En udvikling af hele det vestlige Afrika er desuden en forudsætning for at dæmme op for flygtningestrømmen til Europa«, understreger Mosgaard. Han mener også, at hele FN's troværdighed står på spil, hvis ikke der kommer en tilfredsstillende løsning. Polisario har overholdt spillereglerne. Bevægelsen har aldrig anvendt - eller truet med anvendelse af - vold eller terror. Og det er svært at forestille sig, at andre folkeslag, der kæmper for selvstændighed, vil stole på FN, hvis sahrawierne ender som taberne efter 30 år i flygtningelejrene.