0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Postens pris

Ethvert barn ved, hvem der har den røde jakke på. Danskerne sætter pris på deres postbud - og mediernes stribe af anklager er en ekstra bonus.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I den seneste tid er anklagerne haglet ned over mig.

I en lind strøm beskyldes jeg for det ene og det andet, og strømmen synes at flyde af sted i sin helt egen rytme uden mål og med.

Jeg er ustabil og utroværdig, og jeg sjusker. Jeg lyver, jeg stjæler, og jeg bryder loven. Jeg har ingen respekt for min arbejdsgiver, og jeg yder ikke den rette service over for virksomhedens kunder. Jeg er blevet en rigtig skidt person, der skal have én over nakken, gerne ofte og ubehageligt.

Det er et interessant fænomen at iagttage, hvordan hvem som helst agerer skarpretter på et begreb, på et firma, på et aktieselskab med staten som hovedaktionær og tilsyneladende overser, at de støbte kugler rammer i mængdevis af enkeltpersoner.

På sin vis er det vældig lærerigt pludselig at tilhøre en gruppe mennesker, som konstant bliver skældt ud i medierne (som jeg i mit andet arbejde også er en del af). Bag kritikken ligger en lidt skjult tone af, at de da vist er lettere imbecile på den arbejdsplads. Nogle idioter, nogle tåber, nogle dummernikker. Og det gælder hele banden, fra øverste topchef til nederste diskenspringer.

Vi taler om Post Danmark. Min arbejdsplads en gang om ugen.

De seneste måneder har jeg gået med post om lørdagen, så ud over at være journalist, redaktør og bladskrædder er jeg nu også uddannet postbud - omdeler, som vi hedder internt i firmaet - og en af Post Danmarks 4.300 lørdagsafløsere med ret til at bringe breve ud i København.

Jeg har været til en skriftlig test og en samtale. Testen bestod i at tyde snørklede håndskrifter, læse indenad og finde fejl i tal- og bogstavkombinationer. En tilfredsstillende straffeattest skulle jeg også præstere, og efter 14 dages oplæring hos en af 'de faste' var jeg i besiddelse af gode kolleger, nøgler til diverse ejendomme, regntøj, fingervanter og den let genkendelige røde jakke.

Ethvert barn over 2 år ved, hvem der har den røde jakke på. Det fremgår med al ønskelig tydelighed efter få måneder i jobbet. Den røde postjakke er et særdeles stærkt brand, som enhver dansker kender. Forældre siger til deres afkom, at »Se, der kommer postbuddet«, og så jubler barnet over hele femøren. Postbuddet er tegn på noget godt, rart og positivt.

Munterheden gælder også de voksne. De står og venter i døren til rækkehuset, når de spotter mig og min okkergule cykel i gadebilledet, åbner døren og smiler: »Hej post!«.

For det er et faktum: Danskerne kan lide deres postbud og er glade for at få post. Det kan læses i ansigterne, når der ikke er. Det forventningsfulde blik dæmpes, skuffelsen males i flakkende øjne, og døren lukkes forsigtigt i.

Med stor sandsynlighed genkender de fleste danskere deres eget postbud og registrerer, når der er en ny kvinde/mand på - ja, posten. Som postbud bliver jeg mødt med velvilje og imødekommenhed.

Sådan forestillede mig nok også, at det ville være at gå med post. Sådan et lidt hyggeligt arbejde, hvor man snakkede lidt hist og pist med mennesker og løb lidt op og lidt ned ad trapper og fik lidt luft og sådan.

Sådan er det ikke kun. Det er fysisk hamrende hårdt at gå med post, og forsøger man at følge de fastansattes tempo, kommer man formentlig seriøst til skade.

Og naturligvis har jeg i medierne fra tid til anden - jævnligt - læst om klagesangen over Post Danmark. For eksempel i denne avis, som har fundet en mission i at finde - eller opfinde - hvad bagsideredaktionen selv synes er en stor sag.

Men først til det generelle klagepunkt, at posten ikke kommer ud.

Det kan jeg bevidne, at den gør. Bragt ud af mine kolleger og mig. Vi går på arbejde. Vi bringer post ud.

Før jeg cykler ud på ruten, har jeg stået op i timevis og sorteret breve. Hvert brev har jeg haft i hånden mindst tre gange. Først henter jeg brevene i bunker hos natholdet, der sorterer fra de tømte postkasser til vores distrikter. Så sætter jeg hvert brev i reolen: den og den gade nummer det og det, 1. sal til venstre, 1. sal til højre, 2. sal til venstre og så fremdeles. Et rum til hver bolig.

Når jeg har gjort det to-tre-fire timer, pakker jeg posten i de sorte lædertasker og cykler ud på distriktet. I opgangene tjekker jeg navnet på døren, og stemmer det overens med navnet på brevet, smider jeg det ind ad brevsprækken.

Jeg er overbevist om, at vi gør os umage med at få afleveret posten på rette sted. Vi ved, at det kan få vidtrækkende følger, hvis et brev afleveres forkert. Og vi har helst ikke breve med hjem, som vi har med ud. Det gælder om at få lettet læsset fra en fuldt pakket postcykel.

For det andet er der klagerne over, at posten ikke kommer rettidigt ud.

For os er der ingen gevinst i at gemme på brevene. Det vil jo blot give flere breve dagen efter. Hvis jeg har et brev med tilbage på posthuset, skal jeg undersøge, om personen er flyttet, vedvarende eller midlertidigt og hvorhen, udfylde diverse sedler, lægge brevet i rette kasse til videre ekspedition og så videre.

For det tredje er der det synspunkt, at frimærkerne ikke kan klistre og derfor falder af. En sag, som denne avis har fremført med forbløffende iver og noget nær fanatisk ildhu. I en tid, hvor hellighed ikke just synes at finde den store støtte, kan det undre, at netop en avis som Politiken lader sin bagsideredaktion og dens selvbestaltede 'Portofond' følge et sådant kald. Ud over naturligvis den ene læser, eller var det to?, som ved selvsyn har oplevet fænomenet.

Hvor mange breve går gennem mine hænder en ganske almindelig lørdag? Et kvalificeret gæt siger 600-700. På hvor mange af disse er frimærket faldet af? Endnu ikke ét. Altså nul (0).

Post Danmark har naturligvis både afprøvet og tilbagevist den formastelige sag om de faldefærdige frimærker - testet med både vand og spyt.

Det siger måske mere om Politiken end om Post Danmark, at andre medier har valgt at lade denne nøjsomme nyhed passere i tavshed.

Endelig har vi så anklagen om, at posten stjæler posten. En anklage, som Søndagsavisen blæste ud over sin forside i midten af maj. Så nu har jeg også dét hængende på mig. At jeg er med i en bande på 27.000 ansatte tyveknægte.

Det er - naturligvis - fyringsgrund at stjæle blot ét af de 1,2 milliarder breve og én af de 38 millioner pakker, Post Danmark bringer ud om året. Så skulle dét være bragt på plads.

I en pressemeddelelse oplyser Post Danmark, at der sidste år indløb 57.400 klager over bortkomne breve og pakker. Og at det svarer til 0,00463 procent af alle forsendelser.

Er det mange? Hvad er mange? Hvor stort er svindet/tyveriet fra andre arbejdspladser i andre brancher? Hvordan ser tilsvarende tal ud i forhold til en virksomheds størrelse og antal ansatte?

Både Post Danmark selv og diverse medier prøvesender med mellemrum et antal breve og tjekker, om de når frem. Post Danmark for at måle kvaliteten. Medierne for en god historie. Hvilket jeg selv har deltaget i som avischef på en landsdækkende avis.

Denne gang fulgte andre medier dog ikke op på Søndagsavis