Kulturministeren har fået en ide. Og den er go'. Nu skal mennesker med handikap have adgang til en kunstnerisk uddannelse på linje med alle os andre såkaldt helstøbte. Som et udslag af noget for noget-politikken - og i bestræbelsen på at gøre alle borgere selvforsørgende - skal der nu skabes ligeværdighed, i hvert fald på dette ene punkt: Omverdenen skal acceptere, at også mennesker med handikap kan være kunstnerisk kreative mennesker. Her, som i forhold til så meget andet for mennesker med handikap, hersker der diskrimination, på trods af at netop den del af befolkningen for et stort antals vedkommende har brugt deres hele liv på at fantasere, drømme og udvikle de musiske intelligenser. Mange voksne har helt enkelt ikke haft andet at fylde livet med i mangel af lødig skolegang og uddannelse. At spørge efter erhvervsmuligheder for denne gruppe af borgere har indtil for nylig været vansindig utopi. Men nu står den politisk på adgang til kunstnerisk uddannelse. Tillykke og tak - på den ide vil kulturministeren og regeringen uden tvivl score. Og hvorfor er jeg nu så skråsikker på det? Det er jeg, fordi jeg som tidligere rektor for Statens Teaterskole - stedet, som har ansvaret for uddannelsen af såvel vordende skuespillere, instruktører, scenografer som hele produktionssidens folk - og med den erfaring, livet ellers har givet mig både som udøvende selv og som tilskuer til al slags kreativ udfoldelse - igennem denne erfaring har jeg oplevet det kreativt-musiske som et livsvitamin, der kan løfte til glæde, til menneskelig udvikling, til selvværd - og dermed også mod til at turde springe ud i at lære. Ud i livet. Derfor jubler jeg over kulturministerens initiativ. For også mit eget liv er for mig et bevis på den mikstur, der er gjort af fantasi, af fabuleren, af musik, sang, dans og digterord. Fra barndommen har jeg været opfyldt og omgivet af kunst og kreativitet. Allerede som otteårig fik jeg udleveret et par af lykkens galocher, da jeg opnåede passerseddel til Det Kongelige Teater og blev balletelev på den mest inspirerende og disciplinerende heldagsskole, jeg kan forestille mig. Et undervisningssted med kunstnerisk udfoldelse fra tidlig morgen til, ja, sommetider midnat, prægede mig positivt for livet, fordi jeg var omgivet af en fantasi, en farverigdom, ja, en kreativitet, som udsprang fra ethvert menneske og ethvert hjørne i dette vidunderlige hus, som Det Kongelige Teater er. Her fik jeg indgivet tro på, at jeg selv kunne blive kunstner engang. Jeg kunne unde ethvert barn at modtage en så frydefuld bagage til livsrejsen. Senere, som rektor for teaterkunstens uddannelser, blev jeg medlem af udviklingsrådet nedsat af Bertel Haarder; et råd, som uddelte fire millioner på fire år til forsøgsprojekter i folkeskolen. Her kom jeg til at genopleve, hvilken betydning den kunstnerisk-kreative ballast kan have hos børn. På den socialt hårdt belastede Tingbjergskole i København var der eksempelvis en lille overvægtig pige, som altid var udsat for mobning fra kammerater. Men da klassen som forsøg fik tildelt dramatimer hver eneste dag, fik hun selvværd, ja, så meget mod, at hun også turde præstere i alle de mere statusgivende fag; hendes selvværd smittede hele vejen rundt. Hun 'voksede', fordi netop hun havde det, der kaldes kreativ intelligens. Det viste sig, at hun var den mest fantasifulde i klassen og fik pludselig respekt fra alle og var ikke længere udenfor. At fremdyrke det musiske giver ikke i sig selv viden, nej, selvfølgelig gør det ikke det, men det at udvikle de kreative intelligenser, det gør mennesket modtageligt for viden. Det musiske gøder nøjagtig på samme måde, som gødning til udpint land gør jorden frugtbar og modtagelig igen. Den lille pige lærte ikke at læse og regne af sin musiske udfoldelse, nej, men hun fik selvværd og mod til at turde tro på, at også hun kunne blive god til at lære eksakt viden. Hun gik i gang. Hun blomstrede og groede. Det er en sådan slags frugtbarhed, alt det musiske evner at give. Samme slags kreative gods stod sin prøve, da jeg senere oplevede asociale og af alle autoriteter kasserede gadebørn i udviklingslandene, narkomaner på 6-7 år og voldtagne småbørn rette sig, få selvværd og tro gennem teaterprojekter, hvor de blev trænet i at synge, danse og musicere. De spillede deres liv frem til en renselse. De spillede sig frem til mod, glæde, tro og håb. Til resocialisering til gavn for samfundet. Selv er jeg protektor for de langtidsindsattes fangekor i Vridsløselille Statsfængsel. Fangerne har gennem måneder trænet med deres entusiastiske organist, Louise Adrian, og dette har nu ført til en cd-udgivelse af blandt andet egne kompositioner og tekster, hvor overskuddet går til Børns Vilkår. Igennem dette musiske projekt har fangerne fået mod og tro på, at de kan betyde noget for andre, at deres liv ikke er forgæves. Den indbyrdes nedgørelse er svækket, solidariteten indbyrdes vokset på grund af denne, skal vi kalde det sjælsgødning. Der er kommet ny ånd bag tremmerne. En særlig ånd hersker også på Egmont Højskolen i Hov hos ildmennesket, forstander Ole Lauth. Her er mennesker med alle slags handikap elever sammen med normalt fungerende unge, som får en mindre løn for at hjælpe de handikappede elever i fritiden, samtidig med at de selv er elever på skolen. Her opnås den helt nødvendige integration af alle slags mennesker, og de unge minus handikap bliver bevidste om, hvor let deres eget liv lykkeligvis er i forhold til deres mere udsatte kammeraters. Sådan en social værnepligt giver indsigt og burde aftjenes af alle unge til gavn for sammenhængskraften og solidariteten i vores samfund. Min søn Tomas, 40 år, født normal, men skadet af en kighostevaccination i sit første leveår, min søn, som ikke turde udvikle sig i årevis på grund af mangel på selvværd og en tro på ham fra omverdenens side - en omverden, som indtil for nylig har betragtet ham som idiot, fordi han ikke har noget talesprog - han er nu de sidste to-tre år gået ind i en udvikling, efter at jeg har fået ham slidt ud af institutionaliseringens jerngreb og ind på Egmont Højskolen. Tomas er dagen lang i dette kreative højskolemiljø omgivet og undervist af fantasifulde, iderige lærere, som giver ham og alle de andre elever tro på sig selv og nyt mod til at bruge deres mange slags intelligenser optimalt. Min søn er ved at få mod til at leve. Til at turde lyse. Vi er en del mennesker i undervisningens og kunstens verden, som i årevis har prøvet på at oplyse politikerne om, hvor livgivende det kreative-kunstneriske moment er for børn og voksne, men desværre uden større held. Og nu ser det da ud til at gå helt galt for de kommende generationer med den støvsugning af alt det musiske, som suges ud af folkeskolens skema. Dette sker, på trods af at internationalt anerkendte forskere som Richard Florida og Howard Gardner på baggrund af omfangsrige undersøgelser og stort bevismateriale forsøger at overbevise om, hvor vigtig en satsning på alt det musiske er, hvis vi skal vokse op til kærlige, kreative mennesker. Personligt er det for mig en opmuntring at kende følgende statement fra Howard Gardner: »Det er af allerstørste betydning, at vi erkender og plejer alle de forskellige menneskelige intelligenser og alle kombinationer af disse intelligenser. Vi er alle så forskellige. Erkender vi det, tror jeg, at vi i det mindste har en bedre chance for at håndtere de mange problemer, vi står over for i verden, på en passende måde. Hvis vi kan mobilisere spektret af menneskelige evner, vil mennesker få det bedre med sig selv og føle sig mere kompetente; kan vi mobilisere hele rækken af menneskelige intelligenser og forene dem i en etisk sammenhæng, kan vi måske være med til at øge sandsynligheden for at overleve på denne planet«. Så vidt psykologen Howard Gardner. Og jeg er så enig. Ikke mindst for mennesker med handikap er dette vidnesbyrd naturligvis afgørende vigtigt, og, som sagt, jeg har set denne menneskelige frugtbargørelse ske i så mange sammenhænge i praksis. Naturligvis også, da jeg som skuespiller fra det etablerede teater blev rektor for Statens Teaterskole. Talentfulde, men meget ofte knudrede, frygtsomme, generte mennesker kom ind på skolen. Ind i en branche, hvor jeg kan forsikre, at konkurrencen er uhyggelig hård, fordi man konkurrerer på eget sind, på egen personlighed. Det fag er virkelig en udfordring for ens selvværd. Men da disse unge gennem fire år på skolen lærte at bruge deres følelser, deres fantasi, deres kroppe og stemmer optimalt, da de fik givet mod til at bruge deres hele jeg som værktøj i et samarbejde, hvor man lærer at sige ja til hinanden, aldrig nej - at være storladen og positiv i stedet for smålig og negativ og hårdt konkurrerende - ja, så forandrede disse unge sig mirakuløst og indgik efterhånden i et solidarisk fællesskab, hvor der vel at mærke også er plads til alt det individuelle, til al originaliteten. Til det enestående talent. Man lærte at give hinanden plads og støtte, så alle udviklede sig til unikke personligheder. Et resultat, der jo tydeligt ses i nutidens danske film, hvor ikke bare instruktørerne har international succes, men sandelig også vore unge skuespillere. Statens Teaterskole er det mest udviklende og kærlighedsfulde miljø, jeg i min karriere har været en del af. Årene på skolen blev min efteruddannelse, kunstnerisk som menneskeligt. Ud fra erfaringerne fra årene dér tillader jeg mig at være totalt skråsikker på, at en kreativ-kunstnerisk uddannelse også for mennesker med enhver slags handikap vil føre mange ind i en epokegørende personlig udvikling, ikke bare til glæde for det enkelte menneske selv, men sandelig også for samfundet, som tydeligt viser afmagt i sine løsninger i at støtte vore svageste til en udvikling ud i samfundet. Netop teatrets ramme er uovertruffen til at udvikle alle de forskellige slags intelligenser, som vi mennesker besidder, fordi: Teatret er fællesskabets kunstart, disciplinens og selvdisciplinens - det er den sociale kunstart - alle implicerede er ligeværdige i teatrets processer. Alle og alt kan bruges. Ingen kan undværes. Teater er i stand til at rumme alle musiske fag og linjer - musikken, sangen, dansen, kroppens udfoldelse, tegningen og maleriet, alt kunsthåndværket, at sy kostumer, sætte lys, lave lyd, at bygge scenografi, være administrativ osv. Alle de uddannelser, som der i øvrigt er brug for i vores samfund. Og så er teatret ikke mindst rammen for tanken, bevidstheden, at kunne udtrykke sig i ord; det talte som det skrevne. Eller måske bare med øjnene. At kunne nå verden. Teater skaber synlighed. Alle kan og skal naturligvis ikke ind i det professionelle teaters verden, vorherre bevare mig vel. Men alle kan gennem kurser opnå inspiration og et mod, som er en mangelvare, hvis man fra barn har været anbragt i den vitaminfattige institutionslage og som voksen oplever sig selv opbevaret som dåsekonservesmenneske i et livslangt handikap. En musisk udfoldelsesmulighed kan blive begyndelsen til netop den selvhjulpenhed, som man efterlyser politisk, så mange flere skrøbelige mennesker får mulighed for at påtage sig arbejde i forskellige kategorier og med forskellige sværhedsgrader og dermed bidrage til samfundet. Ved at få lov til at udfolde sig i glæde kommer mennesker i harmoni med sig selv og bliver enklere og mindre belastende at hjælpe for omverdenen. Også pædagogerne kan tilbydes kurser på et sådant kunstnerisk uddannelsessted som en hårdt tiltrængt overbygning på den, for mig at se, nuværende mangelfulde og overfladiske uddannelse, som med rette har lavstatus og derfor også er alt for ringe aflønnet i forhold til det hårde arbejde, det er at være hjælper for skrøbelige mennesker. Indførelse i at turde bruge fantasien, følelserne, indlevelsen over for patienter, brugere og klienter i al slags forsorg vil skabe underværker i et alt for ofte gråt og glædesløst institutionsliv. Nogle mennesker med handikap vil naturligvis have så meget talent, at de kan uddanne sig til professionelle kunstnere. Det skal ske gennem optagelsesprøve til et eget uddannelsessted; helt på linje med de prøver, der skal bestås til de nuværende uddannelsessteder. Et eksempel på bevægende og anderledes teater eksisterer allerede ude i verden for mennesker med døvhed som handikap. Den enkeltes handikap forvandles til den enkeltes styrke. Kunne vi danskere som de første skabe et teaterensemble for mennesker på tværs af handikap, så kunne vi skabe et grænseoverskridende mangfoldighedens teater fuldt af poesi, originalitet og anderledeshed gennem alle de kunstnersjæle, som naturligvis også findes blandt mennesker med handikap. Det ville være fantastisk og unikt og den optimale udnyttelse af al slags intelligens. Det ville blive et glædesfællesskab, som Danmark vitterlig kunne markere sig ved ude i verden, som vi allerede gør det med handikapidrætten. For slet ikke at tale om vores dogmefilm. Hvilken frugtbar ide har kulturministeren ikke fået her. Den må da både de radikale med deres nye tro på det kreative menneske - Socialdemokraterne, som altid har villet sikre alle lige muligheder for at deltage i kulturen - og naturligvis ikke mindst SF'ere og Enhedsgarden, som jo er født med kreative græsrødder, kunne stemme for. Altså en sjælden enighed omkring et kvantespring frem for handikapfolket kunne endegyldigt effektueres - væk fra lidt af diskriminationen. Og er det egentlig for meget at bede om i forhold til alle de uddannelsesgrene, som vi andre såkaldt normaltfungerende har til rådighed at vælge imellem?