Efter hjemmestyrets indførelse i Grønland i 1979 har man ændret flere af den gamle kolonitids navne, især på vestkysten. Godthåb er blevet til Nuuk, Egedesminde til Aasiaat, Jakobshavn til Ilulissat og så videre. Fra dansk side har man mere eller mindre accepteret disse ændringer, til trods for at der flere steder faktisk aldrig har boet eskimoer, hvor man anlagde byerne. Helt galt er det f.eks. med Scoresbysund på Grønlands østkyst, der i dag hedder Ittoqqortoormiit, som betyder 'stedet hvor der er mange huse'. Det er Grønlands yngste by, anlagt af polarforskeren Ejnar Mikkelsen i 1925. Han fik den storartede ide at flytte 70 mennesker herop fra Ammassalik, fordi fangstmulighederne i verdens største fjord var langt bedre. På grund af vanskelige isforhold kom skibet 'Gustav Holm' ikke frem som planlagt til den gamle eskimoboplads ved Kap Hope. I stedet fandt Mikkelsen en stenet bugt tæt ved yderkysten. Her var en stor elv, som var vigtig for en ny by, men eskimoer havde der aldrig boet. Andre navne har hjemmestyret ændret på gennem tiderne, sidst den berømte ø Ile de France ud for Nordøstgrønlands kyst. Den hedder nu Prins Henriks Ø. Det var en fødselsdagsgave til prinsen! For alle, som kender til Øst- og Nordøstgrønlands historie, er netop disse to navneændringer, Ittoqqortoormiit og Prins Henriks Ø, meget svære at forstå meningen med. Man kan frygte, at navne som Kap Tordenskjold, Kap Tycho Brahe, Kap H.N. Andersen eller f.eks. Kap Rigsdagen en dag undergår samme skæbne. Det vil ikke være klogt. Nogle af disse navne er omgærdet af en særlig magi, og hvis den forsvinder, så mister ikke alene Danmark, men især Grønland en meget væsentlig del af sin historie. F.eks. er det lidt kedelige navn Kap Rigsdagen af særlig betydning. Selve lokaliteten er ret uanselig. Den består blot af en lille lav, stenet grusbunke, placeret mellem to store fjorde, Independence Fjord i nord og Danmark Fjord i syd. Modsat f.eks. Kap Tycho Brahe, som er et imponerende 1.000 meter højt lodret fjeld, der danner en majestætisk indsejling til den smukke Sermelik Fjord, lige syd for Ammassalik. Jeg har været på de to kap flere gange på mine kajakekspeditioner. For et par år siden havde jeg en dramatisk oplevelse ud for Kap Tycho Brahe. Vejret var smukt, det var varmt, så jeg roede op på en isflage for at tage noget tøj af. Da jeg skulle tilbage i havet, satte jeg mig i kajakken, som lå et par meter inde på isflagen. Pludselig lød et brag, og i næste sekund befandt jeg mig imellem isflagerne i det iskolde hav. Heldigvis var der kun nogle få meter ind til resten af den flage, jeg forinden havde stået på. Efter at jeg havde flået tøjet af, vredet det fri for vand og fået det på igen, opdagede jeg, hvad der egentlig var sket. Flagen var knækket midt over med et knivskarpt, lodret snit! Det var en gammel tidevandsrevne, som i vinterens løb var frosset sammen. Da jeg satte mig i kajakken, havde belastningen været tilstrækkelig til, at den var knækket midt over. Bag det hele lå det imponerende Kap Tycho Brahe og dannede en dramatisk kulisse for den mærkværdige hændelse. Den iskolde oplevelse ud for Kap Tycho Brahe glemmer jeg aldrig, kappet er i øvrigt navngivet af Gustav Holm på den berømte konebådsekspedition op langs Grønlands sydøstkyst i 1884. Derimod er Kap Rigsdagen et mytisk sted og indeholder dramatik af helt andre dimensioner. For det var netop her, på den lave stenbunke, at der blev skrevet dansk og grønlandsk historie af stor betydning. Det var under den legendariske Danmark Ekspedition, som afrejste med skibet 'Danmark' for netop 100 år siden, 24. juni 1906 med kurs mod Nordøstgrønland. Ekspeditionen bestod af 28 mand, heriblandt tre grønlændere og lederen, journalisten Ludvig Mylius-Erichsen. Ekspeditionen havde to store opgaver: at kortlægge den nordøstligste kyststrækning af Grønland samt at undersøge, om verdens nordligste landområde, Peary Island, var adskilt fra resten af Grønland af den såkaldte Pearykanal, som polarforskeren Robert Peary havde proklameret i 1892. Sidste gang, jeg var på Kap Rigsdagen, var i 1999. Min rejsekammerat, Frederik Jacobi, og jeg kom dertil efter otte dages helvede ude i Danmark Fjorden, hvor vi havde gået i en knæhøj snesump, en blanding af vand og sne. Det var 27. juni, en måned senere end det historiske møde fandt sted mellem '1. slædehold' bestående af kartografen Høeg Hagen, grønlænderen Jørgen Brønlund og ekspeditionens leder, Ludvig Mylius-Erichsen, og '2. slædehold', som bestod af maleren Aage Bertelsen, grønlænderen Tobias Gabrielsen og kartografen J.P. Koch. De to slædehold havde kørt 600 kilometer fra Danmarkshavn op til Nordostrundingen, hvor de skiltes 1. maj 1907 for hver især at løse ekspeditionens to hovedopgaver. 1. slædehold (Mylius-Erichsen) kørte mod sydvest og kom ned i en ukendt fjord, som de kaldte Danmark Fjord. 2. slædehold (J.P. Koch) fulgte yderkysten i nordvest, ankom til Peary Lands østkyst og fik kortlagt strækningen op til Kap Bridgman. De havde således fuldført deres opgave, og det grønlandskort, som vi kender i dag, var ekspeditionens ene vigtige resultat. På tilbagerejsen kørte 2. slædehold mod Kap Rigsdagen (som de ikke kendte til), hvor de 27. maj 1907 'tilfældigt' mødte Mylius-Erichsens hold. J.P. Koch var naturligvis meget glad for holdets succes, derimod kunne Mylius-Erichsen blot berette, at han ikke havde løst sin opgave - han var kørt forkert! Det har ikke været let at være leder af den store nationale ekspedition med 28 mand og en tidshorisont på 2-3 år, at stå her et år efter afrejsen fra København. Herfra var han kun nogle få dagsrejser fra det egentlige mål. Samtidig måtte han erkende, at ekspeditionens næstkommanderende, J.P. Koch, havde haft succes, og hvordan kunne han overhovedet komme tilbage til resten af ekspeditionen, uden at det ville blive opfattet som et stort nederlag? Problemet var ganske enkelt, at tiden var forpasset, foråret var i fuld gang, og snart ville tøbruddet sætte ind, hvilket kunne betyde, at de måtte 'oversomre', med den store risiko dette indebar. De to slædehold blev da også enige om, at de den følgende dag måtte køre tilbage, men om natten gik Mylius-Erichsen og Høeg Hagen længere op på kappet og så herfra ind i Independence Fjord. Næste morgen havde Mylius-Erichsen ændret mening. Han ville ikke vende tilbage uden store resultater. Det kan måske forekomme besynderligt, men for at forstå hans handling må man huske, at der nu var forløbet et helt år i Grønland med slidsomme forberedelser og slæderejser. Hertil kom alt for mange kontroverser deltagerne imellem. Først og fremmest mellem Mylius-Erichsen og skibets kaptajn, Alf Trolle. Allerede på sejladsen op gennem Kattegat blev de to så uenige om, hvem der havde ledelsen på skibet, at de fremover kun korresponderede med hinanden - det er kimen til en katastrofe på enhver polarekspedition (Hall, André, Scott, m.fl.). Hertil kom Mylius-Erichsens stridbare, ambitiøse og ikke mindst ubeslutsomme sind. Han kunne simpelthen ikke bære endnu et stort nederlag. Mylius-Erichsen fortalte J.P. Koch om sin beslutning. Han ville bruge »et par dage« på at køre ind mod Pearykanalen for derefter at følge efter 2. slædehold. Koch var klar over risikoen, så han foreslog, at de på slæderejsen tilbage ikke benyttede depoterne langs yderkysten, dem kunne Mylius-Erichsens hold støtte sig til og derved spare kostbar tid på jagt. Hvad de to grønlændere bemærkede, ved vi ikke, for de kom ikke med på råd, men der findes en kort bemærkning, hvor Jørgen Brønlund spurgte Tobias, om han havde nogle »synåle«. Heri lå en skæbnesvanger historie. Sandsynligvis måtte de oversomre, og deres kamikker ville blive slidt i stykker, og det kunne give problemer med forfrysninger, når det igen blev vinter, og så videre. De to slædehold skilles på Kap Rigsdagen - for siden aldrig at mødes. Koch, Bertelsen og Tobias nåede tilbage til skibet efter store problemer med åbent hav og tøbrud. Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund kørte mod vest ind i den smukke Independence Fjord. Et betagende syn, hvor indlandsisens glinsende bræer mod syd skyder sig ned i fjorden, og hvor Peary Lands okkerfarvede, ørkenagtige bjerge rejser sig mod nord. For Mylius-Erichsen må det have været, som da Odysseus hørte sirenernes sang, blot med den forskel, at hans kammerater 'glemte' at fastsurre ham på slæden og tage bind for øjnene - de blev alle tre forhekset af Peary Lands skønhed. De nåede næsten bunden af Independence Fjord, og de opdagede, at 'Pearykanalen' ikke eksisterede, men at Peary Land var landfast med resten af Grønland. De få dage blev til 14, og da de kom tilbage til Kap Rigsdagen, blev de fanget af sommerens tøbrud, kunne ikke fortsætte og måtte oversomre. På skibet i Danmarkshavn blev man hurtigt klar over, at Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund var blevet fanget af sommerens tøbrud. Efterhånden som vinteren skred frem, blev man mere og mere urolige. Man sendte hjælpeslæder nordpå, og 17. oktober nåede de helt op til Mallemukfjeldet, hvor der var åbent hav, og hvortil alle depoterne var urørte. Ved juletid var alle klar over, at der nu var indtruffet en katastrofe. Først 9. marts 1908 kunne det lade sig gøre at fortsætte eftersøgningen. Det blev de to bedste på Danmark Ekspeditionen, Koch og Tobias Gabrielsen, der skulle foretage den farlige rejse. I et forrygende tempo og efter blot ni rejsedage nåede de frem til femte depot på Lambert Land, hvor de fandt Jørgen Brønlund begravet i en grotte, han delvis havde lukket. På Brønlunds lig fandt J.P. Koch Brønlunds dagbog og nogle få kortskitser, dog intet om, at 'Pearykanalen' ikke eksisterede. I dagbogen havde Brønlund bl.a. skrevet sit berømte 'testamente': Omkom 79 Fjorden efter Forsøg Hjemrejse over Indlandsisen, i November Maaned jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og kunde ikke videre af forfrosninger i Fødderne, og af mørket.(Aarsagen) andres Lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 21/2 Mil) Hagen døde 15 November og Mylius omtrent 10 Dage efter.
Jørgen Brønlund J.P. Koch forsøgte at lede efter Mylius-Erichsen og Høeg Hagen, men vinterens sne havde dækket »alle spor«, som han senere forklarede. Ekspeditionen kom til København 23. august 1908, hvor der snart opstod en masse rygter om, hvad der egentlig var hændt. På den baggrund rejste Ejnar Mikkelsen året efter i 1909 med skibet 'Alabama' og stævnede ind på øen Shannon, 200 kilometer syd for Danmarkshavn. Han ville gøre et forsøg på at finde Mylius-Erichsens og Høeg Hagens dagbøger. I november nåede Mikkelsen op til Brønlunds grav, men fandt ingen nye oplysninger. Det følgende forår rejste Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen op på indlandsisen for så at sige at gå baglæns i historien. De kom ned i bunden af Danmark Fjord og fandt to vardeberetninger. Den første var dateret 12. september 1907 og fortalte, at Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund, nu da isen på Danmark Fjorden var sikker, ville rejse op nordpå til yderkysten, følge den sydover og støtte sig på depoterne. Den anden vardeberetning, som Mikkelsen og Iversen fandt, var dateret 8. august 1907 ved den såkaldte sommerboplads. Her stod bl.a., at 'Pearykanalen' ikke eksisterede. Det forvirrede dem, og da de kom frem til Kap Rigsdagen, besluttede Mikkelsen og Iversen at gå øst over Danmark Fjord for at følge yderkysten tilbage. Men også de blev fanget af sommerens tøbrud, men i modsætning til Mylius-Erichsen kom Mikkelsen og Iversen på uforklarlig vis igennem. Rejsen ned langs Grønlands nordlige østkyst er en af de mest dramatiske, der er foretaget i polarforskningens historie. At de overlevede, er i virkeligheden ubegribeligt - en fantastisk beretning, som Ejnar Mikkelsen senere skrev i bogen 'Tre år på Grønlands østkyst'. Den næste, der runder Kap Rigsdagen, er Knud Rasmussen på Den Første Thule Ekspedition i 1912. Han var ikke med på Danmark Ekspeditionen. Mylius-Erichsen kunne ikke forestille sig at tage sin værste konkurrent med på sit livsprojekt. De to havde fået rigeligt af hinanden på Den Litterære Grønlandsekspedition fra 1902-1904. Knud Rasmussen krydsede indlandsisen fra Thule sammen med Peter Freuchen og to polareskimoer. De kom til bunden af Danmark Fjord, hvor de fandt to 'tomme varder', fordi Mikkelsen havde glemt at lægge nye beretninger. Peter Freuchen kunne se, at de var bygget af Mylius-Erichsen, fordi han var deltager på Danmark Ekspeditionen. Da Knud Rasmussen ankom til Kap Rigsdagen, gjorde han kort proces. At køre mod øst ned langs yderkysten ville være meget risikabelt, fordi der først var mennesker ved Ammassalik. Det kunne jo også være, at Mikkelsen og Iversen var taget gennem 'Pearykanalen' vestover. Knud Rasmussen kørte ind til bunden af Independence Fjord og opdagede, at 'Pearykanalen' ikke eksisterede. Det mærkelige er imidlertid, at de ikke opdagede, at der stod en varde i bunden af fjorden. Især når de to polareskimoer undervejs op gennem Danmark Fjord havde sporet vildt de mest umulige steder. Det kunne jo også tænkes, at Knud Rasmussen opdagede varden og vidste, at den kun kunne være bygget af Mylius-Erichsen, og at der stod, at 'Pearykanalen' ikke eksisterede. Det blev således Knud Rasmussen, der kom hjem med den store nyhed om 'Pearykanalen', og ikke Mylius-Erichsen - han blev deroppe. Den sidste af de store gamle polarforskere, der runder Kap Rigsdagen, er Lauge Koch på Jubilæumsekspeditionen i 1921. På lang afstand fandt han Mylius-Erichsens varde, hvori der bl.a. stod, at 'Pearykanalen' ikke eksisterede. For Lauge Koch var det afgørende at kunne dokumentere, at Mylius-Erichsen havde været der før Knud Rasmussen, og at det var meget let at finde varden. Det hele er i virkeligheden et indviklet drama, som begyndte i 1902 under Den Litterære Grønlandsekspedition og først sluttede i 1921, da Lauge Koch forsøgte at sætte punktum for historien - men Kap Rigsdagen og myten om, hvad der hændte de tre på Danmark Ekspeditionen, lever forhåbentlig videre.