Ethvert stort forfatterskab skal læses på ny, hvis det stadig skal have noget at sige samtidens læsere. Det gælder også Villy Sørensens forfatterskab. Det er nødvendigt at læse Villy Sørensen ud af den kulturradikale tradition, han som regel bliver forbundet med. For bliver man ved med at forstå forfatterskabet på den måde, så har man også låst det fast i en snæver periode, som vi er nået ud over i dag. Det er nærmest blevet et dogme i dansk litteraturhistorie, at Villy Sørensen er en ny-radikal forfatter, der viderefører den oprindelige kulturradikalisme, der blev repræsenteret af personer som Poul Henningsen og Sven Møller Kristensen. Men som jeg skal vise, geråder Villy Sørensen selv ud i en polemik med disse kulturradikale forfattere. Den historie i dansk litteratur er nærmest blevet fortrængt. Ja, det er endda muligt at sætte spørgsmålstegn ved, om Villy Sørensen hører til i den ny-radikale tradition på samme måde som blandt andre Torben Brostrøm og Klaus Rifbjerg. Alligevel er der noget om snakken. Et stykke hen ad vejen er Villy Sørensen en slags kulturradikal, der i sit forfatterskab formulerer tanker, som er bundet til en bestemt tid og et bestemt kunstsyn. Men det gælder kun en lille del af forfatterskabet, nemlig de politiske og pædagogiske skrifter. Især i midten af 1960'erne bidrager Villy Sørensen til at formulere en kulturradikal kulturpolitik. Målet er at legitimere velfærdsstatens støtte til kunst. Altså det, der siden udmunder i Kunstfonden. Det indebærer en meget opbyggelig tanke om, at ethvert individ kan og skal modnes til at blive en myndig borger, som er i stand til at deltage i den demokratiske proces. Det kræver blot, at individet får bearbejdet sit følelsesliv. Her får kunsten en terapeutisk funktion: Den kalder de uforløste traumer frem - derfor er kunsten 'ubehagelig' og 'upopulær' - og giver individet mulighed for at frigøre sig fra dem ved at se dem i øjnene. Det er klassisk freudiansk tankegods, i hvert fald filtreret gennem den kulturradikale model. Men dette kulturpolitiske og litteraturpædagogiske element udgør trods alt kun en lille del af Villy Sørensens forfatterskab - og efter min mening altså også en bedaget del. Ser man nærmere på Villy Sørensens litterære kritik, især i bogen 'Digtere og dæmoner' fra 1959, er grundtanken en anden. Her udfoldes en mere pessimistisk og mindre opbyggelig essayistik. Det skyldes blandt andet, at Villy Sørensen opererer med et realistisk menneskesyn. I kulturradikalismens frigørelsesprojekt er der indbygget et element af 'hygiejne', som kritikeren Poul Vad har kaldt det. Det er en forestilling om, at man relativt uproblematisk kan sanere tilværelsen og uddrive alt det dæmoniske og irrationelle. Når man har gjort det, vil det sande, autentiske menneske træde frem. Og det er et harmonisk menneske, frigjort fra traditionens og religionens bindinger og den undertrykkende seksualmoral. Disse opbyggelige tanker forudsætter, at mennesket i bund og grund er godt af natur og blot fordærvet af miljøet. Men Villy Sørensen er mere skeptisk. En central forestilling i hans forfatterskab overhovedet er nemlig en art forestilling om arvesynd. Villy Sørensen kalder det 'faldet'. Faldet er simpelthen et grundlæggende vilkår, der bestemmer erfaringens karakter, som han skriver i 'Digtere og dæmoner'. Det må have været - og har også været - til stor forargelse for mange kulturradikale forfattere, at en moderne oplyst forfatter taler om noget så anakronistisk som et 'fald', hvor mennesket bliver ubodeligt splittet. Villy Sørensen har i sin litterære kritik et skarpt blik for netop den dæmoni og ironiske kulde, som både præger hans egne noveller og de romaner, han analyserer. Om den tyske forfatter Thomas Manns nihilistiske alderdomsværk skriver Villy Sørensen i sin dagbog omkring 1950: »Jeg har læst 'Doktor Faustus' til ende, og jeg føler, at mit liv er til ende!«. Den følelse får han også formidlet i sin litteraturkritik. 'Doktor Faustus' er en roman om en kunstner, der må give afkald på kærligheden, hvis han skal skabe kunst. Det er bundløst og samtidig stor kunst (bare ikke den største form for kunst ifølge Sørensen, men det er en anden sag). Villy Sørensen vender sig også direkte imod kulturradikalismen. I sin artikel sidst i essaysamlingen 'Hverken-eller' fra 1961 kritiserer Villy Sørensen det, han kalder kulturradikalismens optimistiske humanisme, fremskridtstro og teknikbegejstring. Kulturradikalismen er en forenkling, og derfor kan Villy Sørensen ikke bruge den til noget - konstaterer han altså allerede i starten af tresserne. Men hvad der tilsyneladende er mindst lige så overraskende, er, at Villy Sørensen i den samme artikel knytter an til den hereticanske bevægelse. Altså den bevægelse, der fik mæle i tidsskriftet Heretica i de tidlige efterkrigsår, og som de kulturradikale stemplede som en bagudskuende bevægelse, der sværmede for kunst og metafysik. Villy Sørensen skriver i sit hverken-eller-essay i hereticansk ånd, at det er vigtigt at bevare forbindelsen med de kunstneriske og religiøse symboler, som menneskets følelsesliv og dybeste erkendelse udtrykker sig igennem. Tilsvarende skriver han, at det materielle fremskridt ikke er et mål i sig selv, men kun et middel. Underforstået: som en optimistisk social bevægelse har kulturradikalismen udspillet sin rolle. Hvor de kulturradikale agiterede for et bredt positivt reformprogram med præcise punkter (nye boliger, ny seksualmoral, ny pædagogik osv.), er Villy Sørensens hverken-eller-kritik - vurderet fra et progressivt kulturradikalt synspunkt - afmægtigt. I 'Hverken-eller' når Villy Sørensen heller ikke frem til en forestilling om, at man kan forløses fra de psykiske og sociale traumer. Hans tidligt udviklede tanke om 'faldet' dementerer jo også en sådan idealisme. Sørensen vender sig ikke blot imod kulturradikalismen som ideologi, men også imod konkrete repræsentanter for ideologien. Det gælder ikke mindst Poul Henningsen, hvilket nok vil overraske mange, der gerne vil se en ubrudt radikal linje fra Brandes over PH til netop Villy Sørensen. I tidsskriftet Vindrosen, som Villy Sørensen en overgang i starten af tresserne redigerede sammen med Klaus Rifbjerg, polemiserer Sørensen imod PH's anstrengte forhold til kulturarven. Ifølge PH kan vi vanskeligt gøre nyttig brug af den kulturelle arv i en fremskreden moderne tidsalder. De overleverede kunstværker reducerer PH nærmest til en art hengemt kitsch. For eksempel opfatter PH Goethes klassiker 'Den unge Werthers lidelser' som livtag med en gammeldags seksualmoral, der forhindrer de unge elskende i at få hinanden. Men de problemer har mennesker ikke i en moderne epoke, og derfor er bogen blevet banaliseret af moderne kunst. Men Villy Sørensen så ikke bare Goethes bog som et opgør med datidens seksualmoral. Kunst er andet og mere end tidsåndens udtrykte billede, debatindlæg eller nyttige brugsanvisninger på et bedre og mere oplyst liv. Villy Sørensen har i det hele taget et langt mere frugtbart forhold til traditionen og historien end de kulturradikale og i øvrigt også en bedre forståelse for de indsigter, der gemmer sig i det gamle mytiske og religiøse stof. På omtrent samme tid som Villy Sørensen polemiserede med PH, genudgav han Kierkegaards dybsindige bog om det dæmoniske, 'Begrebet Angest'. Imens spurgte PH meget indigneret: Hvad skal vi med Søren Kierkegaards samlede værker? Det er jo håbløst med religiøs dogmatik og alt det gamle irrationelle ragelse. Lad os få ryddet op og få lys over land, friluftsliv og kropslig udfoldelse i stedet. Hvad så med makkerparret Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg - VillyRiffen? De er jo hyppigt gjort til to alen af samme stykke i dansk litteraturhistorie. Men også det er helt forkert. De er - også som typer - meget forskellige. Klaus Rifbjerg går f.eks. aktivt ind i massemedierne og bruger dem samt sin egen privatperson i sin kunst. Han laver radio og film, skriver revyer og er her og der og alle vegne. Villy Sørensen unddrager sig offentligheden i langt højere grad. Han er den yderst blufærdige enspænder, der har renset det private, biografiske materiale fra sit værk. Klaus Rifbjerg er en sand arvtager til kulturradikalismen i PH's forstand. Klaus Rifbjerg skrev i 2001 essayet 'Med højt humør og løftet hale' i antologien 'Den kulturradikale udfordring'. Her formulerer han en kulturoptimisme og idiosynkratisk modvilje imod kongehus, snerperi, militarisme og meget andet. Denne praktiske optimisme og kritik af stivnede strukturer, der hæmmer det levende liv, er typisk for kulturradikalismen. Hos Sørensen sker der derimod en vending mod en absurd og pessimistisk afmagtsfølelse. Det kommer tydeligst til udtryk i novellerne, der med meget få undtagelser har en tragisk udgang. En skikkelse, der måske bedst kan belyse forskellen mellem kulturradikalismen og Villy Sørensen, er litteraten Sven Møller Kristensen. Han skriver i bogen 'Litteratursociologiske essays' om nødvendigheden af at politisere kunsten og stille den i progressive bevægelsers tjeneste. Kulturradikalismen er jo overvejende pragmatisk indstillet og derfor interesseret i det foranderlige, i det, mennesker kan ændre til det bedre. Denne indstilling er baseret på en marxistisk historiefilosofi, hvor man mener at kunne skabe fremtiden som et rationelt projekt og endegyldigt lægge fortiden bag sig. Derfor skriver Sven Møller Kristensen med foragt om Villy Sørensens optagethed af myter. Myterne taler nemlig sandt til alle tider, netop fordi menneskesindet ikke forandrer sig så meget som verdenssituationen, som Villy Sørensen anfører et sted. Myterne opfattes som historisk almene i den forstand, at de er en fælles energikilde, som den oplyste progressive tanke har en tendens til at lægge bag sig. Der findes derimod en slags dybdeerindring hos Villy Sørensen, en enorm historisk bevidsthed. Samt en vilje til at skærme kunsten imod udvendig politiserende misbrug, som det f.eks. sker i socialrealismen. Når de kulturradikale er så vagtsomme over for omgangen med det mytiske, skyldes det selvfølgelig også, at myterne i efterkrigstiden var kompromitteret af nazismen. Nazismen var jo selv en pseudomytologi, bygget op om nordisk mytologi og forestillinger om fald og genopstandelse i et kommende Tusindårsrige. Men det var ikke kun Villy Sørensens brug af syndefaldsmyten, der forargede, for så vidt som faldet så at sige stiller sig i vejen for ønsket om at forbedre mennesket. For eksempel anholdt den erklærede progressive skribent Werner Thierry i en anmeldelse af 'Digtere og dæmoner' Sørensens forkærlighed for »drager, blodtørstige dæmoner og stortyskere!«. Villy Sørensen er sammen med Torben Brostrøm blevet opfattet som dem, der om nogen har promoveret den kulturradikale eller nyradikale modernisme i dansk litteratur. Men det bør også korrigeres. For Villy Sørensen bruger ikke engang ordet 'modernisme', eller i hvert fald meget sjældent. Han er heller ikke lige så interesseret i den nyeste danske litteratur og i lyrikken som Torben Brostrøm. Ifølge Torben Brostrøm består nyradikalismen i et brud med det, der lidt demagogisk kaldes Heretica's provinsialistiske indavl og utidssvarende idyl. Dermed får vi herhjemme introduceret den nye norm om traditionsbrud som det afgørende kriterium for den gode kunst. Og den gode kunst er først og fremmest lyrikken, konfrontationspoesien, som den blev kaldt. Ydermere propaganderer Torben Brostrøm til tider så meget for modernismen, at al litteratur før 1960 nærmest bliver dårlig, konventionel litteratur. Først tressermodernismen bryder med sin dristige eksperimentering ud af Hereticas indespærring. Men det er ikke Villy Sørensens opfattelse. Her skal man igen være opmærksom på, at Villy Sørensen arver den konservative poetik og kulturkritik, der ligger i Heretica til forskel fra kulturradikalismen. Det gælder især tre forhold, der kendetegner Heretica. For det første den udvidede kulturelle horisont, der betød en inddragelse af europæisk modernisme. For det andet det udvidede syn på kunsten, der gjorde kunsten til en i sig selv gyldig - og ikke blot social nyttig - erkendelsesform. Og for det tredje den udvidede antropologi, altså en dybere forståelse for menneskets spændingsfyldte væsen (spaltningen). Ligesom hos hereticanerne og til forskel fra kulturradikalismen finder man hos Villy Sørensen en intens beskæftigelse med de såkaldte eksistentialer som splittelsen, døden og angsten. Altså vilkår, som ikke er historisk omskiftelige, og som man ikke uden videre kan gøre noget ved gennem social ingeniørkunst eller gennem en ændring af samfundsforholdene. I stedet tilbyder Villy Sørensen kunsten som et middel til at fortolke de sociale og psykiske konflikter. Men hvis konflikterne 'blot' skal fortolkes og ikke forandres, så kan man jo ikke knytte an til progressive sociale bevægelser og så at sige handle sig ud af krisen. Villy Sørensen indtager dermed en stærkt krisebevidst og eksistentialistisk position, som man også finder hos hereticanere som Bjørn Poulsen, Thorkild Bjørnvig, Martin A. Hansen og Ole Wivel. I en falden tidsalder bliver det opgaven at genoptage forbindelsen til det mytiske stof, der rummer de 'evige symboler', som vi må bevare kontakten med for at kunne eksistere frit, som Villy Sørensen skriver et sted. Det er en helt anden måde at bearbejde kulturkrisen og spaltningen på end den, man finder hos kulturradikale. Hyppigt anviser de i stedet politiske veje og kobler et freudiansk frigørelsesprojekt sammen med et marxistisk engagement. I Villy Sørensens eksistentialisme og kulturkonservatisme ligger et nødvendigt korrektiv til kulturradikalismen, som han selv er blevet opfattet som repræsentant for. Ikke mindst har Villy Sørensen et blik for det, der ikke kommer med i den opbyggelige kulturradikale tænkning, der har præget det meste af efterkrigstiden. Det er derfor på tide, at vi kommer ud over det evolutionistiske, historiefilosofiske dogme, der én gang for alle vil lægge det gamle bag sig. Det er kulturradikalismens tænkemåde. Det er også på tide, at vi gør op med den kulturradikale kanonisering af den 'gode' kunst. Det vil sige den nyttige og opbyggelige og samtidig kritiske og antiautoritære kunst (men paradoksalt nok også statsstøttede kunst). Med andre ord er det på tide, at vi skriver en ny historie om dansk litteratur.