Har danske imamer på besøg i Kairo kun formidlet 'fakta', som deres talsmand Qassem Ahmad påstod på dansk tv 3. januar 2006? Har imamerne rejst for »bedst at gavne Danmarks interesser«, som fængselsimamen Muhammed Samha udtalte til Berlingske Tidende 13. januar? Har imamerne udført antidansk propaganda, som Dansk Folkeparti beskylder dem for? Eller har der været tale om en række misforståelser, som Politikens egen analyse påstår? Kairo er ikke en by, der bliver grebet af én historie eller optaget af én begivenhed. Bycentrum kan blive lammet af en demonstration, mens fattige kairanere i det islamiske kvarter, Hussain, holder mawlid (religiøse fester), og de bedrestillede spadserer til operaen på den 'vestlige' Zamalek. Rige og fattige har hverken kendt til eller mærket den politiske uro, som greb byens centrum. Tegningssagen har derimod været en undtagelse: Da historien for alvor slog igennem i december 2005, kom alle til at tale om den, og det gjorde de overalt: i de fine boghandler i Zamalek, på de folkelige te-cafeer i Azbakiah, i moskeerne, i aviserne og på fjernsyn. Egypten spillede en ledende rolle i tegningssagen, og derfor har man få steder i verden bedre kunnet følge udviklingen af sagen og de danske imamers rolle i den på så tæt hold, som det har været muligt i Kairo. Placeret ved den største arabiske medieinstitution, al-Ahram, havde min arbejdsplads, Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, adgang til forskellige informationskanaler. Som medieforsker kunne jeg følge mediedækningen fra første række, og jeg havde også indsigt i nogle af de egyptiske beslutningstageres overvejelser og kunne se dem i lyset af kritiske analyser fra oppositionelle kræfter, ngo'er og selvstændige eksperter, som jeg ofte kom i kontakt med. Der var bemærkelsesværdigt stille om sagen i den egyptiske offentlighed fra 30. september, hvor tegningerne først kom i Jyllands-Posten (JP), til den danske islamiske delegation kom til Kairo i begyndelsen af december. Få artikler blev skrevet, trods det faktum at vi organiserede en tur til Danmark for en gruppe arabiske journalister, hvoraf hovedparten kom fra Egypten. Selv genudgivelsen af tegningerne ved ugeavisen al-Fagr 17. oktober bragte ikke tegningssagen på forsiderne af de egyptiske aviser. Et par artikler udkom om sagen bl.a. i Islam On Line (IOL) og al-Masri al-Yawm. Artiklerne var ikke alsidige, til gengæld faldt jeg ikke over nævneværdige fejloplysninger eller opdigtede krænkelser. Min egyptiske kollega mente, at stilheden ville vare, så længe egypterne var optaget af efterårets lange valgkampagne. Vi sad begge og ventede på mediestormen. Stormen kom i kølvandet på den såkaldte imamdelegations rejse. Rejsen efterlod et radikalt billedet af sagen i de egyptiske medier. Et repræsentativt eksempel på den egyptiske dækning af imamdelegationen finder man i en forsideartikel i al-Masri al-Yawm 6.12. 2005. Artiklen omtaler mødet dagen før mellem delegationen og Shaykh al-Azhar, Muhammad Tantawi. Efter at have takket delegationen for deres orientering og for forsvaret af profeten udtrykker Shaykh Tantawi sin uforbeholdne forargelse over »Danmarks avisers krænkelser af profeten og islam« og meddeler, at han allerede har indkaldt til et hastigt møde i den højeste islamisk-teologiske instans, Det Islamiske Forskningsråd. Rådet, der har kompetence til at udstede forpligtende fatwaer, skal drøfte den islamiske reaktion på krænkelserne, og delegationen blev inviteret til at deltage i mødet. Sidst i artiklen står der: »Fra deres side bekræftede medlemmerne af de islamiske organisationer i Danmark, at krænkelserne fortsætter mod den islamiske minoritet. De pegede på, at det ikke er tilladt for dem at indrette [iqamat] masajid (bederum, evt. uden islamiske arkitektoniske kendetegn, i modsætning til en jami'a eller moske, red.). Medlemmerne af delegationen oplyste endvidere, at de beder om de islamiske landes moralske støtte, fordi nogle danskere arbejder for at vise en film, der krænker profeten og islam«. Et andet eksempel kommer fra internetportal Islam On Line (6.12. 2005). Her bliver imam Mohie al-Din citeret for, at delegationen er kommet for at bede alle muslimer om »deres støtte mod de graverende fornærmelser, som den danske regering udsætter islam og muslimerne for«. Han tilføjer, at »det, der kræves, er at forebygge de islamfjendtlige danske [fremtidige] planer«, og at »situationen er nået dertil, hvor ekstremistiske danskere har truet med at dræbe nogle [danske] islamiske personligheder, til at nedbrænde moskeer og huse, efter at vi har sagsøgt avisen«. Han tilføjede desuden, »at der er en række ufordringer, som danske muslimer står over for efter krænkelsen af deres profet. En af disse udfordringer er, at de danske myndigheder er begyndt at overveje at censurere koranvers, som de mener strider mod europæisk lovgivning, såsom versene om polygami og [fysiske] straffe, og der er forlydender om, at der er en plan om at udgive Koranen uden disse vers«. Han sluttede med at gentage, »at på nuværende tidspunkt har muslimerne ikke lov til at bygge en ordentlig moske« i Danmark. Et tredje kommer fra al-Ahram (12.12. 06). Til den største arabiske avis udtalte imam Samha og Ahmad Harbi, at de først brød deres tavshed, da »Jyllands-Posten, en avis, der tilhører det regerende parti, et ekstremistisk højreparti, udgav tegninger og karikaturer af profeten Muhammed. [...] disse tegninger var stærkt provokerende og viste sikker vilje til at krænke profeten, for i en af tegningerne blev han fremstillet som en primitiv mand med strittende hår og skæg, der bærer våben, samt som en 'julemand', og toppen af uforskammethed blev nået, da han blev fremstillet som et umenneske eller i en kvindelig skikkelse«. Et fjerde kommer fra ugeavisen al-Usbu`a (12.12.06). I en helsides artikel med overskriften 'Det mest nederdrægtige angreb på Profeten. Krænkende tegninger af Profeten i danske aviser' står der bl.a., at de danske muslimer reagerede efter at »dusinvis af krænkende tegninger og uforskammede artikler var udkommet«. Igen omtaler avisen, at »kampagnen« føres »af Danmarks aviser«. Shaykh Hlayhel og imam Samha fremstår som hovedkilderne til denne artikel. Samha citeres endvidere for, at han ved det møde, som Shaykh al-Azhar har indkaldt til, havde sagt til Det Islamiske Forskningsråd, »at det er nødvendigt at straffe de journalister, der stod bag krænkelserne af Profeten«. Et femte eksempel kommer fra dagbladet al-Akhbar (16.12.05). Artiklen nævner Samha og Harbi som kilder, og JP omtales igen som »den officielle avis, der tilhører det regerende højrefløjsparti«. Artiklen indeholder en uforbeholden ros af den egyptiske ambassadør i København for hendes indsats og følgende påstand: »Det er værd at nævne, at 90 procent af det danske folk [...] ikke tilhører nogen religion«. Den samme påstand blev de to danske muslimer citeret for under interviewet med al-Ahram 12.12.05. Et sjette kommer igen fra al-Usbu`a (19.12.05), som kunne meddele sine læsere et scoop. »I en farlig og spændende udvikling har vi fået at vide, at den danske regering planlægger at producere en film, som krænker profeten Muhammed«. Endvidere påstår avisen, at »ifølge vores oplysninger planlægger den danske regering at producere [den somaliskfødte hollandske Ali Hirsis nye] filmen i Danmark«. Artiklen slutter med at fortælle, at Ahmad Harbi havde besøgt ugeavisen for at takke den for dens kampagne til undsætning af Profeten. Et syvende kommer fra al-Ahram al-Arabi (24.12.05). Under overskriften 'En undskyldning er ikke nok' giver Samha et langt interview. Imamen siger: »Jeg ville sige til avisen: Du har begået en fejltagelse mod mig, jeg ville sige til statsministeren: I må respektere vores tro og religion, men de lukkede dørene i ansigtet på os og sagde, det er ikke jeres ret. Enhver, der har skrevet til avisen for på skrift at protestere mod den [JP], fik svar i form af mordtrusler, nedbrænding af huse og udvisning fra Danmark fra de danske racister, som sendte dusinvis af breve til [muslimernes] hjem. Den samme negative holdning kom fra medierne og civilsamfundets organisationer, selv om de sidste har vist større imødekommenhed over for os«. På en bemærkning om, at i Danmark angriber og satiriserer aviser også over andre religioner, svarer Samha: »Det er desværre et folkefærd, som har smadret alt det hellige og ikke længere har nogen gud, bibel eller andet helligt. Da de har smadret alt, hvad der var helligt hos sig selv, og har misbilliget deres egen tro, har de ikke andet end andres tro at angribe«. Er de angivne citater udtryk for misinformation? For at man skal kunne tale om misinformation, må der være en bevidst strategi, der bruger overdrivelse, fejloplysninger og ikkeeksisterende eksempler på yderligere krænkelser med det sigte at opnå et bestemt politisk mål. Målet kan være at underbygge en sag mod Danmark som et hærdet antiislamisk land ledet af en islamofobisk regering og at påvirke de egyptiske medier og derigennem mobilisere den religiøst bevidste egyptiske folkeopinion bag delegationens krav og bruge det som pressionsmiddel mod deres modstandere i Danmark. Der er flere grunde til, at disse eksempler ikke kan være resultat af fejlcitater og misforståelser. Først og fremmest fordi fejloplysningerne er talrige og blev gentaget i flere sammenhænge, hvor beslægtede påstande blev publiceret i parallelle udformninger og forskellige aviser over en række uger, oftest med henvisning til kilder i delegationen og mange gange med direkte citater fra navngivne medlemmer af den. Det fremgår implicit, at kilderne forstår det sprog, som citaterne er kommet i, og de har i flere tilfælde givet nye interview til de samme aviser uden at komme med rettelser. Der er ikke nogen vidner, der kan påvise, at delegationen med vilje fodrede de egyptiske aviser med løgnehistorier. Til gengæld er der næppe tvivl om, at de fejloplysninger, som havde den danske delegation som kilde, var mere end tilfældige overdrivelser. Vigtigst er det, at fejloplysninger blev brugt aktivt for at opnå delegationens erklærede mål: at mobilisere det officielle og folkelige Egypten bag delegationens kamp for at tvinge JP - og især den danske regering, der har nægtet at fordømme JP's publicering af tegningerne under påskud af, at det drejede sig om ytringsfrihed - til at sige undskyld (Samha til IOL 10.12. 2005). Egypternes svage reaktion på al-Fagrs genudgivelse af tegningerne, der vel at mærke er sket midt i ramadanen, tydede på, at folkeopinionen havde brug for mere end en konfrontation med virkelighedens krænkelser og bedst kunne mobiliseres, hvis tegningerne blev præsenteret ikke som en alvorlig - men trods alt overstået - krænkelse, men derimod som et led i: -Udbredte og gentagne krænkelser af profeten, islam og muslimerne. Det forklarer den flere gange forekommende påstand om en »kampagne mod islam«, »Danmarks avisers krænkelser mod Profeten og islam« og »dusinvis af krænkende tegninger og uforskammede artikler [der] blev ved med at udkomme«. Dermed kan krænkelsen ikke (bort)forklares som en ideologisk kamp mellem en avis og nogle muslimske miljøer i Danmark eller en stuntaktion fra en avis. JP's krænkelse bliver fremstillet som en bevidst, gentaget og ufortrudt handling, foretaget af flere aktører og ikke af en enkelt avis. -Vedvarende og aktuelle krænkelser. Derfor måtte JP's aktion fremstilles som toppen af et isbjerg, dvs. at krænkelserne fortsætter as we speak og skal imødegås af muslimerne. Derfor udbygger de ovennævnte fejloplysninger den kendte krænkelse, som tegningerne udgør, med at overdrive vedvarende historiske uretfærdigheder - »det er ikke tilladt muslimerne at indrette masajid« - og kommende fremtidige »udfordringer« og »trusler«, fordi »den danske regering planlægger at producere [Hirsi Alis nye] film i Danmark«, og »at de danske myndigheder overvejer at censurere koranvers, [...] og der er forlydender om, at der er en plan om at udgive kopier af Koranen uden disse vers«. Troende egyptere får på denne måde at vide, at hvis de ikke handler her og nu, bliver de medskyldige i flere profetfornærmelser og det, der er værre, når det helligste af det hellige, Koranen, vil blive krænket. Dermed gør eventuelle passive egyptere sig medskyldige i ikke at have forebygget endnu en krænkelse af islam. Ved at mobilisere muslimernes vrede bag deres bestræbelse søgte de islamiske organisationer at vinde den eftertragtede status som de sande forsvarere af Profeten. Denne status er den mest eftertragtede overhovedet i Mellemøsten, hvor folkeopinionen mobiliseres ved brug af religion. Derfor gav delegationen deres rejse overskriften 'Til undsætning af Profeten Muhammed', som også var overskrift for den 43 sider store mappe med danske krænkelser. Deres erklærede mål var ambitiøst, nemlig at lade en officiel undskyldning fra den danske regering følge op af vedtagelsen af en international lovgivning mod krænkelse af religioner, således at Profeten ikke kan krænkes igen (IOL 17.10.05, 19.11.05 og 10.12.05). Et sådant krav tilføjer en statsmandsagtig status til de imamer, som foreslog det. Delegationen havde held med at få forslaget adopteret af den højeste religiøse instans i Egypten, Det Islamiske Forskningsråd. Rådet vedtog i sin skelsættende erklæring 10.12. 2005 at opfordre de islamiske regeringer til at arbejde for forslaget i de internationale fora. Erklæringen kom i kølvandet på et møde, som delegationen deltog i 8.12. 2006. Hvorfor skal Jyllands-Posten beskrives som en avis, der tilhører den danske regering? Med de ovennævnte storslåede mål var det ikke nok, at den krænkende modpart var JP. Også regeringen måtte inddrages som hovedansvarlig for forbrydelsen mod islams helligste skikkelse. Vil man inddrage den danske regering som medansvarlig for tegningerne og for at understøtte kravet om, at den danske regering burde sige undskyld for krænkelsen, er det nyttigt, at egyptiske aviser får at vide, at den groveste krænkelse kom fra »Jyllands-Posten, en avis, der tilhører det regerende parti, et ekstremistisk højreparti«. Regeringen bærer dermed et direkte ansvar for krænkelserne. Hvorfor skal der spredes forkerte informationer om danskernes religiøse tilhørsforhold? Overvejer man boykot af danske varer (der blev hentydet til det efter møderne med delegationen) i tilfælde af, at regeringen ikke siger undskyld og stopper »kampagnen mod islam«, kan sådan en gruppeafstraffelse bedst retfærdiggøres ved henvisning til, at danskerne bærer et kollektivt ansvar for krænkelserne. Det er derfor nyttigt at fortælle, at danskerne er gudløse, at »90 procent af det danske folk [...] ikke tilhører nogen religion«, og at de »desværre [er] et folkefærd, som har smadret alt det hellige [...]« og ikke har »andet end andres tro at angribe«. Forbryderen er ikke en rabiat avis, men en national regering og et helt folk, og derfor må den ganske islamiske umma i aktion for at forsvare Profeten og det udsatte islamiske mindretal. Det er værd at bemærke, at efter at de danske medier i begyndelsen af januar 2006 afslørede delegationens misinformation, holdt de vigtigste egyptiske aviser op med at trykke historier om ikkeeksisterende tidligere eller kommende krænkelser. Da hele den islamiske verden senere i januar blev grebet af tegningsfeber, var den eneste misinformation - en plan om at brænde Koranen i København - et rygte, der blev spredt via SMS og var med til at ophidse demonstranter i Damaskus til at brænde den danske ambassade af. Dette rygte kunne ikke føres tilbage til genkendelige danske kilder. Imamdelegationens rejse til Kairo og deres 'modkampagne' spillede en vigtig, og måske afgørende, rolle i at holde affæren i live på et kritisk tidspunkt. Delegationens historier formåede at bryde ligegyldighedens mur hos frustrerede og undertrykte egyptere og holdt sagen varm, indtil vigtigere spillere på den islamiske scene - dvs. Saudi-Arabien og Det Islamiske Broderskabs ideolog, Shaykh Quaradawi på Al-Jazeera - indså det opportune i at overtage denne populære affære fra den egyptiske regering. De formåede at mobilisere hele den islamiske verden bag deres egen kampagne. De kunne sætte Danmark skakmat.