0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvorhen, Christiania?

Hvad er gået godt og skidt for fristaden? Den har brug for selvransagelse og åben debat, ikke kun for rygklappere. Staden har fortsat sin berettigelse som åndehul for minoriteter og utilpassede borgere. Men Christianias flertal af beboere bør sende klare signaler om, at man ikke ønsker den ødelæggende kamp om hashmarkedet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forleden dag fik vi et brev fra et barnebarn af en af krigstidens berømmede politimestre, Åge Sørensen i Roskilde, udødeliggjort i Lise Nørgaards 'Matador'.

En hædersmand af den gamle skole, som hun kaldte ham. Selv var hun en mangeårig ven af Christiania. Hun opfordrede til »at gøre noget« for Christianias fremtid, i kølvandet på den debat, der fik ny næring efter det tragiske mord på en ung mand, der angiveligt havde forsøgt at sælge en rygeklump hash i Christiania.

Kvinden er ikke alene med sin bekymring. Der er mange af de gamle, trofaste tilhængere af fristaden, der er ved at miste overblikket og tålmodigheden.

Som tidligere medlemmer af Styringsrådet, der i sin tid blev nedsat for at lovliggøre Christiania, og nu bestyrelsesmedlemmer af Christianias beboerrådgivning Herfra og Videre har vi en vis føling med fristaden, dens historie og beboere og viden om de mange minoritetsgrupper, der uden Christiania ikke havde et sted at være, at blive set og hørt.

For ikke så længe siden optrådte chefinspektør Per Larsen i Profilen, i politiuniform naturligvis. Ingen kunne betvivle hans saglighed, og han kom af sted med både interessante og provokerende udsagn om politiets særlige og vedvarende indsats for at hjælpe Christiania af med hashmarkedet. »Hashhandlen vil komme tilbage, hvis vi ikke er der«, det ville blive »endnu værre« uden politiets tilstedeværelse. Tja!

Per Larsen fortalte også beredvilligt om de såkaldte »visitationszoner«, som betyder, at personer kan forbydes at opholde sig bestemte steder i Christiania eller andre dele af København. Det er alene politiets afgørelse, og den kan ikke ankes. Det betyder, at man kan få forbud mod at besøge venner et bestemt sted eller bare at mødes. Ren stresspolitik. »Det er også meningen«, siger den muntre Per Larsen. Folk skal stresses, når de kommer i staden for at købe.

Det må være noget af en pestilens for politifolkene, når de skal patruljere og standse personer, de har mistanke om gør noget ulovligt. Men det er mildest talt tåbeligt, når de går efter tilfældige unge besøgende, mindreårige børn, når de udsteder bøder for ikke at holde hunden i snor og meget andet, der kun kan give anledning til mistanke om, at politiet er bestilt til at gøre livet til et helvede, at få Christiania til at fremstå som uden nogen mening eller fremtid.

Heller ikke det afviser Per Larsen. Han siger, at der er klare signaler fra Christiansborg om, at Christiania skal normaliseres, og det må altså berettige politiet til en meget aggressiv fremfærd, når de patruljerer i fristaden. Dog har Statsadvokaten måttet irettesætte anholdelser og tilbageholdelse af personer for bagatelforseelser, og nu er der stillet spørgsmål til justitsministeren om effekten og rimeligheden af de mange mandetimer, politiet bruger i Christiania.

Lige efter Statsadvokatens udtalelser sker voldshandlingen med drabet af en ung mand til følge. Ufatteligt tragisk og desværre også afslørende for, at unge pushere med alt for stor tilknytning til det benhårde hashmarked er ved at blive hærdede til en kriminel karriere, hvor der er rigtig mange penge at tjene.

Få politikere har været interesserede i at lovliggøre et marked, der benyttes og udnyttes af hundrede tusinde danske borgere hvert år.

Holland har for længst lavet sin egen politik, der fungerer, og som ikke mindst afdramatiserer rygning af hash. Men danske politikere lukker øjnene og siger nej, nej og atter nej og sidestiller dermed farlige stoffer som heroin og designerdrugs med hash.

Tidligere var det muligt at slippe med en advarsel eller et smil, når man pulsede på sin joint. Nu er det en forbrydelse, der straffes med bøde og pålæg om ikke at vise sig bestemte steder. Denne stramning er indført af regeringen som et led i den almindelige opretning af den danske moral og folkesjæl. Nul tolerance - fra smøger til hash og behandling af kriminelle afsonere i danske fængsler. Alle disse let forståelige, men dybt komplicerede anordninger har kriminaliseret og forarmet en meget stor gruppe af de mindst privilegerede i dette land - daglige stikprøver i forsøget på at stoppe hashrygning med den konsekvens, at et meget stort antal indsatte får inddraget de få privilegier, de har erhvervet.

Der har stort set ikke været nogen debat i samfundet om, hvad det betød at kriminalisere rimeligt harmløse stoffer - ligesom protester mod de konsekvenser, der har været ved stramninger i udlændingelov, udvisninger af dømte kriminelle og andre indskrænkninger på menneskerettighedsområdet, har været dømt ude af den store samfundsdebat.

Ingen gider lytte efter, at store grupper udsatte minoriteter er retsløse og uden indflydelse på egen situation.

Årets grundlovstaler viser desværre, at pressen også er inficeret godt og grundigt. Fnidder og fnadder og iscenesættelse med Fogh, hans ministre og nydanskere som sparringspartnere under talerne. Hurra!

Den eneste, der behandlede retsstatens udvikling mod en politistat, var professor Vagn Greve, der netop på grundlovsdagen advarede mod en udvikling, hvor politiet får mere og mere magt, med fuld honnør fra justitsministerens »jamen, hvis man har en ren samvittighed, hvorfor så være ked af kontrol og overvågning?«. Åh, ja, det er så enkelt og så manipulerende, at de færreste reagerer. Vi gør jo ikke noget kriminelt, vel?

Christianias problemer kunne blandt andet løses ved at indføre en særlig lovgivning, svarende til den, der findes i Amsterdam og andre steder, og det kunne være passende, hvis Danmark i EU rejste denne debat, som også er påtrængende i andre lande.

Regeringen kunne beslutte at nedsætte en gruppe med politikere, christianitter og politifolk til at enes om nogle retningslinjer for arbejdet i Christiania, så retstilstanden og politiets virke svarer til, hvad man udfører andre steder i Danmark.

Altså - lad os få en afkriminalisering af hashen og en bedre dialog mellem politi og borgere. For at opnå det sidste var det måske en ide, at vi fik et lokalt politi, altså at politiet i København hørte under Københavns Kommune og ikke justitsministeren. Sådan er det i Holland, og os bekendt fungerer samarbejdet der betydeligt bedre end i København. På den måde var det måske også lettere at lave lokale løsninger.

Vi mener fortsat, at Christiania har en eksistensberettigelse. Det er åndehullet for talrige minoriteter og utilpassede borgere. Her kan enhver råbe sin magt og afmagt, her kan alle ses og høres. Men også denne gruppe er blevet ofre for den voldsomme kriminalisering af pushermarkedet. Den menige christianit er træt af ævl og bævl. Der er ikke så meget overskud som tidligere til at tage nogen under sin beskyttende vinge. Men uden disse store grupper af besøgende afvigere udefra, uden kunstnere med trang til at eksperimentere vil Christianias åndedræt gå i stå, og det sker, hvis statsmagten og christianitterne ikke viser større respekt over for den virkelighed, begge lever med.

Christianias venligtsindede naboer har således været ude med en opfordring til bedre samarbejde med politiet. De er godt trætte af balladen, målet er ved at være fuldt. Så nytter det ikke, at den sympatiske Nils Vest kalder dem naive og fortæller, at man sandelig samarbejder. De seneste tragiske begivenheder viser imidlertid, at samarbejdet er meget beskedent. Desværre