Forleden dag fik vi et brev fra et barnebarn af en af krigstidens berømmede politimestre, Åge Sørensen i Roskilde, udødeliggjort i Lise Nørgaards 'Matador'. En hædersmand af den gamle skole, som hun kaldte ham. Selv var hun en mangeårig ven af Christiania. Hun opfordrede til »at gøre noget« for Christianias fremtid, i kølvandet på den debat, der fik ny næring efter det tragiske mord på en ung mand, der angiveligt havde forsøgt at sælge en rygeklump hash i Christiania. Kvinden er ikke alene med sin bekymring. Der er mange af de gamle, trofaste tilhængere af fristaden, der er ved at miste overblikket og tålmodigheden. Som tidligere medlemmer af Styringsrådet, der i sin tid blev nedsat for at lovliggøre Christiania, og nu bestyrelsesmedlemmer af Christianias beboerrådgivning Herfra og Videre har vi en vis føling med fristaden, dens historie og beboere og viden om de mange minoritetsgrupper, der uden Christiania ikke havde et sted at være, at blive set og hørt. For ikke så længe siden optrådte chefinspektør Per Larsen i Profilen, i politiuniform naturligvis. Ingen kunne betvivle hans saglighed, og han kom af sted med både interessante og provokerende udsagn om politiets særlige og vedvarende indsats for at hjælpe Christiania af med hashmarkedet. »Hashhandlen vil komme tilbage, hvis vi ikke er der«, det ville blive »endnu værre« uden politiets tilstedeværelse. Tja! Per Larsen fortalte også beredvilligt om de såkaldte »visitationszoner«, som betyder, at personer kan forbydes at opholde sig bestemte steder i Christiania eller andre dele af København. Det er alene politiets afgørelse, og den kan ikke ankes. Det betyder, at man kan få forbud mod at besøge venner et bestemt sted eller bare at mødes. Ren stresspolitik. »Det er også meningen«, siger den muntre Per Larsen. Folk skal stresses, når de kommer i staden for at købe. Det må være noget af en pestilens for politifolkene, når de skal patruljere og standse personer, de har mistanke om gør noget ulovligt. Men det er mildest talt tåbeligt, når de går efter tilfældige unge besøgende, mindreårige børn, når de udsteder bøder for ikke at holde hunden i snor og meget andet, der kun kan give anledning til mistanke om, at politiet er bestilt til at gøre livet til et helvede, at få Christiania til at fremstå som uden nogen mening eller fremtid. Heller ikke det afviser Per Larsen. Han siger, at der er klare signaler fra Christiansborg om, at Christiania skal normaliseres, og det må altså berettige politiet til en meget aggressiv fremfærd, når de patruljerer i fristaden. Dog har Statsadvokaten måttet irettesætte anholdelser og tilbageholdelse af personer for bagatelforseelser, og nu er der stillet spørgsmål til justitsministeren om effekten og rimeligheden af de mange mandetimer, politiet bruger i Christiania. Lige efter Statsadvokatens udtalelser sker voldshandlingen med drabet af en ung mand til følge. Ufatteligt tragisk og desværre også afslørende for, at unge pushere med alt for stor tilknytning til det benhårde hashmarked er ved at blive hærdede til en kriminel karriere, hvor der er rigtig mange penge at tjene. Få politikere har været interesserede i at lovliggøre et marked, der benyttes og udnyttes af hundrede tusinde danske borgere hvert år. Holland har for længst lavet sin egen politik, der fungerer, og som ikke mindst afdramatiserer rygning af hash. Men danske politikere lukker øjnene og siger nej, nej og atter nej og sidestiller dermed farlige stoffer som heroin og designerdrugs med hash. Tidligere var det muligt at slippe med en advarsel eller et smil, når man pulsede på sin joint. Nu er det en forbrydelse, der straffes med bøde og pålæg om ikke at vise sig bestemte steder. Denne stramning er indført af regeringen som et led i den almindelige opretning af den danske moral og folkesjæl. Nul tolerance - fra smøger til hash og behandling af kriminelle afsonere i danske fængsler. Alle disse let forståelige, men dybt komplicerede anordninger har kriminaliseret og forarmet en meget stor gruppe af de mindst privilegerede i dette land - daglige stikprøver i forsøget på at stoppe hashrygning med den konsekvens, at et meget stort antal indsatte får inddraget de få privilegier, de har erhvervet. Der har stort set ikke været nogen debat i samfundet om, hvad det betød at kriminalisere rimeligt harmløse stoffer - ligesom protester mod de konsekvenser, der har været ved stramninger i udlændingelov, udvisninger af dømte kriminelle og andre indskrænkninger på menneskerettighedsområdet, har været dømt ude af den store samfundsdebat. Ingen gider lytte efter, at store grupper udsatte minoriteter er retsløse og uden indflydelse på egen situation. Årets grundlovstaler viser desværre, at pressen også er inficeret godt og grundigt. Fnidder og fnadder og iscenesættelse med Fogh, hans ministre og nydanskere som sparringspartnere under talerne. Hurra! Den eneste, der behandlede retsstatens udvikling mod en politistat, var professor Vagn Greve, der netop på grundlovsdagen advarede mod en udvikling, hvor politiet får mere og mere magt, med fuld honnør fra justitsministerens »jamen, hvis man har en ren samvittighed, hvorfor så være ked af kontrol og overvågning?«. Åh, ja, det er så enkelt og så manipulerende, at de færreste reagerer. Vi gør jo ikke noget kriminelt, vel? Christianias problemer kunne blandt andet løses ved at indføre en særlig lovgivning, svarende til den, der findes i Amsterdam og andre steder, og det kunne være passende, hvis Danmark i EU rejste denne debat, som også er påtrængende i andre lande. Regeringen kunne beslutte at nedsætte en gruppe med politikere, christianitter og politifolk til at enes om nogle retningslinjer for arbejdet i Christiania, så retstilstanden og politiets virke svarer til, hvad man udfører andre steder i Danmark. Altså - lad os få en afkriminalisering af hashen og en bedre dialog mellem politi og borgere. For at opnå det sidste var det måske en ide, at vi fik et lokalt politi, altså at politiet i København hørte under Københavns Kommune og ikke justitsministeren. Sådan er det i Holland, og os bekendt fungerer samarbejdet der betydeligt bedre end i København. På den måde var det måske også lettere at lave lokale løsninger. Vi mener fortsat, at Christiania har en eksistensberettigelse. Det er åndehullet for talrige minoriteter og utilpassede borgere. Her kan enhver råbe sin magt og afmagt, her kan alle ses og høres. Men også denne gruppe er blevet ofre for den voldsomme kriminalisering af pushermarkedet. Den menige christianit er træt af ævl og bævl. Der er ikke så meget overskud som tidligere til at tage nogen under sin beskyttende vinge. Men uden disse store grupper af besøgende afvigere udefra, uden kunstnere med trang til at eksperimentere vil Christianias åndedræt gå i stå, og det sker, hvis statsmagten og christianitterne ikke viser større respekt over for den virkelighed, begge lever med. Christianias venligtsindede naboer har således været ude med en opfordring til bedre samarbejde med politiet. De er godt trætte af balladen, målet er ved at være fuldt. Så nytter det ikke, at den sympatiske Nils Vest kalder dem naive og fortæller, at man sandelig samarbejder. De seneste tragiske begivenheder viser imidlertid, at samarbejdet er meget beskedent. Desværre har mange i Christiania alt for dårlige erfaringer med samarbejdet med politiet, og så er man skræmt af den magt, som penge og pushere repræsenterer. Christianitternes forhold til pusherne er blandet. Mange er venner, mange ryger selv og køber hashen af den lokale pusher, men der er ingen, der ønsker at blive identificeret med et voldeligt hashmarked. I 'gamle dage' var de fleste pushere kendt af alle, og der var ikke så mange af dem. Men i løbet af årene ændredes dette billede. Det hjælper ikke at sige, at det var meget bedre, dengang boderne stod side om side, og alle var glade og hashen billig. Det er absolut en sandhed med modifikationer. Kampen om markedet er i de seneste år eskaleret, og med de store fortjenester og de nye grupper af pushere fra indvandrermiljøet er tonen skærpet, fuldstændig som det var tilfældet i USA, da man forbød salg af sprut. Alt for mange unge, danskere som indvandrere, der ikke er integreret i samfundet, og som mere eller mindre er henvist til selv at finde ud af tingene, er efterhånden blevet tilvænnet en tilværelse, hvor pengene flyder som honning. Som vagthunde og som småpushere oplever de, hvor store penge der er i handlen med hash. De betragter ikke sig selv som kriminelle, snarere som dagligdagens helte, der forsvarer et marked både mod politi og hård narko. Politiet render efter pushere og brugere, men når aldrig til de store pengemænd og deres forretningsforbindelser, fordi markedet skifter hænder og ansigt, og ikke mindst fordi vi lever i et samfund, hvor de frie markedskræfter styrer - efter menneskets behov og begær. Og det er lige præcis også christianitternes virkelighed. Christianias flertal af beboere bør sende klare signaler om, at man ikke ønsker dette hashmarked, og at folk må finde andre steder at udkæmpe kampen om guldet. Det er virkeligheden, så længe politikere og politiet tror, at et problem løses ved at flytte det. Politimesterens barnebarn spurgte, om vi ikke kunne gøre noget, så der kom større opbakning bag Christiania. Jo, men det er nok i første omgang Christiania, der må gå i spidsen og stramme balderne. Christiania har mange ydre fjender, men de mindst kendte er måske dele af de grupper, der bruger Christiania som slagmark for at bevare kontrollen med markedet. Christianitterne har en forståelig angst for repressalier, utilregnelige personer, der optræder truende, hvilket får mange til at trække sig, eller de har ikke det fornødne mod, lyst eller energi til at teste enigheden om, hvad man skal gøre. Det lukrerer nogle på, vel vidende at de menige christianitter absolut ingen indflydelse har på, hvem der handler og ikke handler. Det styres af dem, der sidder på pengene, og de er - for at sige det ligeud - bedøvende ligeglade med Christiania som andet end et fedt sted at handle. Christianitterne har ikke overskud og måske heller ikke vilje til det, vi af hjertet ønsker: en åben og kontroversiel debat om, hvad der er gået godt, og hvad der er gået skidt i de snart 35 år, staden har eksisteret. Og vi mener åben - ikke kun for rygklappere. Er det f.eks. ikke fuldstændig ulogisk, at Christiania p.t. søger økonomisk støtte fra venner udefra, når man i årevis har accepteret, at en gruppe beboere nægter at betale brugsleje? Er det i orden at bevare den flade beslutningsstruktur på fællesmøderne, hvor alle skal være enige om at ændre det mindste komma? Det er snarere diktatur, iklædt demokratiets kappe. Er der overhovedet ytringsfrihed i Christiania? Mange tør ikke udtale sig, før 'fællesmødet' har givet grønt lys. Det giver modstanderne af Christiania mange gode kort på hånden. Når der er brug for klare udmeldinger om forråelsen af markedet i Christiania, er det nemmeste at pege på politiet. Det er en af årsagerne, ja, men der er så meget andet, det er vigtigt at have en holdning til, f.eks. den forråelse, der sker af ganske unge, der knyttes til hashmarkedet med løftet og håbet om de helt store fortjenester. Det er ulykkeligt, at der er gået så mange år uden en bred folkelig debat om Christianias velsignelser og det modsatte. Dagsordenen er sat af regeringen, pushere og politiet - og ikke af alle de gode mennesker og flotte initiativer, der er en vigtig del af Christianias dagligdag. Det sociale arbejde, det musiske liv, nabohjælp og det forebyggende sundhedsarbejde for byens mest usunde hoveder. Den forudsigelige reaktion fra Christianias talsmænd og -kvinder har været medvirkende til, at mange opfatter Christiania som et frilandsmuseum for gamle hippier. Ikke fordi vi har noget mod hippier og museer, tværtimod, men vi har nu det meste af den tid, Christiania har eksisteret, forsøgt at værne området mod fjendtligt sindede tropper. Vi har altid ment, at det centrale er Christianias eksistens, stedet hvor alle er velkomne, stedet hvor turisterne sværmer for at overbevise sig om, at de stadig er i Grundtvigs fædreland med de mange folkelige, modsætningsfyldte ideer med idealistiske drømme, der netop kunne gøre Danmark til noget enestående. Og nu oplever vi, at det sted af alle er ved at gå til af iltmangel, det Christiania, hvis smukke rødgule flag i årevis har vajet stolt mod magtens bastioner. Man savner det politiske mod - ikke kun i Christiania, som er nødt til at se virkeligheden i øjnene, men først og fremmest hos flertallet af Folketinget, der bør udvise vilje og initiativ til at bevare et så unikt sted i en ikke så helt unik periode af vores samfunds historie.