0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kæmp for alt, hvad du har kært

Hvor mange af os vil dø eller opgive vores trygge tilværelse for en sag? På grundlovsdag i morgen hædrer Demokratiske Muslimer en arabisk systemkritiker, der er landflygtig for tvivlens skyld.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er få ting - ud over vores familier - vi er villige til at dø for i dag.

Fædrelandet? Demokratiet? Retten til at bestemme over vores egne holdninger, seksualitet og fremtid? Måske, men for de fleste danskere er det i dag for abstrakt et spørgsmål. Vi behøver faktisk ikke at tage stilling til det - hverken til hverdag eller til fest, som når vi f.eks. fejrer grundlovsdag. For vi har det jo godt i Danmark, siger vi. Der er langt mellem de store konflikter, og sult, nød og elendighed hører primært en anden verden til. Vi har fri presse og en mulighed for at sige, hvad vi vil. Ingen grund til at hidse sig for meget op. Det går jo meget godt - og vi kan da altid snakke om det. Og således bekræfter vi hinanden i, at vi er gode demokrater - om end det i de senere år i høj grad er blevet til sofademokrater.

I morgen får Nasr Hamid Abu Zayd og hans hustru Demokratiske Muslimers demokratipris. Hvem er de?, spørger den undrende læser, og med rette. Ikke mange kender til arabiske systemkritikere. Af den simple årsag, at nogle simpelthen bliver henrettet og andre gemt væk i fængsler, før den øvrige verden nogensinde når at få kendskab til dem.

Nasr Hamid Abu Zayd er tidligere professor i litteratur ved Kairo Universitet og en af de få moderne Koran-fortolkere. Abu Zayd, der er troende muslim, blev i 1995 erklæret for 'frafalden', det vil sige ikke-muslim, ved en domstol i Kairo. Resultatet var, at han blev tvangsskilt fra sin hustru, der ifølge islamisk lov ikke måtte være gift med en frafalden. Det var ikke hans kone, der ønskede skilsmisse - det var såmænd en advokat fra et islamistisk advokatkontor, som påstod, at en frafalden ikke måtte have en muslimsk kone. Abu Zayd blev derfor tvangsskilt ved en domstolsafgørelse.

Kombinationen af Abu Zayds litteraturvidenskabelige kritiske tilgang til Koranen og den egyptiske regerings knæfald for islamisterne gjorde udfaldet. Imamer, der i deres fredagsprædikener bl.a. kaldte Abu Zayd en rotte, og det der er værre, og vittighedstegninger i aviser, der bl.a. viste Abu Zayd dolke en blødende Koran, gjorde det i sidste ende livsfarligt for ham og hans hustru at blive i Egypten. De måtte flygte til Holland, hvor de giftede sig på ny. I dag arbejder han med islamforskning ved Leiden Universitet i Holland.

Abu Zayd kæmpede i Egypten for kritisk forskning og akademisk frihed. Hans pointer er, at den islamiske verden ved at undlade kritisk forskning i Koranen har overladt den del af forskningen til vestlige orientalister. Og dermed stagnerer den islamiske verden. For hvor kommer udvikling og ny viden fra? Abu Zayd svarer: »Fra åbenhed og tvivlen«. Men åbenhed og tvivl vil små mennesker som islamisterne ikke acceptere.

Abu Zayd satte noget på spil for sine principper. Ikke af egoistiske grunde, for hvis han bare havde holdt sin mund, ville han have avanceret, han ville have undgået at blive tvangsskilt og truet på livet, han ville være blevet i Egypten og så videre. Men det var for kujonagtigt, og det kunne han ikke leve med!

Det, han gjorde, var både stort og modigt. Nogle vil måske sige: »Nå ja, lidt korankritik og hvad så?«. Så let var det bare ikke. Abu Zayd satte sig op imod et helt system - et system, hvis tankemåde var fuldstændig funderet på og gennemsyret af absolutte sandheder. At kritisere Koranen blev dermed et forsøg på at fælde systemet ved at svinge øksen ind i selve systemets rod. Den slags finder systemet sig ikke i.

Abu Zayd gjorde det for sine trosfællers skyld, for sine princippers skyld og ikke for egen vindings skyld.

Det samme kan man sige om den kvinde fra Demokratiske Muslimer - en somalisk, tørklædeklædt enlig mor - som har stået imod trusler og et ekstremt pres, fordi hun har valgt at melde sig ind i Demokratiske Muslimer; oven i købet som medlem af bestyrelsen. Hun vover noget hver dag for sin tro på demokratiet, sin og sit barns personlige sikkerhed, sit netværk og sit almindelige liv i det hele taget. Hun er min personlige heltinde.

Hvor mange ville egentlig ellers gøre det i dagens Danmark? Hvad vil man i dag risikere sin tilværelse - eller måske ligefrem livet - for?

Dette er ikke en opfordring til fundamentalisme eller en forsvarstale for selvmordsbombere og politisk vold. Tværtimod. Jeg glæder mig ofte over, at moderate politiske reformatorer fra A.P. Bernstorff til Stauning har sejret i Danmark, når noget nyt har trængt sig på. I Danmark har der heldigvis aldrig været plads til typer som Napoleon og Hitler, og det er på mange måder en velsignelse, at vi i den grad er et konsensussamfund. Men der er trangt på midten for tiden, og det kan ende med, at man enes om den laveste fællesnævner - med stagnation og stilstand til følge. Derfor savner jeg indimellem at se en større lyst til at brænde for noget - til at sætte noget på spil.

Jeg har lige læst bogen 'Oprørere', redigeret af Morten Petersen. Den beskriver 12 danske oprørere. For dem alle gælder det, at de har forsøgt at rive sig fri af snærende bånd. Det er gået flere af dem ilde; de har skilt sig selv fra livet, er blevet skilt fra livet af andre, er blevet spærret inde eller eksileret og knust. Men hvorfor vælger mennesker den bane?

I bogen peger forfatterne på, at der skal være især to forudsætninger til stede for at skabe en oprører. For det første et særligt mod til at sætte sig op mod magthaverne og det bestående. Det koster dyrt i forfølgelse, straffe og ensomhed at være anderledes og at tænke selvstændigt. Man skal tænke og udtale andre tanker end de gængse. For det andet er nogle betingelser i det omkringliggende samfund nødvendige. De forandringer, som oprørerne kræver, skal være inden for rækkevidde eller på vej til at blive synlige i samfundet, før oprørerne kan kaste sig ud i at kæmpe for dem. Det betyder, at virkningen af deres indsats i almindelighed er, at de kan fremskynde en udvikling, som allerede er i gang, eller at de kan have held og kræfter til at give en igangværende udvikling en drejning i deres retning.

I tilfældet Mogens Glistrup, som ikke er med i bogen, er det nok det sidste, der har manglet, og så er det personlige mod blot gået hen og blevet et kværulantforrykt og egoistisk projekt. Men har han alligevel ikke sat sine spor i nutidig politik? Flere nutidige politikere har givet ham ret, og Anders Fogh Rasmussen har ligefrem indført et skattestop.

Den sidste, der bliver nævnt i bogen, er Frode Jakobsen. Han hører Anden Verdenskrig til. Efter Anden Verdenskrig har der tilsyneladende ikke været flere danske oprørere, som forfatterne har fundet egnede til at tage med i bogen. Jeg kan heller ikke selv få øje på nogen i Danmark.

Der er ellers mange mennesker i den periode, der har sagt 'magthaverne' og det bestående imod. Men mærkværdigvis er langt de fleste alligevel forblevet parenteser i de sidste 60 års danmarkshistorie.

Abu Zayd var ikke dumdristig. Han er modig og har udvist stor civilcourage. Han satte alt på spil.

Jeg savner større civilcourage i dagens Danmark - ikke kun i forhold til systemet, men også i forhold til demokratiets fjender. Under besættelsen var civilcourage ikke blot en mulighed, men nærmest et krav. Og civilcourage har da også i fordums tid været drivkraft bag væsentlige fremskridt som f.eks. strejkeret, religionsfrihed og fri abort. Men i dag er der langt mellem snapsene. Jo, der har da i nyere tid været præster, der har udvist civil ulydighed ved f.eks. at skjule flygtninge. Og Frank Grevil blev landets mest kendte 'whistleblower'. Men der er ikke mange i dag, der tør risikere noget. Så hellere dukke nakken.

Tamilsagen er et af den nyere tids bedste eksempler på manglende civilcourage hos embedsmændene. Men selv i dag siger nogle forskere: »Vi tør ikke kritisere, for så mister vi bevillinger«, og inden for kulturlivet møder vi de samme argumenter. Det er dybt kritisabelt. De må have en dårlig smag i munden.

Nutidens unge mangler helte. Rollemod