Der er få ting - ud over vores familier - vi er villige til at dø for i dag. Fædrelandet? Demokratiet? Retten til at bestemme over vores egne holdninger, seksualitet og fremtid? Måske, men for de fleste danskere er det i dag for abstrakt et spørgsmål. Vi behøver faktisk ikke at tage stilling til det - hverken til hverdag eller til fest, som når vi f.eks. fejrer grundlovsdag. For vi har det jo godt i Danmark, siger vi. Der er langt mellem de store konflikter, og sult, nød og elendighed hører primært en anden verden til. Vi har fri presse og en mulighed for at sige, hvad vi vil. Ingen grund til at hidse sig for meget op. Det går jo meget godt - og vi kan da altid snakke om det. Og således bekræfter vi hinanden i, at vi er gode demokrater - om end det i de senere år i høj grad er blevet til sofademokrater. I morgen får Nasr Hamid Abu Zayd og hans hustru Demokratiske Muslimers demokratipris. Hvem er de?, spørger den undrende læser, og med rette. Ikke mange kender til arabiske systemkritikere. Af den simple årsag, at nogle simpelthen bliver henrettet og andre gemt væk i fængsler, før den øvrige verden nogensinde når at få kendskab til dem. Nasr Hamid Abu Zayd er tidligere professor i litteratur ved Kairo Universitet og en af de få moderne Koran-fortolkere. Abu Zayd, der er troende muslim, blev i 1995 erklæret for 'frafalden', det vil sige ikke-muslim, ved en domstol i Kairo. Resultatet var, at han blev tvangsskilt fra sin hustru, der ifølge islamisk lov ikke måtte være gift med en frafalden. Det var ikke hans kone, der ønskede skilsmisse - det var såmænd en advokat fra et islamistisk advokatkontor, som påstod, at en frafalden ikke måtte have en muslimsk kone. Abu Zayd blev derfor tvangsskilt ved en domstolsafgørelse. Kombinationen af Abu Zayds litteraturvidenskabelige kritiske tilgang til Koranen og den egyptiske regerings knæfald for islamisterne gjorde udfaldet. Imamer, der i deres fredagsprædikener bl.a. kaldte Abu Zayd en rotte, og det der er værre, og vittighedstegninger i aviser, der bl.a. viste Abu Zayd dolke en blødende Koran, gjorde det i sidste ende livsfarligt for ham og hans hustru at blive i Egypten. De måtte flygte til Holland, hvor de giftede sig på ny. I dag arbejder han med islamforskning ved Leiden Universitet i Holland. Abu Zayd kæmpede i Egypten for kritisk forskning og akademisk frihed. Hans pointer er, at den islamiske verden ved at undlade kritisk forskning i Koranen har overladt den del af forskningen til vestlige orientalister. Og dermed stagnerer den islamiske verden. For hvor kommer udvikling og ny viden fra? Abu Zayd svarer: »Fra åbenhed og tvivlen«. Men åbenhed og tvivl vil små mennesker som islamisterne ikke acceptere. Abu Zayd satte noget på spil for sine principper. Ikke af egoistiske grunde, for hvis han bare havde holdt sin mund, ville han have avanceret, han ville have undgået at blive tvangsskilt og truet på livet, han ville være blevet i Egypten og så videre. Men det var for kujonagtigt, og det kunne han ikke leve med! Det, han gjorde, var både stort og modigt. Nogle vil måske sige: »Nå ja, lidt korankritik og hvad så?«. Så let var det bare ikke. Abu Zayd satte sig op imod et helt system - et system, hvis tankemåde var fuldstændig funderet på og gennemsyret af absolutte sandheder. At kritisere Koranen blev dermed et forsøg på at fælde systemet ved at svinge øksen ind i selve systemets rod. Den slags finder systemet sig ikke i. Abu Zayd gjorde det for sine trosfællers skyld, for sine princippers skyld og ikke for egen vindings skyld. Det samme kan man sige om den kvinde fra Demokratiske Muslimer - en somalisk, tørklædeklædt enlig mor - som har stået imod trusler og et ekstremt pres, fordi hun har valgt at melde sig ind i Demokratiske Muslimer; oven i købet som medlem af bestyrelsen. Hun vover noget hver dag for sin tro på demokratiet, sin og sit barns personlige sikkerhed, sit netværk og sit almindelige liv i det hele taget. Hun er min personlige heltinde. Hvor mange ville egentlig ellers gøre det i dagens Danmark? Hvad vil man i dag risikere sin tilværelse - eller måske ligefrem livet - for? Dette er ikke en opfordring til fundamentalisme eller en forsvarstale for selvmordsbombere og politisk vold. Tværtimod. Jeg glæder mig ofte over, at moderate politiske reformatorer fra A.P. Bernstorff til Stauning har sejret i Danmark, når noget nyt har trængt sig på. I Danmark har der heldigvis aldrig været plads til typer som Napoleon og Hitler, og det er på mange måder en velsignelse, at vi i den grad er et konsensussamfund. Men der er trangt på midten for tiden, og det kan ende med, at man enes om den laveste fællesnævner - med stagnation og stilstand til følge. Derfor savner jeg indimellem at se en større lyst til at brænde for noget - til at sætte noget på spil. Jeg har lige læst bogen 'Oprørere', redigeret af Morten Petersen. Den beskriver 12 danske oprørere. For dem alle gælder det, at de har forsøgt at rive sig fri af snærende bånd. Det er gået flere af dem ilde; de har skilt sig selv fra livet, er blevet skilt fra livet af andre, er blevet spærret inde eller eksileret og knust. Men hvorfor vælger mennesker den bane? I bogen peger forfatterne på, at der skal være især to forudsætninger til stede for at skabe en oprører. For det første et særligt mod til at sætte sig op mod magthaverne og det bestående. Det koster dyrt i forfølgelse, straffe og ensomhed at være anderledes og at tænke selvstændigt. Man skal tænke og udtale andre tanker end de gængse. For det andet er nogle betingelser i det omkringliggende samfund nødvendige. De forandringer, som oprørerne kræver, skal være inden for rækkevidde eller på vej til at blive synlige i samfundet, før oprørerne kan kaste sig ud i at kæmpe for dem. Det betyder, at virkningen af deres indsats i almindelighed er, at de kan fremskynde en udvikling, som allerede er i gang, eller at de kan have held og kræfter til at give en igangværende udvikling en drejning i deres retning. I tilfældet Mogens Glistrup, som ikke er med i bogen, er det nok det sidste, der har manglet, og så er det personlige mod blot gået hen og blevet et kværulantforrykt og egoistisk projekt. Men har han alligevel ikke sat sine spor i nutidig politik? Flere nutidige politikere har givet ham ret, og Anders Fogh Rasmussen har ligefrem indført et skattestop. Den sidste, der bliver nævnt i bogen, er Frode Jakobsen. Han hører Anden Verdenskrig til. Efter Anden Verdenskrig har der tilsyneladende ikke været flere danske oprørere, som forfatterne har fundet egnede til at tage med i bogen. Jeg kan heller ikke selv få øje på nogen i Danmark. Der er ellers mange mennesker i den periode, der har sagt 'magthaverne' og det bestående imod. Men mærkværdigvis er langt de fleste alligevel forblevet parenteser i de sidste 60 års danmarkshistorie. Abu Zayd var ikke dumdristig. Han er modig og har udvist stor civilcourage. Han satte alt på spil. Jeg savner større civilcourage i dagens Danmark - ikke kun i forhold til systemet, men også i forhold til demokratiets fjender. Under besættelsen var civilcourage ikke blot en mulighed, men nærmest et krav. Og civilcourage har da også i fordums tid været drivkraft bag væsentlige fremskridt som f.eks. strejkeret, religionsfrihed og fri abort. Men i dag er der langt mellem snapsene. Jo, der har da i nyere tid været præster, der har udvist civil ulydighed ved f.eks. at skjule flygtninge. Og Frank Grevil blev landets mest kendte 'whistleblower'. Men der er ikke mange i dag, der tør risikere noget. Så hellere dukke nakken. Tamilsagen er et af den nyere tids bedste eksempler på manglende civilcourage hos embedsmændene. Men selv i dag siger nogle forskere: »Vi tør ikke kritisere, for så mister vi bevillinger«, og inden for kulturlivet møder vi de samme argumenter. Det er dybt kritisabelt. De må have en dårlig smag i munden. Nutidens unge mangler helte. Rollemodeller er der mange af. Og godt for det. Vi har enkeltsagshelte, og det er fint. Men der mangler indimellem nogle egentlige oprørere. Jeg er ikke fortaler for en samfundsrevolution - det er alt for voldsomt til mig. Men det hele må heller ikke gå hen og blive en ligegyldig, samfundsstagnerende grød, som der nu er en tendens til. Når der til gengæld er nogen, der udviser mod til en kamp for en samfundsrevision, ja, så tager jeg hatten af. Ludvig Holberg (Moralske Tanker, 41) udtalte: »Middelvej er Grundvold til alle gode Ting, og den fornemste Regel, som Mennesket bør tage i Agt«. Siden da har det været en del af det danske sindelag, at man holder sig på midten - på det jævne, på det jævne. Det gør nok også, at vi har en tilbøjelighed til at stemme på de partier, der stiller færrest mulige krav til vores medmenneskelighed. Se bare på Dansk Folkeparti, som profilerer sig på at 'sørge for' danskerne. Denne tendens til middelmådighed bliver til ansvarsløshed, for vil vi egentlig ikke blot gerne 'sørges for', undgå at tage stilling og endelig ikke blive belemret med andres lidelser eller problemer? Vil vi overhovedet kæmpe for nogen sag? Tør vi? Eller vil vi kun kæmpe for stilstand? Ved vi, at det ofte ikke kun er en kamp mod 'systemet', der er nødvendig, men også mod andre kræfter, der truer demokratiet? Mange mangler modet. For hvad er det for en tendens, der har udviklet sig - især på den politiske scene - til at kritisere 'magthaverne', f.eks. statsministeren eller partilederne, anonymt. Når venstrefolk fra det skjulte kritiserer Anders Fogh Rasmussen for arrogance og en kold og kynisk ledelsesstil, er det så oprør? Nej, vel - det er i virkeligheden bare civilkujoneri. Man tør ikke tilkendegive sin holdning med åben pande, for tænk nu, hvis man mistede noget derved - ordførerskaber, ministerposter og så videre. Det klæder ikke demokratiet, at de folkevalgte ikke selv tør stå frem med deres synspunkter om forholdene i egne rækker. Det klæder heller ikke demokratiet, at folkevalgte hele tiden er så taktiske, at de bliver tandløse. Det er et forkert signal at sende til dem, der har valgt os: Demokratiet er jo netop karakteriseret ved, at vi har lov til at sige, hvad vi mener. Også selv om det, vi mener, ikke falder i 'magthavernes' smag. Men selve det, at røsterne mod partitoppen i Venstre kommer nede fra det skjulte, tyder jo på, at stemmerne har ret i kritikken. Hvis Anders Fogh Rasmussens ledelsesstil er så skræmmende, at venstrefolkene ikke tør tale om det åbent, så må man udlede, at Anders Fogh Rasmussens ledelsesstil er - ja, skræmmende. Andre har modet til at lægge navn til deres synspunkter, men vælger at placere sig som intellektuelle linjedommere. De kommenterer i al uendelighed andres bestræbelser på at føre samfundet videre i en ny retning. Det er en utrolig bekvem position at sidde på sidelinjen og intellektualisere alting. En rigtig mandagsdommerrolle. Man kan på en overfladisk og ondskabsfuld måde spidde alle med sin skarpe pen, uden at det koster en disse. Og hvis man ikke får ret, så finder man et lille punkt at gå i dybden med, og søger ad den vej at få ret. Mange intellektuelle linjedommere benytter ofte deres intellektuelle evner til at få en dyrekøbt sejr, som ikke har nogen betydning i den store sammenhæng. Når man f.eks. som politiker hele tiden skal forholde sig til linjedommernes overintellektuelle meldinger om tonen i debatten, processen, procedure og så videre, så kommer man i hvert fald let til at bruge sin energi på at diskutere meget med dem, som man ellers har nogle grundlæggende værdier til fælles med. Problemet er, at begge parter dermed risikerer at glemme at diskutere med dem, hvis værdier for alvor adskiller sig fra deres egne. Blandt andet fordi det er så længe siden, vi har haft oprørere i Danmark, skal man i dag også bruge kræfterne på at overbevise folk om, at man rent faktisk brænder for noget. Vi er alt for hurtige til at mistænkeliggøre og efterspørge 'alternative motiver' hos dem, der kæmper for en sag. Hvad mon de virkelige motiver er: selvprofilering, penge, begge dele? Vi har det svært med idealisme. Så gør vi hellere lidt grin med det. Lidt latterlig er man vel altid, når man sådan går og brænder for noget. Måske kan det også føres tilbage til Holberg - bliv på midten? Så måske undlader nogle at kæmpe for noget, fordi der er så meget andet end selve kampen, de skal kæmpe med - eller rettere imod. Men den sande oprører lader sig ikke gå på af den slags modstand. Oprøreren bliver ved og står ved sin sag. Abu Zayd er en sand oprører - af den sunde slags. Tænk, hvis der ikke var nogen som ham. Verden ville stagnere fuldstændig, hver nation ville lukke sammen om sig selv i total stilstand. Derfor fortjener han den pris, han får i morgen. Han havde sine principper kær og kæmpede for dem. Tænk over det, når du i morgen fejrer grundlovsdag: Hvad har du kært? Hvad vil du kæmpe for? God grundlovsdag!