Nu kan det være nok! »Arbejdsmarkedet er rødglødende«. »De ledige ønsker ikke at komme i arbejde«. »Vi skal blive længere på arbejdsmarkedet«. Beskæftigelsesministeren siger det, Mogens Lykketoft siger det, politikere, eksperter og meningsdannere over en bred kam siger det: Der er mangel på arbejdskraft, og blandt de 4,8 procent, der er arbejdsløse, er der reelt kun få, der vil eller kan arbejde. Det er absurd at lytte til, når man tilhører en af de grupper, hvor det er endog meget svært at komme i arbejde, hvis man først er trådt ind i køen af ledige. Når man så ydermere udsættes for den kynisme, der ofte følger med, når arbejdsgiverne kan skalte og valte og vælge efter forgodtbefindende, så kommer der uvægerligt et tidspunkt, hvor man stilfærdigt må slå i bordet og bede om en anstændig behandling. Og spørge, om dette er noget, der er fremmende for at gøre Danmark til et foregangsland med moderne arbejdspladser og dygtige medarbejdere? »Dramatisk mangel på arbejdskraft« skrev Politiken 8.3. I artiklen udtaler en konsulent i Dansk Arbejdsgiverforening bl.a.: »Vi er nu derhenne, hvor manglen på arbejdskraft stort set er til stede overalt, i alle brancher og fag«. Folketinget drøfter en velfærdsreform. Det ligner snarere et forsøg på at løse problemerne ved at give arbejdsstyrken tommelskruer på. Muligheden for at gå på pension eller efterløn udskydes, så vi arbejder længere. De yngste blandt de ledige får nedsat dagpengene, så de ikke skal føle sig motiveret til at gå og drive den af. Studietiden gøres mere målrettet, så de unge kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Et frontalangreb på det, som med et hæsligt og misforstået udtryk kaldes et fjumreår. Jeg er cand.phil. i dansk og har i 16 år arbejdet som journalist. Jeg tilhører gruppen af ledige humanister. Ydermere er jeg bosiddende i København og i aldersgruppen 40-49 år. Det kan næsten ikke blive værre. Tal fra Dansk Magisterforening viser, at 8,4 procent af humanisterne er ledige. For akademikere generelt er tallet 4,9 procent (december 2005). Gruppen af 40-49-årige er den eneste blandt akademikere, der i 2005 blev flere af. Der blev også flere arbejdsløse magistre i københavnsområdet, i Frederiksborg Amt og i Nordjylland. Dansk Journalistforbund oplyser, at ledigheden blandt dets medlemmer i marts 2006 var på 7,3 procent. Vel at mærke hvis man kun regner dem med, der var på dagpenge. Tager man de ledige med, der var på aktivering, kurser eller arbejde med løntilskud, er tallet 8,8 procent. Ifølge Dansk Statistik var den samlede arbejdsløshed i marts 2006 på 4,8 procent (fuldtidsledige på dagpenge). Over gennemsnittet lå også magistre (8,8 procent), samfundsfaglige bachelorer (7,5 procent) og humanistiske bachelorer (15,6 procent). For DJØF'ere er en kedelig udvikling vendt, og arbejdsløsheden er nu nede på 4 procent. I virkeligheden bør man sondre mellem som minimum tre forskellige dele af det samlede arbejdsmarked. En del, hvor udbud og efterspørgsel passer fint sammen. En del, hvor der er alvorlig mangel på arbejdskraft, for eksempel i flere håndværksfag og blandt sygeplejere. Og endelig en del, hvor der ikke er job nok til alle. I mange tilfælde folk med en lang uddannelse. Spørgsmålet er, om det er klogt og fornuftigt i længden i den grad at rette indsatsen mod én del af arbejdsmarkedet? Jeg har været arbejdsløs siden 1. august 2005. I perioden 6. februar 2005 -19. maj 2006 har jeg skrevet 264 ansøgninger og været til 6 samtaler. Jeg skriver enkelte artikler på freelancebasis og har haft et barselsvikariat på to uger, mens jeg forfølger drømmen om igen at få fast arbejde. 7 ansøgninger er sendt uopfordret, resten er ansøgninger på stillinger, der er slået op. Der er altså masser af job at søge, og antallet er stigende. Jeg skrev 137 ansøgninger i 2005 og er altså i år allerede oppe på 127. Langt de fleste stillinger, jeg søger, har informationsformidling som omdrejningspunkt: redaktør, redaktionssekretær, informationsmedarbejder, kommunikationsmedarbejder, kommunikationskonsulent, journalist. Jeg har søgt en håndfuld underviserjob og enkelte mere administrative. Efter nogle magre år præget af fyringer på dagblade og indspænding af livremmen på fagblade som følge af portostøttens bortfald er der igen grøde i branchen. Der er mange job, men der er også mange ansøgere til dem. Her er nogle af topscorerne: - Kommunikationsmedarbejder, Handicapidrættens Videnscenter: 445 ansøgere. - Kommunikationsmedarbejder, Unicef: knap 400 ansøgere. - Tekstforfatter, CoreWorkers: over 250 ansøgere. - Informations- og kommunikationsmedarbejder, Københavns Kommunale Ungdomsskole: over 200 ansøgere. - Journalist/informationsmedarbejder, Skov- og Naturstyrelsen: 200 ansøgere. I alt 26 virksomheder har haft mellem 100 og 200 ansøgere til én stilling. 32 virksomheder fik 50-99 ansøgninger, og 19 fik 13-49 ansøgninger. Resten, 175 virksomheder, har ikke givet oplysninger om antallet af ansøgere. Blandt ansøgerne er en del i forvejen i arbejde. De ser boomet i antallet af ledige stillinger som en velkommen lejlighed til at søge nye udfordringer. Og så er der en hel del ledige, der ligesom jeg selv gerne vil i arbejde. Det er en frustrerende situation, men jeg klynker ikke, og jeg beklager mig ikke. Jeg er nemlig selv skyld i, at jeg er havnet i bunken af ihærdigt, men indtil videre forgæves jobsøgende. Jeg har nemlig gjort noget, politikerne helst ikke vil have, at man gør. Jeg har fjumret! Efter at have taget en længerevarende uddannelse og efter at have været i arbejde i over 15 år, kun afbrudt af korte perioder mellem vikariater i starten af karrieren, valgte jeg nemlig at sige mit gode job op og rejse med familien til et andet land i fire år. Som medfølgende ægtefælle til en embedsmand var jeg reelt trådt ud af det lineære arbejdsforløb, mange karrierer udgør. Bekymring for, hvordan det skulle gå mig på et fremmed arbejdsmarked, blev erstattet med lysten til at prøve nye udfordringer. Det blev til ni måneders ledighed, et år som pædagogmedhjælper på et fritidshjem og to år som underviser på et gymnasium og et universitet - samt en række artikler om danskere, der havde valgt at prøve lykken i et andet land end Danmark. Det gav ny ilt til hjernen og en tro på, at det nok skulle lykkes at vende tilbage til det danske arbejdsmarked. Men så let skulle det altså ikke være. Selv om min situation er selvforskyldt, så har jeg svært ved at se det rimelige i, at jeg og mange, mange andre ledige og jobsøgende konstant får at vide, at vi bare går og gemmer os og ikke gider arbejde. Jeg er en af dem, politikerne gerne ser arbejder så længe som muligt, så vi kan holde hjulene i gang også om tyve år. Men hvordan skal man på fornuftig vis kunne forholde sig til ønsket om, at man bliver længere på arbejdsmarkedet, end man egentlig havde forestillet sig, når man ikke engang kan komme ind, selv om man hellere end gerne vil? Politikerne skærer alle over én kam og bruger kræfterne på at skaffe arbejdskraft dér, hvor der mangler. Må vi bede om flere nuancer i debatten og om initiativer, der skal skabe flere arbejdspladser dér, hvor der er ledige. At der er så mange ansøgere til disse stillinger, kommer ofte bag på virksomhederne. Forbløffende mange er ikke gearet til at tackle situationen professionelt, og det afspejles i den behandling, ansøgerne får. Samtidig er der en del, der udnytter situationen til egen fordel. Forståeligt - men ubehageligt. Mange undlader at oplyse om processen, og hvornår der sker noget, og hvornår man hører noget. Mange giver en ufuldstændig feedback og sender i stedet et standardbrev, hvori de beklager, at de ikke kan ansætte én. Uden oplysning om antallet af ansøgere, hvor mange der var til samtale, den udvalgtes profil og lignende, som kan bruges til at skærpe den fortsatte jobsøgning. 82 af de virksomheder, hvor jeg har søgt job, har offentliggjort antallet af ansøgere. Med andre ord er der 68 procent, der ikke har. Nogle er gode til at svare hurtigt, sågar også holde ansøgerne løbende informeret. Men af de 137 ansøgninger, jeg sendte af sted i 2005, er der hele 11, jeg endnu ikke har modtaget endeligt svar fra. Den ældste af disse havde deadline for ansøgning 6. juni 2005. Mon ikke vi hører noget i anledning af etårsfødselsdagen? Blandt synderne er flere velrenommerede offentlige og halvoffentlige institutioner. Man må forbløffes! At nogle kynisk udnytter, at det er arbejdsgivers marked, har jeg fået at føle på egen krop. Ledelsen i en faglig organisation opfordrede mig til at søge en stilling og lancerede en plan, der gik ud på at besætte to stillinger med ét opslag. Jeg skulle ansættes først i den ene stilling og efter en periode køres over i den anden, således at jeg kunne være med til at indføre en ny medarbejder i den første stilling. Det var vigtigt for virksomheden at sikre sig, at jeg var ansøger, inden stillingen blev slået op. Det meddelte jeg prompte, at jeg var. Vi aftalte at holde hinanden informeret, hvis der skete noget undervejs. Jeg hørte således, at den øverste myndighed i organisationen ikke havde lagt brosten i vejen for planen. På et tidspunkt kunne jeg så fortælle, at jeg skulle til samtale på en anden stilling, og at jeg måtte foretage et valg mellem dem, hvis det skulle komme så vidt. Jeg hørte ikke noget i den anledning, og jeg undgik valget, da jeg i kapløbet om det andet job blev slået på målstregen. Efter at have haft fire ansøgere, deriblandt mig, til samtale, valgte organisationen en, man fandt bedre kvalificeret til nogle af opgaverne. Det ville have været fair nok, hvis det var det scenarium, der havde været meldt ud fra begyndelsen eller undervejs. Jeg er muligvis lidt naiv, men jeg tror ikke, at dette er udtryk for en bevidst strategi. I så fald har de jo taget min røv! (Citat: Olsen-banden). Jeg hælder til den forklaring, at man ønskede at have et sikkerhedsnet spændt ud under søgningen efter en ny medarbejder, og da ansøgerfeltet viste sig større og mere kompetent end ventet, benyttede man lejligheden til at sikre sig den bedst egnede. Opportunisme? Reelt var resultatet, at man sikrede sig mig som minimum og samtidig bevarede muligheden for at vælge noget bedre - og at jeg kunne have risikeret at skulle vælge mellem to stillinger uden at vide, at jeg alligevel ikke ville kunne få den ene. Mange har reageret med chok og forargelse på denne oplevelse. »Svineri« var et ord, jeg hyppigt hørte i dagene derefter. »Uanstændigt«, sagde min kone, og det er den betegnelse, der blevet hængende i mit øre. Heldigvis er kun de færreste så kyniske. Men det er heller ikke særlig rart at blive behandlet som en vare på et samlebånd: For nylig søgte jeg et vikariat i en virksomhed, der benyttede sig af et stort vikarbureau til at finde den rette person. Stor var min glæde, da jeg en mandag morgen blev inviteret til samtale på vikarbureauet den følgende torsdag formiddag. Jeg fik blot at vide, at der var forskellige tider at vælge imellem, da man tog flere til samtale. Jeg lavede som freelancer et interview mandag formiddag og skrev hurtigt artiklen mandag og tirsdag, så jeg kunne afsætte onsdagen til at forberede samtalen. Jeg følte mig helt klar, da vikarbureauet onsdag klokken 16.45 aflyste samtalen med den begrundelse, at virksomheden i mellemtiden havde fundet en vikar. Jeg sendte vikarbureauet en e-mail holdt i høflige toner, hvori jeg gav udtryk for, at fremgangsmåden var meget uhensigtsmæssig for ansøgerne. Vikarbureauet svarede blandt andet: »I nogle tilfælde arbejder vi med løbende rekruttering, hvor vi løbende præsenterer cv'er til vores kunde. Vores kunde holder derefter samtale med de kandidater, de finder egnede. Derfor sker det en gang imellem, at et job besættes, selv om vi har kaldt yderligere kandidater ind til samtale hos os. Derfor aflyste vi samtalen med dig, således at vi ikke spildte din tid herinde med et interview, vi reelt ikke havde et job til. Jeg beklager den tid, du har brugt på det, men denne proces er ikke usædvanlig for en rekruttering, hvor kunden ønsker at ansætte en kandidat hurtigt«. Med andre ord: Arbejdsgiverens interesser vejer langt tungere end den potentielle medarbejders, og for vikarbureauet vejer hensynet til den betalende kunde tungere end hensynet til ansøgerne. Heldigvis er der også solstrålehistorier, som mange kan lære af: Tre dage efter ansøgningsfristen havde en uddannelsesinstitution gennemgået 27 ansøgninger grundigt og indkaldte seks til samtale, deriblandt mig. To fra ledelsesgruppen deltog i samtalen, velforberedte, venlige og kompetente. Samme aften ringede de og fortalte i positive, men ærlige vendinger, hvorfor jeg havde været inde i billedet, og hvorfor de havde valgt en af de andre. Kort efter modtog jeg et personligt afslag, formentlig ligesom alle andre, i hvert fald dem, der havde været til samtale. Her blev givet en feedback på samtalen og nogle generelle oplysninger om ansættelsesforløbet. Det var tjekket og veltilrettelagt; det blev udført som bebudet; der var sat ressourcer af til at gøre det professionelt og hurtigt, og frem for alt sad man bagefter med en oplevelse af at være blevet behandlet som et individuelt menneske og en ligeværdig partner. Det var en opløftende oplevelse, og det er de færreste afslag, der er det. I moderne management hedder det ikke længere 'personale' men 'human resources'. Man taler om den lærende organisation, om kompetenceudvikling og fleksible og ansvarlige medarbejdere, der har indflydelse og engagement, og som ikke blot går hjem midt i en opgave. Grænsen mellem arbejde og fritid bliver mere flydende. Jeg har svært ved at se sammenhængen mellem de fine teorier om det moderne arbejdsmarked og politikernes forsøg på at styre det med stramme regler. Hæmmer man ikke udviklingen af personlige, generelle kompetencer ved at tvinge unge ind i et lineært arbejdsliv og forhindre, at der eksperimenteres og opleves, undskyld: fjumres? Motiverer man de potentielle medarbejdere til ansvar og fleksibilitet over for arbejdsmarkedet, hvis de gennem længere tid oplever, at de ikke kan bruges - selv om de har uddannelse og års erfaring? Hvis en virksomhed vil være en god, moderne arbejdsplads, bør man så ikke behandle potentielle medarbejdere, som man behandler allerede ansatte - med respekt? Hvis medarbejderne skal være human resources, bør arbejdsgiverne så ikke afsætte ressourcer til at behandle dem som mennesker? Må vi bede om lidt mere anstændighed, tak!