Einstein udtænkte sin relativitetsteori som 26-årig. Hvis man arbejder inden for naturvidenskab og stræber efter en Nobelpris, skal man meget gerne have nået at få sin gode idé i dén alder. Man bliver hurtigt for gammel og konventionelt tænkende til at have blik for de fænomener, som kan føre til det store paradigmeskift. Ikke at ældre naturvidenskabsfolk er unyttige eller dårligt tænkende. Der er blot en særlig dimension af den naturvidenskabelige tænkning, som erfaringen viser, at man bedst egner sig til i den unge alder. Inden for de humanistiske fag er mønsteret et andet. Her er der sjældent så meget at hente hos de purunge studerende. Jo, blikket for de uholdbare konventioner i den ældre fagtradition er skarpt, og den nysgerrighed over for stoffet, som er forudsætningen for enhver vedkommende analyse, er stor. Men med tiden forøges den faglige modenhed og det historiske perspektiv på stoffet, som er betingelsen for en kvalificeret og erkendelsesrig udforskning af et emne. Erfaring er faktisk en god ting. Det går heldigvis ikke kun ned ad bakke for os, efter at vi har rundet de 30. Og nok tager modenhed pr. definition tid. Men modenhed betaler sig også - på alle måder, både hvis man tænker strictly business, og hvis man sigter mod et velfærdssamfund, der også er mentalt-psykologisk velfungerende. Imidlertid er det påfaldende i dagens Danmark, repræsenteret ved den aktuelle regering, at den akkumulation af viden og indsigt, som kun mange års studier og arbejde inden for det humanistiske område kan føre til, ikke anerkendes som væsentligt eller nødvendigt for samfundet. Nærmest tværtimod. Tænk at have en statsminister, der i sin første nytårstale kunne erklære hine ofte citerede ord om, at vi her i landet ikke havde brug for eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. Det er jo lige omvendt. Vi har hårdt brug for dem. Men statsministerens og regeringens forstemmende attitude er en af årsagerne til, at man med uhyggelig konsekvens forsøger at komprimere de humanistiske uddannelser og at få de studerende til at gennemføre studierne på kortest mulig tid. Den nysgerrighed og den trang til fordybelse, som måske er de vigtigste egenskaber hos en humanistisk studerende, og som man i indretningen af studierne skulle gøre alt for at styrke og opmuntre, hæmmes i stedet systematisk og målrettet. Blot fordi et stort antal ikke-humanistiske uddannelser faktisk med gavn kan gennemføres over en kort årrække, behøver dette ikke som en naturlov at gøre sig gældende inden for alle vores uddannelser. I ønsket om standardisering blot for standardiseringens egen skyld bliver det overset, at forskellige uddannelsers forskellige indhold og karakter også fordrer en vis forskelsbehandling i studiestartstidspunkt, uddannelseslængde, gennemførelsestid etc. Al erfaring på de humanistiske uddannelser viser, at de studerende, der har holdt en pause mellem studentereksamen og studiestart, generelt klarer sig rigtig godt. De har en modenhed og en motivation, som er helt afgørende for kvaliteten af de studier, de efterfølgende giver sig i kast med. Og de studerende, der giver sig tid til at læse supplerende fag af interesse, også selv om de ikke lige kan bruge dem til en eksamen her og nu, har også næsten med garanti mere at byde på - og statistisk også lettere ved at få job - når de står med en fuldført uddannelse, end den strømlinede, uselvstændige og unge studerende. Den modne og fagligt engagerede vil være udelt mere attraktiv for en ambitiøs arbejdsplads og uden sammenligning mere produktiv for samfundet. I mange humanistiske studieforløb kan man sikkert med fordel øge aktiviteten, men tidsbesparelse kan ikke være et mål i sig selv. Hvis vi virkelig vil have de bedst tænkelige humanistiske kandidater, bliver vi nødt til at opprioritere modenhed og faglighed som afgørende dimensioner af studiet. I stor enfold udtænker ministeriet imidlertid, at uddannelserne ikke blot skal være korte og hurtigt gennemførlige med så unge studerende som muligt, men at de også i videst omfang skal indrettes, så de kommer til at handle om kompetencer - det store modeord - i stedet for at handle om faglighed. De ønsker, at uddannelserne skal sigte mod de kompetencer, som erhvervslivet kan have gavn af, i stedet for visionært og idealistisk at satse på faglig kvalitet og indsigt. Inden for de humanistiske fag bliver kulturområdet, som er det felt, jeg selv arbejder i (kunst, musik, litteratur, teater) i udpræget grad opfattet som underholdning i den mest overflødige, luksusagtige forståelse af begrebet. Som spøg og skæmt, flødeskum og glasur. At almen dannelse og viden f.eks. om kunst kan være nyttig til andet end f.eks. at gøre en god figur ved et middagsselskab, overstiger ministrenes vildeste fantasier. En egentlig bevidsthed om og anerkendelse af, at denne form for luksuspræget almendannelse kun er en flig af, hvad kultur handler om og betyder for vores samfund og den enkeltes liv, mangler i forstemmende grad. Den store modernistiske arkitekt Le Corbusier udtænkte i 1920'erne et radikalt byfornyelsesprojekt til Paris: Han ønskede at rydde et stort område af den gamle, centrale by ved Seinen og bygge en monumental, luftig og sund og ultimativt moderne bydel i stedet. Idealet for ham var, at alle kom til at bo i rummelige og lyse lejligheder, at man kunne se himmel over sig, og at man hurtigt og effektivt kunne bevæge sig rundt i byen. Med den befolkningseksplosion, der var vilkåret for storbyen, var der kun én løsning: Højhuse, meget høje og ens højhuse, der til gengæld kunne ligge med stor indbyrdes afstand, så der var grønne områder, lys og luft overalt omkring de enkelte boligblokke. Trafikken skulle være adskilt i flere niveauer i byen efter fart og tyngde, så man kunne suse tværs igennem byen eller spadsere fra blok til blok, uden at sinke eller hindre hinandens bevægelser. Planen, der for storbybeundrende personer er ganske skræmmende, blev som bekendt ikke gennemført i Paris, men vi har senere set rigeligt med afarter af den i vore forstæders monotone betonkvarterer. Le Corbusiers modernistiske og funktionalistiske idealer handlede imidlertid om sundhed og lighed og var forståelige nok, når man tager tidens meget klassedelte samfund og den ekstreme storbyslum, der var opstået i kølvandet på industrialiseringen, i betragtning. I projektet lå også en stor begejstring for de muligheder og sociale gevinster, som massefremstillingen og modularkitekturen i beton syntes at love: godt og billigt og til alle. Men hans utopi efterlod ikke plads til den individualisme, som vi i dag tillægger betydning og mener skal have plads, for at vi skal kunne trives. Le Corbusier har givetvis ikke opfattet sin betonbrutalisme som undertrykkende, tværtimod. Han har set de sunde og gode og ensartede boliger som den perfekte, neutrale ramme om det enkelte liv. I realiteten har det imidlertid vist sig, at det alt for praktiske, alt for bekvemme, alt for ensartede og ensrettede kan virke dybt frustrerende, og at de velfungerende bysamfund og bydele er dem, hvor funktioner, kulturer og sociale lag er blandet. Og hvor der er variation og mangfoldighed og plads til det poetisk uforudsigelige. De huse og de bydele, der fungerer godt, og som er eftertragtede i dag, rummer æstetiske, historiske, fortællende, kulturelle kvaliteter af alverdens slags. Den dimension overså Le Corbusier i al sin velmenende iver for at skabe fysisk sunde boliger, hvor man hurtigt og effektivt kunne leve et produktivt liv. Mennesket lever måske ikke af ånd alene, men det har det sandelig heller ikke for godt uden ånd overhovedet. Lyder det banalt? Det var åbenbart ikke så indlysende for det tidlige 20. århundreders modernister. Og hvad værre er, det er åbenbart stadig ikke gået op for vores egen tids regering. For i realiteten er det alle de værdier, som udforskes og udvikles inden for de humanistiske og kunstneriske discipliner, som vi overlever på rent mentalt. Det er den 'ånd', som Le Corbusier ikke medregnede i sit projekt. Det, der er realiteten i det politiske landskab i dag, er på Le Corbusiersk vis en respekt alene for det, der kan måles og vejes. Det er ikke alene indskrænket, det er også farligt for vores samfund på både kort og langt sigt. Og det er netop et - i dette tilfælde desværre ganske skæbnesvangert - eksempel på, hvor galt det kan gå, når man mangler det historiske perspektiv på samtiden, som netop en humanistisk, almen dannelse kan bibringe. Problemet er selvfølgelig, at værdien af ekspertviden inden for kunst og kultur ikke sådan er til at måle i indkomster og industrielle fremskridt. Og så dog måske alligevel? Faktisk er det ikke så entydigt, at det ikke skulle være god forretning også rent økonomisk at opprioritere de humanistiske uddannelser. Vi er øjensynligt på vej mod et ganske anderledes samfund end det, der hørte industrialiseringen til, og en ganske anden form for økonomi. En aktuel rapport udarbejdet på Handelshøjskolen slår fast, at der inden for kulturområdet faktisk er en stor vækst, en vækst, der langt overstiger det, vi ser inden for de traditionelle indkomstkilder (industri osv.) i vores samfund. Rapporten handler i øvrigt ikke om uddannelsespolitik, men om det lidt tørre emne 'ophavsretslige midler'. Men af det statistiske materiale fremgår, at det er de områder, der giver ophavsretsligt afkast, som rummer den store økonomiske vækst - og disse områder omhandler jo netop kultur og bearbejdninger af kultur. Selv hvis vi kun taler om penge, er budskabet således ganske entydigt: Det er folk som humanister, der for alvor kan tjene ind til samfundet i de kommende år, og produktet hedder kultur og kulturbearbejdning. Og er det ikke netop dét, vi skal være rige på i fremtidens Danmark, hvis vi stadig ønsker et demokratisk, velfungerende og ligestillet velfærdssamfund? Er det ikke vejen frem, hvis vi skal forsøge at bekæmpe den sociale og kulturelle polarisering, der er under hastig udvikling i dag? Det er under alle omstændigheder en samfundsudvikling, vi alle ville kunne nyde godt af, overalt fra koncerten eller biografturen over arkitekturen i gadebilledet til de billeder og bøger, vi bliver klogere på verden og os selv af at se på eller læse. Vi skal altså satse på at tjene penge på noget andet, end vi er vant til. Og her kan vi lære lidt af en militærhistorisk anekdote: I 1807 førte tæppebombningen af København til, at englænderne kunne sejle af med hele den danske flåde. Man gik derfor ihærdigt i gang med at plante en stor mængde egetræer til fremtidens nye linjeskibe. En skovfoged med en ikke ringe humoristisk sans sendte for få år siden et brev til militæret om, at egetræerne nu var store nok til byggeriet af den planlagte flåde. Så vidt jeg ved, har militæret ikke gjort brug af tilbuddet. For fremtiden har, som den har for vane, overhalet fortiden, og i det krigsmaskineri, man benytter sig af i nutidens hær, er selv de bedste egeplanker overflødige. I industrialiseringens storhedstid var fag som ingeniørens måske blandt de ultimativt meningsfulde og dem, der samlede generationernes mest kreative kræfter. Vi er imidlertid på vej ud af industrialiseringen, og alligevel opererer man på det politiske plan vedvarende med et samfunds- og virksomhedsideal, der hører hjemme i første halvdel af det 20. århundrede. Hvem siger, at det er inden for de tekniske og naturvidenskabelige discipliner, at fremtidens kreativitet og økonomiske og velfærdsmæssige potentiale ligger i dag? Vi planter studerende og forskningsmidler inden for bestemte fag, som man i fortiden plantede egetræer. Men at man i 1807 ikke kunne forudse, hvorledes militæret ville udvikle sig over et par århundreder, er sådan set mere forståeligt, end at regeringen i dag ikke kan aflæse selve den tid, de lever i. Det er ikke fremtiden, vi taler om. Det er her og nu. Jeg siger ikke, at vi skal undlade at satse på det højteknologiske eller naturvidenskabelige. Det skal vi selvfølgelig i videst muligt omfang. Men vi skal blot - med den Le Corbusierske erfaring i baghovedet - være klar over, at det ikke er tilstrækkeligt, hvis vi ønsker et både velstående og velfungerende samfund. Et af de alvorlige problemer ved den indskrænkede indstilling til humanioras fordybelseskrævende studier er, at vores viden og erfaring ikke blot bliver sat på standby for en tid, til vi kommer på bedre tanker. Det går nemlig uhyggeligt nemt og hurtigt at nedbryde et velfungerende videnssystem og en stærk fagtradition, men det tager meget lang tid og uforholdsmæssigt mange ressourcer at bygge det op igen. Vi savner forståelse for betydningen og værdien af faglig ekspertise, faglig kontinuitet og tradition og af de velfungerende videnskabelige miljøer, som kan være knyttet til et sted eller nogle personer. Der er tale om en stor grad af nedarvet viden, som netop modnes med alderen og over flere generationer i modsætning til mange naturvidenskabelige discipliner, hvor der er en meget hurtig forældelsesfrist på faglig viden. Mere eller mindre obskure og for udenforstående måske støvede, forældede fag, der i en årrække kun tiltrækker få studerende, kan alligevel rumme en enorm rigdom ikke kun for universitetet, men også for samfundet i det hele taget. Dette burde de ansvarlige politikere have in mente, inden de med rask hånd beslutter, at små fag skal nedlægges, og kun eksistere på ét af landets universiteter eller lignende. Vi savner politisk vilje eller indsigt (altså netop faglig ekspertise og historisk perspektiv) til at tage ansvaret for, hvad samfundet som helhed har godt af. Kompetencer er ikke alt. En generel opprioritering af hele det humanistiske område er yderst påkrævet, så vi ikke blot kan styrke vores samfunds velstand, men også dets almene velbefindende.