0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Modenhed betaler sig

Er almen dannelse noget med middagskonversation? Kan humanistiske studier klares i en fart? Regeringen tager grueligt fejl.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Einstein udtænkte sin relativitetsteori som 26-årig. Hvis man arbejder inden for naturvidenskab og stræber efter en Nobelpris, skal man meget gerne have nået at få sin gode idé i dén alder. Man bliver hurtigt for gammel og konventionelt tænkende til at have blik for de fænomener, som kan føre til det store paradigmeskift. Ikke at ældre naturvidenskabsfolk er unyttige eller dårligt tænkende. Der er blot en særlig dimension af den naturvidenskabelige tænkning, som erfaringen viser, at man bedst egner sig til i den unge alder.

Inden for de humanistiske fag er mønsteret et andet. Her er der sjældent så meget at hente hos de purunge studerende. Jo, blikket for de uholdbare konventioner i den ældre fagtradition er skarpt, og den nysgerrighed over for stoffet, som er forudsætningen for enhver vedkommende analyse, er stor. Men med tiden forøges den faglige modenhed og det historiske perspektiv på stoffet, som er betingelsen for en kvalificeret og erkendelsesrig udforskning af et emne.

Erfaring er faktisk en god ting. Det går heldigvis ikke kun ned ad bakke for os, efter at vi har rundet de 30. Og nok tager modenhed pr. definition tid. Men modenhed betaler sig også - på alle måder, både hvis man tænker strictly business, og hvis man sigter mod et velfærdssamfund, der også er mentalt-psykologisk velfungerende.

Imidlertid er det påfaldende i dagens Danmark, repræsenteret ved den aktuelle regering, at den akkumulation af viden og indsigt, som kun mange års studier og arbejde inden for det humanistiske område kan føre til, ikke anerkendes som væsentligt eller nødvendigt for samfundet. Nærmest tværtimod. Tænk at have en statsminister, der i sin første nytårstale kunne erklære hine ofte citerede ord om, at vi her i landet ikke havde brug for eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.

Det er jo lige omvendt. Vi har hårdt brug for dem. Men statsministerens og regeringens forstemmende attitude er en af årsagerne til, at man med uhyggelig konsekvens forsøger at komprimere de humanistiske uddannelser og at få de studerende til at gennemføre studierne på kortest mulig tid. Den nysgerrighed og den trang til fordybelse, som måske er de vigtigste egenskaber hos en humanistisk studerende, og som man i indretningen af studierne skulle gøre alt for at styrke og opmuntre, hæmmes i stedet systematisk og målrettet.

Blot fordi et stort antal ikke-humanistiske uddannelser faktisk med gavn kan gennemføres over en kort årrække, behøver dette ikke som en naturlov at gøre sig gældende inden for alle vores uddannelser. I ønsket om standardisering blot for standardiseringens egen skyld bliver det overset, at forskellige uddannelsers forskellige indhold og karakter også fordrer en vis forskelsbehandling i studiestartstidspunkt, uddannelseslængde, gennemførelsestid etc.

Al erfaring på de humanistiske uddannelser viser, at de studerende, der har holdt en pause mellem studentereksamen og studiestart, generelt klarer sig rigtig godt. De har en modenhed og en motivation, som er helt afgørende for kvaliteten af de studier, de efterfølgende giver sig i kast med. Og de studerende, der giver sig tid til at læse supplerende fag af interesse, også selv om de ikke lige kan bruge dem til en eksamen her og nu, har også næsten med garanti mere at byde på - og statistisk også lettere ved at få job - når de står med en fuldført uddannelse, end den strømlinede, uselvstændige og unge studerende. Den modne og fagligt engagerede vil være udelt mere attraktiv for en ambitiøs arbejdsplads og uden sammenligning mere produktiv for samfundet.

I mange humanistiske studieforløb kan man sikkert med fordel øge aktiviteten, men tidsbesparelse kan ikke være et mål i sig selv. Hvis vi virkelig vil have de bedst tænkelige humanistiske kandidater, bliver vi nødt til at opprioritere modenhed og faglighed som afgørende dimensioner af studiet.

I stor enfold udtænker ministeriet imidlertid, at uddannelserne ikke blot skal være korte og hurtigt gennemførlige med så unge studerende som muligt, men at de også i videst omfang skal indrettes, så de kommer til at handle om kompetencer - det store modeord - i stedet for at handle om faglighed. De ønsker, at uddannelserne skal sigte mod de kompetencer, som erhvervslivet kan have gavn af, i stedet for visionært og idealistisk at satse på faglig kvalitet og indsigt.

Inden for de humanistiske fag bliver kulturområdet, som er det felt, jeg selv arbejder i (kunst, musik, litteratur, teater) i udpræget grad opfattet som underholdning i den mest overflødige, luksusagtige forståelse af begrebet. Som spøg og skæmt, flødeskum og glasur. At almen dannelse og viden f.eks. om kunst kan være nyttig til andet end f.eks. at gøre en god figur ved et middagsselskab, overstiger ministrenes vildeste fantasier. En egentlig bevidsthed om og anerkendelse af, at denne form for luksuspræget almendannelse kun er en flig af, hvad kultur handler om og betyder for vores samfund og den enkeltes liv, mangler i forstemmende grad.

Den store modernistiske arkitekt Le Corbusier udtænkte i 1920'erne et radikalt byfornyelsesprojekt til Paris: Han ønskede at rydde et stort område af den gamle, centrale by ved Seinen og bygge en monumental, luftig og sund og ultimativt moderne bydel i stedet. Idealet for ham var, at alle kom til at bo i rummelige og lyse lejligheder, at man kunne se himmel over sig, og at man hurtigt og effektivt kunne bevæge sig rundt i byen. Med den befolkningseksplosion, der var vilkåret for storbyen, var der kun én løsning: Højhuse, meget høje og ens højhuse, der til gengæld kunne ligge med stor indbyrdes afstand, så der var grønne områder, lys og luft overalt omkring de enkelte boligblokke. Trafikken skulle være adskilt i flere niveauer i byen efter fart og tyngde, så man kunne suse tværs igennem byen eller spadsere fra blok til blok, uden at sinke eller hindre hinandens bevægelser.

Planen, der for storbybeundrende personer er ganske skræmmende, blev som bekendt ikke gennemført i Paris, men vi har senere set rigeligt med afarter af den i vore forstæders monotone betonkvarterer.

Le Corbusiers modernistiske og funktionalistiske idealer handlede imidlertid om sundhed og lighed og var forståelige nok, når man tager tidens meget klassedelte samfund og den ekstreme storbyslum, der var opstået i kølvandet på industrialiseringen, i betragtning.

I projektet lå også en stor begejstring for de muligheder og sociale gevinster, som massefremstillingen og modularkitekturen i beton syntes at love: godt og billigt og til alle. Men hans utopi efterlod ikke plads til den individualisme, som vi i dag tillægger betydning og mener skal have plads, for at vi skal kunne trives.

Le Corbusier har givetvis ikke opfattet sin betonbrutalisme som undertrykkende, tværtimod. Han har set de sunde og gode og ensartede boliger som den perfekte, neutrale ramme om det enkelte liv. I realiteten har det imidlertid vist sig, at det alt for praktiske, alt for bekvemme, alt for ensartede og ensrettede kan virke dybt frustrerende, og at de velfungerende bysamfund og bydele er dem, hvor funktioner, kulturer og sociale lag er blandet. Og hvor der er variation og mangfoldighed og plads til det poetisk uforudsigelige. De huse og de bydele, der fungerer godt, og som er eftertragtede i dag, rummer æstetiske, historiske, fortællende, kulturelle kvaliteter af alverdens slags. Den dimension overså Le Corbusier i al sin velmenende iver for at skabe fysisk sunde boliger, hvor man hurtigt og effektivt kunne leve et produktivt liv. Mennesket lever måske ikke af ånd alene, men det har det sandelig heller ikke for godt uden ånd overhovedet.

Lyder det banalt? Det var åbenbart ikke så indlysende for det tidlige 20. århundreders modernister. Og hvad værre er, det er åbenbart stadig ikke gået op for vores egen tids regering. For i realiteten er det alle de værdier, som udforskes og udvikles inden for de humanistiske og kunstneriske discipliner, som vi overlever på rent mentalt. Det er den 'ånd', som Le Corbusier ikke medregnede i sit projekt.

Det, der er realiteten i det politiske landskab i dag, er på Le Corbusiersk vis en respekt alene for det, der kan måles og vejes. Det er ikke alene indskrænket, det er også farligt for vores samfund på både kort og langt sigt. Og det er netop et - i de