Somethingis happening and you don't know what it is, do you, Mr. Jones? Sådan sang vistnok Bob Dylan engang i tidernes morgen, da mine forældre var unge studerende ved Københavns Universitet, netop udklækkede fra gymnasiet og med sund appetit på en fremtid, der tegnede forholdsvis lys og ganske underholdende. Jo, der skete noget, og de nye tider trængte ind alle steder, også på KUA, Københavns Universitet, det humanistiske fakultet, Njalsgade 80, Amager. Måske ikke lige efter Dylans sang, men i kølvandet på den. I kølvandet på den flodbølge, der rejste sig over hele Vesteuropa: Sex, drugs and rock 'n' roll og Ned med professorvældet og hvad man ellers fandt på, og i dag kan man se tilbage på oprøret i DR TV's Krøniken, hvor det dog kun ses fra en perifer sidelinje. Men altså: Det gik over i historien. Og nu er vi kommet videre i teksten, eller hva'? I hvert fald går jeg nu selv rundt som studerende på KUA, og ligesom Ida i Krøniken er jeg, af egen fri vilje, havnet på danskstudiet, hvor man, hvis nogen skulle være i tvivl, studerer nordisk litteratur og sprog. Da jeg begyndte på universitetet i september 2004, var det med forventning om at træde ind i en udfordrende, øjenåbnende, højintellektuel, engageret, problemdebatterende, kreativ, fantasifuld, levende åndsverden! Efter to år på Frederiksberg Studenterkursus, på hvilket alle ovenstående adjektiver passer, og med et studentereksamensgennemsnit på 10,5, forestillede jeg mig, at jeg under mit universitetsstudium ville bevæge mig de sidste tre trin op ad erkendelsens stige, op i de højere luftlag, ja, faktisk de højeste, dér hvor den frie tanke og ånd udvides i fordybelsens og videnskabens skylag. Men nej. Stigen nåede ikke engang op over KUA's fladtrykte grå-røde 70'er-betonbygninger, hvor der for øvrigt stadigvæk er støvet, allergifremkaldende hessian på auditorievæggene og orange og brune farver overalt. Kom vi videre dengang i 1980'erne, da ungdomsoprørets sidste toner døde ud, og Haarders sparekniv for alvor kom på bordet? Det ser ikke sådan ud, når jeg går rundt på KUA's lange, brede, brunflisede gange, som runger af tomhed og forladthed. Men skinnet bedrager som bekendt, og man skal ikke skue hunden på hårene, og hvad man nu ellers siger om den slags. Man skal klø på med krum hals og aldrig give op, og man skal ikke tage sig af det ekko, der lyder som en rungen i ørerne, som en underlig rest fra tidligere tider. Forvrænget, ganske vist, og fejlagtigt blandet sammen med et andet lydspor, og slet ikke korrekt citeret, men alligevel så sært bekendt: Nothing is happening and I can't get no satisfaction, Mr. Jones, lyder det som en hvisken. I can't get no satisfaction, but I try, and I try! Volumen eksploderer med ét og fylder mit hoved helt ud, som hånd i handske, som pik i kusse, you name it ... : I CAN'T GET NO! Derefter effektfuld pause. En venten. En trommesolo. Og så: SATISFACTION! Hvis der findes et refræn til min generelle studietilstand, så er ovenstående lige i øjet. Eller øret. Sagen er den, at jeg keder mig max, for nu at sige det ligeud, på nudansk. Og jeg er ikke den eneste. Hvis jeg gad, og det gider jeg ikke, for efter halvandet år på uni er jeg blevet generelt ugidelig, men altså: Hvis jeg gad, kunne jeg samle tusindvis af underskrifter, hvor studerende bekræfter, at de max keder sig og at uni giver minus mening i forhold til det, man almindeligvis forstår ved et liv. For slet ikke at tale om fremtiden. Som jeg efterhånden har opgivet helt. Men forstå mig nu ret: Når jeg siger, at jeg føler mig ugidelig, så er det ikke udtryk for nogen dovenskab eller initiativløshed. Det er snarere udtryk for en meningsløshedsfølelse. Jeg forventer ikke at blive underholdt. Jeg forventer, at jeg selv skal gøre en indsats. Og jeg bestiller sgu ikke andet. Alligevel keder jeg mig. Men hvad er der da i vejen? Jeg er jo en flittig og engageret studerende. Er det mon underviserne, der er noget i vejen med? Er de ikke dygtige nok? Fælles for dem er i hvert fald, at de har en lang akademisk uddannelse bag sig, og de ligger inde med en kolossal viden, som de mere eller mindre engageret formidler til de studerende. Fælles for dem er også, at de ingen pædagogisk uddannelse har. For at undervise i landets gymnasier skal man have bestået pædagogikum, men det er ikke et krav, når det gælder universitetets lektorer. De interne lektorer på landets universiteter er officielt ansat til at forske, undervise og administrere, men reelt ansættes de udelukkende på den forskning, de har bedrevet, ikke på undervisningskvalifikationer. Det betyder, at lektorer, der er dygtige undervisere, ikke prioriteres på universitetet. Det at være en dygtig underviser og vejleder tæller ganske enkelt ikke som en kvalifikation. Derved nedprioriteres undervisningen. Og endda af universiteterne selv. Jeg har selv været så uforskammet heldig tilfældigvis at have fået en virkelig dygtig underviser, nemlig i faget Litteraturhistorie. Men han er ekstern lektor, hvilket vil sige, at han reelt er en slags daglejer, idet han kun er ansat et år ad gangen. Som The Doors så rammende udtrykker det: The future is uncertain and the end is always near ... Sådan er betingelserne for den mest kvalificerede underviser, jeg har. At han er en fremragende underviser og vejleder, og at de studerende skifter hold for at få undervisning af ham tæller ikke. Det eneste der tæller er, hvor mange forskningsartikler, han har publiceret. Dette mærkværdige system betyder, at man som studerende ofte må trækkes med undervisere, der overhovedet ikke interesserer sig for at undervise, men som udelukkende underviser, fordi det er en betingelse for at få lov til at forske. Men selv de dygtige undervisere har imidlertid en række betingelser, som gør det vanskeligt at leve op til idealet om at bedrive forskningsbaseret undervisning. Der bliver nemlig lukket for mange studerende ind på uni. Alt for mange har for dårlige kvalifikationer og er ikke egnede som universitetsstuderende. På min årgang er det ekstra graverende, fordi der på humaniora i netop 2004 var ubegrænset adgang på grund af for få ansøgere. På det tidspunkt førtes der nemlig kampagner med det formål at få flere studerende ind på de naturvidenskabelige uddannelser, og det resulterede i, at revl og krat blev optaget på humaniora, også her på danskstudiet. Derfor er nogle af mine medstuderende optaget på uni med et elendigt hf- eller studentereksamensgennemsnit, og det gør, at undervisningen synker ned på et niveau, der intet som helst har at gøre med det, man kalder forskningsbaseret undervisning. Men hvorfor skal det være laveste fællesnævner, der tæller? Måske fordi universitetet uddanner kandidater efter taxameterordning, hvor det gælder om at få så mange studerende igennem studiet som muligt. Universitetet får simpelthen penge pr. bestået studerende. Det er altså kvantitet og ikke kvalitet, der tæller. Fortæl mig så, hvilke kandidater, vi får ud af den holdning? Bliver de kompetente gymnasielærere eller dygtige undervisere på uni? Hvem skal undervise vores børn og børnebørn på et kvalificeret niveau? Faktisk lærte jeg mere på studenterkurset end her på uni, som i bedste fald kan kaldes en slags 4.g, hvor man er så optaget af at tage sig af de såkaldt svage elever, at man totalt svigter de 'stærke'. Sidste skud på stammen af støtteforanstaltninger er de såkaldte mentorordninger, hvor ældre studerende hjælper yngre studerende, så de ikke falder fra eller dumper. Men jeg har ikke brug for en klasselærer eller en støttepædagog! Jeg har brug for forskningsbaseret undervisning, og gerne i store mængder, tak! Og jeg har brug for vejledning, formidlet af erfarne universitetsfolk! Når der gives køb på det intellektuelle, og når den slags overhovedet finder sted på en højere læreanstalt, hænger det snævert sammen med, at man her i Danmark har en generel angst for alt intellektuelt. Det almene sættes altid over det intellektuelle, for elite er pr. definition et fyord. Man må endelig ikke gøre forskel på folk. Vi skal alle sammen underlægges samme leverpostejsmentalitet. Men der er forskel på folk. Der er simpelthen nogle af os, der er bedre egnede til akademiske karrierer end andre. Og ja, vi er en elite. Og ja, vi har krav på en undervisning tilrettelagt efter højeste fællesnævner. Men den slags må man ikke sige. Så er man asocial og indbildsk. Og så er det synd for de andre, som ikke er lige så skarpe. Men et universitet er sgu ikke noget fritidshjem. Eller er det? Noget andet er dét med tiden. Problemet med tiden er, at den er forsvundet. Nogen har taget den fra os. Jeg har mistanke om, at det var en politisk beslutning at lade det komme så vidt. Og vidt er det kommet, alt for vidt, for det at lære noget - dvs. virkelig nå frem til nye erkendelser og færdigheder - kræver tid, fordi læring er en proces, hvor man bevæger sig gennem en række faser af stigende erkendelse og kompleksitet, en slags forskningsspiral, der kræver fordybelse. Man skal igennem alle faserne, før det virkelig rykker. Hver fase bygger på erfaringer fra de forrige faser, så der er ingen vej udenom. Men de fleste studerende når aldrig ind i den spiraltænkning, og en af årsagerne er den manglende tid til fordybelse. Et studium er nemlig ikke noget, der bare skal overstås. Det gør mig decideret ulykkelig og halvvejs depressionstruet, at jeg på grund af de nedskæringer, der er lavet på uddannelsesområdet inden for de sidste 20 år, tvinges til at være overfladisk i alt, hvad jeg foretager mig på mit universitetsstudium. Trodser jeg overfladiskheden, bliver det umuligt at komme igennem studiet på normeret tid. Jeg får lyst til at græde. Men jeg kan ikke. Jeg er for træt. Hvis der ikke er plads til fordybelse på en højere læreanstalt, hvor i samfundet findes fordybelsen så? Ordet studium er latin og betyder iver, og som studerende skal det være iveren, ja lysten, der driver værket. Men det er svært at undgå at miste studielysten under de nævnte vilkår. Alligevel giver jeg ikke op. For jeg vil så gerne have noget at vide! Jeg vil så gerne lære en hel masse om det fag, jeg tilsyneladende studerer! Jeg er studerende på 4. semester, hvor man ifølge studieordningen kun har undervisning otte timer om ugen. Efter at svensk- og sprogundervisningen sluttede i uge 14, har jeg (og mine medstuderende på danskstudiet) kun tre undervisningstimer om ugen, men jeg vil enormt gerne have mindst dobbelt så megen undervisning! Men jeg må ikke få mere undervisning! Selvfølgelig kan jeg snige mig ind til en hvilken som helst forelæsning, men jeg vil gerne vide noget mere om lige præcis faget Litteraturhistorie, og sjovt nok ved jeg fra min underviser, at han enormt gerne vil undervise noget mere! Men det kan han altså bare ikke lige få lov til! Jeg vil enormt gerne have noget mere at vide om modernismen i dansk litteratur, og ja, jeg læser skam alt, hvad jeg kan, når jeg ikke lapper de snoldede tre timers (for øvrigt fremragende) ugentlig undervisning i mig med en glubende appetit, men de største erkendelser opnår man som studerende ikke alene ved læsning på egen hånd, men ved kombinationen af læsning og en løbende dialog med en engageret underviser, der har tid nok til at sætte de studerende grundigt ind i faget. Og min underviser ved sjovt nok enormt meget om lige netop modernismen, men ifølge studieordningen må han altså kun fortælle sine studerende om den tre timer om ugen, selv om manden fandeme er så vidende på området, at han kunne tale om det uafbrudt i ti år! Refrænet lyder igen som et ulideligt ekko: I can't get no satisfaction, but I try, and I try... I can't get no! SATISFACTION!

Hvad gør man så? Som engageret studerende? Og som engageret underviser? Man bliver først og fremmest MAX FRUSTRERET! Men man tager en dyb indånding, ryger en cigaret, drikker sig fuld - hvad som helst. Man må for alt i verden ikke fortvivle, og nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Så man finder simpelthen på noget. Alligevel vil jeg lige have lov at få luft først: For hvorfor helvede får jeg ikke nogen ordentlige forhold, så jeg kan bruge min intelligens optimalt og måske oven i købet i sidste ende blive en gevinst for samfundet? Eller skal jeg ligefrem få et personligt forhold til min underviser for at forhindre ham i at gå hjem og sætte sig foran tv'et eller diskutere priser på Levi's cowboybukser med sin oprørske teenagedatter?! Kære venner! Ærede medlemmer af det danske samfund! KUA er et discountdiskotek - undskyld, jeg mener - universitet, og hvis jeg vil have tilstrækkelig undervisning i dans - undskyld, jeg mener dansk, må jeg tage sagen i egen hånd, og alle knep - jeg mener kneb - gælder, når det handler om at sikre min intelligens, så jeg ikke i nærmeste fremtid tørrer ud som en ørken og bliver knasende tør og uden liv, potens, nerve! For at få noget mere åndelig input, opsøger jeg, så snart jeg har den mindste anledning til det, min underviser, som, ifølge studieordningen, kun har pligt til at vejlede mig i opgaveskrivning halvanden time i alt, i hele 4. semester. Men jeg opsøger ham alligevel og bruger af hans tid langt ud over, hvad han får løn for, og vi taler og taler om modernismen, og jeg får lidt mere at vide, f.eks. hvilke bøger der omhandler lige netop det, som jeg så brændende gerne vil undersøge og forstå og komme ind under huden på og aldrig, aldrig, aldrig slippe igen efter sølle tre timer! Jeg er utrættelig. Jeg opsøger min underviser hver gang, han har træffetid, og det har han kun én gang om ugen i tre kvarter, og de tre kvarter skal fordeles mellem de studerende, der møder op, men han bliver gerne på sit kontor meget længere, end han behøver, fordi han rent faktisk er interesseret i at lære mig og andre studerende noget! Sandheden er, at der drives rovdrift på min idealisme. Ligesom der drives rovdrift på min undervisers. Vi finder os i forholdene, fordi vi, som de fleste humanister, brænder så ubetinget for vores fag. Danskfaget er vores hjerteblod, det ruller i vores årer som en slags kærlighed. Fra politisk hold ved man, at humanister er velegnede til denne rovdrift. Man ved nemlig, at vi kan udsættes for selv de værst tænkelige forhold, fordi vi som ingen andre grupper i samfundet besidder ånd, engagement og viljestyrke, og en enestående evne til på mirakuløs vis at bedrive kvalificeret forskning og undervisning under forhold, som selv specialtrænede elitesoldater ville kløjes i. Grunden er, at vi, som de idealister vi er, i sidste ende, som en anden flok kunstnere, ofrer liv og helbred for forskning i litteratur, billedkunst, sprog og kultur. At opnå åndelig erkendelse er lig med tilfredsstillelse, men jeg opnår ingen åndelig tilfredsstillelse medmindre jeg engagerer mig på tværs af studieordninger, træffetider og andre almindelige hensyn; jeg må nedbryde alle begrænsninger og, i yderste konsekvens, skide på takt, tone og uskrevne regler, så en dag træffer jeg en afgørende beslutning, som jeg ved vil kunne give mig, hvad jeg sulter efter. Jeg vil etablere et nært og personligt forhold til min underviser, og derfor opsøger jeg ham igen. Og denne gang siger jeg direkte, hvad jeg vil have, og han lover at give mig det løbende, indtil jeg har fået, hvad jeg skal bruge for at blive en god forsker, og vi giver hinanden hånden på det; det er en aftale, men det må blive mellem os, for den slags bør egentlig ikke finde sted, det er ikke velset, og desuden får han ingen løn for sin indsats, og jeg får ingen papirer på, hvad han lærer mig, men vi gør det alligevel, vi kan ikke lade være, for vi interesserer os begge brændende for faget, navnlig modernismen og hvad der egentlig skete i dansk litteratur i det skelsættende år 1965. Something is happening, Mr. Jones, and now I know what it is ....