Selv om over halvdelen af de 25 EU-lande har ratificeret forfatningstraktaten, som stats- og regeringslederne vedtog i sommeren 2004, så er EU stadig ramt af de to nej-afstemninger i Holland og Frankrig i maj og juni 2005. Tilbageslaget for forfatningstraktaten har skabt rådvildhed med hensyn til samarbejdsformer og fremtidsmål i det europæiske projekt. Der er derfor al mulig grund til at bruge 'tænkepausen' til at komme ud af busken med nye ideer og forslag. Tænkepausen har vist at borgerne ikke så meget er optaget af forfatningsspørgsmål som af problemerne med lukkethed, markedstænkning og manglende indsats overfor fælles problemer som f.eks. arbejdsløshed, terror, kriminalitet og forurening. På trods af forfatningstraktatens uvisse skæbne er der i de sidste seks måneder sket afklaringer af vigtige samarbejdsspørgsmål: fælles regulering af farlige kemikalier (et fremskridt - men ikke stram nok), et kompromis om indre marked for tjenesteydelser (med en god balance mellem det sociale og det økonomiske), et nyt langtidsbudget for de næste syv år (gode reformer - men ikke nok) og en lang række nødvendige initiativer mod terror og kriminalitet. Ikke mindst takket være en ny tysk regering, et glædeligt engagement fra de nye EU-lande og en ny, stærkere rolle til parlamentet med bedre samarbejde mellem kristelige demokrater og socialdemokrater. Efter flere års stilstand er europæisk økonomi igen i fremdrift og euroen har generelt styrket sin stilling. Udfordringen er at gøre dette opsving selvbærende uden den form for miljøødelæggelse og ressourceoverforbrug der plager den kinesiske vækst eller den ukontrollable gældsstiftelse der driver den amerikanske økonomi. Europa er verdens stærkeste økonomiske enhed og har alle forudsætninger for at sætte sit positive præg på globaliseringen. Der er rigeligt at tage fat på i det europæiske samarbejde. Både indadtil og udadtil. Socialdemokraterne ønsker at Danmark skal gå foran i tænkepausen og allerede nu spille ud med sine forslag og tanker. Socialdemokraterne har derfor foreslået regeringen at udarbejde et dansk 'memorandum' - dvs. en diplomatisk rundskrivelse - til vore europæiske partnere. Uanset at 'tænkepausen' formentlig bliver forlænget et år, er det tid til nu for alle at konkretisere deres idéeer. Et sådant dansk memorandum (udarbejdet af Schlüter-regeringen i samarbejde med Socialdemokraterne) fra oktober 1990 kom til at spille en positiv rolle i formuleringen af den nye traktat. Lad os gøre det igen. Lad os sende et dansk memorandum. Der er masser der kan gennemføres - også uden forfatningstraktaten - og Danmark og danskerne har gode ideer at byde på. »Hvad dælen nøler vi efter?«siger vi til regeringen. Her er Socialdemokraternes bud på en tekst til et dansk memorandum: Socialdemokraternes memorandum om styrkelse af samarbejdet i Europa. Forslaget til en traktat om en forfatning for Europa er et glimrende grundlag for et mere åbent, demokratisk og handlekraftigt samarbejde i EU. I Danmark støttes forslaget både af regeringspartierne og størstedelen af oppositionen. Faktisk står mere end 80 procent af medlemmerne af det danske Folketing bag en ratifikation af forslaget, og efter færdigbehandling i Folketinget skulle forslaget have været til folkeafstemning 28. september 2005. Vi glæder os over at et flertal af medlemslandene allerede har ratificeret forslaget, men desværre har vælgerne i to lande forkastet det ved folkeafstemninger. Denne usikkerhed om forfatningstraktatens skæbne har betydet en udsættelse af den danske folkeafstemning. Så snart der måtte foreligge en afklaring af forslagets videre skæbne, er Danmark rede til hurtigt at gennemføre sin afstemning. En sådan afklaring synes imidlertid ikke at være nært forestående. 2008 virker som det tidligste tidspunkt. Afstemningsresultaterne i Frankrig og Holland viste en kløft mellem borgerne og EU som ikke gør en positiv løsning let at finde for de to landes regeringer. Men det franske og hollandske nej er tillige en udfordring for hele EU-samarbejdet. Er samarbejdsformerne de rette? Er prioriteterne i de fælles politikker i overensstemmelse med borgernes forventninger. Og er EU efter udvidelsen tilstrækkeligt rustet til en effektiv fælles optræden overfor resten af verden og den fornødne handlekraft når det gælder de fælles udfordringer (især globaliseringen, arbejdsløsheden, forskning, terrorisme, grænseoverskridende kriminalitet, klimaforandringer og global opvarmning samt manglende forsyningssikkerhed på energiområdet)? Ved sit møde i juni 2005 iværksatte Det Europæiske Råd en 'tænkepause' for at give mulighed for dialog med de europæiske befolkninger og for at give plads til nye tanker og ideer fra medlemslandene. Denne mulighed har Danmark med glæde taget imod. Danmark ønsker at 'tænkepausen' bliver en ramme for formuleringen af konkrete ideer og forslag som på den ene side ikke foregriber afklaringen af forfatningstraktaten, men som på den anden side peger på ideer der allerede lader sig realisere indenfor de eksisterende traktater. Det ser vi ingen problemer i. Baggrunden for at EU-landene ikke har brugt de muligheder, der ligger i Nice-traktaten, har jo netop været, at man ikke mente, at det var nødvendigt fordi man havde vedtaget forfatningstraktaten. Danmark ønsker at åbenhed og demokrati sættes i forgrunden ved styrkelsen af EU-samarbejdet. I Folketinget er et flertal åbenbart indstillet på at åbne alle udvalgsdøre - når EU-forslahg - behandles - og at pålægge regeringen at indhente Folketingets tilslutning inden Danmarks stilling til konkrete kommissionsforslag tilkendegives. Hvad angår arbejdet i EU's institutioner, stiller vi følgende konkrete forslag:For det første indføres fuld åbenhed i ministerrådet når EU-lovforslag behandles. Det kan ske ved en ændring af rådets forretningsorden der vedtages ved almindeligt flertal. For det andet offentliggør kommissionen i forbindelse med sine forslag en oversigt over de høringssvar der er indhentet, og deltagerne i eventuelle arbejdsgrupper. For det tredje sender kommissionen alle sine forslag til de nationale parlamenter samtidig med at de sendes til råd og parlament - og den indbyder dernæst repræsentanter for de nationale parlamenter til en orienterende gennemgang og drøftelse af forslagene. Efter aftale med kommissionen vil indsigelse fra en tredjedel af de nationale parlamenter over formodet krænkelse af nærhedsprincippet føre til at forslaget på ny overvejes af kommissionen. For det fjerde gennemføres der ændringer i komitéproceduren hvorefter både parlament og råd får mulighed for at forkaste en vedtagelse i en kommissionskomité. For det femte gives borgerne fuld aktindsigt i EU-forvaltningen. Danmark ønsker en større beslutningsdygtighed i EU's arbejde. Med 25 - snart 27 - lande som medlemmer bliver det i stigende grad vanskeligt at træffe politikbeslutninger ved enstemmighed. Indtil nye afstemningsformer - med fuld inddragelse af Europaparlamentet - er gennemført, foreslår Danmark: For det første en aftale om at landene i sager, der i henhold til gældende traktater kræver enstemmighed, accepterer flertalsafgørelser med mindre vitale interesser (for det enkelte medlemsland) står på spil. I mangel af egentlige flertalsregler vil disse afgørelser ved kvalificeret flertal med fuld vetoret sikre større handlekraft samtidig med at vetoretten reelt er til stede. En sådan aftale vil give EU betydeligt større handlekraft når det gælder den nødvendige lovgivning, og når det gælder formuleringen af fælles udenrigspolitiske holdninger og iværksættelse af de nødvendige udenrigspolitiske initiativer. For det andet en overvejelse af muligheden i Nice-traktaten om overførelse af sager fra krav om enstemmighed til flertalsafgørelser når det gælder mere effektiv indsats mod grænseoverskridende terrorisme og kriminalitet samt yderligere sikring af borgernes sociale rettigheder og beskyttelse. En sådan overførelse må dog ikke give anledning til berettiget mistanke om at man smugler forfatningstraktatens vedtagelse ind 'ad bagdøren'. For det tredje en tæt koordinering af alle EU's ressourcer på det udenrigspolitiske område hos den 'høje repræsentant' der samtidig efter aftale gives fuld mulighed til at deltage i alle kommissionens møder. For det fjerde må aftalen om de finansielle perspektiver betragtes som det bedst opnåelige i den givne situation. Imidlertid ønskes en hurtig udfasning af alle 'rabat'- ordninger og forældede støtteordninger i EU 15, en grundlæggende reform af EU's landbrugsstøtte, flere penge til de nye medlemsstater i Østeuropa og flere penge til fremtidens udfordringer i forbindelse med den forestående revision af budgettet. Danmark ønsker en mere aktiv fælles udenrigspolitik med fælles initiativer og stillingtagen i både globale anliggender og i relation til EU's nærområder. Erfaringerne med fælles EU-politik på udenrigshandels- og miljøområdet har været positive, og perspektiverne ved en fælles politik i f.eks. FN's sSikkerhedsråd er særdeles løfterige. Dette kræver en udvidet koordination og loyalitet for medlemslandene, men det kræver også flere ressourcer til den fælles udenrigspolitik og omdannelse af EU's repræsentationer til en egentlig udenrigstjeneste. I nærområderne (Nordafrika, Mellemøsten, Balkan og det tidligere Sovjetunionen) er der behov for ressourcer til at fremme samarbejdet, forebygge konflikter og sikre en udvikling så bl.a. indvandrerpresset fra nærområderne lettes. Særlig interesse har en EU-indsats for at sikre en varig Mellemøsten løsning med vægt på et sikkert Israel og et levedygtigt Palæstina. EU skal satse på sine styrkeområder med hensyn til bistand, handel og den 'bløde sikkerhedspolitik' (Petersberg-aktionerne). Danmark ønsker en mere målrettet og aktiv indsats mod arbejdsløshed. Lissabon-processen må følges op af samtidige og koordinerede fælles europæiske investeringsprojekter især vedrørende energibesparelser og vedvarende energikilder, forskning og teknologisk udvikling. Tankerne om et europæisk net af tekniske universiteter på højeste kvalitetsniveau har vores udelte sympati. Samtidig bør midlerne til livslange arbejdsmarkedsuddannelser sættes kraftigt i vejret, og smidiggørelse af de europæiske arbejdsmarkeder må gå hånd i hånd med bedre arbejdsløshedsdagpengeordninger. De danske erfaringer med 'flexicurity' - smidigt arbejdsmarked, let adgang til videreuddannelse og omskoling og ret til rimelige dagpenge i en lang periode - er ubetinget positive. En lignende model i hele EU vil gøre det muligt at konfrontere globaliseringens udfordringer uden at miste de værdifulde dele af den europæiske velfærdsmodel. For at det kan ske, er det også nødvendigt med en kraftig satsning på udvikling i de nye medlemsstater, så man undgår at EU udvikler sig til en markedsplads hvor der alene foregår konkurrence på lave standarder, lave skatter og lave lønninger. Danmark ønsker en langt mere slagkraftig EU-indsats mod grænseoverskridende kriminalitet, terror og forurening. Alle svar fra borgerundersøgelser viser at en øget EU -indsats her, har højeste prioritet. Intet EU-land kan gøre en effektiv indsats uden i samvirke med andre. Beslutningsmekanismerne og ressourcerne må tilpasses størrelsen af disse udfordringer. Overgang til flertalsafgørelser på terror og kriminalitetsbekæmpelse er nødvendigt, og hvad angår miljø og naturbeskyttelsen, må de kortsigtede økonomiske interesser underordnes de langsigtede mål om en bæredygtig udvikling. Europa har netop på disse tre kerneområder gjort store fremskridt og er med rette blevet betragtet som et foregangskontinent når det eksempelvis gælder miljø. Vigtigt er det at kampen mod terror og kriminalitet ikke hæmmes af uhensigtsmæssige nationale strukturer, men at der foregår en uhindret udveksling af relevant information og en koordineret efterforskning og retshåndhævelse. Det er vores opfattelse at disse vigtige mål lader sig forene med principper og retstraditioner. Danmark ønsker en virkeliggørelse af det indre marked. Det politiske forlig om en ny udformning af direktivet om et indre marked for tjenesteydelser var et vigtigt fremskridt. Der blev gennem grundige forhandlinger - hvor Europaparlamentet spillede en konstruktiv rolle - opnået en tiltalende balance mellem økonomiske og sociale hensyn. En tilsvarende balance ville det være formålstjenligt at finde på andre områder. Konkurrenceevne og hensynet til miljø, forbrugere og sundhed lader sig udmærket forene, men i dag er der en ubalance hvor markedshensyn alt for ofte prioriteres over hensynet til miljøet og forbrugerne. Indre marked er en vigtig byggesten i det europæiske bygningsværk, men det er ikke selve bygningen. Hensynet til mennesket må i konflikttilfælde veje tungere end hensynet til markedet. Danmark ønsker en fælles energipolitik. Allerede i forbindelse med forhandlingerne om Maastrichttraktaten foreslog vi et kapitel om en fælles energipolitik. I forslaget til en forfatningstraktat er der medtaget bestemmelser om rammerne for en fælles energipolitik. EU kan imidlertid godt handle uden egentlige traktatmæssige regler: Energimarkedet skal færdiggøres, så nationale skranker for den frie handel med energi ryddes af vejen. Der skal sikres de nødvendige incitamenter til investeringer i ny kapacitet. Markedet klarer ikke denne opgave alene. Målene for udbygning med vedvarende energi og energieffektivitet gøres bindende for medlemsstaterne. Afgifter og kvoter for udledning af klimagasser effektiviseres på europæisk niveau med hensyn til at opnå de ambitiøse mål om begrænset global opvarmning. Heldigvis passer målsætningen om høj forsyningssikkerhed godt sammen med målene om energieffektivitet og vedvarende energikilder. Danmark får allerede 30 procent af sin elektricitet fra vedvarende en energi, og vi ser eksempelvis store perspektiver i udbygning af vindkraft til havs og udvinding af bioethanol fra biomasseaffald som eksempelvis halm og træflis. Danmark ønsker endelig et borgernes Europa. Naturligt nok har virksomhedernes interesser i vækst og konkurrenceevne stået i fokus for det europæiske projekt. Den deraf følgende beskæftigelse og billiggørelse af varerne har i høj grad været i borgernes interesse. Alligevel er tiden kommet til at sætte mennesket - ikke markedet - i centrum for de europæiske samarbejdsbestræbelser. Markedsinteresser må underordnes hensyn til forbrugerne og sundhed. Industrielle interesser i kunstige fødevarer og tilsætningsstoffer må underordnes forbrugernes krav om sund mad. Fødevareindustrien må lære at vildledende reklame ikke er det samme som vejledende information. Anvendelse af kemikalier må underordnes hensynet til miljø og sundhed. Konkurrencepolitikken må i større grad fokusere på borgernes interesser. Et opløftende eksempel herpå er kommissionens forslag om så vidt muligt at afskaffe grænsetariffer ved mobiltelefoni. En tilsvarende indsats kunne gennemføres andre steder - f.eks. ved finansielle transaktioner og lægemidler. Endelig er der grund til at se på borgernes rettigheder indenfor EU-systemet. Information om allerede eksisterende rettigheder må gå hånd i hånd med overvejelser om nye rettigheder. Ligeledes må den fælles indsats over for borgerne i tredjelande og katastrofesituationer styrkes. Europæerne skal også føle at det europæiske projekt er deres projekt.