I virkeligheden giver det ikke megen mening at affyre de følgende 2.200 ord. Jeg tror nemlig ikke, at der er ret mange, der kommer til at læse skidtet. Vi har ikke tid. Ikke dig, som har små børn og et job. Heller ikke dig med større børn. Og sikkert heller ikke dig med børn, der er flyttet hjemmefra. Vi er nemlig alle en del af Fabrikken Danmark. Den store pulserende maskine, der for længst har fundet ud af at effektivisere og optimere hverdagen, så outputtet er så stort som overhovedet muligt. En Kronik kræver tid, og den kræver ro. To varer, der for længst er meldt udsolgt i vores fælles fabrik. Nu skriver jeg alligevel, for jeg har noget vigtigt at fortælle. Og lad mig starte med at sige det kort: Det kan lade sig gøre. Man kan godt finde tid og ro. Det er muligt at få arbejdsliv og familieliv til at balancere. Og tilmed uden brug af religion og spiritualitet. Ja selv uden kemi. Det vender jeg tilbage til. For nylig blev en trebarnsmor interviewet i Politiken. Overskriften var: '»Man kan jo ikke komme ned i børnehaven med en købekage«'. Sådan har jeg det desværre også, selv om jeg tror, ungerne er ligeglade. Trebarnsmoderen er ikke hvem som helst. Hun hedder Linda Nielsen og er udpeget til formand for den såkaldte Familie- og Arbejdslivskommission - en eksklusiv gruppe af danskere, der er blevet betroet den opgave at finde ud af, hvordan landets familier får det bedre. Det er noget af et ansvar. Problemet er, at danske familier har mere travlt end nogensinde. Så travlt, at man bliver syg af det. Det kan være en sygedag i ny og næ for at nå hen til weekenden. Men problemet har også et grimmere ansigt, som hedder kronisk stress. Den slags rammer i stadig stigende grad både børn og voksne, som Politiken har beskrevet i artikelserien 'Nation 24/7'. Nogle kommer faktisk aldrig tilbage til arbejdsmarkedet igen. Familien Danmark er ved at gå op i limningen, fordi døgnet kun har 24 timer. Det er trist. Og jeg kan også lige så godt være ærlig og sige, at jeg er temmelig ligeglad med væksten i sygedagpenge. Til gengæld synes jeg, at det er synd for de stressede børn, der skal være længere og længere tid i pasningsordninger. Ligesom jeg synes, at det er synd for forældrene, der altid skal rende rundt med dårlig samvittighed og mavesår. Og det er såmænd dette voksende samfundsproblem, som trebarnsmoderen Linda Nielsen skal finde en løsning på sammen med en udvalgt flok af direktører, overlæger, professorer. Sikkert en del fædre og mødre, som kender problemet på egen krop. Om de så vil erkende det, er mere tvivlsomt. Det var interviewet med Linda Nielsen, der fik mig op af stolen. Linda Nielsen, som er dr.jur. i familieret på Københavns Universitet og tidligere rektor, har nemlig allerede en ide - eller en 'redningskrans', som det bliver kaldt i artiklen: »Hvis man ser ud over det danske landskab, er det jo tankevækkende, at vi på den ene side har en meget stor gruppe forældre, der skriger på tid og hjælp - og på den anden side en stor gruppe ældre, der gerne vil være til gavn, og som også har tiden og helbredet til det«, lyder tilløbet, som lander i følgende påstand: »Her mener jeg, at vi med fordel kunne hjælpe hinanden ved at knytte de stærke ældre tættere til nogle familier, hvor forældrene så kunne blive aflastet med god samvittighed. Og hvor de ældre kunne føle, at de gjorde gavn, at der var brug for dem«. Jeg stopper hende midt i en sætning. For har hun ikke ret, trebarnsmoderen, der selv har fået et karrierejob til at hænge sammen med stillingen som trebarnsmor - takket være »familiemedlemmer, der kunne træde til?«. Nej, det synes jeg virkelig ikke, hun har. Linda Nielsen viderefører en effektiviseringstankegang, som de seneste to regeringer konstant har prædiket. Logikken lyder nogenlunde sådan her: Far og mor er stressede. Ergo må man hjælpe dem af med deres børn. Linda Nielsen er kreativ, så hun peger på den voksende gruppe af ressourcestærke ældre. De kan da tage sig af børnene. Underforstået: hente og aflevere børnene i dagplejen, vuggestuen, børnehaven, SFO'en og skolen. Og passe dem, indtil mor og far kommer hjem fra arbejde. Det skulle tilsyneladende give god samvittighed, mener Linda Nielsen. Ikke her, kan jeg så afsløre. Forslaget kommer i kølvandet på en lang række lignende forslag, som sikkert alle er udtænkt af glimrende jurister og økonomer, og som har det til fælles, at de med statsgaranti ikke giver en mere velfungerende familie. Tag Socialdemokraterne, der for godt et år siden langede kraftigt ud efter regeringen, fordi den ikke levede op til løfterne om at gøre noget for børnefamilierne. »Bedre forhold for børnefamilierne - NU«, tordnede de sociale demokrater og kom selv med tre forslag til, hvordan de pressede danske børnefamilier skulle få det meget bedre: 1) Børnepasning til 1.000 kroner om måneden. 2) Pasningsgaranti efter seks måneder. 3) Fleksibel barselsorlov. Man skal have mulighed for en kortere barselsorlov og i stedet for bruge de sparede dage som omsorgsdage. Kære far og mor - Hvis I stemmer på os, får I flere penge, ungerne hurtigere af vejen, og I behøver ikke at holde al den barselsorlov på en gang. Det er hamrende visionært. Og for ikke at gøre socialdemokraterne eller den siddende regering for fornærmede vil jeg da helt gratis tilbyde en lille idebank med endnu flere af den slags forslag: 4) Gratis transport til og fra institution. 5) Gratis mad i institutionen, så man ikke skal stå og rode med madpakker. 6) Døgnåbent i institutionerne. Og rolig nu, jeg mener jo ikke døgninstitutioner. Men det er da rart at have muligheden for, at barnet kan overnatte i institutionen. Den slags forslag stinker af øget fleksibilitet. Derfor er jeg bange for, at de faktisk har en fair chance for at ende på et partiprogram. Og øget fleksibilitet, hvad betyder det? Mulighed for at arbejde mere. Og det er tilsyneladende, hvad alles fantasi rækker til. Børnefamilierne har skidetravlt. De skal både have tid til arbejde og familie. Ergo må vi splitte familierne op og hjælpe de voksne af med ungerne, så de kan arbejde noget mere. Det er visionen. Hvis man kan bruge den slags ord. Og undskyld, for jeg fik vist afbrudt Linda Nielsen midt i en sætning. Hun sagde det der med, at de ældre skal passe børnene, og manglede lige at slutte af: »Børn er jo lykkelige for voksne, der har tiden til at lytte efter og være til stede«. Kære Linda Nielsen, jeg er fuldstændig enig. Og jeg tror faktisk også, at jeg tør komme med en lille tilføjelse: »Især hvis de 'voksne' er deres egen mor og far«. Hvis jeg en dag fik lov til at komme på besøg i Familie- og Arbejdslivskommissionen, vil jeg samle mod til mig og stille følgende spørgsmål: Hvad med, at mor og far arbejdede mindre? Det er selvfølgelig kættersk at nævne den slags i dag, hvor vi får at vide, at vi skal arbejde mere og længere, for at toget holder farten. Men jeg kan simpelthen ikke se andre muligheder. Jeg mener nemlig ikke, at børnene skal opbevares længere. Og hvis denne kommission er en øvelse i at opbygge nogle scenarier for fremtidens familie, hvorfor kan man så ikke sige: Vi ønsker, at forældre og børn er mere sammen. I stedet for at opbygge et system, hvor forældrene får alle muligheder for at komme af med deres unger. Så hurtigt, billigt og let som muligt. Jeg synes, at Fogh, DJØF'erne, og hvem der ellers bestemmer over de danske familier, skulle få skabt nogle rammer, der opmuntrer forældrene til at arbejde mindre, mens de har hjemmeboende børn, og i stedet tilbringe mere tid med deres børn. Det er abstrakt, I know. Men så lad mig lægge hovedet på blokken og affyre et par forslag til fri afbenyttelse: 1) 37-timers arbejdsugen skal afløses af en 30-timers arbejdsuge, så længe børnene er små. Når børnene bliver større, kan man gradvis vende tilbage til de 37 timer. Den slags er selvfølgelig op til arbejdsmarkedets parter i dag. Men hvis regeringen turde, så blev den del lovbestemt. 2) Nedsat arbejdstid bør i virkeligheden være en menneskeret for børneforældre. Selv masser af offentligt ansatte har i dag valget mellem 37 timer eller et farvel. Man kunne lave et system, hvor mor eller far havde fri en dag om ugen for at være hjemme med barn/børn. Man kunne for eksempel friste med nedsat forældrebetaling og måske en central 'fridagsfond'. 3) Ligesom mor og far bør børnene have en 37-timers arbejdsuge. Et barn bør efter min mening ikke opholde sig længere end 37 timer i en institution. Og børn skal ikke have lov til at arbejde over. 4) Hvis børnene kun er 30 eller 20 timer i institutionen, skal forældrebetalingen nedjusteres. Forældre skal motiveres til at hente ungerne tidligt. Jeg er sikker på, at der findes mange flere og langt mere opfindsomme ideer. Det er nemlig jomfruelig jord, jeg bevæger mig på. For præmissen i disse diskussioner er altid: Vi skal arbejde mere. Den præmis har jeg det ualmindelig svært med. Men o.k. så, hvis jeg for diplomatiets skyld skal acceptere, at det samlede antal arbejdstimer i Fabrikken Danmark forbliver uændret, så tilbyder jeg gerne at arbejde 40 timer om ugen, når mine børn er flyttet hjemmefra. Inden jeg selv fik børn, var jeg også ofte oppe at ramme 60 timer om ugen. Jeg håber sandelig også, at jeg bliver frisk nok til at arbejde 20 timer om ugen, når jeg bliver 70 år. Og nu vi er ved mig. For jeg kan næsten høre ophidsede fædre og mødre råbe ned i avisen (når man er stresset, så er lunten jo kortere): Hvor meget arbejder du måske? Du er garanteret arbejdsløs eller måske en eller anden friskolelærer på Endelave, der dyrker sine egne grøntsager i baghaven og har avlet ti børn. - Ikke helt. Jeg er journalist. Og opsagde mit udmærkede faste job for tre et halvt år siden. Efter at vi fik vores første barn. Jeg havde - indrømmet - særdeles svært ved at kombinere mit job ude i byen med jobbet derhjemme. Jeg var ikke god nok til at holde mig på 37 timer og manglede overskud, når jeg kom hjem. Derfor tog jeg konsekvensen og blev min egen chef. I dag arbejder jeg aldrig over 37 timer om ugen. Men ofte 25-30 timer. Og hvis jeg har brug for et par lange dage, så napper jeg mig også et par fridage. Weekender og aftener er fredede. Jeg er personligt kisteglad for at have skiftet fra 4. til 3. gear, fordi jeg er tæt på mine børn. Men det har været en hård kamp. Og dermed kommer vi til den store udfordring for Linda Nielsen og resten af hendes bande. Vi skal nemlig ikke bare ændre på regler og rammer. Den største forhindring for at få glade familier er nemlig ambitiøse og perfektionistiske forældre. Sådan en er jeg også. Og det kræver et voldsomt livtag med sig selv, hvis man skal ændre på det. Jeg er ikke terapeut eller psykolog, så jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan man gør. Men jeg ved med sikkerhed, at det bliver sværere at skrue ned for ambitionsniveauet, mens man har hjemmeboende børn, når politikere og eksperter konstant prædiker, at vi skal knokle mere. Jeg prøver at forestille mig min karriere som et gasblus. I de cirka 10 år, hvor jeg har små børn, skruer jeg en hel del ned for styrken, i de næste 10 år, hvor ungerne er blevet teenagere, skruer jeg lidt op igen. Og når børnene så flytter hjemmefra, kan jeg sætte flammen, som jeg har lyst til. Og ved at se sin karriere som et 40-50-årigt forløb er det lettere at leve med nedsat tid i 10 år. Samtidig bliver jeg nødt til at prale ved at sige, at jeg er blevet en del dygtigere til mit arbejde, efter at jeg har fået børn og er gået ned i tid. Jeg har lært en masse menneskeligt og lige så meget organisatorisk. Den slags skulle være efterspurgt. Endelig kan jeg mærke, at det gavner kreativiteten at arbejde under 37 timer om ugen i stedet for 50 eller 60 timer. Underbevidstheden holder jo ikke op med at arbejde, selv om man skifter ble (selv om det kan virke sådan). Men man skal selvfølgelig heller ikke kun tænke på sig selv, vel? Man har jo også en samfundsforpligtelse. (Så I det, Thorning og Fogh?). Børnene er landets fremtid. I min logik har man sikret en konkurrencedygtig nation, hvis man skaber nogle selvstændige, glade og velafbalancerede børn. Gad vide om det ikke lige nøjagtig er den slags, der er brug for, når vi i fremtiden skal leve af vores kreativitet i konkurrencen med Østens mere strømlinede ildhu og ekspertise. Jeg forventer ikke, at min prædiken får andre til at geare ned og hente ungerne klokken 15 i stedet for klokken 5 minutter i lukketid. Jeg er intet forbillede. Det er Linda Nielsen derimod. Det er også derfor, jeg bliver en anelse harm, når jeg læser afslutningen på interviewet med hende. For prøv at gætte, om det er lykkedes hende at finde balancen mellem at have et arbejdskrævende lederjob og samtidig være mor. Jo, det er skam gået rigtig godt. Ligesom for Fogh, Thorning og alle de andre offentlige forældre, vi møder i medierne. Linda Nielsen forklarer miraklet med, at hun har haft familiemedlemmer til at hjælpe. »Desuden har jeg altid været relativt god til at håndtere stress, for jeg er god til at uddelegere opgaver og ansvar, og jeg er ret god til at være ligeglad med det, jeg ikke nåede. Det er nok en vigtig pointe; at erkende og respektere egne begrænsninger«. Det er der nok ingen tvivl om. But show it, then! For hvis jeg skal være hudløst ærlig, så tror jeg ikke på, at man kan være en nærværende mor eller far til tre og samtidig være rektor for Københavns Universitet. Undskyld, jeg siger det. Medmindre man altså har brudt med en lang række normer i dette samfund. Og hvis Linda Nielsen har formået det, som selv almindelige dødelige lønmodtagere ikke kan finde ud af, så vil jeg meget gerne høre om det. Vi har nemlig brug for rollemodeller, der tør stille sig frem og sige, at de har prioriteret børnene højere end jobbet. Der er nemlig kun én vej frem: Vi skal vælge vores børn.