Det kan synes taktløst at psykologisere over terror og anden udåd, men det er en blindgyde, hvis vi alene tror, at islamiske fundamentalister vil bekrige os og forsøge at fratage os herredømmet af religiøse grunde. Jeg tror, at de religiøse aspekter i terrorisme, hellig krig og selvmordsbomber er et fatamorgana - man kunne også sige et religiøst dekoreret alibi. For hvad? For mænds raseri over tabet af fodfæste, domæner og dermed magt. Mænds vold og terrorhandlinger er det ultimative udtryk for afmagt og givetvis forældede kulturers og ukultu8rers sidste krampetrækninger. Det handler om mændenes uundgåelige fald og fortabelse, sådan som de - her som hisset og i mange afskygninger - taber magten og mister domænerne. Når jeg siger »her som hisset« og i mange »afskygninger«, kræver det forklaring, og inden en tilbagevenden til terror og udåd i vor tid kommer her en lille rundtur. Min overordnede påstand er, at maskuline og feminine dyder og særpræg er vrangvendt gennem tiderne og i mange kulturer: Det bedste iboende kvinden er undertrykt, og det bedste iboende manden så sandelig også - med den markante forskel, at mens manden i dag taber terræn, øger kvinden sit. Disse misforhold og deres gradvise udretning springer mest i øjnene i den arabiske verden. Gennem årene, i nogle af mine bøger og egentlig mest via min dans, har definitionen af maskulinitet optaget mig, altså i dens mangefold - skulle der findes iboende særpræg og kønsspecifikke talenter? Nu tænker de fleste straks på seksualitet, når vi diskuterer de to køn; medierne med tv i front har udviklet det, jeg kalder sexpopulisme, lad mig lige tage en kort runde om sexlivet: Med årene og med livet som læremester er jeg kommet til den konklusion, hvad angår såkaldt seksualitet - ikke noget, der grundlæggende berører mit ærinde her og nu - at såfremt mand og kvinde er modnet og har udfoldet deres henholdsvise indtryks- og udtryksregistre, er der ingen forskel på mænds og kvinders seksualitet. Jeg er ikke alene om dette synspunkt, skal jeg hilse og sige, og jeg har i mine bøger hyppigt citeret en af mine heltinder, forfatteren og forskeren Barbara Sichtermann. Hun har skrevet et essay, blandt mange, kaldet 'Fantomet den kvindelige seksualitet', og ordet fantomet siger vist alt. Hun fortæller også, at seksualiteten er indrettet efter begge køns behov, og at den »kun tilfredsstiller det ene køns behov, hvis den samtidigt tilfredsstiller det andet køns«, og sagt så smukt af hende: »Lysten er udelelig«. Når dette er sagt, mener jeg, at man ofte bruger alt for meget krudt på kønnenes uens seksuelle jargon, og alt for lidt på psykologiske mønstre. Sigmund Freud satte sit præg på tingene, men han var og blev et tænksomt barn af sin tid og sit miljø, og jeg har som forfatter reflekteret over hans opfattelse af de to køn: »Freud forudsatte, at kvinden fødtes med misundelse, og mænd med arrogance og aggressivitet - pigen var født underlegen. Der var penis til forskel. Hvorfor siger jeg ikke: Der er vagina til forskel?«. I forlængelse af mit herværende ærinde er spørgsmålet yderst relevant. Vaginamisundelsen i vor tid - forstå gerne symbolværdien - synes uomtvistelig. Bag megen mandlig udåd gemmer sig frygt for kvinden og samtidig en længsel efter det kvindelige. Savnet af moderlighed - i videste forstand - og længsel efter kvindekønnet afstedkommer en slags bæven, denne bæven er 'umandig', og modtrækket kan være voldelig adfærd og magtbrynde. Ramt af denne tvetydige bæven er den unge dreng og mand let at rekruttere til fascistiske og fundamentalistiske systemer. Jeg tror samtidig, at mænd - uanset kultur og religion - der har et fortroligt og afspændt forhold til kvindekønnet, er empatiske og ikkevoldelige. Når den tvedelte og bævende (svage) mand får en chance, eksploderer han, det viste sig med de makabre reaktioner på Muhammedtegningerne. Jeg påstår, at kvinder er vrede, og mænd kede af det. Dette forstået som en udbredt grundfølelse - og der er i øvrigt mange måder at skjule eller omdirigere disse følelser på. Vreden konverteres til sorg, sorgen til vrede, henholdsvis. Hvorfor er kvinden vred? Det er hun, fordi hendes iboende evner og køns særpræg er undertrykt - hvorfor er manden ked af det? Af samme grund. Det gør altid godt med lidt biologiske synspunkter, det kan få folk op af stolene: Kvinden har i sig muligheden for et større overblik og for at tænke i længere konsekvensrækker end manden. I øvrigt har hun i sig en større social simultankapacitet end han. Når dette er sagt, vil man forstå, at kvindens iboende evner for at lede og fordele arbejde er betydelig større end mandens. Manden har i sig muligheden for særlig fordybelse i nuet, for eksempel ved at sidde og kigge i et mikroskop, eller med et spyd i hånden i timevis at vente på en urokses tilsynekomst ... Vi skal heller ikke glemme hans plasticitet som 'det legende menneske', han er. Jeg påstår, at alt dette sammen med mandens evner for at improvisere - det vil sige gribe fantasifuldt ind i øjeblikket - er blevet kraftigt undertrykt. Af ham selv, vel at mærke, i snart sagt alle kulturer. Hvorfor? Fordi han fik magten og ville styre og regere trods den manglende begavelse. Det er med mandens egne muskler og krudt, denne undertrykkelse af hans dyder og skønhed i tidernes morgen iværksattes, sagt grovkornet - manden fik tilranet sig magten i samfundene, og prisen var, at han forrådte sine bedste kvaliteter. Når denne selvforrådte mand så meget som aner kvindens evner for at tænke langt, logisk og konsekvensskabende, bliver han naturligvis bange. I denne sammenhæng spiller begrebet 'domæne' en både bogstavelig og psykologisk rolle. Domæne forstået som et territorium, hvor man styrer begivenhederne. Nu om dage gælder 'muskler' og råstyrke ikke længere, ud over i intimsfæren, når vold kommer på tale, men krudt gør. Den, der styrer det militære apparat, styrer verden, og det beviser kun, at det mandlige har spillet fallit, al den stund militær magt er et mandligt-armodigt svar på konflikter. Regnestykket ser således ud: konflikt + mand = militær = armod = mangel på lederegenskaber. Lederegenskaber skal her forstås som evnen til på en progressiv måde at lede og fordele arbejdet x og som en menneskelig ikkevoldelig måde at løse konflikter på. Når manden i patriarkatet ved hjælp af undertrykkelse og terror fastholder sit uduelige lederskab, er en af følgesygdommene angsten for kvinden og hendes køn. Angsten for hendes talenter. Altså det dobbelt modsatte af penismisundelse ... Indeni græder og ryster den lille dreng over tabet af sine evner og drømme. Hvilke evner og drømme? Pladsen er ikke til nævneværdig dokumentation, jeg nøjes med at henvise til myterne, folkeviserne, eventyrene og digtningen, hvor det vrimler med hankønsvæsner, der ikke tænker langt, ikke har overblik (af samme grund), og som er meget lette at lokke på afveje - især hvis en erotisk drøm af en hulrygget elverpige sukker i tjørnekrattets skygger? Kaster man et blik på, hvordan drenge og drengebørn ganske intuitivt og plastisk kan fordele sig og hinanden på to hold og kæmpe og lege, siden opløse grupperne og gå hver til sit, kan man erfare drengens og i heldigste fald mandens iboende talent for øjeblikkets muligheder og improvisation. Piger har iboende en stræben mod orden og falder sjældent for fristelsen til at improvisere, og de er ikke så lette ofre for deres følelser - jeg tænker ikke på de humørsvingninger, mange piger og damer har som speciale, jeg tænker på følelser i dybden. Dette er ikke så underligt, hvis vi vælger at tro på visse uudryddelige særpræg forankret i urtiderne, for hvis kvinden skal holde styr på børn og familie, kan hun ikke lade sig hyle ud af den ved mindste emotionelle påvirkning. De to køns iboende psykologiske specialer er altså vrangvendt af en civilisation styret af muskler og krudt - føj dertil penge og religion - og har sat hankønnet i en for dette umulig situation: at skulle lede og fordele arbejdet, holde orden og tænke i lange konsekvensrækker og handle simultant og ikke mindst: ikke lade sig hyle ud af den emotionelt. Hvis han var god til alt dette, ville verden ikke se ud, som den gør. Fordybelsen og 'fordummelsen' ved at synke ned i øjeblikket er lig med mangel på simultankapacitet - det er den maskuline mulighed og umulighed at fokusere enøjet på et objekt af en slags: Det kan være som guden Frej, der i Himlen fik øje på Gerd. Hun kom ud ad en stalddør bærende et fad i sine bare arme, og han dånede ved synet og ville kun én ting. Hende. Utallige andre eksempler kunne nævnes, fra Peter Plys-agtige tilstande til Henrik Ibsens Peer Gynt og hans galskab. Det er noget af en katastrofe, hvis Peer Gynt eller Peter Plys - eller guden Frej - bliver sat på tronen eller i spidsen for et samfund, for nu at sige det helt klart ... Drengebørn og unge mænd skal hurtigst muligt fralægge sig deres naturtalenter og blive lige så målrettede og handleduelige, som samfund og karriere kræver - og som kvinden forventer. Derfor undertrykker han systematisk sit legende barn, sin øjeblikskunstner. Han tager en maske på. I 'den arabiske verden' er det særlig iøjnefaldende, hvor selvhøjtideligt og netop maskeagtigt mange mænd fremtræder; de er ved at miste kontrollen og tabe fodfæstet og er for længst gennemskuet af kvinderne. Min påstand er kort sagt, at det ekstreme nødråb og den ekstreme armod, som terror og massakrer og fundamentalisme er, på trods af de religiøse alibier handler om hankønnet, der taber magten. Fordi det ikke skulle have haft den. Den gammeldags mand i det forældede samfund har som sidste domæne og magtområde konen og døtrene. Også her, i den 'fundamentalistiske' familie, er volden og drabet den sidste krampetrækning, når magten glider patriarken af hænde. Drabet på datteren, når hun ikke makker ret. Patriarken lever i en hinsides liggende drømmeverden, den nok så berømte martyrhimmel med de lovede jomfruers opvartning. Her i denne himmel gør pigerne i øvrigt, som manden siger ... mens patriarkens jordiske domæner smuldrer med lynets hast. Man skal ikke fifle ret meget med vokalerne, før domæner bliver til dæmoner, og groft generaliseret kan man sige, at mens manden taber domæner, vinder kvinden dem. Klicheerne om kvindelige og mandlige dyder er næsten uudryddelige; er det mon, fordi vi bliver så trygge af at høre dem gentaget - ligesom godnathistorierne, triviallitteraturen og parterapeuterne fortæller? Jeg hørte en kvindelig sexolog i tv forklare forskellen på kvinder og mænd; se, kvinden var som »det dybe ocean«, med dets »mystiske strømme«, og manden var »et skib på overfladen«, et skib, som for »målrettet« af sted! Nu bliver man gerne sexolog og terapeut ved for det første at sige det, kvinder gerne vil høre, altså at de er dybe og mystiske og meget følsomme, og for det andet efterplapre vedtagne klicheer og værdiløse statistikker. Men mændenes evne til fordybelse og alle de målrettede kvinder samt masserne af rodløse drenge er gået denne og andre terapeuters næse forbi. De såkaldt feminine dyder har lige fra C.G. Jungs dage op til nye strømninger i astrologien og religionen været karakteriseret af 'bløde værdier'. Omsorg og empati, moderlighed og nærhed er kvindens særpræg, lyder parolerne. Men sagen er, at det er de to køns fælles talenter, der her er på tale. Omsorg og indføling har ikke noget køn. Man arver disse klicheer om 'femininitet', og det skulle derfor gøre godt med flere kvinder i politik og videnskab, fordi disse domæner trænger til - ja, hendes bløde værdier. Men det er præcis det, kvinden ikke kan eller skal levere; hun skal og kan levere 'de hårde værdier'. Logisk begavelse, konsekvensskabende tanker samt evner for som sagt at lede og fordele arbejdet, tænke og handle simultant og holde hovedet koldt. Mens manden kan eller skal levere sine fantasifulde indfald så at sige fra sidelinjen og fabulere ryggesløst - og ellers lystre den kvindelige leder! Når utopia således opstår, afvikles naturligvis militæret og de voldelige konfliktløsninger. Når manden definitivt har taget pegefingeren væk fra aftrækkeren, både bogstaveligt og i overført betydning, ændrer verden sig, og når de tyngede gamle mænd med en dødvægt af islamiske myter på ryggen er døde og begravede, og kvinderne har afsløret alt, er det slut med terrorisme. Det sidste, den bange og detroniserede mand ulykkeligvis gør, er at afsikre en håndgranat eller en bombe på sin mave og rive andre mennesker med sig i døden. Der er kun én positiv ting, man kan udlede af dette: For hver selvmordseksplosion er der en terrorist mindre. Klarest fremstår disse vrangforestillinger om mandlige og kvindelige dyder og ulykkelige magtfordelinger i 'den islamiske verden', i den del af den, hvor de gamle mænd klamrer sig til en magt, de reelt har mistet, og hvor kvinderne folder sig ud af slørene og med intelligens og vovemod forkaster mændenes myter. Jeg har set det på en dokumentarfilm, hvor en islamisk familie var på skovtur og mindst tre generationer var samlet til picnic. De gamle mænd sad isolerede og gumlede tandløst på deres mytologi. De fablede om, at det bedste, de kunne tænke sig for deres sønner og sønnesønner, var, at de led martyrdøden og kom til den berømte himmel med alle jomfruerne. Kameraet gled nu langsomt rundt, og man så kvinderne, de ældste tilslørede, de yngste afslørede - det var unge, kvikke piger, som med humor og uden ringeste frygt afviste mændenes historier! For dem var Koranen noget helt andet end det, de gamle gjorde den til. Pigerne troede ikke et sekund på hellig krig og martyrismen. Man kunne bogstaveligt talt se, høre og føle, hvordan mandens forvredne verden smuldrede mellem hænderne på ham, og at pigernes afsløring også gjaldt hans rådne filosofi. Når desperate mænd mister domænet, fodfæstet og magten og ser sig overhalet i ekspresfart af kvinderne, kaster de bomber og udøver terror. Som en sidste, grusom magtudøvelse, den i videste forstand impotente handling. Som intet har med religiøse følelser at gøre.