En molbohistorie. Bedre udtryk kan jeg ikke finde for denne beretning, selv om den ikke foregår på Mols, men på en ø i Smålandshavet, og så vist heller ikke er til at grine ad. Sagen udgår fra mit eget liv, men afspejler, så vidt jeg kan se, et større og hidtil overset problem for alle samfund i de danske udkantsområder. Derfor tillader jeg mig hermed at besvære offentligheden med denne personlige fortælling om mit møde med et rigidt system, der hæmmer virkelyst, kreativitet og udvikling, ikke mindst i landdistrikterne, og gør alle involverede parter til spillets tabere. Det begyndte med, at jeg for fire år siden forelskede mig i en misrøgtet frugtplantage, Vigmosegaard, på den idylliske Lilleø en halv times sejlads fra Bandholm på Lollands nordkyst. Men sine 140 tønder land er Lilleø en af Danmarks mindste beboede øer, og selv om øen i 1914 blev forbundet med Askø via en 700 meter lang dæmning, har indbyggertallet været konstant faldende siden 1900. De to øer er begunstiget af mikroklimatiske forhold, som er særdeles favorable for frugtavl. Lysindfaldet er uden sidestykke noget andet sted i Danmark. Temperaturen er hen over året 1-2 grader varmere end i resten af landet. Frugtplantagerne ligger helt ud til vandet, og det betyder, at natteduggen, som giver æblerne smukke kinder, er generøs, og at luften er ganske salt. Saltet vandrer gennem blade og grene og medvirker til at give øens frugt en særlig dejlig smag. Hertil kommer, at der ikke er etableret kunstvanding på Lilleø. Træerne må nøjes med den nedbør, de får fra naturens hånd. Det giver et lidt mindre udbytte end på traditionelle plantager, men en større smag i frugten. Det har altid ærgret mig, at forædlingen af råvarer i Danmark, uden væsentlige undtagelser, har været præget af mangel på ambitioner og risikovillighed på kvalitetens vegne. Mangfoldighed er en forudsætning for kvalitet og for forbrugernes engagement og vilje til at honorere en særlig indsats i primærproduktionen. Det kan der næppe herske tvivl om. Derfor er det et dobbelt problem, at næsten alle danske landbrugsvarer - uden at det nødvendigvis er bondens skyld - fremstilles for at blive solgt som standardiserede bulkprodukter. Tager vi for eksempel æbler, blev der for hundrede år siden her i landet dyrket op imod 700 forskellige sorter æbler, og flere hundrede af dem blev avlet og handlet kommercielt. I dag er 80 procent af den erhvervsmæssige danske æbleproduktion fordelt på bare 10 sorter. 10 øvrige sorter udgør i al væsentlighed resten. Vi nærmer os et absolut bundniveau for den danske æblemangfoldighed. I store dele af sæsonen betyder det fortsat noget for nogen, at frugten er dansk, men det betyder sjældent noget, fra hvem i Danmark frugten stammer. Og nedfaldsfrugt, eller frugt med en lille smule skurv eller en mindre haglskade, får i store træk lov til at rådne op, fordi det ikke kan betale sig at bukke sig ned og samle dem op. Med det nuværende begejstringsniveau i æblekategorien kan forædlingsvirksomhederne alt for let nøjes med verdensmarkedets billigste industrikoncentrater. Og de vil aldrig komme fra Danmark. Læg dertil, at avlerne i dag, på grund af de industrielle afsætningsmønstre, bliver bedt om at fælde deres Spartantræer (fordi æblerne er for røde og derfor ikke længere moderne), og alle Mutzutræer (æblerne er for gule og for store), og alle James Grieves-træerne (fordi æblerne er for stødfølsomme). Æblemarkedet domineres i stigende grad af internationale sorter med internationalt anerkendte, standardiserede smagskvaliteter. Avlerne bliver i øvrigt også, således som markedet fungerer i dag, nødt til at fælde deres æbletræer, allerede når de er 10-12 år gamle, fordi udbyttet falder med alderen, industrifrugtandelen stiger, og arbejdet med at pleje træet og høste frugten kompliceres. Lokale frugtavlskonsulenter var ved at dø af grin, når jeg fortalte dem, hvilken frugtplantage jeg ville overtage. Alle fire hektar burde fældes, sagde de, og jeg ville være meget bedre tjent med at plante nye træer på et stykke jord på fastlandet. De tog efter min bedste overbevisning fejl på mindst to væsentlige punkter: De lader, som om det er ligegyldigt for æblets kvalitet, hvor gammelt træet er, og de tror ikke længere selv på, at det betyder noget, hvor tingene dyrkes. Samtlige æblemennesker, jeg har talt med, fortæller på hver sin måde, at mens de gamle træer på den ene side giver et høstudbytte, der kan være mindre end det halve af udbyttet på unge træer, så er der på den anden side markante smagsforskelle på æblerne i de gamle træers favør. Det er ikke overraskende. Hvem kunne få den vanvittige ide at rydde en vinmark med 30 år gamle stokke? I marts 2003 købte jeg så Vigmosegård, hvis frugtplantager udgør 3,5 hektar fordelt på æbler, pærer og blommer: Mutzu, Spartan, Pigeoner, Jonagold, Discovery, Guldborg (den oprindelige sort med de fine røde striber), ægte Gråsten, Rød Belle de Boscop, Rød Ingrid Marie, Cox Orange, Clara Friis, Clapps Favorite og mine absolutte yndlingspæresorter, Comice de Doyenne og den efterhånden sjældne uhyre velsmagende Grev Moltke. Der er Kirkesblommer, Sveske- og Victoriablommer og de fantastisk velsmagende Opaler. På forhånd havde vi udarbejdet seriøse planer for plantagen og for et samarbejde med de to andre landmænd på øen, som dyrker jorden. Det øsamfund, jeg ankom til, var en økonomi på sammenbruddets rand. Frugtavlen på Vigmosegaard var i realiteten ophørt. De to andre gårde på Lilleø, Vejlegaard og Lundgaard, havde ikke investeret nyt i mange år, og begge mine naboer sagde, at det kun var et spørgsmål om tid, før de måtte lukke og slukke. Den gennemsnitlige afregningspris på æbler var fra 1955 til 2003 faldet med 10-20 øre, fra cirka 4 kroner til 3,80 kroner, i en periode, hvor leveomkostningerne var steget 30 gange! Mit egentlige ønske var at dyrke frugten til min egen eddike. Hurtigt anså jeg det imidlertid for den største og mest besnærende udfordring, i samarbejde med de andre avlere på Lilleø, at gøre konsulenternes udtalelser om æblers uniformitet til skamme. Hvis det kunne lykkes os at skabe et premium frugtmærke, der vækker forbrugernes opmærksomhed over for detaljerne i dansk frugtfremstilling, vil det ikke bare gavne de allerbedste frugter fra øerne. Det vil smitte af på afregningspriserne for al dansk frugt. Det er sådan, det er gået på vinmarkedet, på kaffemarkedet, på ølmarkedet osv. Resultatet af strategien blev allerede for sæsonen 2003 en stigning i frugtprisen fra 3,80 kroner til cirka 6 kroner, svarende til en samlet indkomstforøgelse fordelt på Lilleøs tre frugtavlere på mere end 400.000 kroner - den ekstra arbejdsindsats ufortalt. Ikke noget voldsomt beløb i sig selv, men en stor præstation i en lille økonomi. I 2004 blev samarbejdet udvidet med frugtavler Benny Sørensen fra Askø. Resultatet blev yderligere forbedret. Fra og med 2006 etablerer frugtavlerne et konsortium, der lejer en jordlod på 1-2 ha, som omlægges til økologi og tilplantes med frugttræer i efteråret 2006. Den markante indtjeningsforbedring og de foretagne investeringer er sket uden nogen form for tilskud nogen steder fra og har været stærkt omtalt i erhvervet. Som afledt effekt af Lilleøprojektet har mere end 20 frugtavlere på sydhavsøerne, heriblandt tre på Lilleø/Askø, investeret i træfade med henblik på forædling af æbler til 'balsamisk æbleeddike', med forbillede i Modenas eddikeproduktion. Og som en anerkendelse af, at det er lykkedes projektet at smadre prisdannelsen på frugt, valgte frugtavlerkolleger fra hele landet at kåre Vigmosegaard/undertegnede til Årets Erhvervsfrugtavler 2004. Et kæmpe skulderklap til os alle på de to små øer. Fortællingen om Vigmosegaard og æblerne på Lilleø er med andre ord en lille solstrålehistorie. Men der er en slange i paradiset, som meget vel kan medføre, at jeg bliver nødt til at skrinlægge alle planer, aflive drømmene og sælge frugtplantagen igen. Slangen hedder 'bopælspligten' og findes i landbrugslovens paragraf 17. Ifølge denne bestemmelse må man kun eje en landbrugsejendom, hvis man bor på den, og det gør jeg ikke. Af gode grunde. For det er simpelthen ikke muligt for mig at bo på en fjerntbeliggende ø og samtidig drive resten af min virksomhed, der foregår i København og i resten af landet. Bare et enkelt helt lavpraktisk eksempel: Hvordan skal man kunne holde et foredrag i Jylland, deltage i et sent møde eller afviklingen af et stort middagsselskab i København med bespisning til langt ud på aftenen, når den sidste færge hjem sejler klokken 19.30? Jo, jeg kunne benytte mig af muligheden for at bestille ekstrafærger. Ønsket om at opretholde mit arbejdsliv og fortsat tilbringe natten ved siden af min hustru og vågne op til synet af mine børn ville i så fald koste mig flere hundredtusinde kroner om året. I begyndelsen overvejede jeg alvorligt at henlægge mit liv til Lilleø, men er i samråd med min familie nået til den konklusion, at det i dag vil være uforeneligt med hensynet til vores tre børns skolegang og de arbejdsmæssige forpligtelser, vi har i København. I stedet satte jeg min lid til at få en dispensation fra bopælspligten, men nej. Jordbrugskommissionen for Storstrøms Amt har nu to gange afslået min ansøgning om at måtte eje Vigmosegaard uden at tage fast bopæl der. Afslagene er ifølge jurister, jeg har talt med, helt efter bogen, for netop bopælspligten er den bestemmelse i landbrugslovgivningen, som det er allersværest at få dispensation fra. Andre regler - uddannelseskrav til landmænd, størrelseskrav og forbud mod sammenlægninger - gives der ikke så sjældent dispensation fra, men næsten aldrig fra bopælspligten. En landmand, der i forvejen bor på en gård, må ifølge loven eje op til to andre gårde, som han ikke bor på, men jeg må ikke eje så meget som en æbleplantage. Det forstår jeg simpelthen ikke, og når man hører om baggrunden for bopælspligten, bliver det endnu mere uforståeligt. Bopælspligten kom ind i lovgivningen i begyndelsen af 1970'erne af to grunde: for det første for at sikre bosætningen i landdistrikterne og for det andet som en del af den såkaldte værnslovgivning, som skulle sikre danske ejendomme mod at blive købt op af udlændinge - især tyskere - som ferieboliger. Af samme grund fik Danmark ved vores indtræden i fællesmarkedet i 1972 en undtagelsesbestemmelse, den såkaldte sommerhuslov, som forhindrer sommerhuse i at blive købt af udlændinge. Glimrende formål, begge to, men hvorfor skal det gå ud over et projekt som vort på Lilleø? Jeg har ikke købt Vigmosegaard for at bruge den som feriebolig, og projektet er jo netop med til at sikre, at andre mennesker kan bo på egnen og have et arbejde der. Man kunne også forestille sig, at vi ansatte en bestyrer, der kunne bo fast på gården, men lige meget vil det hjælpe. Bopælspligten fortolkes så snævert og stramt, at jordbrugskommissionerne i realiteten aldrig giver dispensation, selv om der i loven er åbnet op for, at man kan gøre det, »når særlige forhold taler for det«, som der står i lovteksten. Jeg kan nævne et andet eksempel, som understreger, hvor umuligt det er at få dispensation. Det drejer sig om en landmand på den lille Svelmø ud for Fyn. Han kan kun komme til og fra sin gård på øen, når vandstanden er lav. Ved højvande er ebbevejen over til øen oversvømmet, og derfor søgte han om at blive løst fra sin bopælspligt. Jordbrugskommissionens svar var et afslag. Ikke engang det faktum, at man ikke altid kan komme hjem til sin bolig er åbenbart tilstrækkeligt til at få dispensation. Hvem er denne rigide tolkning af loven til gavn for? Jeg har i samarbejde med både lokale bønder og kammerater fra København taget initiativ til andre projekter på Lilleø. Etablering af vinmark med tilhørende vinifikationsfaciliteter og destilleri, etablering af en lille eddikefabrik, fangst og salg af strandkrabber. Vi har også fremskredne planer for, hvad man skulle dyrke i jorden frem for roer og generisk korn. Hvis nogle af projekterne lykkes, og hvorfor skulle de ikke det, vil det betyde en mangedobling af den beskedne aktive arbejdsstyrke, og Lilleø/Askø og øerne vil med tiden komme til at fremstå som et mønstereksempel på omstrukturering af et geografisk randområde til den nye virkelighed for dansk fødevareproduktion - til gavn for menneskers lyst til at bo og virke på øerne. Min erhvervelse af Vigmosegaard, min genoptagelse af gårdens frugtproduktion og det samarbejde, jeg har indledt med de andre frugtavlere på øen og med andelsbevægelsen, ser indtil videre ud til at have reddet de to øers frugtproduktion fra en stille død, hvilket alle implicerede parter vil kunne bevidne. Uden dette ville ikke bare arbejdspladser være gået tabt, men også en central del af kulturhistorien på øerne, 100 års frugtavl. I realiteten gør jeg stort set for egne midler alt det, som samfundet ønsker, og som man sågar yder offentlig økonomisk støtte til for at styrke landdistrikterne. Det er mig ubegribeligt, at alene det forhold ikke berettiger til, at der ydes dispensation. En mindre restriktiv tolkning af landbrugsloven kunne medvirke til, at mennesker med komplementerende kompetencer ville etablere sig rundt omkring i landdistrikterne. Jeg kan end ikke med min bedste vilje se, hvordan det ville komme samfundet til gode eller være et bedre alternativ, at Vigmosegaard blev solgt til en storbonde, der i forvejen ejer en eller flere gårde, eller at jorden bliver solgt fra og landbrugsproduktionen nedlagt. Med denne fortælling fra det virkelige liv har jeg ikke den ringeste forestilling om at kunne få landbrugsloven lavet om. Men jeg synes, at den måde, hvorpå loven forvaltes og fortolkes af Jordbrugskommissionerne, er fuldstændig ude af trit med, hvad samfundet, ikke mindst landbruget, har brug for i dag. Dette emne burde gøres til genstand for en offentlig diskussion.