Som fast læser af Jyllands-Posten fik jeg et mindre kulturchok, da jeg under højdepunktet af Muhammedkrisen forsøgsvis stak hovedet indenfor i Dagbladet Politikens univers. Det var fuldkommen som at lande på en fremmed planet. Det var dog danskere, der befolkede avisens spalter, for de skrev på dansk alle sammen, og de skrev også om emner, som jeg umiddelbart kunne genkende fra min egen danske hverdag, så jeg var altså stadig i Danmark. Men hvilket Danmark! I denne verden har hverken Jyllands-Posten eller Salman Rushdie og hans fæller forstået et suk af det hele, når de betragter Muhammedsagen som et spørgsmål om selvcensur og ytringsfrihed. Næ, her betragtes JP's 12 tegninger udelukkende som et spørgsmål om at provokere muslimerne i Danmark (med hvilket formål monstro?), hvorfor redaktionen på vegne af 'anstændigheden' valgte at bortcensurere de famøse tegninger. Politikens læsere har derfor måttet ty til andre kilder for ved selvsyn at kunne danne sig et indtryk af årsagen til den efterfølgende næsten verdensomspændende ildebrand. Avisens fravalg hvilede altså ikke på journalistiske nyhedskriterier, men på såkaldt moral: »Vi ønsker ikke at såre muslimernes religiøse følelser«. Chefredaktør Seidenfaden junior (ikke at forveksle med hædersmanden Seidenfaden senior, redaktør af det illegale blad Information under besættelsen) uddybede siden sit fravalg med et modspørgsmål: Hvorfor i alverden skulle han dog trykke nogle tegninger, som JP's egen chefredaktør selv har sagt, han ikke ville have trykt, hvis han forlods havde kendt til konsekvenserne? Nu er der bare det ved det, at udgangspunktet for de to chefredaktører ikke har været det samme: Carsten Juste udtalte sig om, hvad han ville have gjort, hvis han kunne skrue tiden tilbage. Hvad han som bekendt ikke kunne. Det var en ganske anden situation, lederen af Politiken stod i: Den muslimske verden var et frådende hav af flag- og ambassadeafbrændinger. Der var hadefulde massedemonstrationer vendt imod Danmark ledsaget af højlydte krav om retsforfølgelse og død over de formastelige tegnere, død over Fogh, død over Danmark samt krav om undskyldninger fra såvel regering som JP. Situationen var efterhånden kørt så meget op i det røde felt, at det, avisens chefredaktør nu egentlig burde tage stilling til, ikke længere var, om han af solidariske grunde skulle støtte JP ved at trykke de 12 tegninger eller undlade at trykke dem for ikke at såre religiøse følelser unødigt, men om ikke det nu var på tide at trykke tegningerne for i oplysningens tjeneste at give Politikens læsere et bedre grundlag for at forstå, hvad der havde skabt denne højspændte situation, der som bekendt ikke har set sin lige i Danmark siden Anden Verdenskrig. Hvor svært kan et sådant valg være for en avis, der er sat på Jorden for at videreformidle nyheder og baggrundsstof? Selv seriøse skuespillere gør undertiden vold på deres medfødte blufærdighed og optræder nøgne, hvis det i konteksten er kunstnerisk nødvendigt. Men Seidenfaden junior (stadig ikke at forveksle med den brave Seidenfaden senior) valgte at holde tegningerne for sig selv, hvilket var et fornærmende formynderisk valg. Lidt svarende til at slå forældrekontrollen til på computeren. Men o.k. Sådan er vilkårene altså på Politiken, hvad der kun kan afføde den dybeste undren hos os andre, der generelt er bedre vant. Men helt ærligt: Finder Politikens læsere sig virkelig i det? Også på et senere tidspunkt kunne en klumme af Politikens kronikredaktør, Anders Jerichow, få en anden en til at spærre øjnene op i forbløffelse. I klummen harcelerede han over, at statsministeren i det ene øjeblik siger, at vi skal være tolerante »for så i det næste øjeblik at ignorere, at han har gjort sig afhængig af fremmedfjendske og islamofobiske stemmer i Pia Kjærsgaards fanklub«. Jerichow, den pæne mand, udtrykte stor forargelse over, at VK-regeringen »bare trækker på skuldrene af, at dens supportere i Dansk Folkeparti kalder muslimske indvandrere for pest over Europa eller ugræs«. Jamen, jamen, altså! Ifald Jerichow ikke skulle vide det, så er hverken DF eller Pia Kjærsgaard medlem af regeringen. Statsministeren har følgelig ingen forpligtelse til at irettesætte dette partis medlemmer på grund af tonen. Han kan højst påtale en eventuel tone i de debatter, hvor han selv er til stede og selv kan være med til at kridte betingelserne for sin tilstedeværelse op. Men rende rundt og være barnepige for andre partiers folketingsmedlemmer, det er sandelig ikke en statsministers opgave. Anders Fogh Rasmussen skal venligst passe sit arbejde som Danmarks politiske overhoved og så i øvrigt blande sig helt uden om, hvilken debattone man anlægger i andre partier. Det manglede da bare andet! Og nu vi er ved tonen, som tilsyneladende ligger Dagbladet Politiken så umådeligt meget på sinde: Hvorfor må vi egentlig ikke i udlændingedebatten gå til vaflerne og være grove over for hinanden og andre i det offentlige rum? Her tænker jeg ikke så meget på de tre faste og evindelige politikereksempler, der altid trækkes af stald som et bevis på debattens skingre tone: muslimer betegnet som pest over Europa, muslimer betragtet som en kræftbyld samt Louise Freverts hjemmeside. Den slags har det med at vende tilbage med dobbelt kraft og ramme afsenderen som en boomerang, så fred være med dem. Nej, jeg tænker på de mange ganske almindelige mennesker, der i frustration griber til posen med barske minusord. Hvorfor skal de pålægge sig selv censur og iklæde deres vrede eller magtesløshed en sprogligt renskuret klædning, når hele kroppen er i oprør og dirrer af retfærdig harme? På Jyllands-Postens debatsider kan der undertiden herske en karsk tone, hvor folk kalder en spade for en spade, og hvor man ofte springer det pæne indpakningspapir over og går lige til sagen. Den debatform brugt på flygtninge-indvandrerspørgsmål virker åbenbart provokerende på sarte sjæle fra den politiske korrektheds parnas i hjørneværelset på Rådhuspladsen. Men det har dog den fordel, at vi altid ved, hvor vi har hinanden, og efterfølgende kan vælge hver især at afgrænse os selv i forhold til de andre debatdeltagere. Hvis derimod Politikens insisteren på den såkaldt anstændige tone skulle brede sig og gå hen og blive påtvunget gængs, ja, så er jeg alvorligt bange for, at vi i stedet vil se folkeviddet begynde at udfolde sig. Så vil danskerne ligesom under besættelsen begynde at tale underforstået, og så bliver de indvandrere, der ikke har det danske sprog helt inde under huden, først rigtig hægtet af. For ligesom man normalt ikke kan nøjes med at sige, »Av, det gjorde sørme ondt«, når hammeren rammer fingeren i stedet for sømmet, så kan man heller ikke nøjes med at udtrykke en voldsom harme ved blot at sige, at »nu er jeg godt nok vred«. Harmen kommer så bare ud på en anden måde. En måde, som selv Emma Gad ikke ville have haft noget at kunne udsætte på. På overfladen svøbt i nydelige og acceptable ord og ordbilleder, samtidig med at enhver med dansk som modersmål vil gennemskue, at det her emmer af noget helt, helt andet. Jeg er ked af at måtte sige det, men det vil blive det uundgåelige resultat af at udgrænse et bestemt politisk emne og forlange sproglige særhensyn i behandlingen af det. Men i øvrigt kan Politikens udøvelse af det journalistiske håndværk generelt godt virke stærkt foruroligende på en udefra, fordi man sidder med en fornemmelse af, at avisen kold og kynisk vinkler sine historier udelukkende i henhold til egen politisk dagsorden. Andre aviser har selvfølgelig også deres dagsorden, men de er ikke nær så skrællede for kvalificerede input fra anderledes tænkende som Politiken - der åbenbart heller ikke viger tilbage for at bruge løgn, fordrejning og fortielse, hvis det er det, der skal til. At kunne levere ikke færre end fem graverende fejl i dækningen af Muhammedkrisen i løbet af bare 14 dage i februar-marts er ganske uhørt. Fejl spændende lige fra en utilbørlig sammenblanding af 11 ambassadørers brevkladde og deres originale brev over ukritisk brug af en islamforskers (fejlagtige) postulat om, at det var kommunernes lokalplaner, der spændte ben for opførelsen af moskeer til en (viste det sig) løgnagtig beskyldning af statsministeren for over for presse og offentlighed at have tilbageholdt et betydningsfuldt brev fra Den Muslimske Verdenskongres. Og mærkeligt nok: Ingen af fejlene faldt ud til fordel for regeringen! På denne avis har man altså indtil nu stået - ja, man må klø sig i nakken - med dækningen af en historie om 12 tegninger, som ingen læsere havde set, og godt nok med artikler om tegningernes følgevirkninger, men artikler, der var mangelfulde, fordrejede og usande. En fuldkommen absurd situation set fra læserside. Imidlertid er det ikke bare dækningen af Muhammedsagen, der er absurd. Det samme er avisens generelle knæfald for antikristnes krav om særbehandling i det danske samfund samt dens tendentiøse behandling af flygtninge-indvandrerproblematikken som helhed. Det er dybt betænkeligt, at så mange mennesker baserer deres meninger om disse politiske spørgsmål alene på Politikens dækning af dem. For denne dækning er så gennemsyret af had til den danske dimension - hvis den vel at mærke fremføres af VKO - at man uvilkårligt træder tre skridt tilbage ved mødet med den. Jeg troede, at jeg som JP-læser var blevet hårdhudet over for barske synspunkter og udmeldinger. Men klimaet på Politiken - især i tillægget PS - er så lummert hadsk og angribende, at de godt kan gå hjem og vugge ovre på JP. Billedligt talt råber og skriger man på JP, hvorefter alle går tilfredse hjem, mens man på Politiken taler pænt og nydeligt, men med en ubehagelig, underliggende giftig tone, som kan være svær at angribe, fordi den ikke altid udtrykkes eksplicit (for øvrigt et glimrende eksempel på, hvad flygtninge-indvandrerdebatten kan udarte til, hvis man pålægger folk sprogligt at stikke piben ind). Alt i alt kan det hele undertiden give grimme mindelser om Berlingske Tidendes rolle som Hitlers lille kanariefugl lige før krigen. Allerede fra magtgennembruddet i begyndelsen af 1930'erne viste Hitlerregimet sig i stand til i en vis grad at kunne styre den udenlandske presse, herunder også den danske. Det skete ved at slette korrespondenter fra invitationslister, true dem med udvisning, ransage deres hjem med mere, hvis ikke de skrev pænt hjem om Tyskland. Man prøvede altså meget smart på at ramme bladene på deres allerømmeste punkt: adgangen til det livsnødvendige råstof, som nyheder er for et nyhedsmedie. Næsten alle danske medier tilpassede sig mere eller mindre for ikke at blive ramt på deres tyske kildenet. Men især Berlingske gjorde sig store anstrengelser for at forblive i kridthuset ved at lade sin korrespondent kvidre smukkere end alle andre. Således beskrev avisens Berlinkorrespondent fra 1932-1938, baron Cai Schaffalitzky de Muckadell, på det nærmeste Dachau som et julemærkehjem. Heller ikke senere under krigen gjorde Berlingske noget, der kunne berettige til en tildeling af Fortjenstmedaljen. Avisen var følgagtig over for tyskerne, men fik dog fra efteråret 1944 rettet noget op på sit flossede image gennem sine gentagne nålestik imod besættelsesmagten. Denne lidet ærefulde historie står at læse i en 478 sider lang bog: 'Pilestræde under pres. De Berlingske Blade 1933-45', som blev udgivet i anledning af Berlingske Tidendes 250-års jubilæum i 1999. Avisens bestyrelse havde ønsket at markere jubilæet ved frem for et traditionelt festskrift at få en forsker til at afdække avisens mulige følgagtighed over for Tyskland både før og under besættelsen. Et særdeles fortjenstfuldt træk, som jeg hermed skal opfordre vor tids kanariefugl Politiken til at efterligne, når avisen i 2009 fylder 125 år: Bekost en udredning af avisens følgagtighed over for antikristnes krav om særbehandling i det danske samfund med særligt fokus på avisens optræden under Muhammedkrisen. Der er nemlig ubehageligt mange sammenfald med Berlingskes triste historie før og under krigen. Og med hele tre år til jubilæet kunne det godt tænkes, at afstanden til begivenhederne i dag måske til den tid ville pille lidt ved Politikens selvforståelse. Men oprigtig talt: Er det ikke også ved at være tiltrængt?