Mandag morgen er pakket ind i tyndt forårslys i udkanten af Aalborg. Jeg sidder på bagerste række i forelæsningslokalet og forsøger at fokusere på den engageret gestikulerende undervisers talerække af sort besværgende matematik. En ligning, jeg kender, Ostenfeldt-parablen, manes frem, og jeg er stolt over for en gangs skyld i forvejen at vide, hvad han taler om. Forelæsningen slutter klokken 10, og vi går i formiddagslyset mellem de røde kubiske universitetsbygninger til grupperummet, et lille lokale, hvor vi har vores computere og kaffemaskinen. Vi tilhører en kaste, som politikere og erhvervsliv gerne så vokse. De ytrer i hvert fald jævnt ofte, at vi er for få, og at manglen på os vil hæmme samfundsudviklingen. Vi er ingeniørstuderende i design af mekaniske systemer. Før i tiden hed det maskinteknik, men over for MTV-generationen blev et andet brand nødvendigt: Design er et plusord, maskin er et minusord. Det forstår jeg ikke. Med en far, der er bygningsingeniør, tilhører jeg selv en af de få andengenerationsgrupper i landet, der favoriseres. Påskenummeret af fagbladet Ingeniøren bedyrede på forsiden, at ingeniørmangelen nu er så stor, at den hæmmer landets økonomiske vækst. Der sættes kaffe over, mens vi ser de studerende fra det humanistiske fakultet cykle i skole, og der læses nyheder på nettet. Vi forstår ikke debatten omkring Muhammedtegningerne, vores profeter hedder Newton og Euler. I øvrigt ser det vist for alvor ud til, at vi ikke længere må gå til eksamen i grupper. Venstre, der ellers har appelleret til os som et pragmatisk parti med sans for realpolitik, er pludselig gået i ideologisk offensiv: Enhver studerende har krav på individuel eksamen. Vi frasiger os hellere end gerne dette krav. De har tydeligvis ikke fattet, at der i en projekteksamen, der typisk varer omkring seks timer, som regel er individuelle spørgsmål indbefattet. Jeg tilstår at have hørt om dårlige erfaringer med gruppeeksamener fra humaniora og samfundsvidenskab, og derfor får vi på trods af gode erfaringer ikke lov mere. Det forstår jeg ikke. Jeg er imidlertid klar over, at vores undervisere i modsætning til de politikere, de er underlagt, er pragmatikere. På præcis samme måde, som de normalt skaffer midler, når de nedskæringer, de ellers loyalt ikke nævner, rammer; således vil de iværksætte serier af badutspring for at omdøbe gruppeeksamen, så de under et andet navn kan gennemføres, og livet vil gå videre, som om intet er hændt, urealiserbar ideologi eller ej. Ingeniører er en kaste, der lider af den opfattelse, at vi kan klare en hvilken som helst opgave, hvis vi får tid nok. Vi forsøger at regne opgaver, men løber som så ofte før imod en mur af kompleksitet. Vi diskuterer, skitserer problemet på tavlen. Underviseren dukker frem i døren som en trold af en æske og hjælper os som en hvirvelvind på rette spor med en kort tavlegennemgang, før han med ordene »må kraften være med jer« flagrer videre til næste gruppe. Nyhedssiderne opdateres klokken 11: De studerende skal hurtigere i gang og igennem uddannelsessystemet uden sabbatår. Det ekstra års SU, det såkaldte fjumreår, som man har lov at forlænge studiet med på grund af dumpede prøver, skal skæres væk. Før i tiden ville jeg have sagt, at det lød fair. Som diplomingeniør fra Århus Teknikum har jeg kun læst halvandet semester på civilingeniørstudiet i Aalborg og er et får i ulveklæder mellem disse mure. Jeg har kendt mange århusianske humaniorastuderende, der havde en effektiv arbejdsuge på under ti timer. Vi møder klokken 8, slipper sjældent ud før klokken 16, og den tid, hvor projekterne skal skrives færdige, hvor enhver rekreativ aktivitet aflyses, og natten tages i brug, nærmer sig. Hvis instituttet fik penge til at forlænge uddannelsen med to år, ville de straks fylde den ekstra tid ud med stof, de mener, vi umuligt kan leve lykkeligt uden at kende til. Fordi fjumreåret er unødvendigt i andre mere ekstensive områder i landskabet af videregående studier, må vi ikke beholde det. Det forstår jeg ikke. Bevares, vi tilhører en privilegeret kaste, de danske studerende, med statsfinansieret tid til fordybelse. Min tyske kæreste får ikke en euro fra staten til at læse for. Men hendes forældre betaler nok også betydeligt mindre i skat end mine. Danskerne klarer finansieringen af de unges studier ved omfordeling, i udlandet ordnes det internt i familien. Min kærestes og mit månedlige rådighedsbeløb er ca. det samme. At skære i SU'en med den skattebyrde, min generations forældre er underlagt, forekommer mig unfair over for dem. Og hvis de studerende skal arbejde mere ved siden af studierne, gør det dem nok ikke just hurtigere færdige. Vi regner videre og udskyder at læse resten af forslaget igennem til middagspausen. I fredags drak vi os halvsnalrede for at opretholde illusionen om, at vi har et socialt liv. Bagefter gik to af gruppemedlemmerne tilbage i grupperummet og regnede videre. Alligevel har mine gruppekumpaner tilbragt søndagen foran skærmene i grupperummet, mens jeg læste avis på sofaen. Jeg føler et stik af dårlig samvittighed mellem øjnene, men det er grundløst. De gør det, fordi de ikke kan lade være: af indlært dyster stædighed for at opleve kicket, når problemet knækkes. Vi har denne formiddag som så ofte før kun løst halvdelen af opgaverne. Stoffets kompleksitet besejrer os gang på gang, og selv om vi gerne ville regne videre, fortsætter dagen i 'fast forward'-tempo med næste forelæsning. Vi finder madpakkerne frem, mens vi ser de andre fakulteters studerende cykle hjem på stien udenfor. Mine medstuderende kommenterer det ikke, de ved udmærket, at medicin- og datalogistuderende må lægge langt mere tid og energi i deres studier end os. Alligevel er jeg ret overbevist om, at de fleste i gruppen ganske givet kommer til at gå ned i tid, når de om halvandet år slippes ud i den virkelige pulveriserende verden. For vores vedkommende må man tro på sin Gud og holde krudtet tørt: Hvis vi kommer til det rigelige antal af forelæsninger og tager del i projektarbejdet, vil vi også opnå frelse, når vi om to måneder sidder i eksamenslokalet. Jeg har alligevel altid haft fornemmelsen af, at der hænger et guillotineblad som et damoklessværd over bordet med den grønne dug foran lærer og censor. Vi læser artiklen om regeringens uddannelsespolitiske udspil færdig, før der skal kigges Side 9-piger på Ekstra Bladets hjemmeside, og den næste forelæsning går løs. De unge skal lokkes til at starte direkte på en videregående uddannelse efter endt studentereksamen og ikke fjolle rundt på højskoler eller i Himalayas bjerge, før de tager sig sammen til at gå i gang. Vi går til forelæsning i maskinakustik, afholdt på engelsk med russisk accent, da instituttets internationale profil er ret udpræget. Mit fokus er væk, og jeg tænker på mit studievalg i mine egne sene hormonforgiftede teenageår. Jeg tænkte også på at vælge et blødt og sympatisk humanistisk studium og få en behagelig tilværelse som gymnasielærer. Men hvis man ser bort fra den djævel, der talte til mig fra beskæftigelsesstatistikkerne, hvorfor så egentlig vælge noget teknisk ? Hvorfor vælge noget, der er svært, komplekst og tidskrævende, når man kan vælge noget, der er langt mere blødt og rart? Ud over en dybfølt fascination af matematisk beskrivelse af virkeligheden må der vel være flere og dybereliggende årsager; jeg er vel ikke bare fortsat ad denne vej, fordi min far gjorde det? Det er mit indtryk, at min generation definerer sig selv gennem to primære faktorer: forbrug og beskæftigelse. Vi lever i en tid, der i højere og højere grad præges af en individualisme, der måske delvis er påduttet af medieskabte forestillinger. Altså kan man lige så godt give afkald på tanken om at påtvinge folk et teknisk-naturvidenskabeligt studium til samfundets gavn. Der er heller ikke megen hyggelig snak over caffelatte på midtbyens cafeer om maskinelementer og en studieform, der absorberer al tid, den kan komme i nærheden af. Man kan ikke klæde sig i identitetsskabende dyrt modetøj, hvis der er fare for, at det fedtes ind i smøreolie i laboratoriet. Samtidig ved de unge godt fra gymnasiets fysik- og matematikundervisning, at fagenes resultater ikke står til diskussion, men er objektive og konkrete, som støbt ned i cement. Jeg mødte for nylig en fyr i fredagsbaren, der over en halv times tid forsøgte at forklare mig, hvad hans studium, humanistisk informatik, gik ud på. Selv om ingen af os vidste, hvad hulen det kunne bruges til, lød det utroligt interessant. Da han spurgte, hvad mit studium gik ud på, kunne jeg konkretisere det helt anderledes: at modellere spændings- og deformationstilstande i maskinelementer med matematiske værktøjer, hovedsageligt partielle differentialligninger. »Og det synes du er spændende?«, spurgte han måbende, og jeg nikkede, men måtte give ham ret: Det lyder sgu ikke særlig romantisk. Det metroseksuelle ideal af det mandlige køn indebærer ikke rigtig muligheden for erkendelsen af, at store ting, der er lavet i stål, bare er enormt maskuline, og jeg kan således, hvor gerne jeg end ville, ikke tilslutte mig dette. Jeg valgte et studium, der skræmmer mig fra vid og sans hver eneste dag. På trods af udsigten til at komme til at arbejde rigtig meget efter endt uddannelse har jeg ikke fortrudt det, for det må siges at være udviklende på et personligt plan. Men for dem, der første gang skal vælge uddannelse, er situationen uhyre kompliceret: I kampen om de unge har uddannelsesinstitutionerne udbudt et væld af uddannelser med titler præget af et nysprog funderet i marketingstrategier, der brander tingene på en smart måde. Uddannelserne hedder noget forskelligt, afhængigt af hvor de tages, og det forekommer mig, at der generelt er ret dårlig overensstemmelse mellem antallet af studiepladser og behovet for færdige kandidater. Det er klart, at ideen om et frit studievalg er smuk, men at uddanne folk i fagområder, uddannelsesinstitutionerne frit har fået lov at definere i kampen om de unge uden skelen til deres fremtidige beskæftigelse, er at holde såvel de unge som samfundet for nar. Jeg har selv mødt studievejledere fra humaniora, der længe har bedyret, at så snart erhvervslivet får øjnene op for, hvad deres kandidater kan, vil der være arbejde nok til alle. Det ser ud til, at dette endelig er ved at ske, men jeg tillader mig personligt at tro, at der er lang vej igen. De unge ved fra deres forældre, hvordan landet ligger med hensyn til skattebyrde, når de er færdige. Den økonomiske gevinst efter endt uddannelse ved at vælge de hårde fag er minimal, og de unges krav er således, at det, de i fremtiden skal beskæftige sig med, i det mindste skal være sjovt. Samtidig er det vore kære folkevalgtes intention at skære den personlighedsudviklende proces, som et par år fri af skolesystemet giver, væk. Her kunne de måske, som jeg selv, få øjnene op for, at det kan betale sig personligt at udfordre sig selv, og at en statisk tilstand af komfortabel kedsomhed i livet ikke nødvendigvis er at stræbe efter. Dette må endelig ikke ses som et generelt angreb på de humanistiske studiers relevans, som jeg ikke vil anfægte. Men lad dette være et opråb til regeringen - som et skrig til himlen - om ikke at komplicere situationen for de uddannelsessøgende yderligere. Den netop gennemførte gymnasiereform med introforløb skulle styrke naturvidenskab og teknik. Imidlertid er det mit indtryk, at de naturvidenskabsinteresserede poder fra starten bliver smidt i klasse med andre, der ikke interesserer sig en dyt for naturvidenskab. Dette skulle højne niveauet, men jeg forstår det ikke. Samtidig bliver de potentielt kommende tekniske studerende - i kraft af at man ikke længere frit kan sammenstykke sin fagkombination, men må vælge mellem et antal fagpakker - fristet af andre færdigpakkede løsninger, der fører dem bort fra teknikken. Derudover ville det være løgnagtigt at hævde andet, end at ingeniørfaget er præget af meget få kvinder, og en uddannelse i et 100 procent pigesterilt miljø har ikke den store tiltrækningskraft på mænd først i tyverne. Hvordan får jeg da flere unge til at følge mig ud i en ørken af partielle differentialligninger, vandrende mod et fatamorgana af øl fredag eftermiddag? Dette kan ikke gøres uden at kompromittere illusionen om et frit valg. Imidlertid fungerer det pudsige argument, som militæret anvender for at trække unge mænd i grønt tøj og råbe ad dem for at lære dem kunsten at dræbe, ikke her. Man kan nemlig ikke blot påkalde sig ret til at tage de bedst egnede og påtvinge dem et studievalg i det teknisk naturvidenskabelige fagområde, som sessionsmyndighederne ville have grebet sagen an. Forslaget om at lade de unge, der træffer det rigtige studievalg, tilfalde en økonomisk gevinst, finder jeg komplet asocialt. Det var imidlertid måske værd at se på, at de reformer, der på andre studieområder er nødvendige, i hvert fald ikke vil føre til uddannelse af flere ingeniører, snarere tværtimod. Regeringens reformer vedrørende klinisk fjernelse af fjumre- og sabbatår, gymnasial uddannelse og gruppeeksamener forekommer mig fra mit indsnævrede kosmos virkningsløse og nærmest komiske. Det er muligt, at reformerne gennemføres af samfundsmæssige hensyn, hvilket med hensyn til de studerende er ganske ufarligt for regeringen, da disse som samlet gruppe er placeret i et vælgersegment længere mod venstre end resten af befolkningen. Jeg tillader mig blot at sætte spørgsmålstegn ved, om den reelle virkning af reformerne virkelig vil blive den, man ønsker at opnå. Jeg personligt er meget skeptisk. Skal det til at være nødvendigt at importere kinesiske ingeniører i stor skala for at dække industriens behov? Vi er ellers ikke et land med nogen lang og stolt tradition for åbenhed mod verden. Overvejelsen om at uddanne flere professionsbachelorer med et højere specialiseringsniveau tilpasset industriens behov har jeg ikke hørt være på tale. Jeg erkender til fulde, at jeg som selvbestaltet analytiker af situationen er oppe mod folk, der, når det vedrører samfundsforhold, er langt klogere end mig. Jeg forstår det bare ikke. De unge interesserer sig ikke for teknik og naturvidenskab. Det forstår jeg imidlertid godt.