Hun er stærk. Ingen tvivl om det. Nok er hænderne spinkle og smalle, men arme og skuldre er kraftige. Ansigtet ungt og uden makeup. De stærkt buede kindben fremhæver de mørke øjne. Og blikket, der er intenst affotograferende, sender utvetydige signaler. Oftest vrede og mørke. Amina er en køn ung pige, næppe fyldt 25. Kurder. Vokset op med to søstre og en ældre bror i en mindre landsby tæt på Mosul i Irak. Bedsteforældrene var landmænd. Fattige, men overlevede på en ko, et par geder og rodfrugter. Min mor døde, da jeg var fire. Det var min far magtpåliggende, at vi, min søster og jeg, blev opdraget til at tage vare på os selv. Min far var så lidt hjemme, han tog til byen. Hvad han egentlig lavede, gik aldrig op for os piger. Vi skulle passe vores skolegang og hjælpe bedstefar i marken. Jeg glædede mig til weekenden, så kom far hjem, ikke fordi han tog sig meget af os, han var mest optaget af, at vi læste lektier og fik gode karakterer. Min bror gik han lange ture med og talte med stor alvor om styret. Jeg husker, at den gamle borgmester blev fængslet, og at vi ikke længere måtte tage til byen. Lærerinden trak mig til side og spurgte, hvor min far var. I byen svarede jeg og fik at vide, at jeg ikke skulle komme i skole mere. En onkel, som jeg aldrig havde hørt om, skulle tage sig af mig. Jeg rejste med bus hele dagen og nåede til Amed, hvor jeg var blevet indskrevet på et lærerseminarium. Jeg skulle bo på et lille værelse, som jeg delte med min ny kusine. Hun bar en sort burka, også inden døre, og klædte sig først af, når lyset var slukket. Jeg gik i cowboybukser, sweater og med et lyseblåt tørklæde. Seminariet var nærmest en fortsættelse af skolen, måske endda lettere, i hvert fald fik jeg fine karakterer, også selv om mit sprog bar præg af landsbydialekten. I klasseværelset var der et stort farvelagt billede af Saddam Hussein i en flot uniform. Det var svært at undgå at se ham, for lærerne stod altid lige under fotoet. Han hadede kurdere, sagde de, og havde slået tusindvis ihjel. Vi piger talte aldrig politik, højst når en veninde ikke længere kom til timerne, og en af pigerne vidste, at familien 'var taget'. Hvad der lå i ordene, havde vi nok en fornemmelse af, men den forblev uudtalt. Maden var knap hos onkel og tante. Te, majsbrød og kogte grøntsager. Jeg tabte mig, kom af med hvalpefedtet. Koranen spillede ikke nogen vigtig rolle i undervisningen. Vi var moderne moderate muslimer, ikke noget med obligatorisk fredagsmoskebesøg eller andre fundamentalistiske krav. Hvis irakerne tog let på Koranens påbud, gjorde kurderne det så meget des mere. At jeg ikke skulle hjem i sommerferien, gjorde mig vred. Jeg savnede mine søskende, bedsteforældre, min far og landsbyen. Selv om jeg fik hyppige breve, mest fra min bror, blev savnet ikke mindre. Min onkel står i entreen. Jeg er forberedt på den sædvanlige svada, hvor har du været? Glem ikke, at jeg har påtaget mig ansvaret for dig ... Ansigtet lyser af bekymring, men selv om det er halvmørkt i det lille rum, fornemmer jeg straks den dybe alvor. Jeg har fået brev fra din bror. Han går langsomt ind i opholdsstuen, hvor tv'et for en gangs skyld er slukket. Han har grædt. Din far er død. Myrdet. Stemmen er lav og grødefuld. Du må væk. Meget mere blev der ikke sagt. Han knugede som i en krampe brevet i sin hånd. Jeg husker ikke, om jeg græd, det er vist først senere på vej til bussen. Er der noget i vejen, spurgte en ældre mand på sædet ved siden af. Intet, svarede jeg, medens tårerne langsomt gled ned over kinderne. Det nøgne landskab, hårnålesvingene, bjergkløfterne, intet fornam jeg. Når bussen holdt og alle myldrede ud, blev jeg siddende. Jeg blundede, gled langsomt over i en drømmeløs søvn. Min bror tager min kuffert og bærepose. Det er koldt, og selv om jeg knap nok aner, hvor vi er, fornemmer jeg, at vi må være højt oppe i bjergene. Vi går raskt til. Alle mine spørgsmål er udtørret. Han går et halvt skridt foran, målbevidst. Det er ikke langt, har han sagt. Huset er mindre end vores, bygget i kampesten, halvdelen af ruderne er smadret. Det er min søster, der lukker op. Hun har fra køkkenet set os komme. Er du også her? Læg frakken, du må være sulten. Jeg har ikke spist i mere end 20 timer. Skoldhed kartoffelsuppe, et stykke pølse, fåreost og et stort glas mælk. Først nu ser jeg de andre ansigter, der tavse iagttager mig, medens jeg spiser. Allerede i morgen ved daggry kommer vognen, bryder den ældste tavsheden. Min bror tager over. Forklarer omhyggeligt, at vi alle tre skal væk, flygte til Vesttyskland, hvor vi har en onkel i Bremen. En ung mand har foldet et kort ud på bordet. Du skal over den tyrkiske grænse i morgen nat og videre til Ungarn. Du er den, der ser mest vestlig ud, siger han smilende med et upassende glimt i øjnene. Min søster og bror har hver sin rejserute, begge med fælles mål, onkel i Bremen. Brænd dine papirer, alle sammen, og glem din identitet, og adlyd ubetinget dine hjælpere. De har erfaringen og kender folkene på stedet. Jeg får tre kuverter med bynavne på. Diyarbakir, Ankara, Budapest, som jeg gemmer på maven. Gennem papiromslagene fornemmer jeg pengesedlernes konturer. Min storesøster og jeg putter os ind til hinanden i den smalle seng med den tunge dyne. Aer og kæler. Vi sover kun lidt. Om få uger er vi alle forenede. Tag puden med, og skynd dig. En stor lastvogn overdækket med lærredsdug er ved at læsse sække med kartofler og kål. Det bliver ikke sjovt, men du ser ud til at kunne holde til strabadserne. I bunden af ladet er der et lille hulrum beregnet til reservehjul og donkraft. Kravl ned, siger chaufføren. Pladsen er snæver. Nu lukker vi. Mørket er tæt. Hver gang de smider en sæk op på ladet eller stabler kasser, er det, som om de løse brædder vil mase mig ihjel. Jeg tror nok, jeg folder hænderne. Lastvognen starter i et ryk. Jeg ser aldrig mine søskende mere. Mine tårekanaler er tømte. Jeg er sikker på, at jeg skal dø. Hvert sving presser mig hårdt mod vognsiderne. Kun mit hoved hviler blødt på puden. Ingen panik, ingen angst, ingen klaustrofobi eller kvælningsfornemmelser, har min bror pædagogisk formanet. Nu da jeg er overbevist om, at jeg skal dø, glider jeg ind i en tilstand af afmagt, ligegyldighed. Tankernes billeder er tilfældige, men ikke ondsindede eller angstfremmende. Jeg glider ind i døden. Det var det. Dagslyset er brutalt, selv om, tror jeg, det er sent på eftermiddagen. To mænd hjælper mig op, det gør ondt at forsøge at rette fosterstillingen ud. Arme og ben er låst fast. Ryggen og nakken smerter. De løfter mig op, holder mig fast under armene, for at jeg ikke skal falde sammen. En stor halvtom parkeringsplads. En af mændene rækker mig en flaske vand, som jeg grådigt tømmer. Nu er det værste overstået, fortsætter han. Jeg bliver hjulpet over til en snavset personvogn og bugseret ind på bagsædet. Chaufføren taler til mig, formentlig tyrkisk. Jeg ryster på hovedet. Du skal give ham en kuvert, siger han, der har hjulpet mig ind i vognen. Jeg fisker en af kuverterne frem; den har gnavet sig ind i mit maveskind. Her ryger vores gris, tænker jeg. Min bror har over hals og hoved solgt gården med dyr og inventar. Vi kører langs den gamle romerske bymur og ind gennem byporten ind i de krogede smalle gader. Det må være Diyarbakir med den store moske på højre hånd. Trafikken er langsom, nærmest kaotisk. Mine sanser er skærpet. Med nogen besvær finder han en parkeringsplads foran den lille jernbanestation. Jeg skal videre med tog til Ankara. Tu es Française, siger chaufføren og finder et papomslag frem i handskerummet. Tickets, papire, name ... Han vender sig om og rækker mig papirerne. Passeport, står der på forsiden. Nom, surname, Nahme: Diethmar. Prenom, givenname, Vornahme: Virginie. Fotoet er lidt udvisket, en ung pige med kort hår og en spids næse. Kunne de ikke have fundet en lidt kønnere. Chaufføren løsner sejlgarnet, der holder bagagerummets klap nede og hiver en slidt papkuffert frem og en lille sportstaske, som han rækker mig. Der er tre timer, til toget går til Ankara. Jeg studerer billetten, lægger pas og papirer ned i tasken, der indeholder en gammel udgave af Le Figaro og Elle, en rulle tyrkiske kiks, en flaske sød sodavand og nogle småsedler i tyrkiske pund. Også kuffertens indhold er gennemtænkt. Pyjamas, et par unisex bukser, en mandeskjorte og sokker plus Det Nye Testamente på fransk. Jeg smiler. Velkommen Virginie. Jeg overvejer kort, som jeg skal lade mit hår klippe hos banegårdsfrisøren, men tør ikke forlade bænken, før togafgangen nærmer sig. Jeg har ondt i alle leddene, føler mig gennembanket og meget alene. Gentager og gentager navnet Virginie Diethmar. I tasken ligger en seddel på kurdisk: Ring fra banegårdens telefonkiosk, og sig dit ny navn. Når du har ringet, smid nummeret væk. Det er en vogn med mange rækker træbænke. Jeg er hunderæd for at møde en franskmand - selv om jeg forstår brudstykker af tyrkisk, er det vigtigt, jeg holder min kæft. Jeg får en hjørneplads og sover det meste af tiden. Ankaras hovedbanegård er uoverskuelig. Jeg tæller efter og har råd til en dönekibab og kahve ved en af stationens mange spiseboder. En venlig spisende mand tilbyder mig sennep. Jeg ryster skræmt på hovedet og spiser hurtigt for at undgå hans venlige konversation. Støjniveauet er højt, og telefonen skratter. Den ringer fem gange, før en grov mandsstemme siger noget på tyrkisk. Virginie Dithammer. Jeg gentager: Virginie Dithammer. Han slipper røret, og jeg skal til at lægge på, da en kurdisk kvindestemme siger: Velkommen, har du varerne? Bliv ved kiosken, jeg henter dig. En yngre kvinde i cowboybukser, med store øreringe, makeup og en farverig bluse, kysser mig på begge kinder. Dejligt at se dig, vi tager en taxi. Jeg afleverer kuverten, som manden uåbnet lægger ned i kommodeskuffen. Selv om stemmen i telefonen var grov og afvisende, udstråler også han venlighed. Nu kommer overraskelsen, siger hun med et smil. Du skal på en dejlig turistrejse med båd fra Istanbul til Korfu, og så er du godt på vej inden for EU. En mademoiselle på egen hånd i Europa, vi har fire dage til at omskole dig. Budapest, Prag og så onklen i Bremen. Muren er faldet, siger hun, så det med østlandene er ikke længere et problem. Tværtimod modtager de gerne Vestens valutastærke turister. Alt går som planlagt. Turen med skibet er vidunderlig gennem Bosporuskanalen, Piræus og Athen var et kort pust af frihed og en forsmag på at være undsluppet. Mine lemmers ømhed er aftagende - og jeg glæder mig til gensynet med mine søskende. I Budapest, hvor den sidste kuvert skal afleveres, lyder beskeden kort på jernbanerestauranten, en mand med kasket, der læser Le Monde. Kureren, der kun taler ungarsk og lidt engelsk, sidder ved et hjørnebord i den angivne restaurant. Han går ud på toilettet for at tælle sedlerne. I et langt øjeblik er jeg bange for, at han er stukket af med pengene. Men han er tilbage med en stor gul kuvert med billetter og lommepenge og en engelsk printet anvisning. Jeg skal ikke længere til Bremen, men til Copenhagen. Hvorfor? Nærmest råber jeg. Han peger på kortet og viser, at afstanden København og Bremen slet ikke er så stor. Jeg tror ham. Toget går om få timer, med skift i München. Vi passerer den tysk-ungarske grænse om natten. Schaffneren har klippet i billetten og toldpolitiet kvitteret med et smilende »Merci, madame«. Fristelsen er stor i München. Jeg er tæt på at gå hen til billethullet og forsøge med et Bremen, Bremen. Anvisningen er denne gang både på engelsk og kurdisk. Der er et udprintet foto af Hovedbanegården i København. Tag rulletrappen op, gå til venstre, hen imod et neonskilt Politi, gå hen til skranken, sig asyl, gentag asyl. Tal kurdisk. Og kun kurdisk. De vil så tilkalde en tolk. Fasthold, at du er politisk forfulgt flygtning. Jeg er heldig at sidde ved vinduet helt til Berlin. Nogle unge mennesker tilbyder en øl. Jeg tør ikke sige ja. Det er tydeligt, at de vil i kontakt. Jeg bliver i toget, tør end ikke gå op på færgen, lader, som om jeg sover. Jeg husker at smide papiret med anvisningerne væk. Betjenten er velvoksen og lyshåret med et lyserødt overskæg. Asyl, siger jeg. Han smiler. Jeg gentager, asyl. Folk bagved begynder at tale højt. Han nikker og hjælper mig ind i et tilstødende kontor. Serverer kaffe og smørkage. Hver gang jeg får smørkage, tænker jeg altid på ham. Den sorte uniform og det mørkeblå slips. Han prøver på engelsk. Jeg smiler. Er næsten fremme ved målstregen. Sverige, Danmark er gode lande, det ved jeg fra dem fra landsbyen, der månedligt får tilsendt penge fra familiemedlemmer i Skandinavien. De har arbejde, nogle bil, andre lejlighed med bad og varmt vand, og kvinderne har uddannelser og valgret. Efter to timer kommer tolken, sur over at være blevet hentet på en fridag. Jeg fortæller om min landsby. At far er myrdet, at mine søskende er på vej, at jeg har været 12 dage undervejs, og at jeg skal videre til min onkel i Bremen. En ældre politimand, der er kommet til, skriver det hele ned på sin computer. Tolken forklarer, at der vil gå nogen tid, at jeg bare skal følge med. Natten i cellen er ikke så slem; der er bad og rent tøj. To dage efter bliver jeg sammen med tyve andre kørt med bus til en stor lejr ude på landet. Vi får tøj og tæpper. Jeg skal sove på en tresengsstue. Der er pigtråd omkring lejren og i midten en mørk bygning, der er særligt befæstet. Jeg møder andre kurdere; de har været i lejren i flere år. Man må ikke arbejde, men får lommepenge, nogle dog kun en madpakke. Mændene ryger uafbrudt håndrullede cigaretter, medens de hvileløse som fanger på gårdtur afsøger Sandholmens friarealer mellem de lave bygninger. Andre er optimistiske og glade, deres midlertidige opholdstilladelse vinker forude. Jeg har lyttet intenst til Aminas beretning. To caffelatte og et stykke kringle (havde jeg bare vidst det med smørkage) er sat til livs. »Hvad synes du, var det grusomste, du oplevede i forbindelse med flugten«, spørger jeg, som om jeg ikke har fået lidelser nok. »Sandholmlejren«. Svaret falder prompte og præcist. »Var der slet ikke noget opløftende?«. »Jo, mine to søskende, de kom tre måneder efter mig. Vi var endelig samlet, ellers havde jeg aldrig overlevet. To måneder efter min ankomst forsøgte jeg selvmord, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne komme videre til Bremen. Heldigvis var forsøget kluntet og uden eftervirkninger«. Amina er en solskinshistorie. Hun taler flydende dansk, har taget basisuddannelsen på RUC og er i gang med kommunikationspsykologi. Gang på gang understreger hun, at uden hendes søster var det ikke gået. Og broderen? Han fik nervesammenbrud, blev indlagt på psykiatrisk afdeling, sløvede hen. Medicinen hjalp ham på fode, og efter halvandet års venten i Sandholmlejren begik han et bankrøveri sammen med en medflygtning og flygtede over Sverige til Finland og derfra videre til Sankt Petersborg, hvor han i dag er med til at organisere illegale flygtningetransporter bl.a. fra Kurdistan. Amina får kun få breve fra ham. Hun savner ham. I sidste brev var der fotos af hans villa og nye kone. Kom og bo hos os, skrev han. Amina forlader ikke Danmark - hun er nu dansk med smørkage og hele molevitten.