0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dansker

Jeg er en dansker uden grænser. Jeg er ikke bange for, at nationen, staten og kulturen går under, hvis vi åbner os mod Europa og verden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg er uden nogen tvivl dansker. Jeg er født i Danmark, jeg taler dansk og har gået i dansk skole hele mit liv. Jeg har sågar taget en universitetsuddannelse i dansk og litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, selv om jeg så siden har svigtet det nationale litteraturfag og i dag er professor ved det mere internationale fag film- og medievidenskab. Mine børn og min kone er også danske - og bortset fra et år i min akademiske karriere, hvor jeg opholdt mig ved UCLA i Los Angeles, så har jeg altid boet i Danmark.

Alligevel er min danskhed milevidt fra den danskhed, som Søren Krarup og Dansk Folkeparti agiterer for. Faktisk føles det, som om vi ikke tilhører den samme nation. Skulle deres forståelse af danskhed gå hen og sejre i længden og udgrænse andre former for danskhed, så tror jeg, at jeg ville overveje at emigrere. Min opfattelse af danskhed er nemlig åben og global, hvor Dansk Folkeparti og Søren Krarup prædiker en lukket danskhed med pæne hække og danske flag, med kolonihaver og søndagsgudstjeneste. Her er der ikke plads til anderledestænkende, til andre religioner og til andre etniske grupper og kulturer. Jeg accepterer, at Krarups danskhed og nationalisme eksisterer og for tiden har meget politisk vind i sejlene. Men jeg nægter at acceptere den som folkets og den dominerende danskhed.

Der er i dag mange med rødbedefarvet pas, som taler dansk og føler sig som danske, men har en anden religion og kulturel baggrund. Men for Søren Krarup og hans ligesindede er dette naturstridigt. Derfor har de nu fået ekstra stramninger igennem, så grænsen snart er lukket. Der skal også indføres absurde prøver i dansk kultur og danske værdier, baseret på en restriktiv kanoniseret opfattelse af en dansk kulturarv. Jeg synes, det er vigtigt, at indvandrere og flygtninge lærer dansk og lærer at klare sig i det danske samfund. Men de skal ikke have en kanoniseret dansk kulturforståelse stoppet ned i halsen. Jeg er selv ateist, og selv om jeg er parat til at indrømme, at kristendommen har spillet en betydningsfuld rolle i dansk kulturhistorie, så er religion for mig en privatsag og religionsfrihed samtidig en del af de universelle menneskerettigheder.

Religion skal hverken definere kulturen eller knyttes til staten og det politiske. Det er en afgørende svaghed i den danske grundlov og det danske demokrati, at vi har en statskirke, og at den luthersk-evangeliske tro har fortrin frem for alle andre religioner. Det er utåleligt, at undervisningen i vores folkeskole hedder kristendomskundskab og klart er forkyndende. Religionsvidenskab burde være den neutrale betegnelse for dette fag, således at man her, ligesom på andre områder, lærer børn og unge tolerance og forståelse i forhold til Danmarks, Europas og verdens kulturelle og religiøse mangfoldighed. Som universitetsmand finder jeg også, at et teologisk fakultet er en selvmodsigelse. Religion hører under kulturvidenskab og humaniora - så kan man lave præsteskoler i privat regi. Jeg er lige så stærk modstander af fundamentalistisk islamisme og autoritære imamer, som jeg er modstander af fundamentalistiske kristne og fanatiske nationalromantikere.

Dansk er jeg alligevel, men jeg ved, at hvis jeg går et par århundreder tilbage i min slægt, så dukker der andre etniske gener op, bl.a. jødiske og spanske. I en dokumentarfilm, 'Danmark for begyndere - historien om lokalplan 219' fra 2004, har Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensen rettet et voldsomt angreb på den skændige måde, Gentofte Kommune behandler indvandrere og flygtninge på i deres lokalplaner. I en bihistorie søger de samtidig efter slægtshistorien for nogle af de fremtrædende kommunalbestyrelsesmedlemmer, som alle viser sig at stamme fra indvandrere.

Den genetiske forskning er nu så vidt, at den kan spore os alle tilbage til en gruppe af mennesker på den afrikanske savanne. Derfra stammer vi alle sammen. Men på grund af vores udlængsel og drift mod at udforske det ukendte er vores forfædre vandret i alle retninger, hvorved de blandede gener og blandede kulturer, vi kender i dag, bliver skabt. Men vi er i udgangspunktet meget ens og stammer fra en lille gruppe af mennesker - faktisk er 99,9 procent af menneskets gener nøjagtig ens. Den utrolige variation udspiller sig altså på baggrund af en ganske lille genetisk variation. Selv om vi som mennesker grundlæggende er utrolig ens, så er den globale og kulturelle variation også meget stor.

Selv om vi måske tror, vi udgør et homogent folk og en homogen kultur, så er alle kulturer præget af stor udveksling - en stor historisk smeltedigel af udvekslinger og påvirkninger. Lad mig illustrere med min egen familie, som altså langt bagude har mange nationale og etniske rødder. Men det er ikke blevet mindre her og nu. Min søn har to danske børn med en dansk kvinde, og de bor i Danmark. Dog ved vi jo ikke, hvad der gemmer sig i generne. Men min datter giftede sig for otte år siden med en mand fra Trinidad, uddannet og bosat i England, og nu også udstyret med et britisk pas. Deres tre døtre er født i England og engelske statsborgere, men taler dansk. For ni måneder siden flyttede de til USA, og pigerne taler både dansk og et engelsk, som er ved at forandre sig til amerikansk. Tilfældet er ikke enestående: Unge mennesker i dag flytter sig rundt i verden som aldrig før og lever samtidig med deres danskhed i en kosmopolitisk og global kultur.

Sådan som vi i dag som individer fysisk bevæger os rundt i en stadig mere åben verden og global kultur, således har vores danske kultur altid været en del af og påvirket af et væld af globale kulturelle tendenser og strømninger. Den danske grundlov fra 1849, som både Dansk Folkeparti og andre nationalt sindede ynder at fremhæve som særlig dansk, er i virkeligheden bare en formulering af oplysningstidens europæiske menneske- og frihedsrettigheder, stærkest udtrykt i den amerikanske frihedserklæring og den franske revolution.

Den religion, som er statsreligion i Danmark, er formet i Tyskland og omsat til nationale rammer. Den romantiske strømning i litteratur og kunst i 1800-tallet, som mere end noget andet er arsenal for de regressive nationale forestillinger i nutiden, er også et tysk og europæisk fænomen. Der eksisterer en særlig dansk litteratur, kultur og kunst og en særlig dansk historie. Men den danske kultur og historie er på dybtgående vis påvirket af og sammenvævet med ikke bare europæisk, men også amerikansk kultur og andre kulturer i det globale univers.

Det Danmark, jeg kan identificere mig med og lever i, er et åbent, kosmopolitisk Danmark, som ikke er bange for globaliseringen.

Tværtimod er vi dygtige til at udvikle os og tage de globale udfordringer op, og vi er ikke bange for at tage vores del af de fremmede, som i lyset af en stigende global mobilitet bevæger sig rundt på tværs af grænserne - enten af lyst eller nød.

Vi har råd til det og ressourcer til det - både økonomisk, socialt og kulturelt. Det Danmark, jeg identificerer mig med, er en aktiv og positiv deltager i den europæiske integration. Europas forenede stater er en af de største og mest dristige utopier i nyere tid og den eneste holdbare ramme for at modvirke de splittelser og modsætninger, som stadig truer både den europæiske og globale orden. Det er den eneste barriere mod den nationalisme, som mange steder stikker hovedet frem på grund af frygten for globaliseringen.

I sin Kronik 'Sandhedens time' (Pol. 6.4.) får Søren Krarup det til at lyde, som om det er kulturradikalismen, der er skyld i hele Muhammedkrisen, for slet ikke at tale om den globale udvikling i hele verden.

Men mobiliteten på tværs af grænser er øget, fordi verden er blevet en ganske anden end dengang, man grundlagde de europæiske nationalstater. Det skyldes ikke mindst medierne, som dag ud og dag ind rapporterer fra den globale verden og dermed konstant udsætter os for kulturel påvirkning.

Det skyldes også internettet, som på godt og ondt betyder, at nationale hændelser og begivenheder synkront kan læses, høres og ses af hele verdens befolkning, og kan bruges af nationale grupper og bevægelser til at skabe globale netværk. Det er derfor næsten for megen magt og ære at tillægge den danske kulturradikalisme. Jeg kender ingen i den danskhed, jeg forbinder mig med, som på noget tidspunkt har forsvaret den fundamentalistiske islamisme, hverken i den autoritære arabiske udgave eller i form af de tvetungede danske imamer.

Jeg kender ingen, der forsvarer fundamentalismens kvindeundertrykkelse og øvrige livsfjendske og politisk undertrykkende former.

Men der er forskel på islam som en fredelig religion, der accepterer et moderne demokrati, sådan som mange muslimer gør det i dag, og så en middelalderlig fundamentalisme. Ligesom der er forskel på fredelig kristendom og så de militante udgaver, man har haft op gennem historien, og som stadig findes i dag. Islam kan sikkert godt udvikle sig til at være forbundet med demokrati, ligesom kristendommen har gjort det - men først efter århundreders blodig undertrykkelse af oplysningstanken og anderledestænkende. Jeg synes, Jyllands-Postens tegninger var o.k. og klart inden for ytringsfrihedens grænser. Men der er samtidig ingen tvivl om, at reaktionerne vokser ud af en langvarig fremmedfjendsk politik, som har form af en fundamentalistisk nationalisme. Fundamentalisme skal angribes, hvor den findes - de universelle menneske- og frihedsrettigheder kan der ikke gås på kompromis med.

I mit virke som forsker har jeg skrevet utallige artikler og værker om dansk litteratur, film og tv. Jeg har som formand for Det Danske Filminstitut været med til at udforme en støttepolitik for at fremme en varieret og stærk dansk filmkultur. Og jeg har som medlem af og formand for de danske forskningsråd været med til at kæmpe for humaniora og dansk forskning i en europæisk sammenhæng. Men denne indsats har aldrig været baseret på den danskhed, som Krarup og konsorter har taget patent på. Den h