27. marts afviser statsminister Anders Fogh Rasmussen at udlevere flere sagsakter til Det Udenrigspolitiske Nævn til belysning af forløbet under karikaturkrisen. En krise, som blev internationaliseret allerede i midten af oktober, dels i kraft af 11 muslimske ambassadørers kritik af forholdene for muslimer og deres anmodning om et hastemøde med statsministeren, og dels i kraft af et lignende brev fra generalsekretæren for Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC), der med sine 56 medlemsstater er verdens største islamiske organisation. Statsministerens begrundelse for at hemmeligholde de relevante sagsakter er mildest talt overraskende - han henviser til, at sådan gjorde også daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i februar 2000 i den skandaleramte Østrigsag. Helt uforvarende gør Fogh det dermed til et meget alvorligere spørgsmål om, hvorvidt regeringen gør sig skyldig i grundlovsbrud ved at forhindre Det Udenrigspolitiske Nævn i at få indblik i en lang række sagsakter, som belyser den største udenrigspolitiske krise i danmarkshistorien siden Anden Verdenskrig. Det Udenrigspolitiske Nævn er ganske særligt derved, at det finder sin legitimitet direkte i grundloven. Det er et nævn, »med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde«, som det hedder i paragraf 19, stk. 3. Ikke overraskende er det af og til et centralt stridspunkt, om nævnet er blevet inddraget rettidigt eller ej, samt hvornår der egentlig er tale om beslutninger »af større udenrigspolitisk rækkevidde«. Her kommer den omtalte Østrigsag ind i billedet. På baggrund af skarp kritik af den daværende SR-regerings accept af EU-sanktioner mod Østrig uden at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn indskærpes den forudgående rådgivningsret således i en beretning 13. marts 2000. Derfor er det højst opsigtsvækkende, at tilbageholdelsen af sagsakter og den manglende rådførelse med nævnet under Østrigsagen i 2000, som især blev sønderlemmende kritiseret af Venstre og ligefrem førte til skærpede retningslinjer, nu gøres til den autoritative reference for at gentage skandalen og igen tilbageholde sagsakter i 2006. For til fulde at forstå Anders Fogh Rasmussens problematiske mørklægning af sagen er det nødvendigt at erindre om, hvad det er for en sag, han legitimerer sin beslutning ud fra. I februar 2000 afviste daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen oppositionens krav om at udlevere sagsdokumenter, der skulle belyse, hvorfor nævnet ikke var blevet orienteret om Danmarks tiltrædelse til EU's erklæring om mulige sanktioner mod Østrig. Sagen var den, at 14 EU-landes stats- og regeringschefer mandag 31. januar 2000 havde udsendt en erklæring, der bebudede sanktioner mod Østrig, hvis Frihedspartiet skulle indtræde i en koalitionsregering med landets konservative parti, Det Østrigske Folkeparti. På et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn 1. februar kritiserede oppositionen anført af Venstre, at nævnet ikke var blevet orienteret inden statsministerens beslutning. Men Poul Nyrup Rasmussen formåede at redde sig ud af sagen ved at henvise til et usædvanligt tidspres med få timers luft. Imidlertid viste det sig, at regeringen allerede havde modtaget en telefax med krav om den danske regerings stillingtagen i Østrigsagen fredag 28. januar, hvorfor der havde været over to døgn til at orientere nævnet inden beslutningen 31. januar. Poul Nyrup Rasmussen forklarede imidlertid, at telefaxen ikke var tilgået nævnet, fordi faxen tilfældigvis ikke var blevet tømt weekenden over i Statsministeriet. Historien lugtede, mente nogle, og kritikken af den manglende rettidige orientering af nævnet intensiveredes, hvorfor Venstres medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, Svend Aage Jensby, ikke lod sig overbevise af Nyrups forklaringer. Nogle hævdede, at Poul Nyrup Rasmussen ligefrem havde forbrudt sig mod grundlovens krav om, at regeringen skal rådføre sig med nævnet »forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde«. Nyrups version af tidsforløbet blev dog bakket op af den portugisiske regeringschef, og i en folketingsdebat 23. februar 2000 afviste han et forslag fra Venstre om at tillade enkelte medlemmer fra Det Udenrigspolitiske Nævn at gennemse sagsakterne: »Svaret er nej af principielle grunde. Så er vi jo reelt langt inde i en undersøgelse, og det vil være en undersøgelse, der ikke vil være omgivet af de retssikkerhedsmæssige hensyn, der skal tages«. Seks år senere, i slutningen af marts 2006, henviser statsminister Anders Fogh Rasmussen således til sin forgængers ræsonnement i Østrigsagen og påpeger ifølge flere medier, at den nuværende regering blot benytter sig af samme fremgangsmåde som den forhenværende, idet man afviser at udlevere flere dokumenter i det sagsforløb, hvor offentliggørelsen af Muhammedkarikaturerne eskalerer til en international krise: »Den linje, regeringen har lagt i denne sag, svarer fuldstændig til den linje, som den tidligere regering har lagt« (27.3.2006). Her kunne så være sat et pænt punktum, for på denne baggrund må vel ikke mindst Socialdemokraterne og de radikale klappe i som østers, mens Anders Fogh Rasmussen kan smile fornøjet hele vejen tilbage til Statsministeriet ad sit fikse skaktræk. Problemet er bare, at historien som allerede antydet har et langt mere afgørende efterspil, som Anders Fogh Rasmussen i sin iver har overset, og som oppositionen med al ret kan henvise til. Østrigsagen sluttede nemlig ikke blot med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens afvisning af at lade Det Udenrigspolitiske Nævn se sagsakterne fra Statsministeriet. Tværtimod førte den socialdemokratisk ledede regerings håndtering af Østrigsagen til vedtagelsen af den tidligere nævnte beretning 3. marts 2000, der præciserer regeringens pligter over for Det Udenrigspolitiske Nævn. I denne beretning henvises bl.a. til grundlovens bestemmelser, og det fremhæves atter, at regeringen skal rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn »forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde«, og at nævnet skal modtage »oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold«. Om tidsfaktoren for en rettidig drøftelse i nævnet hedder det i beretningen, at der skal »foreligge en afgørende faktisk hindring« for rettidig drøftelse i nævnet, for at nævnets rådgivningsret skal kunne tilsidesættes. Det betyder, at kun i de helt særlige tilfælde, hvor det af praktiske grunde er fuldkommen umuligt at nå at indkalde til et møde, kan regeringen undlade at rådføre sig med nævnet før afgørende udenrigspolitiske beslutninger. Beretningen uddyber derfor også spørgsmålet om, hvornår en sådan hindring er gyldig undskyldning: »I den forbindelse skal man være opmærksom på, at væbnet angreb på riget er omfattet af grundlovens paragraf 19, stk. 2. Ligeledes bemærkes, at det tidligere har vist sig muligt at indkalde Det Udenrigspolitiske Nævn med meget kort varsel. Det er nævnets skøn, at man vil kunne samles med kort varsel. Selve indkaldelsen vil kunne foretages i løbet af »ca. en time«. Der skal altså overordentlig seriøse begrundelser til, før regeringen kan træffe en politisk beslutning »af større udenrigspolitisk rækkevidde« uden først at rådføre sig med nævnet - og det fremgår endog, at nævnet strengt taget kan indkaldes på »ca. en time«. Endvidere hedder det, at regeringen og alle partier i Det Udenrigspolitisk Nævn er enige om, at Østrigsagen netop var af »større udenrigspolitisk rækkevidde«, hvorfor det konkluderes, »at regeringen helt klart burde have rådført sig med nævnet forud for beslutningen«, og det henstilles til regeringen, at den »forud for fremtidige beslutninger af denne art rådfører sig med Nævnet«. Lars Bille, der er leder ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, vurderede tilbage i 2000, at beretningen var udtryk for en klar næse til statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvis håndtering reelt sidestilles med intet mindre end grundlovsbrud: »På nævnsmødet den 13. marts vedtog det en beretning, der dels indeholdt en næse til statsministeren med formuleringen om, at regeringen helt klart burde have rådført sig med Nævnet forud for beslutningen, dels en henstilling til regeringen om, at den forud for fremtidige beslutninger af denne art rådførte sig med Nævnet. Den første passus kunne vanskeligt læses på anden måde, end at Nævnet mente, at statsministeren havde overtrådt Grundloven (...) Den sidste passus kunne tolkes som en indskrænkning af regeringens handlefrihed i udenrigsanliggender, en indskrænkning som også en eventuel kommende borgerlig regering måtte arbejde under« (Tidsskriftet Økonomi & Politik, nr. 3, 2000). Det vil altså sige, at Poul Nyrup Rasmussens handlemåde i Østrigsagen, som Anders Fogh Rasmussen gør gældende som autoritativ referenceramme i karikatursagen, førte til en næse i grundlovsbrudsstørrelse til Nyrup. Og ifølge beretningen er der altså meget få muligheder for, at en regering kan tilsidesætte nævnets rådgivningsret. Nu kan vi så vende tilbage til Anders Fogh Rasmussens dispositioner i karikatursagen og spørge: Hvornår nåede krisen om Muhammedkarikaturerne et niveau, der fordrede regeringens beslutninger »af større udenrigspolitisk rækkevidde«, og hvilke oplysninger var det rimeligt at dele med nævnsmedlemmerne, så de kunne danne sig et rimeligt overblik, vurdere omfanget af krisen og tage stilling til deres rådgivning af regeringen i sagen? Var dette øjeblik mon indtruffet umiddelbart efter 12. oktober, hvor 11 muslimske ambassadører gav udtryk for deres bekymring over muslimernes forhold i Danmark, advarede mod en international eskalering af karikaturkrisen og anmodede om et hastemøde med statsministeren? Eller var det først 15. oktober, da generalsekretæren for verdens største islamiske organisation skrev i akkurat samme ærinde og advarede mod en eskalering? Eller var det først 26. oktober, hvor den egyptiske ambassadør oplyste, at sagen nu overgik til Den Arabiske Liga, og hvor den danske ambassadør i Kairo blev indkaldt til et møde i Egyptens udenrigsministerium og modtog en yderligere advarsel om eskalering? Eller var det først, da flere ambassadører fra de muslimske lande på samme tid klart afviste, at de skulle have ytret noget krav om retslige skridt mod Jyllands-Posten eller indskrænkninger i ytringsfriheden, mens statsministeren hævdede det stik modsatte? Eller var det først, da statsministerens afvisning af et møde førte til, at den egyptiske udenrigsminister sendte alvorlige klagebreve til både EU, OSCE og FN - klagebreve, som tilgik regeringen i begyndelsen af november, og som igen modsagde regeringens fremlæggelse af sagen ved at understrege, at man ikke forventede hverken »strafferetlige eller disciplinære skridt mod en avis«? Eller var det først, da OIC fordømte tegningerne på topmødet i Mekka 7.-8. december? Eller var det mon først så sent som ved juletid, hvor Isesco opfordrer sine 52 medlemsstater til en kulturel boykot af Danmark? Hvornår ville en rettidig inddragelse af nævnet for en drøftelse af regeringens dispositioner og beslutninger af afgørende udenrigspolitisk rækkevidde være relevant i karikatursagen? Mon ikke de fleste ville mene i oktober, hvor regeringen allerede modtog fire advarsler om krisens eskalering? Kendsgerningen er imidlertid, at Det Udenrigspolitiske Nævn ikke blev inddraget i en drøftelse af sagen før så sent som 24. januar 2006. Over tre måneder efter krisens begyndelse. Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen, forklarer hvorfor: »Østrigsagen handlede om, at man skulle orientere nævnet om en beslutning, som regeringen vidste ville få vidtrækkende konsekvenser. Derimod var alle i nævnet jo dengang i efteråret enige om, at statsministeren skulle afvise at mødes med de 11 ambassadører« (Politiken, 31.3.2006). Sjældent har Poulsen skudt sig så gevaldigt i foden, for hans svar afhænger jo netop af det faktum, at Det Udenrigspolitiske Nævn blev holdt i mørket om sagens rette dimensioner og den islamiske verdens pres på regeringen såvel som gentagne advarsler om en eskalering af krisen. Derfor var oppositionen afskåret fra at tro andet end den udlægning, statsministeren gav - havde man ved selvsyn kunnet konsultere alle sagens akter i stedet for i så høj grad at være underlagt regeringens vildledning, havde meget måske set anderledes ud. Det brev, som generalsekretæren for Den Islamiske Konferenceorganisation sendte til den danske statsminister 15. oktober, og som ikke indeholdt ét ord om retslige skridt mod Jyllands-Posten, men advarede mod krisens eskalering, blev f.eks. først oversendt til nævnsmedlemmerne 3. marts, umiddelbart efter at det var blevet offentliggjort i Politiken. Over fire en halv måned efter at regeringen havde modtaget det. I lyset af sagsgangen i Det Udenrigspolitiske Nævn er det altså ikke så underligt, at oppositionen har forholdt sig temmelig passivt i de første tre måneder og kun kritiserede statsministeren i beherskede vendinger. I over fire måneder tilbageholdt man en række breve, som kunne have ændret udlægningen af ambassadørernes intentioner, som regeringen forvrængede til krav om »retslige skridt«, »pressecensur« og »kortslutning af den demokratiske proces«. Hverken oppositionen eller pressen har derfor fået et dækkende grundlag for at vurdere krisens eskalering fra oktober til januar på grund af regeringens mørklægning af flere udslagsgivende sagsakter. Regeringen har ikke blot tilbageholdt afgørende materiale for Det Udenrigspolitiske Nævn, men også været usædvanlig selektiv i forhold til pressens anmodninger om aktindsigt. F.eks. tilbageholdes over 80 dokumenter, da Information får aktindsigt i midten af marts, mens de 100 sider, som det udleverede materiale omfatter, sågar er stærkt censureret. At Udenrigsministeriet i modstrid med Lov om offentlighed i forvaltningen har undladt at fremlægge en begrundelse for hemmeligholdelsen af de pågældende dokumenter og undladt at anføre, hvilke paragraffer der giver hjemmel til hemmeligholdelsen, er ekstra bemærkelsesværdigt i lyset af statsministerens vedvarende påstand om, at krisen handler om regeringens kamp mod censur og begrænsninger i pressefriheden. Og 27. marts fastslår statsministeren altså, at der ikke vil blive udleveret flere dokumenter i sagen til Det Udenrigspolitiske Nævn. Anders Fogh Rasmussens begrundelse for at tilbageholde sagsakterne er som nævnt den højst opsigtsvækkende henvisning til den såkaldte Østrigsag, der førte til en næse til statsminister Poul Nyrup Rasmussen i den pågældende beretning, som tilmed reelt konstaterer intet mindre end grundlovsbrud. En særdeles overraskende sag at bruge som reference og begrundelse for at hemmeligholde relevante sagsakter over for Det Udenrigspolitiske Nævn og censurere dokumenter over for pressen. I den største krise i dansk udenrigspolitik efter Anden Verdenskrig.