»Hvad fugle tager år om at bygge, kan kamelen ødelægge på sekunder«. Det er en bekymret mail, Moesgård modtager fra en samarbejdspartner i Bahrain. Med sit arabiske ordsprog peger afsenderen meget præcist på den følelse, både han og vi har haft på det seneste. Her er ikke et ord om boykot eller afbrydelse af samarbejdet, blot bekymring for, hvad de nye, internationale problematikker i forholdet mellem Danmark og den arabiske verden kan føre med sig. Bekymring for, om det får nogen konsekvenser for den dialog og kulturelle udveksling, som vi sammen - Moesgård Museum i Danmark og kulturinstitutioner i Den Arabiske Golf - har etableret. Moesgård har igennem et halvt århundrede leveret bidrag og dokumentation til forståelsen af Den Arabiske Golfs kulturarv - til brug for både lokale og internationale samfund. Samtidig har vi selv fået et vist indblik i en arabisk verden, som måske ofte er fremmed, men som vi fortsat håber at kunne bidrage til forståelsen af. Det er den gensidige dialog og nysgerrighed, der er grundlaget for Moesgårds arbejde i Den Arabiske Golf. Og vi tror på, at netop denne tilgang er et godt udgangspunkt for at skabe forståelse og udvikle samfund - såvel i Danmark som i Golfen. Siden de første kontakter blev etableret i 1953, har de dengang så små nomade- og oasesamfund forandret sig kolossalt - og det samme har danske forestillinger om den arabiske verden. Golflandenes olierigdom har skabt moderne stater, selvstændige nationer og i de senere år også demokratiske eksperimenter. Forståelsen af kulturarv spiller en vigtig rolle for identitetsdannelsen i de nye Golfstater, og selv om Moesgårds arbejde i Golfen er fokuseret på fortiden, er det således også del af nutidens udvikling. Den danske indsats i Den Arabiske Golf har været betydningsfuld af flere grunde: For det første grundlagdes en systematisk udforskning af Golflandenes historie, fra den tidligste stenalder og langt op i middelalderen. Herigennem blev det klart, at området i oldtiden spillede en vital rolle for søhandelen; det var her, oldtidslandet Dilmun lå. Dilmun var kendt fra mesopotamisk mytologi som et paradislignende land - gudernes mødested - og i mere jordnære handelsdokumenter som et vigtigt knudepunkt på ruten mellem oldtidens store civilisationer, Mesopotamien i nord og Indus i øst, og dette handelssystem var af afgørende betydning for udviklingen af tidlige civilisationer i Sydvestasien. Gennem denne historieskrivning har en del af Jordens overflade, som før var bogstavelig talt ukendt, udviklet en historisk identitet, som rækker tilbage i tiden før islam, med et tilbud om at blive medlem af det prestigefyldte selskab af oldtidskulturer i Mesopotamien og Indusdalen, et tilbud, som har været uimodståeligt for de nye Golfstater. Danskerne mødte i Golfen samfund i hastig forandring og med udgangspunkt i Århusmuseets formålsparagraf: at øge forståelsen for menneskelivets mangfoldighed, greb de lejligheden til at dokumentere, hvad der var på vej til at forsvinde: Etnografen Henny Harald Hansen boede i to måneder i et landsbysamfund i Bahrain og oplevede en traditionel, shiamuslimsk hverdag på tæt hold. En anden etnograf, Klaus Ferdinand, opholdt sig sammen med fotografen Jette Bang på samme måde blandt na'im-og al-murra-beduiner i Qatars ørken og dokumenterede en livsform, der siden er blevet afløst af moderne storbyliv. Det var sidste chance, og den bog, som Ferdinand udgav i 1993, er da også blevet et klenodie, ikke blot for de beduinfamilier, hvis liv blev dokumenteret i film, fotos og tekst, men for hele landet. Og rundt i Golfen optog komponisten og musiketnografen Poul Rovsing Olsen den traditionelle musik, som ofte var forbundet med det perlefiskeri, som, indtil olien dukkede op, havde været områdets vigtigste økonomiske ressource. Disse enestående indsamlinger er kommet i fokus, ikke mindst efter at Golflandene omkring 1970 har fået status af selvstændige nationer. Det har medført en stigende interesse for områdets traditioner og historie, som er blevet en vigtig del af den nationale selvforståelse. Resultaterne af de danske undersøgelser kan i dag ses i nationalmuseerne i Kuwait, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og ikke mindst Bahrain, hvor nationalmuseet, landets centrale kulturinstitution, samtidig er det synligste resultat af en dansk kulturindsats i Golfen, bygget og indrettet som det er af danske ingeniører og arkitekter og med samlinger og udstillinger etableret i samarbejde med arkæologer og etnografer fra Moesgård Museum. Det er omtrent 50 år siden, at den første ekspedition fra Århus ankom til Golfen, og i 2005 blev The Golden Jubilee for the Discovery of the Dilmun Civilization fejret i Bahrain med pomp og pragt. En større dansk delegation deltog bl.a. i åbningen af en udstilling om de første danske ekspeditioner, en koncert med klassisk dansk musik, og til lejligheden var palmebladslejren i det portugisiske fort, som danskerne boede i, blevet genopbygget. I løbet af det sidste år har Moesgård haft møder med Bahrains, Qatars og Kuwaits rigsantikvarer og kulturministre og aftalt en stribe nye samarbejdsprojekter, som forhåbentlig vil lede mange år frem. Som noget helt nyt blev vi for ti dage siden kontaktet fra Abu Dhabi med ønsket om at genoptage det kulturelle samarbejde, og vi forventer i maj måned besøg af lederen af landets forvaltning af kulturarven. Stemningen under disse møder har været præget af en tillid, der er begrundet i vores fælles historie. Et halvt århundredes vedholdende interesse for og nysgerrighed angående Den Arabiske Golfs kultur og historie anerkendes med undren og taknemlighed. Ekspeditionernes grundtone var, at vi var gæster i de arabiske samfund, og ekspeditionslederen P.V. Globs brug af arabisk klædedragt og opbygningen af ekspeditionslejren i de traditionelle palmebladsmaterialer markerede en kulturel solidaritet, der udtrykte respekt og hengivenhed over for araberne og en distance til de almindelige vesterlændinge i området, som ikke gik hen over hovedet på de lokale. Afgørende har også været Moesgårds holdning til ejerskabet til de udgravede fund. Da udgravningerne begyndte, eksisterede der ikke museer i Golflandene, og alle fund blev derfor transporteret til Århus, hvor de blev registreret, konserveret og magasineret. De oprindelige aftaler gik ud på, at Moesgård kunne beholde halvdelen af fundene, men i takt med at museer er blevet opbygget i Golflandene, er alle fund, der har været interesse for, blevet leveret tilbage og udstillet i de nye nationalmuseer. De fremtidige samarbejdsprojekter med Bahrain, Qatar og Kuwait spænder vidt fra konserveringsassistance og publikationsvirksomhed til arkæologiske og etnografiske undersøgelser og udstillingsopbygning. Et særligt problem presser sig imidlertid på for Golflandene: Hvordan forener man ønsket om at bevare monumenterne fra den glorværdige fortid med nutidens krav om anlæggelse af veje og boliger til en hastigt voksende befolkning - et problem, som vi vel ikke har løst i Danmark, men hvor vi i det mindste har gjort nogle erfaringer, der kan bygges videre på. Et eksempel er Bahrains udstrakte gravhøjsfelter, som var det, der trak arkæologerne til Golfen. De har selv i dag bevaret deres fascinationskraft. Men efter i århundreder at have ligget trygt i ørkenen er højene nu i takt med landets rivende udvikling i fare for fuldstændig at forsvinde. Af de 100.000 høje, som oprindeligt dækkede ørkenen, er der måske kun 15.000 tilbage! Der er således et stort behov for, at der ydes en indsats for at redde de tilbageværende gravhøjslandskaber. Museumsfolkene kæmper en ulige kamp mod 'fremskridtet', men der er behov for, at kræfter udefra engagerer sig i arbejdet. Her føler vi et særligt ansvar og har i samråd med Bahrains nationalmuseum planlagt en række initiativer, som tager sigte på udforskning, bevaring og formidling af gravhøjene. Resultaterne af undersøgelserne i Golfen er blevet fremlagt i faglige publikationer, i populære bøger og i udstillinger, senest i 1999 på Moesgård, men med planlægningen af det nye museum på Moesgård er der taget skridt til en permanent Golfudstilling, der dermed bliver den første uden for Golflandene. Moesgård vil gerne fortælle historien om 50 års ekspeditioner til Arabien, og Golflandene vil gerne bryde med det stereotype billede af dem som bare 'sheiker, olie og islam'. Der er således en fælles ambition om at gøre Moesgård til et vindue i Europa for Golf-Arabiens historie og kultur. Man kan nu spørge, hvordan de seneste ugers tumult vil påvirke disse planer for fremtidigt samarbejde mellem Moesgård og Golflandene? Det er ikke i Golflandenes interesse at skabe kløfter og konflikt mellem vestlige og arabiske verdenssyn. Netop disse lande befinder sig i en historisk position, hvor de er under kulturel indflydelse af både globale økonomiske interesser - olien og den deraf opståede forbrugerkultur - og en regional, religiøs vækkelse, som udgår fra de store nabolande, især Saudi-Arabien og Iran. Det er en stor og væsentlig opgave at få disse indflydelser til at passe sammen i en moderne, arabisk virkelighed - og det er en opgave, Golflandenes kulturinstitutioner tager på sig. Bahrains nationalmuseum - hjemsted for departementet for kultur og nationalarv og Moesgårds væsentligste samarbejdspartner i Golfen - har således arrangeret en kulturfestival, som varede hele marts måned, og som netop har til hensigt at vise, imødekomme og skabe forståelse for forskellige kulturer og traditioner. Anledningen er det store gæstebud, det lille ørige modtager som vært for årets første Formel 1 Grand Prix med hele dets internationale cirkus af stjerner og vandbærere samt tilskuere og medier. Men netop i år rækker begrundelsen for at afholde en international kulturfestival videre end fejringen af et motorløb. Henvisningerne til en aktuel, international debat - og forsøget på at få vendt en aktuel udvikling - er ikke til at tage fejl af. Til avisen Arab News forklarer museets chef, Shaikha Mai bint Mohamed Al Khalifa: »I en foranderlig verden under konstant påvirkning af politiske begivenheder er kultur den eneste vej til en dialog, som kan hjælpe os til at skabe et fælles grundlag mellem nationer og civilisationer«. Den kulturelle dialog forsøger altså at overkomme dagsaktuelle politiske forskelligheder. Kultursamarbejdets mål er at fremme dialog og forståelse imellem forskellige verdener, og det må derfor søge at overleve politiske forskelligheder og omskifteligheder. Det ser sit formål i langsigtet og tålmodigt at lægge grund til en dialog, som kan være med til at udvikle verdenssyn og virkelighed for alle dialogens parter. Der knytter sig ikke én bestemt politisk vision til dette arbejde, men snarere en vision om at udvide grundlaget for at tage del i samfundet og derigennem være med til at udvikle det. Denne konstruktive indstilling til kulturel dialog, som initiativet fra Bahrains nationalmuseum repræsenterer, deler vi fuldstændig på Moesgård Museum, og den møder man da heldigvis i mange sammenhænge både herhjemme og ude i verden. Men man møder desværre også ofte en mangel på fornemmelse for en ligeværdig kulturel dialog. Et ønske om at eksportere sine egne erfaringer som de vises sten til modparter, der karakteriseres som mindre udviklede, primitive eller som umoralske og dekadente. Disse præmisser hviler på stereotype forestillinger om både europæisk og arabisk/islamisk kultur. Og ved at hæve det ene over det andet opnår man ikke nogen god dialog. For et par år siden henvendte vi os til det danske udenrigsministerium for at orientere om museets mangeårige relationer til Den Arabiske Golf og for at diskutere mulighederne for et samarbejde omkring kulturprojekter i Golflandene. Udmeldingen fra ministeriet var: »Kan Moesgård igangsætte projekter, der har til formål at sikre kvindernes ligestilling? Kan museet gå ind med projekter, der har til formål at fremme demokratiet? - hvis ikke, er ministeriet ikke interesseret i et samarbejde«. Vi er bekymrede for den konfrontatoriske tænkning, som denne udmelding er udtryk for, og som Danmark nu i det hele taget er blevet kendt for. Ligesom Bahrains nationalmuseum ser vi en stor nytte i at fortsætte og udvikle et arbejde, hvis udgangspunkt netop er at øge forståelsen for andre og fremmede verdener, såvel fortidige som nutidige. Dette udgangspunkt synes bedre i overensstemmelse med et egentligt begreb om kulturel dialog. Og vi tror, at denne form for kulturel dialog og forståelse i lige så høj grad kan bruges til at udvikle både europæiske og arabiske samfund og bringe dem i tættere kontakt med hinanden.