Hvis posttoget skal røves, så skal det være nu. Og så skal det være toget, der afgår fra Københavns Hovedbanegård med retning mod den jyske vestkyst. For det tog er så helt ualmindeligt stuvende fuldt af gode danske kontanter fra skatteborgerne på Sjælland til jyderne. Mellem venner drejer det sig om godt en milliard - eller 1.000 millioner kroner. Alene Hillerød Kommune skal slippe 89 millioner kroner mere hvert år, svarende til omkring 2.000 kroner fra hver eneste borger fra vugge til krukke. Det hedder mellemkommunal udligning, og det lyder som en bureaukratisk banalitet, men dækker over markante skattestigninger og forringelse af servicen: dårligere normeringer i daginstitutioner, ringere undervisning i folkeskolen, mindre omsorg i ældreplejen. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor nu det? Der kan tænkes myriader af forklaringer, men der er tre, som for alvor presser sig på: den gode, den onde og den virkli' sjove. Den gode: Det er den officielle forklaring. Den, som regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre klamrer sig til og gentager med samme sikkerhed, som Jens Rohde har stillet missilet på 'target lock' for sin egen politiske karriere. Med katolsk monotont messende stemmer bekendtgør regeringens ministre, både dem, der er det af navn (de konservative), dem, der er det af gavn (Dansk Folkeparti), og dem, der er det af både navn og gavn (Venstre), at den kommunale udligning handler om noget så nobelt (og ærkesocialdemokratisk) som lige muligheder. Der skal være samme muligheder for en ordentlig skolegang, uanset om man bor i Hillerød eller Hjørring. Og ja, Hillerød bidrager gerne til en udligning mellem landsdelene. Vi synes ikke, at børn i udkantsområder skal have dårligere daginstitutioner end vores børn. Vi punger gerne ud til de ældre i Nysted eller Hvide Sande. Vi vil gerne være med til at flytte velfærd. Problemet med den udligningsreform, som er aftalt mellem Venstre, de konservative, Dansk Folkeparti og de radikale er, at der ikke er tale om at flytte velfærd. Der er derimod tale om at flytte penge fra borgernes lommer i en del af landet til borgernes lommer i en anden del af landet. Det er nemlig sådan, at de kommuner, som reformen giver mere end 0,2 procent af deres beskatningsgrundlag, skal sætte skatten ned. Af de 46 modtagende kommuner skal 36 sætte skatten ned. Og vi, der skal betale, kommer til at hæve skatten. Det er kernen i den reform, der ikke mere kan kaldes en udligningsreform. Det er en skattereform. I stedet for at tage fra de rige for at give til de fattige jongleres der med skatteprocenter, så de bliver sat op i nogle kommuner, der på ingen måde er landets rigeste, og sat ned i andre områder af landet. Dette betyder ikke en bedre folkeskole, en højere normering i daginstitutionerne eller mere omsorg i ældreplejen i de kommuner, som har behov for hjælp. Det betyder penge til et nyt samtalekøkken. Man ser tv-reklamen for sit indre blik: »Vi kalder det for et Pia og Anders-køkken«. Det er ikke bare mærkeligt. Det er uanstændigt. Og apropos uanstændigt. Hvordan med skattestoppet? Tillad mig at citere: »Jeg vil da gerne gøre det fuldstændig klart, at det ikke på nogen som helst måde ville være i overensstemmelse med ånden i skattestoppet, såfremt der på baggrund af en udligningsreform bliver tale om dramatiske skattestigninger i bestemte områder«. Sådan sagde vores statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i Berlingske Tidende 17. januar 2004. »Ingen dramatiske skattestigninger i bestemte områder«. Jeg kan roligt sige, at borgerne i Hillerød, Ballerup, Køge, Høje-Taastrup og mange, mange andre steder, som skal betale mere i skat for at finansiere skattelettelser andre steder i landet, ikke har en oplevelse af, at der er skattestop. Jeg kan godt forstå, at Venstre skiftede valgslogan fra »Venstre ved du, hvor du har« til »Så ved du, det bliver til noget«. Det bliver til skattestigninger. Skattestoppet er brudt, løftet er brudt. Skal statsministeren redde ansigt i forhold til, hvad han tidligere har sagt om skattestop og udligningsreform, bliver han nødt til at åbne forhandlingerne igen og lytte til kommunerne, høre på argumenterne fra den lange række af socialdemokratiske, konservative og Venstre-borgmestre som har blandet sig i debatten. Regeringen har i forvejen dårlige erfaringer med hovmodigt at nægte at tage et møde. Min opfordring er, at regeringen prøver med dialogen. Den onde: Den gode officielle forklaring holder altså ikke, men der kan også tænkes en anden forklaring. Den kan vi kalde den onde. Ifølge den er udligningsreformen et led i en ideologisk afmontering af den offentlige sektor. Måske mente statsministeren det, han skrev i den navnkundige 'Fra socialstat til minimalstat'. Hvis man læser i et af de eksemplarer, som ikke er revet i stykker endnu, så ligner udligningsreformen en brik, der lægges til en lang række af ideologiske trædesten. Hvordan det, kunne en eller anden fristes til at spørge, mens statsministeren på tirsdagspressemødet konstaterer, at det er han ikke enig i. Forklaringen er banal. De kommuner, som skal afgive penge, kommer til at sætte skatten op og forringe servicen. De kommuner, der modtager penge, og som virkelig har behov for at forbedre deres service, må ikke gøre det. De skal sætte skatten ned. Eller som Venstre-borgmesteren fra den nye Skive Kommune, Flemming Eskildsen, har formuleret det til Politiken: »Målet var en mere ensartet service, men det forhindres af, at de fattige skal bruge hovedparten af pengene til at sætte skatten ned«. Der vil altså være tale om en forringet velfærdsstat over en bred kam, som betyder, at endnu flere velbeslåede ældre vil tilkøbe privat hjemmehjælp, fordi den kommunale bliver skåret ned - synd og skam for de ældre, der ikke kan powershoppe sig til et ordentligt serviceniveau. Det betyder, at endnu flere ressourcestærke forældre vil flytte deres børn til privatskoler med ordentligt undervisningsmateriale og fornuftige klassekvotienter. Synd og skam for dem, der lades tilbage i folkeskolen. Og det vil betyde, at der langt om længe skabes det marked for private daginstitutioner, som regeringen har sukket så meget efter, men ikke rigtig har kunnet få gang i. I løbet af en årrække vil det for dem, der befinder sig på livets champagneside, fortabe sig i selvtilfredshedens tåger, hvorfor de skal bidrage til alle de andre. Samfundets sammenhængskraft falder sammen, og Venstres ideologiske tusindårsrige er rykket nærmere. Ud med solidariteten. Er det ikke en noget ondskabsfuld forklaring? Skulle vores regering virkelig være interesseret i at smitte hele vores velfærdsstat med fugleinfluenza? De pæne mennesker. Og hvis nu det er rigtigt, hvorfor fornægter de det så? Det er der to grunde til. Den ene er Venstres erkendelse af, at den danske befolkning ikke er klar til dette ideologiske skift endnu. Vi holder stadig for meget af hinanden til at isolere os i små solskinsøer, bevogtet af en stadig større hær af private vagtværn. Den anden og langt mere aktuelle forklaring hedder Dansk Folkeparti. Hvis det nu blev afsløret, at partiets papirtynde fernis af social indignation er påtaget populisme og ikke følt i hjertet, ville tilslutningen falde for åben skærm. Og regeringen holder alt for meget af Dansk Folkeparti til at udsætte dem for en sådan omgang happy slapping. I stedet er der lavet en udligningsreform, som er baseret på et parti, der kalder en religion for »en pest over Europa«, og som karakteriserer anderledes tænkende som »kræftceller«. Det er hævet over enhver tvivl, at der brug for kommunal udligning i Danmark. Men lad os få en afbalanceret model, der ikke ensidigt straffer foretagsomme, internationalt og erhvervsorienterede kommuner i hovedstadsregionen. Jeg kan da godt se, at Ballerups, Høje Tåstrups og Hillerøds erhvervsaktive linje, der tiltrækker innovative, internationale virksomheder fra hele verden, ikke passer godt til Dansk Folkepartis stokroseromantik fra 1950'erne. Jeg kan da godt se, at vores internationale orientering mod virksomheder, der har hele verden, også den muslimske, som arbejdsplads, ikke er i god tråd med Dansk Folkepartis 'Danmark er sig selv nok'-forestillinger. Men netop afbrænding af Dannebrog ude i verden illustrerer, hvor tåbelig regeringens og Dansk Folkepartis forestilling om Danmark som et lille isoleret pussenusset kongedømme er. Der går en lige linje fra Foghs forfejlede håndtering af Muhammedkrisen til aftalen om den omvendte Robin Hood-udligningsreform, der hovedsagelig gavner stagnerende kommuner, der ikke har åbnet sig mod verden. Men helt ærligt: Har d'herrer ministre ikke en dårlig smag i munden? Ved mange andre lejligheder taler regeringen om globalisering, innovation og foretagsomhed. Men det er åbenbart bare mundsvejr. Denne politiske aftale straffer præcis de kommuner, der er gået foran, og som åbner Danmark op mod verden. Det er regeringen og Dansk Folkeparti imod. Derfor skal vores borgere straffes. Det nytter ikke at fremlægge 333 forslag til håndtering af globaliseringen, samtidig med at man efter sharia-forbillede hugger hånden af de mange kommuner, der hver dag kæmper med Danmarks stilling i en globaliseret verden. Desværre er der alt for mange indicier, der peger på, at den onde forklaring på udligningsreformen er den rigtige. Den sjove: Der kan imidlertid også tænkes en tredje forklaring, som ikke er i strid med den foregående, men tværtimod er lige så meget halehæng til den onde forklaring, som Danmarks udenrigspolitik er det til USA's. Denne tredje forklaring kan vi kalde 'den sjove'. Den grunder sig i det faktum, at kommunalreformen var en bitter pille at sluge for store dele af Venstres bagland og ikke blev mere populær ved kommunevalget, hvor Venstre tabte ikke færre end 100 borgmesterposter og i den kommunale verden anno 2007 alene sidder på 36 borgmesterposter, mens Socialdemokratiet sidder på 45. Og Lars Løkke Rasmussen ved udmærket godt, at han ikke kan blive den nye formand for Venstre om føje år uden støtte fra de jyske borgmestre. Derfor skal de købes, og det bliver de nu: 'Noget for noget-reformen' kan historikerne kalde den. Det er bigscale kammerateri, der får den tidligere miljøministers placering af penge i egen valgkreds til at blegne. Det er en milliard kroner til stemmekøb. Alt i alt tyder omstændighederne på, at et flertal i Folketinget kommer til at vedtage en udligningsreform, hvis grundlag ikke er den gode forklaring, men en uheldig kombination af den onde og den virkli' sjove.