En gammel studenterkammerat fortalte mig, at den mest tidskrævende patient, en læge kan løbe ind i, er en mand mellem 50 og 60 år, der hidtil ikke har haft meget kontakt med sundhedsvæsnet. Sådan en patient er jeg blevet. Jeg har i alt for mange år gået med en sart mave, der ikke tålte alt for mange følelsesmæssige udsving. Så når der blev uro i både arbejds- og privatlivet, truede den med at tage livet af mig. Det forsøgte den igen for et års tid siden. Da jeg havde smidt 15 kg, var blevet næsten gennemsigtig, var jeg moden til en mere indgående snak med min læge. Fra min første snak med lægen og til jeg sidder som rask i dag, er tingene kørt som på skinner. Både lægen og jeg var klar over, at der skulle en mere grundig undersøgelse til, så jeg blev henvist til Randers Centralsygehus. Jeg vil tro, at man på de fleste sygehuse har standardprocedurer for standardpatienter, men jeg oplevede aldrig at være en standardvare. Nu er der ikke noget galt ved standardvarer, det er blot et sprogligt udtryk for, at et produkt eller en proces har gennemgået det nødvendige antal rutiner. I alle disse rutiner følte jeg et fagligt og menneskeligt nærvær, »som om de kun var der for min skyld«. En oplevelse, jeg sikkert deler med mange. Allerede fra den første fase, hvor der skulle stilles en diagnose, fik jeg denne fornemmelse bekræftet. Et tarmsystem, der har fået lov til at udvikle sig på egne betingelser i 50 år, kan både lave hemmelige kanaler og knuder, der er lige så individuelle som fingeraftryk. Så ofte kræves der flere undersøgelser, før der kan lægges en strategi for en eventuel operation. Det virker anderledes, når det er overlægen selv, der ringer og forklarer mig, hvorfor der skulle flere undersøgelser til, samt hvad de forventer at få ud af dem. Igennem disse korte telefonsamtaler forvandlede overlægen sig til et menneske med både navn og humor, og jeg var ikke et sekund i tvivl om vores fælles interesse, nemlig at få mig rask. Det giver kræfter til næste fase. Den kan være grim, for det er her, du bliver konfronteret med undersøgelsens resultater, og hvad lægerne forventer at se, når de får dig åbnet. Enhver operation har mange udfaldsmuligheder med lige så mange konsekvenser. Jeg tror, at jeg blev orienteret om dem alle på en yderst saglig og behagelig måde, selv dem, som ingen patient ønsker at lægge øre til - kræft! Derudover fik jeg en pæn stak skriftligt materiale, som jeg kunne kigge på i fred og ro derhjemme. For at gøre min usikkerhedsperiode så kort som mulig havde de allerede en operationstid til mig. To dage senere! Afstanden fra ord til handling var nu blevet så kort, at jeg måtte have udsættelse. Til dels af arbejdsmæssige grunde, men ikke mindst for at få en dag eller to til at tænke nogle ting igennem. Fleksibiliteten var intet problem, systemet tilpassede sig mig. Det gav mig tid til at sidde under mit store Belle de Boskoop-træ og tænke på det liv, jeg har levet, og de konsekvenser, en operation kunne få. En kort tænkepause før en alvorlig operation er godt for de fleste, tror jeg. Den må under ingen omstændigheder blive så lang, at frygten kan nå at få tag i kroppen. Jeg brugte tænkepausen på dels at hente informationer fra personer, jeg kender, der har erfaring med min diagnose, og dels til at kigge på mit liv. Jeg fik mange gode råd fra mit netværk, og med det liv, jeg har levet, har jeg ikke meget til gode. Mine børn er godt i vej, og skulle det gå ad helvede til, så har jeg ingen kone, der skulle ud i overvejelser, om hun kunne blive boende osv. Tænkepauser bliver anderledes, når man har modbydelige diagnoser svævende omkring sig. Livet anskues i en anden optik, og det, der før havde været så umådelig vigtigt at få gjort, mister sin betydning på få sekunder. I sådanne tænkepauser byttes der afgørende rundt på, hvad der skal prioriteres højt, og hvad der kun er støj på linjen. Jeg brugte tænkepausen til at opbygge et fysisk og psykisk forsvar over for den værst tænkelige diagnose og havde en god fornemmelse i kroppen, før jeg drog af sted til sygehuset. Ved indlæggelsen blev jeg hurtigt klar over, at jeg var den stafet, der er en nødvendig ingrediens i ethvert stafetløb. Når en stafet afleveres, er begge personer i bevægelse, og den, der afleverer, sikrer sig, at modtageren har fat i stafetten. Sådan oplevede jeg informationsstrømmen. Alle informationer blev gentaget, der blev bygget lidt mere ovenpå hver gang, altid i en god og rolig tone. De sidste undersøgelser blev lavet, vi aftalte, hvor en eventuel stomipose skulle sidde, hvis operationen endte med et sådant udfald. Jeg var klar til at komme på operationsbordet. Før jeg overgav mit åndedræt og bevidsthed til narkoselægen, blev operationslægen og jeg enige om, hvad der skulle ske. Denne korte meningsudveksling gjorde, at jeg var tryg ved at overlade stafetten i deres varetægt. Bevidstheden kom tilbage som drivende isflager, der langsomt bliver tættere. I dette disede landskab dukker de op igen, sygeplejerskerne. Det er dem, der spørger til dig, tager dine smerter, læsker ganen og giver dig information. Hvis de ikke har den selv, sygeplejerskerne, så ved de, hvem der skal spørges. Det var dem, der skaffede mig kontakt med en læge, så jeg kunne få at vide, at jeg havde fået anlagt en midlertidig stomi, og at operationen var forløbet godt. Stafetten kunne sendes tilbage til afdelingen. Her blev jeg modtaget som en længe ventet gæst. Der blev spurgt til mit velbefindende, om jeg var tørstig, sulten, havde smerter, og var sengetøjet blevet vådt af sved, blev det skiftet. Lægerne kom og fortalte om operationen og om, hvordan et fremtidigt forløb kunne se ud for mig. Enkelte kom kun for at se, hvordan jeg havde det. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at patienten er centrum for sygehuspersonalets faglige stolthed. At blive udstyret med en stomipose er en besynderlig oplevelse, et mærkeligt vedhæng at få klæbet på kroppen, der i første instans skaber en masse usikkerhed. Den usikkerhed ved sygeplejerskerne, hvordan skal håndteres, dels gennem forklaringer og dels gennem praktiske øvelser. Da jeg blev udskrevet, havde jeg ikke kun én sygeplejerskes erfaringer med i baglommen, men en hel afdelings. Stafetten havde været i alles hænder, enhver havde ydet sit bidrag, et trygt sted at være, når man er svag og skal vænne sig til at få afføringen ud af siden. Det tager tid at forene sig med en stomipose, og mulighederne for, at det kan gå skævt, er mange. Hvis en dårlig udvikling fanges op i starten, er den nemmere at korrigere, så hjemmeplejen kom, dagen efter jeg blev udskrevet. Stafetten var givet videre, heldigvis kunne jeg klare mig selv, men det er trygt at vide, hvor hjælpen er. At være stomibruger kræver en revision af mange af dagligdagens rutiner. På det fysiske plan skal en del af beklædningen skal være et nummer større og nem at tage af. Stomiposen skal skiftes en gang i døgnet og indholdet tømmes 6 til 8 gange i samme tidsperiode. Det meste kan man organisere sig ud af. Hvis det volder problemer, så er der stomiklinikker, der indkalder til jævnlige møder og hjælper med at løse den type af problemer. Derudover er der jævnlige konsultationer med både sygehus og min egen læge, alt sammen aktiviteter, der var med til at holde mig på ret kurs. Det er noget sværere at håndtere de psykiske følgevirkninger. For det første får selvværdet en ordentlig en på frakken, for man er ikke længere den samme, når man har den sidste del af tarmen siddende uden for kroppen. Før jeg fik stomi, kunne jeg af og til opleve mig selv som en attraktiv mand, der ikke havde problemer med at få kontakt med det modsatte køn. Men stomiposen tog det attraktive fra mig. Jeg har flere gange fået posen revet af, mens jeg sov, med det resultat, at jeg skulle op og skifte sengetøj. Jeg havde ikke svært ved at forestille mig, at det samme kunne ske under en erotisk udfoldelse, så jeg var indstillet på et liv i cølibat. Det skulle heldigvis vise sig at blive anderledes. At det blev det, skyldtes ikke mit mod, men den kendsgerning, at en smuk og vidunderlig kvinde lod mig forstå, at hvis man ikke kunne elske med en stomipose, så kunne man vel holde i hånden. Den nat erfarede jeg, at en stomipose ikke udgør nogen begrænsning, det kræver bare andre former for hensyn. Jeg har en gang oplevet, at stomiposen revnede i plastsvejsningen. Jeg var til møde i en udenbys virksomhed, da jeg efter en rundvisning følte noget vådt på maven. Da jeg endelig fik fundet et toilet, kunne jeg konstatere, at posens indhold havde spredt sig rundt på det meste af kroppen. En oplevelse af den slags er nok til at etablere en permanent usikkerhed til teknologien. Den får dog ikke lov til at vokse, for allerede næste dag havde jeg leverandøren af stomiposer i telefonen. Her fik jeg beroligende at vide, at den type uheld er sjældne, og at de naturligvis betalte de udgifter, jeg måtte have haft i forbindelse med uheldet. Efter den oplevelse var mit skiftetøj aldrig længere væk end en armslængde. Da jeg blev udskrevet fra sygehuset, fik jeg at vide, at hvis min tyktarm voksede rigtigt sammen, kunne min stomi lægges tilbage i løbet af tre måneder. Så jeg var glad og forventningsfuld, da jeg mødte op på sygehuset i begyndelsen af januar. Undersøgelserne viste, at jeg godt kunne opereres, så der var afsat tid til næste dag. Desværre kom der adskillige akutte tilfælde ind den dag, så min operation måtte udsættes en uge. Selvfølgelig er sådan en tidsmæssig forskydning irriterende, men min erfaring med lægerne fortalte mig, at de er gode til at disponere. Så når de havde valgt at udsætte min operation, var det, fordi der var noget, som var vigtigere. Mit problem var på det tidspunkt reduceret til noget, der nærmede sig det kosmetiske. Da jeg forlod sygehuset en uge senere, sang jeg duet med Kurt Thorsen, for det var også min »bedste dag i hundrede år, for jeg lever«, og intet tyder på, at det er tyktarmskræft, der skal være mit banesår. For første gang i mange år fungerer mit tarmsystem perfekt. Tro mig, det er en særlig lykke at få genhør med egen fjært. Når jeg i dag forlader toilettet, sender jeg ofte en tanke til Lars von Triers film 'Riget', hvor han lader overlægerne Ernest Hugo Järegård og Holger Juul Hansen diskutere afføringens anatomi. Ernest Hugo Järegård har åbenbart samme problem med sin mave, som jeg har haft i årevis, han spørger derfor Holger Juul Hansen, hvordan en sund afføring ser ud, og får følgende svar: »at den består af sammenhængende flydere, der er ca. 10 cm lange og ca. 2-3 cm i diameter«. Sådan ser min ud nu, så jeg har ingen grund til at placere mig ved siden af Ernest Hugo Järegård på Rigets tag og råbe: »Jävla danskere!«. Det skulle da være på grund af medpatienterne, hvor nogle godt kunne fortjene denne betegnelse. De fleste er venlige og omgængelige, men der er enkelte, der ser det som et mål at sprede en dårlig stemning. De sidstnævnte har overdraget deres sygdom til lægerne og forventer, at de vil gøre dem raske. Intet i deres livsførelse har noget med deres sygdom at gøre, og deres bidrag til underholdningen består ofte af egne eller andres fejlbehandlinger. Omgangen med dem kan være mere belastende end samværet med egen sygdom. Mit møde med det danske sygehusvæsen har været tæt på det perfekte. Jeg har haft en oplevelse af, at de kun var der for min skyld. De havde altid tid til at besvare mine mere eller mindre åndssvage spørgsmål. Forstod jeg ikke svaret i første omgang, var der altid plads til et nyt. Personalets stressede hverdag var ikke noget, jeg mærkede. Deres teamwork gjorde, at stressfornemmelsen aldrig nåede frem til mig. Det er oplevelser af den type, der giver samfundet en sammenhængskraft, og jeg tror, at disse oplevelser er fælles for de fleste patienter. Hvis den sammenhængskraft skal fastholdes, så må der ikke ske nogen forringelser af vores sundhedsvæsen. Som gennemsnitsdansker er jeg foruroliget over de tendenser, som jeg ser udvikle sig. Jeg frygter, at en stigende privatisering vil skævvride sundhedsvæsnet i en første og anden division. Hvor de, der står uden for arbejdsmarkedet, automatisk er henvist til den anden. Dem i første division har ofte en sundhedsaftale i forbindelse med deres arbejde, der giver dem mulighed for at vælge det bedste og hurtigste behandlingssted. Hvilken garanti har de 800.000, som står uden for arbejdsmarkedet, for en god behandling i et privatiseret sundhedsvæsen? Vi har et fantastisk godt offentligt sundhedsvæsen, der har en individualiseret standardydelse af meget høj kvalitet, og hvor alle behandles lige. Vi er ikke kun lige i døden, men også på kanten af den. Det giver samfundet sammenhængskraft, noget der er værd at kæmpe for.