Som digterspire med adresse på et klubværelse i Købmagergade havde jeg lige siden skoletiden tjent til livets ophold som cykelbud hos skiftevis højesteretssagfører Reumert, Matzens Reprocentral og Venstrepressens Bureau, hvor den gamle Christiansborgjournalist H.C. Clausen hver eftermiddag ved tretiden fiskede sin tegnebog op af baglommen og sagde: »Søren, vil du ordne det fornødne?«. Som var at hente portere. Altid var jeg bagud med huslejen, altid manglede der penge til de små daglige udgifter, og altid fik jeg på forskud, så der som regel kun var 50 kroner i den brune kuvert, når det blev torsdag. Ældre forfattere havde fortalt, at man til Statens Kunstfond altid skulle skrive, at man søgte det treårige arbejdslegat, »subsidiært« et etårigt, så de bare lige vidste, at man jo på den anden side ikke ville stille sig afvisende over for en mindre portion. Jeg har aldrig siden haft brug for ordet subsidiært, der forsvandt fra mine ansøgninger, samtidig med at en check på 80.000 kroner i april måned 1983 drattede ud af et brev fra Statens Kunstfond, som kunne meddele, at der ville komme to mere af samme slags, for jeg var nemlig blevet tildelt det treårige. Jeg stirrede på det fornemt trykte dokument med det ufattelige tal. Aldrig i mit liv havde jeg set så mange penge! Og jeg er bange for, at jeg kommer til at bekræfte alle rindalisters værste mistanker, når jeg nu fortæller, at det første, jeg gjorde, var at stoppe alt mit snavsetøj ind i en taxi og køre de 300 meter hen til vaskeriet, hvor jeg bad personalet ordne det fornødne. Jeg var 26 år, havde udgivet to digtsamlinger, og først mange år senere er det gået op for mig, hvor stor betydning det har haft for mit forfatterliv, at et kompetent fagligt udvalg med intet mindre end staten i ryggen virkelig troede på mit talent. For selv om et sådant legat naturligvis først og fremmest giver modtageren mulighed for helt at koncentrere sig om sin kunst, rummer det tillige en vigtig værdi, der, skønt symbolsk, alligevel har helt konkrete, positive konsekvenser for skriveriet. At denne grundlæggende anerkendelse kom på netop dette tidspunkt betød nemlig, at jeg ikke behøvede at spilde tiden med at gøre opmærksom på mig selv og søge bekræftelse alle vide vegne. For en grøn digter, der netop har fået adgang til den litterære offentlighed, er det da fristende at smede, mens jernet er varmt, og den nervøse ængstelse for at tabe det hele på gulvet og ryge ud i mørket igen kunne godt forføre til for hurtigt at udgive den næste bog eller sige ja tak til avisredaktørens smigrende, men - for en ung forfatter - knusende farlige, tilbud om ansættelse. Når jeg i tre år intet udgav og alligevel ikke følte mig som mindre digter af dén grund, skyldtes det ikke mindst opbakningen fra Statens Kunstfond: Med fuld fordybelse og ungdommelig begejstring kunne jeg i bevidstheden om at 'høre med' sidde i en krog og arbejde på poetikken Mit lys brænder. Og da dén udkom i 1985, havde jeg allerede i små fem år været på vejene med digtoplæsninger, og nu var det nødvendigt for en periode at sige nej tak til nye invitationer - og deraf følgende indtægter - for skulle jeg videre med poesien, måtte jeg frigøre mig for klangen af mine tidlige digte og give plads til stilheden, så jeg for mit indre øre måske kunne høre en ny musik. Stilheden blev finansieret af Statens Kunstfond (og resultatet blev samlingen Nye digte), og i tilgift fik jeg en viden om, hvor vigtigt det er for kunstneren at være uafhængig. Ikke kun af markedet, men også af sine egne succeser, som man hele tiden må være parat til at give slip på for at kaste sig ud i noget, der kan gå grueligt galt. »Det går godt!«, svarede jeg en gammel klubværelseskammerat, jeg var løbet ind i på gaden. »Er du blevet selvhjulpen?«, spurgte han med glad overraskelse. Selvhjulpen. Nå, så han mente altså, at jeg altid havde lidt af en slags social børnelammelse og nu mirakuløst havde rejst mig fra rullestolen for øjnene af ham. Hans reaktion er ikke atypisk, og bag den skimter man de forestillinger, som kommer til udtryk hos mange af kunstfondens kritikere, der opfatter legaterne som utidige almisser til folk, der enten ikke kan klare sig 'på markedsvilkår' eller finde ud af at passe et arbejde og skrive deres poemer efter fyraften. Skønt jeg holdt masken og spurgte høfligt til ham, brændte skammen og vreden, for gu' kan jeg klare mig selv, og havde det ikke været, fordi jeg synes, at digtene fortjener al min tid, er jeg ret sikker på, at jeg kunne være blevet en glimrende gymnasielærer, efterretningsagent eller tandlæge (nå, ja, så måske ikke lige tandlæge). Og faktisk har jeg i 25 år forsørget mig selv ved at rejse land og rige rundt for at læse digte op og holde foredrag på universiteter, i undergrundsgallerier og sognehuse. Et digt skal først og fremmest folde sig ud sort på hvidt og fungere ved indenadslæsning, men er det således selvhjulpent, låner jeg det gerne min stemme, for jeg kan oven i købet lide at læse op. At deklamationen nok altid vil være et vigtigt aspekt af netop min poesi, udelukker ikke, at jeg også gør det for pengenes skyld. Men det store spørgsmål er: Hvem vil betale for, at de digte, man til min glæde gerne vil høre oplæst rundt omkring i landet, overhovedet bliver skrevet in the first place? Ingen andre end Statens Kunstfond. Selv om jeg i passende mængde godt kan lide den udadvendte side af forfattervirksomheden, så ville jeg aldrig få skrevet nogen nye digte, hvis jeg evig og altid skulle skramle rundt i IC3-tog for at læse de gamle op. Når jeg kan mærke, at nyt stof trænger sig på, og tiden dermed er kommet til i månedsvis at sidde her ved arbejdsbordet og skrive og læse (for tid til at læse er for en forfatter mindst lige så vigtigt som ro til at skrive), så kan jeg ikke ringe til Brandbjerg Højskole og sige: »Hej, kan I ikke huske, at eleverne var så glade for arrangementet her sidst i december, kunne I ikke tænke jer at betale min husleje og øvrige leveomkostninger det næste halve år, så jeg kan skrive nogle nye digte, jeg senere kan komme til Jylland og læse op?«. På en del af kritikken, der rettes imod Statens Kunstfond, forstår man, at nogle mennesker åbenbart ser minkpelse og drømmerejser for sig, når de læser om legater i jackpotstørrelser som halvtreds- eller hundredtusinde kroner. Men et arbejdslegat fra Statens Kunstfond er ikke personlig forgyldning, derimod en mulighed for i en kortere eller længere periode at frikøbe sig fra andet arbejde og helt koncentrere sig om at skabe kunst. For selv om man er i stand til at forsørge sig selv, er der andre vilkår end markedets, og en bog bliver nu engang kun til ved, at forfatteren sidder helt stille meget længe. Kort sagt bliver et sådant legat, der i øvrigt er skattepligtigt som enhver anden indkomst, typisk brugt til noget så prosaisk som husleje, el, vand, telefon, tandpasta og leverpostejsmadder, så man kan få arbejdsro så længe, det varer. Anerkendelsen og arbejdsroen, der har fulgt med et legat fra Statens Kunstfond, har været vigtige, og det samme har en bestemt linje i følgebrevet, nemlig ordene »Til fortsat kunstnerisk virksomhed«. Denne lakoniske formulering har jeg ofte tænkt på, når bekymrede politikere har foreslået, at en legatmodtager inden for en vis tidsfrist skal smække en roman, en skulptur eller en symfoni på bordet og dermed godtgøre, at staten nu også har fået noget for støtten. Et krav, som jeg tror kun vil have kontraeffekt, for lige så inspirerende deadline og alle hånde ydre betingelser kan være, når der skal produceres avisartikler, foredrag og lejlighedssange, lige så dræbende er det for kunsten at underkastes andre krav end den formtvang, der vokser ud af værket selv. Jeg siger aldrig til mig selv: »Nå, jeg er jo digter, jeg må hellere skrive et digt i dag« - jeg skriver bare og må så bagefter se, hvad det er, jeg har skrevet. En gang imellem tyder det på at være et digt i fosterstilling, men langt oftere viser ordene sig at være stumper af et brev til en gammel ven, udkast til et essay, måske en indkøbsseddel. Men er det et digt, og tror jeg, at der er flere undervejs, kan jeg godt finde på at ansøge Statens Kunstfond om et legat, til gengæld for hvilket jeg bare ikke kan love andet end at arbejde på sagen. Når fondens eneste modkrav er, at pengene bruges til fortsat kunstnerisk virksomhed, kan det da også kun betyde, at man mener, at modtageren tidligere har skabt kunst af en sådan kvalitet, at der er grund til at håbe, at der er mere, hvor det kom fra. Ved således at risikere slet ikke at få, hvad man havde ventet, opstår til gengæld muligheden for at få det helt uventede. Men ingen levende sjæl kan vide, om skitserne rent faktisk bliver til digte, at de i så fald bliver færdige til et bestemt tidspunkt, og da slet ikke, om de bliver gode. »Det er kun det middelmådige, der er lige godt hver gang«, som Per Højholt med vanlig slagfærdig præcision har formuleret et grundvilkår for skabelsen af kunst, nemlig at man ikke på forhånd kender resultatet. Det er ikke tilfældigt, at man taler om en stor kunstnerisk satsning, for det middelmådige er netop middelmådigt, fordi det ikke vover uvisheden, men på forhånd vil sikre sig imod at blive dårligt, hvorved det samtidig mister chancen for at blive ekstraordinært godt. At institutionen hedder Statens Kunstfond betyder, at der også i mere ideologisk forstand påhviler den et stadigt krav om legitimering, såvel over for de politikere, der bevilger dens midler, som over for borgerne, der finansierer dem via skatten og derfor rimeligt nok spørger, i hvilken forstand samfundet kan siges at blive gavnet af den kunst, man betaler for. Når fonden så med jævne mellemrum kommer under pres af en mere aggressiv kritik, der mener, at pengene er smidt lige ud ad vinduet, er det altid fristende at forsvare Det Skønne (hvormed jeg vel at mærke hverken mener det smukke, det pæne eller det tiltalende, men simpelthen 'det æstetiske' i al dets spændingsfyldte sammensathed) ved at få det til at gå op med Det Gode eller Det Sande og helst med begge dele. Og så begynder skåltalerne, om at »kunsten gør os så og så meget klogere på os selv og hinanden, på fortiden og dermed på nutiden, at vi bliver bedre og mere ansvarlige medborgere til gavn for fremtiden«, osv. Jeg er ganske vist ikke i tvivl om, at læsningen af for eksempel Arthur Koestlers Mørke midt på dagen har gjort mig til en bedre borger, eftersom hans udmaling af stalinismens rædsler kun har bestyrket mig i troen på demokratiet og retssamfundet, og jeg er næppe blevet dummere af Joseph Conrads Mørkets hjerte, der blandt meget andet også kan læses som sandheden om, hvilket uhyre mennesket bliver, når det bilder sig ind at være Gud. Så værdifuld den end er, er denne opbyggelighed bare ikke dét, der gør disse værker til kunst (men gør dem omvendt heller ikke til mindre kunst, hvad radikale æsteticister synes at tro), for kunne jeg nok have skaffet mig Koestlers viden via politiske reportager og Conrads indsigt fra teologisk litteratur, kunne intet andet end romanerne selv have givet mig den æstetiske oplevelse, som derfor må bero på noget overskydende, et '1 in mente', der hverken kan reduceres til Det Gode eller Det Sande og derfor heller ikke konverteres til samfundsmæssig nytte. Bliver vi i mørkeromanerne, er Celines Rejse til nattens ende et tankevækkende eksempel, for her er der tale om et 600-siders raserianfald, som ikke har gjort mig til et klogere så lidt som til et bedre menneske, men ikke desto mindre givet mig en livslang oplevelse, hvis karakter jeg nok i en eller anden svært definerlig forstand kan kalde 'berigende', men ikke via nok så mange mellemregninger kan argumentere for som i sidste ende til nytte for noget som helst. Men hvorfor ikke bare leve med, at regnestykket ikke går op? Acceptere at dét, som er skønt, ikke nødvendigvis altid er hverken sandt eller godt, ligesom vi heller ikke kræver, at sandheden skal være skøn at skue og det etisk rigtige æstetisk tilfredsstillende. For vi kan jo sagtens opleve og agere på forskellige og indbyrdes uafhængige niveauer uden af den grund menneskeligt at hænge dårligere sammen: Med største nydelse kan jeg læse Brorsons poesi og Celines prosa uden samtidig at abonnere på den førstes pietisme og den andens antisemitisme, og omvendt kan jeg på Det Godes niveau være oplysningsmand og urokkelig demokrat uden at kræve disse synspunkter afspejlet i musikken, jeg hører. I sin Rapport fra en kaffeklub (1977) ønskede Ritt Bjerregaard »at få lavet en kunst, der er socialdemokratisk« og kunne samme sted finde på at spørge (dog uden at svare): »Hvorfor skal Socialdemokratiet opretholde eller støtte en kunst, som meget sjældent er os eller vore vælgere til glæde og gavn?«. Og ligesom den gamle venstrefløjs ideologikritikere dømte Ole Sarvigs prægtige digt 'Husene' ude for politisk »byggesjusk«, gentages dumheden af vore dages borgerlige, når f.eks. Jon O. Lauring i Weekendavisen (1. august, 2003) kræver Bjørn Nørgaards gobeliner til dronningen fjernet, fordi deres historiesyn ikke svarer til skribentens. »Kunst er kunst. Alt andet er alt andet«, sagde Ad Reinhardt, og der findes da også kun ét relevant spørgsmål, når det skal afgøres, om et kunstværk er støtteværdigt eller ej: Er det vellykket som kunst? For begynder man først at sætte selv aldrig så velmente lighedstegn mellem Det Gode, Det Sande og Det Skønne, er næste skridt alt for ofte, at regnestykket skal gå op 'med vold og magt', hvad vi kender fra totalitær politik og fundamentalistisk religion, hvor man gerne brænder dé romaner og undertrykker dén videnskabelige sandhed, der ikke passer med det respektivt Gode. På sin 40-års fødselsdag kan Statens Kunstfonds største problem paradoksalt nok vise sig at være, at den er så ideel. For selvfølgelig er det da politisk usexet stille og roligt og i god overensstemmelse med tidligere regeringer bare at befæste institutionen ved at tilføre den de nødvendige bevillinger. Politikere vil gerne sætte sig spor, gøre op med noget, ændre strukturer og have en nyskabelse opkaldt efter sig. Så meget desto større ære fortjener de politikere da også, som ikke spiller hasard med arvesølvet ved at løbe efter den slags hurtige, personlige gevinster, og jeg håber da også, at man kan stole på den nuværende kulturministers gentagne forsikringer om, at Statens Kunstfonds integritet ikke er truet, nu hvor den er lagt ind under den nye kunststyrelse. Men jeg misunder ikke de politikere, der skal forklare deres vælgere, hvorfor vi skal bruge penge på kunst, når midlerne så indlysende ville gøre mere nytte i f.eks. sundhedsvæsenet. Til gengæld tager jeg hatten af for politikere, der ikke hælder vand ud af ørerne, men står ved, at det netop er en kvalitet ved et samfund, når det ikke kræver sin støtte tilbagebetalt i ideologisk legitimering, men anser kunsten for et mål i sig selv. For lige så lidt som spørgsmålet om, hvorfor vi skal have kunst, lader sig besvare, lige så lidt er det i virkeligheden et spørgsmål om at have råd eller ej, for selv langt, langt fattigere samfund end dette har af uforklarlige grunde altid ødet økonomiske og arbejdsmæssige ressourcer bort på kunst: Tænk blot på Påskeøen, hvor et lillebitte samfund byggede mere end mandshøje stenansigter til på det mest gådefulde at stå og stirre ud i luften. Kunne man ligefrem forestille sig, at det netop er kunstens overflødighed, der gør den nødvendig?