Vi finder, at udgangspunktet for Velfærdskommissionens arbejde er alt for snævert ved alene at tage udgangspunkt i det offentliges indtægter og udgifter. Vi mener for det første, at velfærdssamfundets fremtid afhænger af meget andet end økonomi. Men selv når vi holder os til økonomien, er det ikke statens økonomi, men hele samfundets økonomi, som er relevant. Når den økonomiske aktivitet er høj, når der er arbejdspladser nok til alle, når vi ikke mister flere arbejdspladser til udlandet, end vi får igen, når hele befolkningen trækkes med ind i velstanden, så ingen står alene tilbage, mens andre holder forbrugsfest, når vi ikke opdeles i rige og fattige eller i gammeldanskere og nydanskere, når flertallet føler glæde ved at deltage i arbejdsfællesskabet - så øges velfærden! Vi synes, at Velfærdskommissionen beskæftiger sig for lidt med disse emner og i alt for høj grad koncentrerer sig om regnestykker omkring statens budgetbalance. Vi tager i stedet udgangspunkt i det, der efter vores opfattelse er det allervigtigste for velfærden: At der er arbejde til alle. Ligevægt på statsbudgettet er ikke garanti for, at der også er arbejde til alle. Men har vi fuld beskæftigelse, som også inddrager dem, der hidtil har befundet sig i randen af arbejdsmarkedet, så er der så godt som 100 procent garanti for, at der også er ligevægt på statsbudgettet, mindst! Det er den vej, tingene hænger sammen. Velfærdskommissionens arbejde handler først og fremmest om at drage flere personer i aldersgruppen 18-67 år ind i produktionen for at afværge de negative virkninger af de demografiske forandringer i de næste 30-40 år. Velfærdskommissionen foreslår, at dette skal ske ved at udfase efterlønnen og nedsætte den periode, hvor der kan opnås dagpenge, forhøje pensionsalderen samt ved at afkorte den tid, de unge bruger til at uddanne sig. Disse reformer slår, ifølge kommissionens beregninger, knap og nap til over for det mål, den har sat sig, nemlig at skabe balance på de offentlige budgetter. Kommissionen forslår derfor også en række besparelser i form af øget brugerbetaling, nedsættelse af kontanthjælpsloftet m.v. Set gennem kommissionens briller vil forslagene samlet set sikre, at balancen på de offentlige budgetter opretholdes i fremtiden. Men set i et videre perspektiv lider hele kommissionens betragtningsmåde af en afgørende brist: Den ser alene problemet som et spørgsmål om at skaffe arbejdskraft nok til at sikre balance på de offentlige budgetter. Derimod interesserer den sig ikke for, om der er arbejdspladser nok til at beskæftige hele arbejdsstyrken. ' Denne indsnævring af perspektivet er uheldig: I sin søgen efter, hvorfra man skal hente den arbejdskraft, der skal erstatte de ældre, som forlader arbejdsmarkedet, har kommissionen nemlig forbigået det forhold, at der gennem de sidste årtier har ophobet sig en stor gruppe mennesker i arbejdsdygtig alder i Danmark, som er uden beskæftigelse. Det drejer sig om cirka 900.000 personer. Heraf er godt halvdelen på ordninger, som enten forudsætter, at de ikke skal i arbejde igen: førtidspension eller efterløn, eller at de beholder deres arbejde, mens de forsørges af det offentlige: barselsorlov m.v. Men cirka 420.000 er på dagpengeydelser eller på kontanthjælp, herunder aktivering og revalidering. Mange af dem blev tabt for arbejdslivet fra midten af 1970'erne og fremefter, hvor arbejdsløsheden var høj. Selv om de ikke opfylder kravene til førtidspension, lider mange af dem ikke desto mindre af belastende sygdomme, helt eller delvis skabt af langvarig arbejdsløshed og social deroute. Atter andre har slet og ret opgivet at få lønarbejde igen og har indstillet sig på en tilværelse på lavt blus med kontanthjælp, som de så søger at få det bedst mulige ud af. Atter andre er kommet til Danmark som indvandrere, men er stødt ind i sproglige og/eller kulturelle barrierer, som forhindrer dem i at komme ind på et arbejdsmarked, hvor der stadig står over 100.000 velkvalificerede danske foran dem i jobkøen. Ud fra devisen 'noget for noget' søger det offentlige at presse dem alle i arbejde, først og fremmest ved at kræve, at de er aktivt arbejdssøgende, men også ved krav om, at de deltager i diverse aktiveringsforanstaltninger, men frem for alt ved at skære i de sociale ydelser, hvis de ikke er tilstrækkeligt ihærdige i deres aktive jobsøgning. Men det hjælper ikke noget, for ingen virksomheder vil have dem, så længe der står en lang kø af prima arbejdskraft uden sproglige eller kulturelle problemer foran og tilbyder deres indsats. Det er givet, at mange af de 420.000 personer vil komme i arbejde, hvis arbejdsløsheden fortsætter med at falde, sådan som det er sket siden midten af halvfemserne og som er fortsat efter en kortere pause. Først og fremmest vil dette fald kunne suge en del af de forsikrede ledige ind i beskæftigelse. Andre vil langsomt blive suget ind, efterhånden som manglen på arbejdskraft gør sig gældende. Det var præcis, hvad der skete i 1960'erne, hvor arbejdsløsheden lå under 2 procent. Da tilpassede virksomhederne sig, så de ikke blot kunne bruge alle de veluddannede og uproblematiske ledige, men også mennesker med handikap, både af fysisk, psykisk, social og kulturel art. For at få kvinderne ind på arbejdspladserne åbnede man overenskomsterne op, så der blev plads til deltid, flekstid og fravær under børns sygdom. Hvis arbejdsmarkedet skal gøres rummeligt, skal der være mangel på arbejdskraft. Så er rummelighed nemlig i virksomhedernes interesse! Men der vil alligevel være mange af de andre 420.000, som har været igennem en så langvarig og belastende social deroute, at de i dag er uden for arbejdsmarkedets rækkevidde. Vi har derfor ingen illusioner om, at man her og nu kan trække flere hundrede tusinde af gruppen ind i beskæftigelse; men vi mener at kunne sandsynliggøre, at en fortsat stigning i efterspørgslen efter varer og tjenesteydelser, og dermed efter arbejdskraft, gennem et langt sejt træk over 20-30 år kan reducere antallet af dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere væsentligt, og at dette efterhånden vil kunne mærkes på tilgangen til førtidspension. Der findes forskellige midler til at styre efterspørgselsudviklingen: rentepolitikken, det offentliges investeringspolitik, udgiftspolitikken og skattepolitikken. Disse instrumenter har siden 1994 været anvendt til at få arbejdsløsheden ned fra 12 procent til 5 procent. I dag er problemet imidlertid, at der gribes ind med stramninger i den økonomiske politik, allerede inden beskæftigelsen nærmer sig et punkt, hvor der opstår flaskehalse på arbejdsmarkedet. Dermed stoppes nedgangen i arbejdsløsheden netop i det øjeblik, hvor de svage grupper af arbejdsløse er ved at komme forrest i køen, og hvor virksomhederne begynder at åbne op for dem. Denne neurotiske angst for mangel på arbejdskraft på nogle af arbejdsmarkedets delmarkeder forhindrer, at virksomhederne begynder at indrette arbejdspladsen, så der bliver plads for de svage arbejdskræfter, og så der bliver mening i at tale om 'det rummelige arbejdsmarked'. Uden flaskehalse ingen rummelighed! En sådan politik, baseret på at holde efterspørgslen høj nok til at få arbejdsløsheden ned, og lav nok til at undgå inflation, forudsætter medvirken fra arbejdsmarkedets parter, så flaskehalsene ikke udvikler sig til arnesteder for inflation. Vi tror, at med den udvikling i samarbejdet, som er sket i det sidste årti mellem organisationerne på arbejdsmarkedet og mellem parterne i virksomhederne, kan det lade sig gøre. Men man bliver nødt til at indse, at tvangsforanstaltninger og nedskæringer i underholdshjælpen er virkningsløse, når der står en lang kø af prima kvalificerede arbejdsløse foran kontanthjælpsmodtagerne og spærrer dem vejen til arbejdspladserne. Når køen bliver kortet af, er det ydermere afgørende, at de svagere arbejdsløse ikke er blevet for svage til at fungere på arbejdsmarkedet. I dag er der mange på dagpenge eller kontanthjælp, som har været arbejdsløse så længe og under så håbløse vilkår, at det har medført social deroute med dårlig økonomi, vaklende tro på, at det nytter, tab af selvtillid, svækkelse af familie- og vennenetværket, dårligt helbred og en vegeterende tilværelse, måske med misbrugsproblemer. Derfor må tvangsforanstaltningerne og nedskæringerne - som ikke forebygger, men forstærker social deroute - ophøre. I stedet må der sættes ind med en socialpolitisk indsats af den art, som under mottoet 'forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel' blev foreslået af Socialreformkommissionen tilbage i fuld-beskæftigelsesperioden i tresserne. Vi har skitseret, hvordan en sådan socialreform, som hjælper de arbejdsløse i beskæftigelse og forebygger social deroute, bør se ud! Først og fremmest må vi se på kravet om, at den arbejdsløse skal være aktivt jobsøgende. I princippet er det naturligvis ganske rimeligt, at den arbejdsløse skal være villig til at påtage sig en passende lønnet beskæftigelse. Men med en arbejdsløshedskø på mindst et par hundred tusinde, der ikke er arbejdspladser til, er der mange, som søger forgæves den ene gang efter den anden. De vil uvægerligt opleve, at mens de står til rådighed for arbejdsmarkedet, står arbejdsmarkedet ikke til rådighed for dem. Det er omsonst at søge. Alligevel kræver kontrolsystemet, at hver enkelt arbejdsløs skal fortsætte med at søge, uanset resultatet. Efterhånden søger den arbejdsløse ikke mere for at få arbejde, men for at få understøttelse. Retsbeskyttelsen er usikker: »Hvordan skal jeg dokumentere, at jeg har søgt nok, og relevant nok?«. Søgningen sker ikke længere for den arbejdsløses eller for arbejdsmarkedets skyld, men for at opretholde en illusion om, at den arbejdsløse har 'fortjent' sin understøttelse. 'Noget for noget!'. Et mummespil, hvor den arbejdsløse og kontrolsystemet gensidigt snyder hinanden. Med en arbejdsløshed, som nu er bragt ned på 5 procent og med udsigt til yderligere fald, bliver det muligt at vende systemet om. Kontrol bør erstattes af service for at forbedre den arbejdsløses kompetence og tilbud om anvisning af passende arbejde. AF-systemet, A-kasserne og kommunerne skal neddrosle kontrolaktiviteterne og i stedet bruge kræfterne på at knytte konkrete forbindelser mellem hver enkelt arbejdsløs og virksomhederne. Dette skal naturligvis fortsat kunne suppleres af den arbejdsløses egen søgning. Men sanktioner i form af inddragelse eller nedsættelse af understøttelsen bør forudsætte, at myndighederne har været i stand til at finde og anvise et job. Det betyder, at myndighedernes aktiviteter drejes bort fra omfattende kontrol og regelforvaltning til etablering af hyppige virksomhedskontakter med henblik på at anvise personer, som kan dække virksomhedernes behov. De arbejdsløse skal fortsat have tilbud om aktivering og revalidering, men deltagelse i dem bør som hovedregel være frivillig. Det styrker i den grad motivationen, når der er udsigt til et job i den anden ende. Social deroute med svækket økonomi, svækket helbred, svækket selvtillid og svækket socialt netværk er den største trussel mod de arbejdsløses tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Et afgørende skridt hen imod social deroute starter ofte med, at familien af økonomiske grunde tvinges til væsentlige ændringer i sin levevis. Tøjet skal slides længere, der er ikke råd til, at børnene kan deltage i udflugter med skolen eller daginstitutionerne, afdragene på gælden suger manøvremulighederne ud af budgettet, der er ikke råd til huslejen og familien må flytte. I stedet for at have mentalt overskud til at støvsuge arbejdsmarkedet, anvendes kræfterne på at få hverdagen til at løbe rundt. Senere svinder de sociale kontakter ind, helbredsproblemerne tager over, og den sociale deroute er i gang. Tanken om, at man kan styrke den arbejdsløses motivation med økonomiske stramninger, er ikke blevet bekræftet af virkeligheden. Tværtimod har seriøse undersøgelser fra Aalborg Universitet og Socialforskningsinstituttet søgt forgæves efter den mindste positive effekt af de stramninger, som har fundet sted siden 1994, og især efter 2001. De sociale ydelser til arbejdsløse og syge bør indrettes på at opretholde et rimeligt leveniveau, svarende til det nuværende niveau for arbejdsløshedsdagpengene. Tilbage står endnu et stort problem for den arbejdsløse, som er på vej ind i en social deroute. Efterhånden som der kommer helbredsproblemer, familieproblemer, psykiske problemer m.m. til, stiger antallet af kontakter til forskellige myndigheder: Kommunens arbejdsmarkedsforvaltning, børnenes daginstitutioner og skoler, praktiserende læge, diverse specialister, boligforvaltninger, og så videre. Hver enkelt hjælper ud fra sit snævre perspektiv, men ingen har mulighed for at sætte samlet ind. Det først fornødne er, at arbejdsmarkedsmyndighederne i A-kasserne, Arbejdsformidlingen og kommunerne bringes tættere sammen. Det er der mulighed for med den nye kommunalreform, hvor der skabes organer, som på den ene side kan varetage virksomhedskontakterne og anvisningsfunktionerne, samtidig med de kan levere mange af de serviceydelser, som hidtil har ligget spredt. Det er afgørende, at medarbejderne med forskelligt tidligere tilhørsforhold ikke igen barrikaderer sig i specialiserede grupper, som uafhængigt af hinanden tager fat i hver sin ende af borgerens sammenhængende sæt af problemer. Der er brug for en sammenhængende reform af social- og arbejdsmarkedssystemerne. Vores forslag er, at partierne i forbindelse med et forlig om en velfærdsreform indgår en aftale om en økonomisk politik, der i de kommende år bringer arbejdsløsheden så langt ned, at en stor del af de grupper, der i dag befinder sig i randen af arbejdsmarkedet, kommer i beskæftigelse. En økonomisk politik, der holder efterspørgslen oppe, vil samtidig skabe grundlag for, at målsætningen om et rummeligt arbejdsmarked flyttes fra teoriernes verden over i virkeligheden, så der også bliver bedre plads til de lidt kantede på virksomhederne. Vi foreslår endvidere, at den nuværende afskrækkende politik over for de arbejdsløse, baseret på slagordet 'noget for noget', erstattes af en forebyggende arbejdsmarkeds- og socialpolitik, der støtter de arbejdsløses selvrespekt og modvirker social deroute, uanset den enkelte arbejdsløses etniske eller sociale herkomst. En sådan politik vil fremme velfærden, styrke arbejdsmarkedet og stabilisere de offentlige finanser. Den vil gøre det muligt for os frit at tage stilling til Velfærdskommissionens forslag uden den atmosfære atf tvang, som har præget velfærdsdebatten hidtil.