Den irakiske regering har udtrykt et ønske om, at de danske styrker forbliver i Basra - og det blev senere tilføjet, at man ønsker flere og synligere genopbygningsprojekter. Forsvarsminister Gade stiller sig positiv, og det kan han sagtens. Faktisk fremstår genopbygningsopgaven som den vigtigste opgave for bataljonen. Genopbygning er det politiske alibi for de danske styrkers tilstedeværelse i Irak - og det er den centrale opgave i exitstrategien. Og endelig er den en forudsætning for, at irakerne magter at tage hånd om udviklingen af deres samfund. Men soldaterne er ikke klædt på til denne opgave - hverken teoretisk, praktisk eller mentalt - og det sætter de unge mennesker i en umulig situation, hvor forventninger og uddannelse ikke matcher succeskriterierne, og frustrationer er uundgåelige. På minister- og embedsmandsniveau arbejdes der med samspillet mellem den rene 'krigsopgave' og genopbygningsopgaven, altså mellem det militære og civile arbejde, der nødvendigvis må udføres, når 'krigen' er vundet, magtovertagelsen har fundet sted, og vi skulle se at få soldaterne hjem! Der er, så vidt jeg ved, ingen inden for forsvaret, der forventer, at soldaterne magter selve genopbygningsarbejdet. Det skal der civile fagfolk til. Men der arbejdes ud fra, at soldaterne kender vilkårene for genopbygningsarbejdet, og de skal kunne støtte den civile vinkel, så langt sikkerheden kan række til det. Men det er bare ikke noget, der lige giver sig selv. Det traditionelle militære kodeks modsiger det civile hjælpearbejdes forudsætninger. Der skal gives køb og læres håndelag fra begge sider, for at det skal lykkes. Men der er ingen 'skole', hverken i militært eller civilt regi. Men lad mig først introducere den platform af erfaring, jeg taler ud fra: Jeg er specialist i projektarbejde i konfliktramte områder. Jeg har års erfaring fra UN-arbejde og dagligliv i Gaza/Vestbredden og tilbragte så det sidste års tid (2005) som civil rådgiver hos den danske bataljon i Basra. Min stilling er udsprunget af 'samtænkningsinitiativet', som drejer sig om at få bl.a. forsvaret og Udenrigsministeriet til at samarbejde omkring genopbygningsarbejdet. Logikken er klar nok: Udenrigsministeriet har projektmidlerne og den civile ekspertise, men denne ekspertise kan ikke bevæge sig sikkert på egen hånd i Irak, primært på grund af risiko for kidnapning. Forsvaret/bataljonen har personel, materiel og ekspertise til at færdes sikkert i 'fjendeland', men kan ikke påtage sig bæredygtigt genopbygningsarbejde. Og voila, man sætter en civil rådgiver på ryggen af soldaterne og får dermed udnyttet det eksisterende potentiale optimalt. I denne øvelse var jeg en del af et pilotprojekt i Basra. Ingen af parterne havde prøvet dette samarbejde før. Og lad mig en gang for alle slå fast: Det gik ovenud godt, i hvert fald som vi så det i jordhøjde. Der er ingen tradition for militær-civilt samarbejde inden for militærets rammer, men det lykkedes at snuse os forsigtigt ind på hinanden. Jeg lærte nok mere i dette år, end jeg sammenlagt har lært ved 5 års arbejde i fremmede kulturer! Jeg tror også, soldaterne gik i læreproces, men naturligvis i langt mindre grad. Jeg var trods alt kun en enkelt civil blandt 500 soldater, og det militære miljø er ikke sådan bare til at modellere på. Min opgave krævede, at jeg levede og arbejdede i felten med soldaterne i Basra. Jeg havde således deres dagligliv tæt inde på kroppen og kunne ved selvsyn og snak forstå, hvilket ocean af forskellighed vi måtte skræve over for at få vores forskellige opgaver på bølgelængde. Jeg genkender observationerne i Claus Kolds Kronik (16.2.) omkring soldaternes grundholdning til deres opgave: De skal sikre sig mod krudt og kugler under mottoet: Ingen må komme skadelidt tilbage til lejren. Alle risici skal minimeres. Denne absolutte, militære indstilling gennemtrænger soldaternes forventning og adfærd - til tider til det absurde: Vi kørte aldrig med sikkerhedsseler. Selen kunne forhindre os i at komme ud af bilen i en fart, hvis vi blev beskudt og måtte søge dækning. Det antal gange vi blev beskudt i mine godt 9 måneder, kan vel tælles på en hånd - det samme gælder vejbomberne. I sammenligning var statistikken for trafikuheld nok femdobbelt! Udgangspunktet medførte en automatreaktion med optrapning af sikkerhedsforanstaltninger, når der var trusler af enhver art ude i landet. I de 'skarpe' perioder kørte vi således med de store pansrede vogne og i større konvojer. Farten blev sat op, og hensynet til den lokale trafik blev sat ned. Jeg har selv deltaget i den slags 'voldkørsel', hvor folk måtte springe for livet og en personbil fik sit sidespejl kørt af. Jo, jo, jeg forstår det godt. Et køretøj i fart er langt mindre sårbart end et, der er fanget i en trafikprop. Men uligheden mellem vore egne pansrede, megastore transportmidler og de lokales 'ærgerlige' pissepotter gav nu en følelse af magtmisbrug. Ikke at det nødvendigvis ses sådan af en soldat, men af mine civile øjne, med erfaring fra den anden ende af kanonerne... Naturligvis reagerede befolkningen aggressivt på denne adfærd. Og det var jo ikke kun 'banditterne', der blev krænket, men også kvinder, børn og andre civile uden onde hensigter. Men deres mishagsytringer udgjorde jo blot endnu en trussel, hvilket igen tvang bataljonen til yderligere skærpede sikkerhedsforanstaltninger. Tryk avler modtryk. I sådan et miljø af gensidig fjendtlighed er det tæt på umuligt at gennemføre reelt genopbygningsarbejde. Genopbygning kræver samspil og tillid mellem parterne. Det er galt nok, at almindelige forhandlinger må foregå med våben og uniformer på kun den ene side af bordet og isenkram både uden for og inden for forhandlingsrummet. Men når magtudtrykket trappes op på den ene side, trappes tilliden ned på den anden, og vi får ikke længere de oplysninger, vi skal bruge for at lave et ordentligt, holdbart projekt. Og vi får ikke den tiltro til vores gode vilje, der skal til for at få respekt nok til, at de lokale overtager projekterne med den nødvendige ildhu og glæde. Hos den civile hjælpearbejder baserer grundholdningen sig omvendt på at løbe risikoen! Som sagt er den gensidige tillid en forudsætning for genopbygningsarbejdet. Tillid opbygges ved at vise tillid, stole på, at man er ønsket og i videst muligt omfang forlade samarbejdspartnerne efter møder i vished om, at man er velkommen tilbage. Det er sisyfosarbejde at begynde forfra med at etablere et samarbejdsrum hver gang. Lad mig give et par eksempler på, hvor vi kolliderer: På hver morgenbriefing gennemgår efterretningsfolkene de herskende trusler. Alt, hvad der rører sig, kan ses som trusler, hvis man vil sikre sig mod enhver risiko, og vi forlod konsekvent det daglige møde med en ladning negative indtryk af det samfund, vi arbejdede for. Jeg opfattede mange af de trusselsbilleder, vi fik fremlagt, som konklusioner draget på ret tyndt grundlag og uden efterprøvning af alternative kilder. Men det er muligvis et vilkår for fagfolk, der altid i bakspejlet vil blive målt på, om de faktisk formidlede de efterretninger, der kunne have afværget en krise. Vi kender eksempler ... I det civile arbejde medtager vi naturligvis også truslerne, men vi fører dem aldrig til torvs uden at have snakket med den lokale taxachauffør, de lokale medarbejdere eller naboen. At agere på en imaginær trussel underminerer vores sikkerhed og naturligvis igen den tillid, vi søger at opbygge. Det skete med jævne mellemrum, at køretøjerne blev angrebet af stenkastende drenge. Dette indgik ofte i briefingerne som 'trusler' på linje med beskydning og vejbomber. Denne holdning medførte, at soldaterne kørte ud i de pansrede køretøjer - og fik endnu flere sten efter sig. Det havde været godt, hvis soldaterne allerede hjemmefra var blevet belært om Mellemøstens drenges hang til stenkasteri - af fryd, af kedsomhed, men meget sjældent af vrede. På samme måde som de voksne bruger at skyde op i luften ved gode lejligheder. Og det havde været godt, hvis soldaterne på forhånd havde vidst, at drengene generelt kaster med sten mod metal og kun meget sjældent mod ubeskyttede mennesker. Men det skal siges til soldaternes ros, at de her gik i læring, og at ledelsen gik forrest med at beordre ændret adfærd: Gå ud til drengene, snak med dem, og kør i åbne biler. Det var en rigtig god dag, da de første kom hjem med meldinger om, at det virkede! Men det er ikke kun et spørgsmål om uddannelse af soldaterne, når de skal mestre at deltage i genopbygningsarbejdet og samarbejdet med de civile medspillere. Hele setuppet og livet i lejren understøtter holdningen 'os og fjenden'. Camp Danevang fungerer som et stykke Danmark, der er eksporteret til Basra. Vi taler dansk, spiser dansk, ser dansk tv, står ret under det danske flag og synger danske salmer og højskolesange. Og når vi kører ud fra lejren, opleves det, som om kun hjulene rører fremmed jord. Madpakken var med leverpostej og spegepølse på dejligt rugbrød. Af helbredsgrunde var det os ligefrem forbudt at indtage lokal mad undtagen ved særlige lejligheder. De fleste soldater smagte aldrig en dadel fra familiens palmelund. Jeg skal ikke fedte mig ind i dybe psykologiske analyser, men ... nå, ja, det opbygger i hvert fald ikke respekt og tiltro til lokalbefolkningen. I min tid i Basra var situationen kun sjældent til en slentretur i basaren, og da slet ikke til en kop kaffe hos Fatima og Ahmed. Vores anmassende færden i de militære køretøjer, uniformer og våben indbød under alle omstændigheder ikke til 'intimitet'. Vores berøring med lokalbefolkningen var således minimeret til de møder, vi holdt med byråd og forskellige fagfolk. Nu må jeg lige påpege, at disse fora var befolket af irakiske mænd, og soldaterne er næsten også udelukkende mænd. Og hvis jeg ikke vidste det før, ved jeg det nu: Mænd snakker asfalt, mursten, maskiner og fodboldbaner! Det kan godt være, vi kvinder pludrer for meget, men vi får altså også noget at vide om børnenes skolegang, om sygdomme, om fødevarer ... Og hvordan kan man lave genopbygning uden disse oplysninger? I hvert fald betød denne massive danske vinkel på ulykkelig vis, at især de menige soldater kom til at se irakerne som 'indvandrere' med en noget besynderlig adfærd. Soldaterne opfattede, at irakerne snød os, de løj, de svinede med affald og åbne kloakker - ja, en enkelt dansk soldat følte sig så meget hjemme, at han klandrede de lokale for ikke at forstå, hvad han sagde! I det hele taget svirrede det blandt soldaterne med nedgørende bemærkninger om det folk, de faktisk ikke kendte. Ingen havde besøgt et hjem undtagen ved husundersøgelser. Ingen havde mødt børnene, når de nysgerrigt samler sig om gæsterne, der er budt til kaffe af far og mor - få havde oplevet arabernes gedigne gæstfrihed, lattermildhed og fede humor. Ork ja, der er utallige eksempler på kollision mellem de civile forudsætninger og militærets metoder og holdninger. Men basis er grundkonflikten: Soldaterne arbejder på truslen, mens den civile hjælpearbejder arbejder med håbet. Vi ser henholdsvis flasken halvtom og halvfuld, og ingen af delene er fyldestgørende på konfliktscenen. Jeg forstår godt, at Forsvarsministeriet ikke ønsker at lade soldaterne udføre større genopbygningsprojekter. På den anden side skal genopbygning finde sted - både for at sikre soldaterne gennem befolkningens velvilje og for at sikre en fremtid, befolkningen selv kan magte. Når nu vi ikke har andre end soldaterne, der kan færdes med projektmagerne ude i felten, kunne vi så ikke investere både penge og opmærksomhed i at bøje den civile arbejdskultur og den militære mod hinanden gennem fælles uddannelse og træning? Og kunne vi dog ikke få en særlig træning til de civile, der skal forestå genopbygningsarbejdet sammen med soldaterne? Vi civile har ingen forudsætninger for at forstå eller anerkende de militære opgaver, som jo i postkonflikten ligger parallelt med genopbygningsarbejdet. Og vi har ingen forudsætninger for at forstå, hvorfor soldaterne i det hele taget opfører sig så anderledes, end hvad vi kender fra andre folk derhjemme i Sdr. Omme. Ja, vi ved jo knap, hvad vi selv gør, for vi plejer jo blot at blive bekræftet af ligestillede. Og et sidste hjertesuk: Gennem mit ophold og arbejde med bataljonen i Basra har jeg fået bekræftet, hvor belastende det til enhver tid vil være for ngo'er at indlede deres virksomhed i området, ledsaget af - og sammensmeltet med militæret. Soldaterne kan ikke undgå at belaste ngo'ens neutralitet og troværdighed. Det er jo de samme 'jenser', der ransager huse med bål og brand om natten og derpå møder op til projektmøder med ngo'en næste dag. Hvor venligt soldaterne end opfører sig både dag og nat, er de en overmagt og kan aldrig blive opfattet som 'ven'. Og det smitter ubetinget af på ngo'en. Jeg tænker derfor, at de civile projektarbejdere, der arbejder i postkrigsfasen, altså inden soldaterne kan trækkes ud, ikke bare skal være særligt uddannet, men også udelukkende skal repræsentere den danske stat - parallelt med soldaterne - f.eks. en task force under Udenrigsministeriet. Når så soldater og task force trækker sig, kan de neutrale ngo'er træde ubesmittede ind på scenen og gennemføre de nødvendige udviklingsprojekter, som både lokal regering og befolkning ønsker og annekterer, på rene civile vilkår. Det er ikke ukendt, at pilotprojekter fader ud, og ingen opfølgning finder sted. Men kunne vi dog ikke blot denne gang, fordi det er så alvorligt, også tage det alvorligt? Kom nu, Udenrigsministerium og Forsvarsministerium, se på resultaterne! Det gik jo fint. Nu ved vi, hvad der skal til for at få det rigtigt op at køre - ikke kun retningslinjer og ordrer, men indsigt og uddannelse, tak!