»USA står midt i en lang krig«. Sådan indledes den seneste amerikanske forsvarsrapport, som kaldes QDR 2006. At USA er i krig, er der ikke noget nyt i. Allerede få dage efter 11. september 2001 udtalte præsident Bush, at den krig, USA nu var engageret i, ikke blot ville dreje sig om et enkelt slag. Det ville blive en langstrakt kampagne, som ikke var set før. Det er blevet gentaget mange gange siden. USA udkæmper den globale krig mod terror. Det nye er, at denne krig nu betegnes som 'den lange krig'. At den direkte sammenlignes med den kolde krig. Den lange krig har afløst den kolde krig. Den er lige så alvorlig og omfattende. Den lange krig kæmpes mod voldelige ekstremister, som vælger terror som våben og forsøger at ødelægge den amerikanske livsform. Men endnu en lang krig lurer. Den vender vi tilbage til. Det nye er, at fordi USA er krigsførende både på kort og langt sigt, er det Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium under ledelse af forsvarsminister Rumsfeld, der i stigende grad sætter den politiske dagsorden ikke mindst på det strategiske område. I februar 2006 fremlagde administrationen sammen med QDR statsbudgettet for 2007. Der var nedskæringer overalt, ikke mindst på det sociale område. Men ikke på militærudgifterne. De steg med 7 procent. Siden 2001 er de samlede udgifter til forsvaret af USA, når alle udgifter medregnes til krige, til indre sikkerhed, til nye antiterrorforanstaltninger nærmest tredoblet. USA står nu for første gang i historien med militære udgifter, som langt overstiger halvdelen af verdens militærudgifter. Men krigen mod terror udkæmpes naturligvis ikke blot militært, også politiske, diplomatiske, kulturelle, økonomiske og sociale midler inddrages. Det nye er, at Pentagon - fordi USA er i krig - tilsyneladende søger at sætte sig på større og større dele af samfundet, som vil kunne berøres af terror. Herunder har Pentagon stigende indflydelse på udformningen af USA's overordnede sikkerhedspolitiske strategi. Og Pentagon har i vidt omfang støtte fra både republikanere og demokrater. Præsidenten er øverstbefalende for de væbnede styrker. Han er ansvarlig for USA's sikkerhed. Hans 'National Security Strategy' (den seneste fra 2002) og hans præsidentiale sikkerhedsdirektiver er retningsgivende. De er overordnede alle andre dele af administrationen ... Men Pentagon, med ansvaret for den militære del af sikkerhedspolitikken, engageret i tre krige, med daglige tab - nu i alt 2.270 alene i krigen i Irak - griber afgørende ind også i udenrigspolitikken: ikke blot ved at lancere konceptet om, at USA er midt i 'den lange krig'. Men også ved at formulere nye overordnede strategier. I 'Den nationale sikkerhedsstrategi' 2002 tales om forkøbsstrategien (preemption) og forhindringsstrategien (prevention). Disse strategier vakte stor opsigt. Mindre påagtet er overtalelsesstrategien. USA vil overbevise andre stater om ikke at konkurrere militært med USA. Det vil blive opfattet negativt. Og det vil heller ikke kunne betale sig at ofre ressourcer på det: Det vil aldrig lykkes at komme op på siden af USA. Denne strategi bliver gentaget og uddybet i forsvarsrapporten QDR 2006. Men samtidig markedsføres en ny strategi: valgpåvirkningsstrategien. Udgangspunktet er, at der opereres med nøglestater - centrale stater, som står over for vigtige strategiske valg. Det kan være stater som Kina, Indien, Rusland. Her skal USA medvirke til at 'shape the future choices' for disse lande. Altså lede dem i den rigtige retning: Det vil sige samarbejde med USA. Samtidig advares mod konsekvenserne af ikke at gøre det. Dette strategipar - overtalelsesstrategien og valgpåvirkningsstrategien - er markant: Her er overordnede anvisninger på, hvad USA kan gøre for at fastholde sin dominerende position som eneste supermagt. Og samtidig information om, hvad der venter stormagter og stater, som står i kulissen og venter på at kunne springe ud som kommende supermagter. Nu er det ikke sådan, at det amerikanske forsvarsministerium forestiller sig, at USA er almægtigt. Verden er fuld af uforudsigelighed og usikkerhed. Rumsfeld har udtrykt det adskillige gange, at det er det, man skal indstille sig på og forberede sig på. Men det er svært. Han har næsten poetisk, zenagtigt udtrykt det således på en pressekonference 2002: »As we know, there are known knowns. There are things we know we know. We also know there are known unknowns. That is to say there are some things we don't know. But there are also unknown unknowns, the ones we don't know we don't know«. Det er at overvinde denne usikkerhed, hele den lange krig går ud på. Denne krig har USA nu tænkt sig at vinde. Men ikke alene. I delvis modsætning til tidligere strategier har USA gennem Pentagon nu indset, at her må mere samarbejde til, hvad enten det sker gennem behov, overtalelse eller valgpåvirkning. Det er stærkt markeret i den nye rapport. Der skal et intensivt samarbejde til. USA kan ikke gøre det alene. Rumsfeld udtalte 17.2. 2006: »There is practically nothing important that needs to be done in the World that we can do alone«. Snakken om unilateralisme er gledet i baggrunden med Pentagon som bannerfører for multilateralismen. Det hænger sammen med, at rapporten også ændrer synet på USA's aktionsområde: Fra at være meget geografisk orienteret er geografien som prioriteringsfaktor nu væk. Nu drejer det sig om hele jordkloden. Derfor må - efter det amerikanske forsvars opfattelser - alle gode kræfter arbejde sammen på globalt plan og andre - mindre gode kræfter - lokkes eller tvinges til det. Tidligere havde strategierne udpeget fire områder: Europa, Mellemøsten, Nordøstasien og Sydvestasien. Denne prioritering indgik i den populære formulering af strategien 1-4-2-1, som betød, at hjemlandet USA skulle beskyttes (1), de fire udpegede områder var kritiske (4), at USA skulle kunne udkæmpe to regionale krige (2), og der skulle kunne gennemføres regimeforandring i et (1). Det er nu ændret til 1-uendelig-2-1, hvor dog den ene af de to regionale krige skulle kunne være en langstrakt krig, involverende oprørsstyrker og stabilitetsskabelse og genopbygning ... Det 'uendelige' er, at USA markerer, at hele verden og omegn har prioritet. Det betyder, at ikke alene er Afrika, Latinamerika og hele Asien nu omfattet, men i høj grad også 'the commons', luftrummet, havet, space og cyberspace. Men Department of Defense går videre. I en helt ny rapport, som relativt upåagtet blev offentliggjort umiddelbart efter forsvarsrapporten QDR 2006, er Pentagon langt inde på den generelle udenrigspolitiks område. Det er den nye 'National Military Strategic Plan for the War on Terrorism' med det knap så mundrette akronym NMSP-WOT. Den skulle reflektere 'lessons learned' efter 4 års krig. Og være en ledetråd for planlæggere og for forsvarets commanders i deres prioritering af ressourcer. I princippet skulle den være en implementering af præsidentens strategi for Combating Terrorism fra 2003. Men den er langt mere selvstændig og opererer med nye grundlæggende koncepter. Målet er at nedkæmpe voldelige terrorister, som truer den amerikanske livsform, med et frit og åbent samfund og skabe et globalt miljø, hvor der ikke er plads til hverken voldelige ekstremister eller til dem, der understøtter dem. Hvilke centrale strategier skal der her til for at modgå fjendens, nemlig terroristernes, ledelse, økonomi, efterretning, kommunikationer, sikre områder, bevægelser, personel og ideologi? Der er tre: at beskytte hjemlandet, at angribe terrorister og at understøtte mainstream (eller moderate) muslimer. Det fremhæves her, at det er vigtigt at investere i human kapital. At de amerikanske militærfolk skal forstå, at det er et kritisk element i strategien at understøtte mainstreamhandlinger for at modvirke voldelige ekstremister. USA skal være bevidst om kultur, vaner, sprog og filosofi for de befolkninger, der er involveret. Demokrati, frihed, økonomisk styrke skal fremmes. Det lyder alt sammen rigtigt og fornuftigt: Men det afgørende er, at det er Pentagon, der lancerer strategien om, at de kulturelle, religiøse, identitetsmæssige faktorer skal inddrages, at moderate muslimer skal støttes. Igen: Det er ikke nyt, at krig involverer disse faktorer. Rumsfeld har udtalt, »at krige i det 21. århundrede i stigende grad vil involvere alle elementer af national magt: diplomatiske, finansielle, law enforcement, efterretning, åbne og hemmelige operationer. Clausewitz sagde: Krigen er en fortsættelse af politikken med andre midler. I dette århundrede vil stadig flere af disse midler ikke være militære«. Altså: Militæret skulle spille en mindre rolle. Det nye i QDR 2006 er, at militæret har taget teten og markeret, at der nødvendigvis skal være andre veje end militære i den lange krig: at samarbejde med moderate muslimer. Det er en selvfølgelighed. Men militæret fremhæver den som ekstremt central. Det er nyt. Nu skal man ikke forledes til at tro, at USA er på vej til at være en 'garrison-state', at militæret tager over. Langtfra. Men militæret er på vej til at omstille sig og må nødvendigvis markere, at det er forstået, at man må gå foran for ikke at miste indflydelse. Det, der formodes at komme som følge af disse initiativer, vil være, at præsidentens overordnede nationale strategi i løbet af kort tid vil blive justeret i den retning, som de nye militære rapporter har antydet. Det interessant nye er, at præsidentens strategi vil følge de militære signaler, signaler, som i deres indhold er mere udenrigspolitiske end militære. Pentagon har taget over i den lange krig. Men hvad ligger der konkret i anstrengelserne for at kæmpe og vinde denne krig? Kan man vinde en krig mod terror? Forkert spørgsmål, siger mange eksperter. Mange siger som Carters sikkerhedsrådgiver, Brzezinsky, at man kan ikke føre krig mod en konfliktform. Det er noget sludder. Hvem har hørt om krig mod blitzkrig? Pentagon har nu omsider fattet , at logikken halter. Begrebet 'krigen mod terror' bruges ganske vist stadigvæk. Men - konkret refereres til 'krig mod voldelige ekstremister'. Men de er jo ganske få. Med begrænsede ressourcer. Uden eget territorium. Så hvorfor bruge over 600 milliarder dollar til at bekæmpe en håndfuld terrorister? Det kan også undre. QDR-rapporten er fuld af mantraer om, hvordan man skal gå fra fredstidstempo til krigstidskrav. Fra en tid med forudsigelighed til uforudsigelighed og usikkerhed. Fra fokus på enkelttrusler til mangeartede, komplekse udfordringer. Fra nationalstatstrusler til trusler fra decentraliserede netværk og ikke-statslige fjender. Fra at føre kig mod nationer til at føre krig i lande, som USA ikke er i krig med. Fra en 'one size fits all'-afskrækkelse til en afskrækkelse, som er skræddersyet til forskellige former for modstandere: slyngelstater, terrornetværker og potentielle kommende supermagtskonkurrenter. Fra at reagere, efter at en krise er opstået - en reaktiv handling - til forkøbsaktioner, således at problemer ikke udvikler sig til kriser, den proaktive handling. Fra at modgå kriser til at forme fremtiden efter egne behov. Fra trusselbaseret planlægning til kapacitetsbaseret planlægning. Fra statisk forsvar til mobile ekspeditionsstyrker. Fra fredstidsstyrker klar til kamp til kampøvede styrker i krigstid. Fra større konventionelle kampoperationer til mangeartede, irregulære, asymmetriske operationer. Fra operationer baseret på de enkelte værn, hær, flåde, flyvevåben, marinekorps, til operationer, som integrerer værnene, og som også integrerer styrker fra allierede lande. Fra vægt på skibe, kanoner, kampvogne og fly til fokus på information, viden og efterretning. Fra massekoncentrerede styrker til massekoncentrerede effekter. Kort sagt: Det amerikanske forsvar er under voldsom forandring. Det kaldes transformation. Eller den store militære revolution. Den skyldes først afslutningen af den kolde krig - og dernæst reaktionen på angrebet på USA 11. september 2001. Nu skal der udkæmpes det, som nogle forskere har kaldt 4. generationskrig. Mindre, men mere dødbringende styrker har været mantraet for den militære transformation. Men er det det, der er sket? Når USA i sin QDR-rapport ser frem i de næste 20 år, er det så 'leaner but meaner armed forces'? Meaner - ja. Leaner? Næppe. Og når man ser bort fra visionerne - de fine ord og formuleringer - og ser på realiteterne, er det, USA forbereder sig på, primært den lange krig mod terror? Igen: Næppe. Lad os se på personellet og på materiellet . Alt er blevet mere avanceret. Større præcision. Større overblik over krigszonerne. Markant mere information at handle på. Den enkelte soldat har fået mangedoblet sin 'killing capacity'. Så man skulle tro, at antallet af soldater i længden - på trods af den nuværende overbebyrdelse af hæren og marinekorpset på grund af Irakkonflikten - ville blive drastisk reduceret. Det er ikke tilfældet. Om 10 år vil antallet stort set være det samme som nu. En markant forøgelse af specialstyrkerne, som fortsat imidlertid kun er en meget lille del af de samlede væbnede styrker. Til gengæld skal der være 40.000 færre tilknyttet flyvevåbnet. Heller ikke den store militære materielle arv fra den kolde krig, som der refereres så meget til, ændres væsentligt. Der foretages ikke prioriteringer i retning af terrorkrigen, den lange krigs krav. Tværtimod: Stort set alle de store våbenanskaffelser fortsættes. F-22 Stealth-jagerflyet fortsætter - selv om det af mange betragtes som forældet. Den nye Joint Strike Fighter fortsætter, destroyere bygges, hangarskibene bevares, hæren omorganiseres og får lettere materiel, men de gamle våbensystemer bevares i vidt omfang. Hvorfor nu det? Der er to svar: Militære kulturer er vanskelige at have med at gøre. Arven er tung, og inertien går ud i de fjerneste hjørner. At forandre de amerikanske væbnede styrker er som hurtigt at ændre kursen på et hangarskib. Rumsfeld har gjort sit, men har af bureaukratiske og indenrigspolitiske grunde valgt at satse på status quo - skønt visionerne signalerer det modsatte ... Men i realiteten passer dette ikke så dårligt med den anden grund: Der skal ganske vist satses på den lange krig mod voldelige ekstremister, men der er også en anden lang krig: Det er krigen mod de kommende konkurrenter, mod de store udfordrere. Her peges der ikke mindst på Kina. Det kan - i den generelle amerikanske selvforståelse - ikke nytte noget, at USA kun retter opmærksomheden mod en håndfuld ekstremister i de kommende 20 år. Der skal fortsat være konventionelle og avancerede militære kapaciteter til at afskrække - og i sidste instans udkæmpe krige mod kommende udfordrere. Derfor satses der på over for omverdenen at signalere, at vel kan og skal USA udkæmpe den lange krig - men USA er også parat til at ofre alt på at forblive den globalt set totalt militært overlegne stat - second to none. Hertil bruges overtalelsesstrategierne og valgpåvirkningsstrategierne. For at give dem vægt satser USA både på at bevare en teknologiske overlegenhed på det militære område - og på at bevare en konventionel status quo. USA er et land i krig, den lange krig. Man skal vinde over de voldelige ekstremister. Denne krig giver Pentagon vind i sejlene. Pentagon kan sætte den strategiske dagsorden. Det betyder også, at USA kan være engageret i den anden lange krig: krigen mod de opdukkende supermagtsudfordrere.