0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Efter den kolde krig: to lange ...

USA er gået ind i den lange krig mod voldelige ekstremister. Men samtidig har USA sat sig for at kæmpe en anden kamp for at bevare sin teknologiske overlegenhed over for militære udfordrere ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»USA står midt i en lang krig«. Sådan indledes den seneste amerikanske forsvarsrapport, som kaldes QDR 2006. At USA er i krig, er der ikke noget nyt i. Allerede få dage efter 11. september 2001 udtalte præsident Bush, at den krig, USA nu var engageret i, ikke blot ville dreje sig om et enkelt slag. Det ville blive en langstrakt kampagne, som ikke var set før. Det er blevet gentaget mange gange siden. USA udkæmper den globale krig mod terror.

Det nye er, at denne krig nu betegnes som 'den lange krig'. At den direkte sammenlignes med den kolde krig. Den lange krig har afløst den kolde krig. Den er lige så alvorlig og omfattende. Den lange krig kæmpes mod voldelige ekstremister, som vælger terror som våben og forsøger at ødelægge den amerikanske livsform. Men endnu en lang krig lurer. Den vender vi tilbage til.

Det nye er, at fordi USA er krigsførende både på kort og langt sigt, er det Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium under ledelse af forsvarsminister Rumsfeld, der i stigende grad sætter den politiske dagsorden ikke mindst på det strategiske område. I februar 2006 fremlagde administrationen sammen med QDR statsbudgettet for 2007. Der var nedskæringer overalt, ikke mindst på det sociale område. Men ikke på militærudgifterne. De steg med 7 procent. Siden 2001 er de samlede udgifter til forsvaret af USA, når alle udgifter medregnes til krige, til indre sikkerhed, til nye antiterrorforanstaltninger nærmest tredoblet. USA står nu for første gang i historien med militære udgifter, som langt overstiger halvdelen af verdens militærudgifter. Men krigen mod terror udkæmpes naturligvis ikke blot militært, også politiske, diplomatiske, kulturelle, økonomiske og sociale midler inddrages. Det nye er, at Pentagon - fordi USA er i krig - tilsyneladende søger at sætte sig på større og større dele af samfundet, som vil kunne berøres af terror. Herunder har Pentagon stigende indflydelse på udformningen af USA's overordnede sikkerhedspolitiske strategi. Og Pentagon har i vidt omfang støtte fra både republikanere og demokrater.

Præsidenten er øverstbefalende for de væbnede styrker. Han er ansvarlig for USA's sikkerhed. Hans 'National Security Strategy' (den seneste fra 2002) og hans præsidentiale sikkerhedsdirektiver er retningsgivende. De er overordnede alle andre dele af administrationen ... Men Pentagon, med ansvaret for den militære del af sikkerhedspolitikken, engageret i tre krige, med daglige tab - nu i alt 2.270 alene i krigen i Irak - griber afgørende ind også i udenrigspolitikken: ikke blot ved at lancere konceptet om, at USA er midt i 'den lange krig'. Men også ved at formulere nye overordnede strategier.

I 'Den nationale sikkerhedsstrategi' 2002 tales om forkøbsstrategien (preemption) og forhindringsstrategien (prevention). Disse strategier vakte stor opsigt. Mindre påagtet er overtalelsesstrategien. USA vil overbevise andre stater om ikke at konkurrere militært med USA. Det vil blive opfattet negativt. Og det vil heller ikke kunne betale sig at ofre ressourcer på det: Det vil aldrig lykkes at komme op på siden af USA. Denne strategi bliver gentaget og uddybet i forsvarsrapporten QDR 2006.

Men samtidig markedsføres en ny strategi: valgpåvirkningsstrategien. Udgangspunktet er, at der opereres med nøglestater - centrale stater, som står over for vigtige strategiske valg. Det kan være stater som Kina, Indien, Rusland. Her skal USA medvirke til at 'shape the future choices' for disse lande. Altså lede dem i den rigtige retning: Det vil sige samarbejde med USA. Samtidig advares mod konsekvenserne af ikke at gøre det. Dette strategipar - overtalelsesstrategien og valgpåvirkningsstrategien - er markant: Her er overordnede anvisninger på, hvad USA kan gøre for at fastholde sin dominerende position som eneste supermagt. Og samtidig information om, hvad der venter stormagter og stater, som står i kulissen og venter på at kunne springe ud som kommende supermagter.

Nu er det ikke sådan, at det amerikanske forsvarsministerium forestiller sig, at USA er almægtigt. Verden er fuld af uforudsigelighed og usikkerhed. Rumsfeld har udtrykt det adskillige gange, at det er det, man skal indstille sig på og forberede sig på. Men det er svært. Han har næsten poetisk, zenagtigt udtrykt det således på en pressekonference 2002: »As we know, there are known knowns. There are things we know we know. We also know there are known unknowns. That is to say there are some things we don't know. But there are also unknown unknowns, the ones we don't know we don't know«. Det er at overvinde denne usikkerhed, hele den lange krig går ud på. Denne krig har USA nu tænkt sig at vinde. Men ikke alene. I delvis modsætning til tidligere strategier har USA gennem Pentagon nu indset, at her må mere samarbejde til, hvad enten det sker gennem behov, overtalelse eller valgpåvirkning.

Det er stærkt markeret i den nye rapport. Der skal et intensivt samarbejde til. USA kan ikke gøre det alene. Rumsfeld udtalte 17.2. 2006: »There is practically nothing important that needs to be done in the World that we can do alone«. Snakken om unilateralisme er gledet i baggrunden med Pentagon som bannerfører for multilateralismen.

Det hænger sammen med, at rapporten også ændrer synet på USA's aktionsområde: Fra at være meget geografisk orienteret er geografien som prioriteringsfaktor nu væk. Nu drejer det sig om hele jordkloden. Derfor må - efter det amerikanske forsvars opfattelser - alle gode kræfter arbejde sammen på globalt plan og andre - mindre gode kræfter - lokkes eller tvinges til det. Tidligere havde strategierne udpeget fire områder: Europa, Mellemøsten, Nordøstasien og Sydvestasien. Denne prioritering indgik i den populære formulering af strategien 1-4-2-1, som betød, at hjemlandet USA skulle beskyttes (1), de fire udpegede områder var kritiske (4), at USA