Muhammedkrisen har udviklet sig langt værre, end nogen havde forudset. Skadevirkningerne har årelange perspektiver og vil kaste mørke skygger over Danmark og dansk politik i lang tid. Det gælder selvfølgelig det helt åbenlyse spørgsmål om integration og retorik i den danske indvandrerdebat. Men det gælder også noget langt større. Det handler om dansk sikkerhedspolitik, om terrortruslen, om danske alliancer i en verden, hvor 1,4 milliarder mennesker nu ser på Danmark, som de har været vant til at se på Israel og USA - med had. Man siger, at det kan tage et helt liv at opbygge respekt og troværdighed, men kun et par minutter at sætte det hele til. Det er, hvad der er sket i Muhammedsagen. Uanset Jyllands-Postens motiver - som der ingen som helst grund er til at glorificere - har tegningerne sat verden i brand. Men tegningerne indskriver sig i al deres lige dele stupiditet og ondskabsfuldhed kun i en lang udvikling i dansk politik. Da den nuværende regering trådte til, bebudede den en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik. Der var reelt tale om en ny udenrigspolitisk linje, der først og fremmest havde til formål at placere Danmark som loyal væbner for verdens ubetingede stormagt, USA. Hvad Danmark kunne tilbyde USA var et skær af legitimitet, ansvarlighed og anstændighed på den internationale scene. Og Danmark skulle få en mere machoagtig rolle som et land, der med stor alvor også var parat til at spille det hårde spil. Resultatet kender vi nu fra Irak, hvor Danmark fortsat er USA's mest loyale støtte, i en stadig mere bundløs sump. Den udenrigspolitiske agenda har også været afspejlet på den indenrigspolitiske scene. Men dens baggrund er psykologisk. Anders Fogh Rasmussens personlige behov for at fremstå som en stærk og handlekraftig leder bunder i revanchisme. Hele opgøret med samarbejdspolitikken under krigen, opgøret med den såkaldte fodnotepolitik, opgøret med 'rundbordspædagogikken', opgøret med eksperter og smagsdommere - alt sammen er det en bestræbelse på at ryste en national fortid af sig, som fortolkes som svag. Ikke alene har denne fejlagtige og dybest set patetiske revanchisme vist sig ekstremt farlig. Den har også vist sig at slå fejl. En del af inspirationen har formentlig været at finde i de nykonservative og kristen-fundamentalistiske bevægelser i USA, hvor især tænketanken Project for a New American Century (PNAC) har plæderet for udbredelsen af 'amerikanske værdier' - bl.a. gennem krig. PNAC tæller adskillige prominente medlemmer i eller i nærheden af Det Hvide Hus og dermed USA's absolutte politiske og økonomiske magtelite, herunder bl.a. Dick Cheney, Dan Quayle, Donald Rumsfeld og Paul Wolfowitz Udgangspunktet for deres historieforståelse er, at vi med Murens fald i 1989 fik det historisk endegyldige bevis for, at kapitalisme og demokrati er hinandens forudsætninger, og i særdeleshed at USA's udgave af økonomi og demokrati er historisk og civilisatorisk overlegen. Det giver en forpligtelse til udbredelsen af disse værdier. Det er den samme, om end modificerede, verdensforståelse, som regeringen Fogh abonnerer på - og som nu har lidt skibbrud. Det ses, dels fordi USA notorisk bryder demokratiske og civilisatoriske kodeks i Irak og på Guantánamo, men vi ser også nationer med markedsøkonomi - som forbliver diktaturer (Kina). Det er ikke desto mindre den ovenstående verdensforståelse, som har givet Danmark den mest umusikalske regering i mands minde. Det er en regering, hvis leder mener sig højt hævet over enhver form for kritik. Det er en regering og en statsminister, som mener sig så sikker på sin moralske og politiske overlegenhed, at enhver røst fra eksperter, fra Europarådet, fra oppositionen, fra intellektuelle, fra høj og fra lav, ikke bare kan, men skal siddes overhørig eller afvises med standardfrasen 'Der er ikke noget at komme efter'. Det er denne arrogance, denne moralske magtbrynde og selvtilstrækkelighed, der har skullet håndtere Muhammedsagen. Og fejlet. Anders Fogh Rasmussen har i hele forløbet udskudt at skulle indgå i nogen form for dialog. I dag, efter at dansk omdømme i omverdenen på fire uger er sat over styr, har statsministeren klamret sig til sin moralske overlegenhed. Fogh vil i dag gerne opbygge en fortælling om, at havde nogle herboende imamer ikke bare rejst verden rundt og misinformeret, så var alt godt. Fogh vil gerne have fortællingen om, at hvis verden bare kendte de danske forhold og den danske lovgivning, så ville de forstå, at »der ikke er noget at komme efter«. Dermed understreger Fogh også, at han intet har lært. Det Lutherske princip om 'tvivlens nådegave' er altså ikke noget, der tynger regeringen Fogh. Umusikaliteten er så larmende, at man i årevis har siddet en lang række varsler overhørig. Mest udtalt naturligvis Europarådets voldsomme kritik af retorikken i den danske udlændingedebat, som ikke fik den danske regering til at løfte et øjenbryn. Vi er blevet så vant til det, at vi i den indenrigspolitiske debat snart ikke registrerer det. Men der er en ideologisk rigiditet på spil, som vi ikke har set i mange, mange år. Der er tale om en notorisk tilsidesættelse af al den sagkundskab og viden, som ikke ideologisk spiller med på Foghs spøgelsesjammer. Det er en form for politisk og ideologisk rindalisme, som nægter alt anderledestænkende relevans. Regeringen Fogh har udlevet og ophøjet præcis dét, den ellers altid har beskyldt venstrefløjen for, nemlig at have taget patent på alt det gode og alt det rigtige, Men tonedøvheden går videre, for den overhører også, at selv de nærmeste allierede, USA og Storbritannien, har måttet lægge afstand til tegningerne. Ikke at jeg tror den afstandtagen heller er helt så forkromet og principiel, som den søges fremstillet, men fordi Muhammedsagen nu har givet især USA - men også Storbritannien - store problemer i et i forvejen livsfarligt minefelt i Mellemøsten og ikke mindst Irak. Det lille Danmark, der skulle levere legitimitet og samvittighed til koalitionen, har nu selvstændigt forstærket modstanden og modviljen. Danmark er ikke længere et figenblad for USA's neoimperialisme - Danmark har selvstændigt forstærket truslen mod ikke alene danske soldater, men også de britiske, som vi deler base og område med i Irak. Danmark har selvstændigt pustet til en i de muslimske lande udbredt opfattelse af, at Vesten er antimuslimsk, og at vi står i en civilisationskamp. Danmark har selvstændigt givet en række diktaturstater lejlighed til at afprøve deres indenrigspolitiske ventiler og rette aggressionerne udad og væk fra regimerne. Danmark har simpelthen gjort det sværere for amerikanerne - ikke lettere. Vi har hørt statsministeren sige, at det danske renommé er så stærkt, at det bare er et spørgsmål om tid, før skårene er klinket. Det er lige så bekvemt, som det er forkert. Samtidig vil statsministeren i tæt alliance med Dansk Folkeparti, der om nogen bærer ansvaret for Danmarks nu horrible situation, opstille et billede af, at hvis man ikke bakker 100 procent op om statsministeren og hans håndtering af Muhammedsagen, så er man landsforræder. Heller ikke her fornægter arven fra George W. Bush sig: Enten er du med mig, eller også er du imod mig. Dansk Folkeparti, hvis skingre toner er de hidtil eneste, den danske regering har været i stand til at opfange, vil imidlertid i fremtiden vise sig at være en uoverstigelig hurdle for regeringen, hvis man skal gøre sig håb om at få forbedret Danmarks omdømme. Men det er som nævnt ikke kun et spørgsmål om omdømme. Det er ikke kun et spørgsmål om, at det ikke er så smart at rejse rundt med et dannebrogsflag fastsyet på rygsækken. Nu vil danskere på ubestemt tid skulle forklare sig, hvor vi end kommer frem. Vi er kommet i søgelyset - ikke bare fra islamistiske, totalitære regimers side, men også fra de europæiske nabolandes. Vi er bragt i en situation, hvor vores omdømme i dele af verden er sammenligneligt med det, der er amerikanere og israelere til del. Denne lup rettet mod Danmark vil være der i årevis. Vi kan jo spekulere over, hvad effekten af Pia Kjærsgaards ugebrev vil være, hvis det uge efter uge oversættes til arabisk. Ikke at ytringsfriheden ikke omfatter Pia Kjærsgaard - men afhængigheden af hendes stemmer har konsekvenser i en globaliseret verden. En del af den 'aktivistiske udenrigspolitik' har kastet os ud i Irakkrigen og dens stadig dybere sump. Men Muhammedtegningerne og den manglende rettidighed i den politisk-diplomatiske indsats har gjort danske soldater i såvel Irak som Afghanistan til jaget vildt. Flere steder har dansk nødhjælpsarbejde måttet indstilles på grund af balladen. Milliarder af kroner i eksport går tabt og rammer danske arbejdspladser og dansk velfærd. Terrortruslen er markant øget. Vores rolle som samvittighed og anstændig vagthund i forhold til overholdelse af menneskerettigheder og internationale konventioner er svækket. Integrationen i Danmark og overvindelsen af både reelle og fiktive modsætninger i den danske befolkning har fået sværere kår. Danmark har lidt et kæmpe prestigetab i verdenssamfundets øjne. Og vi har mistet en betragtelig del af vores egen selvforståelse: en nation af tolerante, generøse og hjælpsomme mennesker. Vi står i den mest alvorlige udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. På få måneder eskalerede et pubertært avisindlæg i en dansk provinsavis til en international krise. I det forløb har mange faktorer spillet ind, og der er al grund til, at vi - når situationen tager af i intensitet - får en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der kunne få Danmarks omdømme og Danmarks sikkerhed til at lide så alvorlig overlast på så kort tid. Jeg er helt klar over, at der har været mange faktorer, der har spillet ind. Undersøgelsen skal derfor ikke have som formål at udpege en synder, men at give os et troværdigt billede af, hvad der gik galt - for at vi ikke igen skal risikere at stå i så alvorlig en udenrigspolitisk situation. Regeringens rolle er derfor ikke en sådan undersøgelses eneste genstand. Vi skal undersøge partiernes rolle. Vi bliver nødt til nøje at granske Jyllands-Postens rolle, Islamisk Trossamfunds rolle - både herhjemme og som rejsende. Vi skal se på de herboende muslimske ambassadørers rolle, den egyptiske regerings rolle og så videre. Vi skal finde ud af, hvordan det kunne komme så vidt. Det må være et rimeligt krav, når vi står med sådan en ekstrem situation. Hvis vi kan finde anledning til at lave ikke bare én, men hele to rapporter om den kolde krig - så kan vi også have brug for at forstå, hvordan Danmark pludselig står med sin mest graverende og ødelæggende udenrigs- og sikkerhedspolitiske krise i en menneskealder. Der er nogle afgørende indsigter, som vi allerede nu kan konstatere, at vi må gøre os på baggrund af Muhammedkrisen. Hvad en dansk provinsavis hvisker i kæret, skriges ud i megafon via satellit-tv og internet. Krisen understreger, at globaliseringen ikke kun er et spørgsmål om kapitalvandringer, udflytning af arbejdspladser eller nyhedsstrømmes hastighed. Globaliseringen har også en kulturel - og religiøs - dimension. I den forstand oplever vi reelt også kultursammenstød, fordi vaner og gængse forestillinger med moderne nyhedsstrømme kan ramme direkte ind i helt andre sæt af kulturelle mønstre og - som i Muhammedsagen - vække voldsomt anstød. Der tilbagestår også et oprydningsarbejde i forhold til dansk udenrigspolitik. Vi har i en årrække oplevet en svækkelse af Udenrigsministeriet. Det er den ene del. Men det mest centrale spørgsmål er det ovenfor skitserede, om det fuldstændig fejlslagne i den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Danmarks renommé led nemlig allerede skade, da Danmark valgte at gå uden om EU og uden om FN's Sikkerhedsråd i spørgsmålet om Irakkrigen. I dag står Danmark uhyre udsat, med en hel verdensdel på nakken, og kun nølende opbakning fra landene omkring os. EU vil i de kommende år være Danmarks nærmeste allierede, hvis vi skal stå denne krise igennem. Men det kræver, at regeringen kender sin besøgelsestid og er klar til at lægge kursen om. Den største selvstændige hindring for et sådant kursskifte er regeringens alt for tætte forbindelse til det nationalistiske og opportunistiske Dansk Folkeparti, som med sin fremmedhadske og vulgærpatriotiske retorik har gjort ubodelig skade på det danske samfund. Intet parti har som Dansk Folkeparti, der aldrig har ejet en udenrigspolitisk dagsorden, formået at forvalte udenrigspolitik om til indenrigspolitiske formål. Derfor står vi nu med Irakkrigen på halsen. Derfor står vi nu med den meningsløse alliance med den mest uduelige amerikanske præsident i mands minde. Og derfor står vi med en Muhammedsag ude af kontrol, fordi sagen indskriver sig i en kontekst, som DF bærer et umådelig stort ansvar for. Regeringen må og skal bryde sin alliance med DF, hvis vi skal gøre os håb om at kunne få rettet det danske omdømme op. Gør regeringen ikke det, må vi konstatere, at også regeringen gør sig skyldig i, med gustent overlæg, at spille hasard med Danmarks sikkerhed og dermed Danmarks fremtid.