Det er først for relativt nylig, efter århundreders eller årtusinders anstrengelser (eller forfald, ville nogle mene), at det er lykkedes os at skille det religiøse og alt overjordisk fra de mekanismer, principper og forestillinger, der regulerer vort sociale liv. Det har taget lang tid at nå frem til en bæredygtig forestilling om det socialt rigtige og retfærdige. Noget, som lader sig diskutere og bestemme i verdslige vendinger, nedskrive i (lov)bøger skrevet af jordiske væsener, uden henvisning til langskæggede herrer med langskæggede sønner eller profeter, anført i det dennesidige af langskæggede herrer, i lange kåber og høje hatte, der i lange taler forvisser de rettroende om, at de har en wi-fi-kontakt med det hinsides. (Det er et paradoksalt faktum, at religiøse med store sociale ambitioner ikke må afbilde deres overordnede ... men ikke desto mindre og så meget desto mere forsøger at ligne ham - hvor har de det fra?). En af fordelene ved denne sekularisering - som måske kun er blevet gennemført i Vesten og kun for ganske få år siden har stabiliseret sig som et (troede man da) uafvendeligt socialt faktum - er, at alle mennesker derved blev ligeværdige instanser i den abstrakte forestilling om Mennesket, med de uafhændelige rettigheder, der følger af det at være Menneske. Ingen kunne med henvisning til et dogme, der var 'sandt, fordi det var sandt', erklæres skyldige, fordi de var født, fordi de var kvinder, venstrehåndede, jøder eller blot vantro. Ingen akt kunne retfærdiggøres med henvisning til et princip utilgængeligt for fornuften, som f.eks. profetens ord, ingen hekse søsættes med sten om halsen, ingen kættere grilles, ingen kvinder stenes for at have ønsket sig ind i naboens himmelseng og ingen tyve få amputeret arme og ben. Dog har sekulariseringen haft sine omkostninger. En af dem - set med Guds øjne, forstås - var, at troen på Ham og Menneskets eventuelle tilhørsforhold til Ham blev en biting ved det at være Menneske. Ligesom det er en biting at have seks fingre, have et hængende øjenlåg eller en stærk faible for krydsogtværs. Folk kunne naturligvis tro, men dette udmærkede dem ikke i nogen særlig henseende. Når troen og hele gudsspørgsmålet var en vilkårlig egenskab ved mennesket, blev selve den religiøse institution med sit gejstlige hof og marked for udveksling af symbolske (men så sandelig også materielle!) goder desværre også en nebengesjæft. Folk kunne naturligvis, og som det behagede dem, med eller uden sko, om fredagen eller søndagen, søge ind i de huse, hvor gudernes ministre forkynder gudernes ord. Men intet kunne længere udgå fra disse huse og have direkte indvirkning på det samfund, de befandt sig i. Religionen blev et kulturelt fænomen på linje med andre kulturelle fænomener; dvs. noget, der kunne omtales, problematiseres, diskuteres ligesom alt andet, der finder sted i offentligheden. Og gud ske tak og lov for det. Alt ovenstående er pinligt trivielt. Eller burde være det. Hvis Muhammedaffæren overhovedet har bragt noget godt med sig (et obskønt udsagn, for så vidt der er blevet sat en pris på 12 tegneres hoved), så er det, at den har afsløret, at intet er givet. Alt det, som de gamle (og i øvrigt for nogles vedkommende: troende) sloges for på Voltaires, Diderots, Kants og Jeffersons tid, er ikke spor selvindlysende længere. Den hellige grav er langtfra velforvaret. Vi skal tilsyneladende hver dag kæmpe for at gøre en ende på historien, altså én gang for alle forhindre alverdens imamer, rabbinere, biskopper og hvad-har-vi i at gøre krav på at sætte den sociale dagsorden med principper hentet fra Himmelens mest æteriske (men ikke desto mindre ofte mest morderiske) hylder. Og vi skal ikke kun kæmpe mod vore syge fantasiers mørkemænd i snabelsko, men også mod velmenende kulturredaktører, ansete journalister, der melder sig ind og ud af PEN-klubber, hele avishuse og velfriserede naboer, der mener, at ytringsfriheden ender dér, hvor nogen siger, at her gør det ondt, fordi de siger, det gør ondt. Folk, der i ramme alvor mener, at når man ser anderledes ud i hovedet, er ens udsagn udmærket med en forskel, som kaldes kulturel og derfor er uanfægtelig. Jeg har altid fundet et sådant argument ydmygende for dem, det mener at forsvare - tænk, at ens herkomst skulle have nogen betydning for værdien af det, man siger! Forholdet mellem den religiøse følsomheds krav og samfundets regulerende principper er dog lidt mere kompliceret end som så. Én ting er nemlig, at troen på Gud ikke giver nogen ret til noget som helst i den sociale verden. En anden ting er dog, at enhver naturligvis har ret til at tro på en gud, at danne en forening eller et trossamfund med de andre, der tror på samme gud. Tilsvarende kan et sådant menneske gøre sig berettigede forventninger om, at ingen vil sætte spørgsmålstegn ved dets menneskelighed eller værdi som menneske, blot fordi det tror på en sådan gud. Ingen fortjener at blive hånet, fordi det tror på en gud. Problemet er dog, at den, der tror på en gud, ikke kan forvente, at han, hans trossamfund eller hans religiøse leder egenmægtigt kan afgøre, hvad der er hån, og hvad der ikke er hån (f.eks. håner man ikke nødvendigvis en troende, fordi man gør sig lystig over en prototypisk forestilling om hans guddom). For det øjeblik, trossamfundet eller dets fører får lov til at definere, hvad der er hån, og får lov til at gøre denne definition socialt gældende, er samfundet ikke længere et sekulariseret samfund og derfor hverken frit eller åbent. Da skal vi for n'te gang tilbage til start (og i det her spil får man ingen penge udbetalt ved den lejlighed): hen til det transcendentale overhoved for at få at vide, ikke blot hvad vi må sige, men hvad vi i det hele taget har at sige. Med andre ord rækker det ikke, at nogen reelt føler, at der er tale om hån, til at samfundet nødvendigvis må acceptere, at det er hån. Jeg ved ikke, om lige netop dette er blevet sagt før. Skulle det være tilfældet, er jeg glad for at gentage det: Det er ikke, fordi man (oprigtigt eller ej) føler sig såret, endog forhånet, at man har grund til at være det. Hvis man - som mange her i landet gør - indigneret drager denne slutning, ender man hurtigt i en blindgyde af håbløse problemer, fordi det da ikke længere er den sunde sociale fornuft, men vilkårlige fællesskabers idiosynkrasier, der bestemmer, hvor grænsen skal gå. Og nu er vi igen fremme ved Muhammedtegningerne. Der er to aspekter af denne sag, som fortjener at blive fremhævet. Det første er, at en tegning, et udsagn, en påstand eller en vittighed reelt kan være krænkende i en streng civiljuridisk forstand. De kan f.eks. opvigle til racehad eller benægte afgørende historiske kendsgerninger (negationisme). Hvad det angår, er der klart grænser for ytringsfrihed, hvis man derved forstår, at man selvfølgelig har frihed til at ytre sig, men så sandelig også er forpligtet til at stå til ansvar for det, man siger. Hvad med tegningerne? Kan man med nogen ret sige, at de er krænkende for mennesket? Vel kan man ej! De var så ukrænkende, at 95 procent af herværende muslimer højst var pikerede over dem. De var så uskyldige, at rabiate og løgnagtige islamister måtte hente billeder af fulde franskmænd med grisetryner ned fra nettet og ind i anklageskriftet for at få en sag ud af den anekdote. De var så uskyldige, at undergrundsorkestret The Insj'Allahs i Teheran ville have gjort Peder Bundgaards tegning til et cover-ikon. Jeg kan allerede høre et wagnersk kor af dundertalere enstemmigt indvende: »Det er da eurocentrisk, kolonialistisk, imperialistisk (og sikkert også racistisk - eftersom ord i sådanne debatter begynder at betyde mindre og mindre) at bestemme, på andres vegne, hvad der er krænkende og ikke er krænkende«. Jamen, sådan er det nu engang! Det gælder også mit katolske blegansigt. Vi har en lov, der forudser sådanne situationer, vi har en formel, nærmest ulegemlig (den har hverken hudfarve eller nogen religiøse overbevisninger) instans, der skal tage stilling til sådan noget. Netop for at forhindre folk i selv at påføre andre deres tolerancetærskler, netop for at bevare forestillingen om, at før vi overhovedet er danskere, tosprogede, jøder, muslimer med hver vor uransagelige tungetale, er vi Mennesker, og at loven er ens for alle, eftersom vi alle i alt væsentligt er ens. At tegningerne rent faktisk ikke er krænkende, er selvfølgelig tilfældigt. De kunne meget vel have været krænkende i streng forstand. En folkemordsbenægtende karikatur ville være et indlysende eksempel. Det er i denne henseende chokerende, at folk blot i et splitsekund har kunnet finde på at sidestille Muhammedtegningerne og en eventuel Auschwitz-benægtende morsomhed. Det er jo at sidestille overskridelsen af et teologisk set diskuterbart forbud fremsat af en guddom, hvis eksistens i bedste fald er diskutabel, med den indiskutable massakre på flere millioner Mennesker. Det andet aspekt er imidlertid principielt. Intet fra den religiøse sfære, intet fra den sfære, der har at gøre med de ideer, folk gør sig om, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller slet, kan forvente sig at blive taget for gode varer i et samfund som vort. Intet derfra kan på nogen måde umiddelbart gøre noget gældende i et demokratisk-liberalt samfund med en grundlov som vor. Intet forbud eller påbud i den religiøse sfære har automatisk værdi i den sociale. Alt kan gøres til genstand for kritik. Det indebærer en række ting, som har altafgørende betydning for det, vi forstår ved et demokrati. En af disse er, at religionen, for så vidt den er en forestilling, en idé, med sine idealer, sine mål og sine værdier ligesom enhver anden af menneskets forestillinger om det gode liv kan og skal acceptere at blive debatteret. Og det er i denne henseende helt ligegyldigt, hvilken eksistentiel ultrabetydning religionen måtte have for det enkelte individ eller for hele trosfællesskaber. Hvor meget det end smerter, hvor ondt det end gør den enkelte troende, er jeg i min gode ret til med fornuftige argumenter at erklære Johannes Paul II's aidspolitik i Afrika grænsende til kriminel og at forklare, at hvis en række individer, over en længere årrække, konsekvent begår massemord med henvisning til en vis stor gud og hans profet ved navn Muhammed, så er der i mine øjne ikke nogen anden måde at kendetegne netop disse menneskers gudsbillede på end ved at tegne ham med en bombe i turbanen, sgu da ikke en appelsin! Det er her, hele spørgsmålet om ytringsfriheden ligger. Og det er det, der gør det så, ja, tragisk, at den velmenende offentlighed i Danmark anført af haveentusiastiske Candide'r som Lars Bonnevie i Weekendavisen på skændigste vis dømmer dem, der påkalder sig den skrivendes ret til at se stort på de religiøse institutioners absolut vilkårlige forbud og påbud, til at være Dansk Folkepartis medløbere. Jeg kunne rive en kilometer gulerødder op af jorden i raseri over et sådant udsagn. Lad os nu se på Muhammedtegningerne en gang til. Vi dropper Jyllands-Posten, Rose, Juste og alskens bagtanker. Sagen er nu: Jeg er skribent. Jeg opfatter religiøs integrisme som et absolut onde. Jeg forkaster enhver (volds)handling, der berettiges med, at en ikkeeksisterende gud med usynligt blæk har udskrevet carte blanche til en agent. Når jeg forestiller mig styreformernes forpost til helvede, vender jeg blikket mod Saudi-Arabien og Iran. Men hvad nu? Har jeg ret til at skrive dette? Ja, det har jeg. Det er alle enige om. Jeg har det så meget desto mere, som den forestilling, islamister i alle lande gør sig om deres religion, er en forestilling med direkte sociale konsekvenser, og disse sociale konsekvenser finder jeg katastrofale. Jeg skriver altså: Hvis jeres Gud faktisk eksisterer, og han svarer til den forestilling, I gør jer om Ham, så har I en ond Gud. Jeg sender en kopi til Opus Dei. De fraktioner, som melder sig ind og ud af PEN-klubben, rejser sig op og klapper: Hvilken civilcourage! Men det er jo tilfældigt, at jeg er skribent. Hvad så, hvis jeg er professionel tegner? Så forstuver jeg begge håndled i en fart, og helst en gang om ugen, for så kan jeg ikke udtrykke min mening, uden at ovennævnte fraktioner skuffes. Det ville være krænkende. Hvorfor? Jo, for det står i Aktuelt eller i den form for bøger trykt i blindskrift, som mørkemænd alle dage har været bedst til at formidle meningen af. Jeg kan altså skrive ovenstående argument, men jeg må ikke tegne det. Det gør tilsyneladende hele forskellen, selv om meningen er den samme. Kære Candide'r, kom nu ind fra haven! Den ér luget. Den er fin. Den kunne ikke være bedre. Men nu skal der vaskes op inde i huset. Vi skal have noget på det rene. I skal sige, om det, vi altid har opfattet som hjørnestenen af vort ufuldkomne, men dog mest tålelige samfund, virkelig er en hjørnesten, og om vort samfund derfor virkelig er det mest tålelige. Hjørnestenen er, at enhver kan sætte spørgsmålstegn ved en idé, inden for anstændighedens velkendte grænser, og at ingen skal godtage nogen sandhed, blot fordi en mand i et særligt forsamlingshus, med eller uden skæg, med eller uden kåbe, med eller uden høj hat, siger, at sådan er det. Ellers skal vi godtage sandhedernes relativitet, styreformernes lokale relevans og derfor sige, som en ildsjæl forleden gjorde i fransk fjernsyn: »Sharia er vores menneskerettigheder«. Den lader jeg lige stå.