Den første lørdag i februar står på Olsen-banden og senere Barnaby på DR. Men billederne fra det brændende Damaskus flyder rundt neden under løjerne som en understrøm og med dem en indignation og vrede, der er hobet op gennem fem lange år. Netop de forfærdelige tv-reportager gør mig klar over, at der ikke kun er tale om politisk uenighed med regeringen og dens støtteparti, men om noget langt dybere og mørkere, noget, der rækker ud over de fem år. Jeg er en af de 12 forfattere, der har sagt fra over for tonen i udlændingedebatten, jeg har deltaget i en demonstration mod krigen i Irak og har kritiseret statsministerens første nytårstale i mine sidste to romaner. Mit synderegister er længere, men disse tre eksempler rækker som bevis for min politiske utroværdighed i den borgerlige optik. Lige siden valget i 2001 har jeg været bekymret og mere og mere frustreret over undermineringen af den danske politiske kultur, som er blevet taget for givet i generationer, men som faktisk er højt udviklet. Jeg har fra sidelinjen betragtet en regering, der i stedet for at forfine sit politiske håndværk har lænet sig op ad et støtteparti godt til højre for centrum-højre. Igen og igen har der været tale om dét, der engang blev kaldt majorisering, men som jeg i dag vil kalde triumferende damptromlestil. Under dette politiske triumftog hen over traditioner, god tone og forbindelsen til virkeligheden er dialogen og forhandlingen forsvundet, de skjulte dagsordener svulmet op. Selv når vrangen er blevet vendt ud på virkeligheden, har statsministeren ment, at der »ikke var noget at komme efter«. At Danmark blev krigsførende magt i Irak på et falsk grundlag, og at en kommunesammenlægning blev gennemtrumfet uden forudgående folkelig debat og uden at være tema i valgkampe, føjer kun spot til skade. Så når ømskindetheden over sårede muslimske følelser breder sig som en steppebrand i disse dage, tænker jeg lidt mistrøstigt på, hvem der kerer sig om mine sårede følelser? Fem års gentagne oplevelser af, at alt det, jeg tror på, værdsætter og kæmper for, svines til i et sammensurium af magtarrogance og det vitterlige bullshit, hvilken del af verdenspressen er så indstillet på at trøste mig? Hun skal ikke tro, hun er noget, nej, hun skal ikke! Og hun kan jo også selv. Uden trøst og hjælp. Og dog. Som alle andre har jeg brug for troværdige institutioner og medier, der leverer rimelige informationer om verden. Men med provinsialismen og brutaliseringen af det offentlige rum er det så som så med min tillidsfuldhed. Et mikroeksempel er DR's nyhedsdækning af ambassadeafbrændingen i Damaskus: På vejen op til danskernes anden sal bliver den svenske ambassade på første sal også sat i brand. Den chilenske i stueetagen går heller ikke ram forbi. Danskerne og svenskerne er der som søm, får vi at vide - men intet om den chilenske regerings reaktion på uhyrlighederne. Globalisering handler om feta, olie og udflytning af arbejdspladser til Kina, skidt være med chilenerne i den mellemøstlige turbulens. Den evindelige mistænkeliggørelse af DR og især af institutionens mellemøstkorrespondenter ligner forsøg på indgreb i ytringsfriheden. Mange af DR's medarbejdere er seje, de har prøvet det før, men selvcensuren lurer, i takt med at den nuværende regering bliver mere og mere nationalistisk og provinsiel. Der kommer da også flere og flere pip i de skrevne medier om, at statsministeren ikke ligefrem er en rollemodel som kosmopolit. Måske er han heller ikke en rollemodel som statsmand. I og med at hans politiske håndværk er blevet sløvet af manglende brug, kan han være henfaldet til ønsketænkning, nemlig at han ville blive belønnet med støtte fra England og USA. Nu hvor Dannebrog brændes af over store dele af den muslimske verden. Den støtte kom nærmest som en slags politisk tangforløsning, og engelske og amerikanske medier har ikke trykt de famøse Muhammedtegninger. Den type overspringsmanøvrer kaldes realpolitik. Ak ja, Muhammedtegningerne. I et januarnummer af det engelske ugeskrift The Economist står en artikel i Europasektionen med titlen: 'Prophetic Insults'. I den kaldes tegningerne en drengestreg (»a schoolboy prank«), og senere undrer skribenten sig over, at en politiker ikke mister sin plads i Folketinget efter den med 'kræftcellerne'. Men, fortsætter den godmodige skribent, i et sekulært land som Danmark er der næppe forståelse for andre menneskers religiøse sensitivitet. Det noteres, at statsministerens forsøg på at nedsmelte balladen ved at ignorere den, ikke lykkes. Hans nej til at mødes med 11 ambassadører fra arabiske lande - det er min kommentar - er et eksempel på rigtig dårligt politisk håndværk. Et møde over en kop kaffe var jo en enestående mulighed for at forklare, at ytringsfriheden er en af hovedhjørnestenene i et demokrati som det danske, og at selv ikke pressens minister kan blande sig i en avis' dispositioner. Men flere års indenrigspolitisk succes med »der er ikke noget at komme efter« har måske været vanedannende. Ikke noget kaffebord. Dette politiske fejlskøn påtales da også i skarpe vendinger af 22 tidligere danske ambassadører, mildt sagt en sensation i dansk diplomatis nyere historie. Hele måden at gribe problemet an på er typisk for de senere år: I stedet for at forholde sig til de politiske problemer køres sagen i stilling som et spørgsmål om ytringsfrihed. For så har vi dem - tvivlerne, de røde, oppositionen, kritikerne - for hvem vil ikke forsvare ytringsfriheden?! Debatten bølger mellem »ytringsfriheden kan ikke gradbøjes« og »det gør ikke noget, hvis man tænker sig om en ekstra gang«. Det sidste udlægges automatisk som knæfald for muslimske ekstremister. Uffe Ellemanns knæfald gør ham til persona non grata, og hvis ikke det var så sørgeligt og farligt, var det til at grine ad. Ingen griner. Tværtimod. På tværs af politiske skillelinjer læser store dele af den europæiske presse problematikken som et angreb på ytringsfriheden uden tilsyneladende at se den forkølede danske debat som udtryk for en konflikt mellem en regering med et dybt usympatisk støtteparti på den ene side og anfægtede og frustrerede borgere - kaldet gratister og opportunister - på den anden. Hvordan bladredaktionerne på kontinentet har diskuteret publiceringen, ved jeg selvsagt ikke. Jeg ved heller ikke, hvor meget de kender til dansk indenrigspolitik og den stadig mere fremmedfjendske debat og lovgivning. Det er ikke desto mindre vigtigt at se tegningerne på dén baggrund, for de har virket som salt i et sår på især de muslimske indvandrere i Danmark. Det sprøde kendskab til andre lande og kulturer går mange veje og ikke kun i Europa. Det tog lidt tid, før der kom nuancerede meldinger efter ambassadebrændingerne. En jysk avis' publicering af Muhammedtegninger ender som en katalysator for ophobede aggressioner i store dele af den muslimske verden. Det kunne have været hvad som helst, nu blev det en håndfuld danske tegninger. Det er dobbelt rædselsfuldt: På den ene side tillægges Danmark alt muligt ondt, på den anden side ser man en muslimsk desperation, som er set før, men som bliver særlig forfærdelig, fordi den nu er global, og fordi man som dansker føler sig medskyldig. I det hele taget er det følelsesmæssige spektrum bredt og uklart. For når jeg ser euforisk-aggressive unge mænd splitte den norske ambassade ad - alt dette lyse nordiske træ og velplejede potteplanter! - gribes jeg af rasende afmagt. Og selv om man har set utallige afbrændinger af flag siden Vietnamkrigen, er det mere end rystende at se ens eget flag betrampet og antændt - for det er jo så smukt, Dannebrog, et heraldisk mesterværk. Men jeg tænker også på de arabiske romaner, jeg har læst i årenes løb. I disse dage navnlig på Hanan al-Shaykhs roman 'Women of Sand and Myrrh' fra 1989. Der fandt jeg det, som jeg selv har observeret i Mellemøsten: Hvad stor kedsomhed blandt mennesker uden arbejde og ansvar kan drive dem til. Romanen handler især om kvinder, de sidste ugers tv-optagelser af ødelæggelser og raseri viser især unge mænd. Som en grusom sløjfe på begivenhederne kommer billederne fra mindedagen 9. februar, Ashura, hvor shiitiske flagellanter pisker sig til blods. Lignende billeder bl.a. fra Filippinerne er set før, nu vil de måske antage nye, dystre dimensioner. Der er et momentum i begivenhederne, så man er nær ved at få hjernen blæst og hjertet tømt. Men der findes dog forklaringer, tingene sker ikke løsrevet fra fortiden: Jeg tænker på Murens fald og Sovjetimperiets sammenbrud i 1991. Dengang håbede jeg inderligt, at Vesten ville påtage sig selvransagelsen og undersøge sine værdier. Nu ikke længere vores værdier - og styrke - i forhold til Sovjet, men i forhold til vores idealer, drømme og ideer om fremtiden. USA's præsident Bush senior talte om en ny verdensorden, men der kom intet ud af hverken hans nye verdensorden eller vores selvransagelse. For der foregik ingen selvransagelse, hvad skulle vi med den? Vi havde jo vundet! De, der sagde, at Sovjet bare havde tabt, uden at Vesten havde vundet, fik ingen respons. Hele efterkrigsperioden var en forlængelse af kampen mod Nazityskland, der havde vænnet os til, at der skulle være en fjende. Dem-og-os-verdenen kunne fortsætte uanfægtet, for vi havde jo vist os at være gode til det med dem-og-os: amerikanerne med deres isenkram, englænderne med deres underdrejede heroisme og russerne med deres blod. Passiviteten åbnede et tomrum - vores vaner var for indgroede. Det var blevet en naturlov, at Vesten skulle have en fjende, ingen grund til at grave i lever og hjerte for at forholde sig til fremtiden og forsøge sig med en ny, smukkere og mere human kultur. Vi skulle bare glemme slagmarkerne og kz-lejrene og efter årene med afsavn og rationeringsmærker cykle frem mod en tryg tilværelse, gerne med øget velstand, tak. Den udeblevne selvransagelse og de stadig udefinerede fjendeløse værdier var en historisk skuffelse, den største jeg har oplevet i mit 70-årige liv. Men skuffelse er én ting, noget helt andet er, at det ikke var til at forudse, hvor farlig denne politiske og åndelige dovenskab skulle blive. Jeg var irriteret over, at Bush senior ikke fremlagde visionen for denne nye verdensorden. Jeg ville næppe bryde mig om den, men den kunne i det mindste sætte en vigtig debat i gang. Det blev ikke til mere end afventen. Så selvfølgelig er jeg medskyldig, også selv om Bush senior næppe ville have svaret, hvis jeg havde skrevet til ham og bedt ham om at holde sit løfte. Og der står vi så i dag - med masser af militær og økonomisk magt, men uden klart definerede værdier. I dét tomrum flyder energierne ind i form af racistiske partier, fundamentalisme inden for alle religiøse retninger, uddybninger af skellet mellem rige og fattige mennesker og hele nationer, toppolitikeres selvforherligelse og omsiggribende konformitet via mediekoncentrationer af et omfang, jeg havde svært ved at forestille mig for bare ti år siden. I rastløst tempo foregår disse ting på et globalt plan, og Danmark - erkendt eller ej - er en del af denne gigantiske bevægelse. Det er umuligt at melde sig ud, hvad enten der bliver gjort forsøg med fremmedfjendsk lovgivning og retorik, med kanon'er, Morten Korch-film eller afskaffelse af indvandrerbørnenes modersmålsundervisning i folkeskolen. I et internationalt orienteret erhvervsliv river man sig i håret over provinsialismen. Hører vi nu under en alvorlig krise. Politiske hidsigpropper vil have regeringen til at gå af, men vil dansk erhvervsliv offentligt antyde, at statsministeren til en begyndelse kunne lægge en vis afstand til sit støtteparti? For selv om støttepartiets leder ikke mener, at der er noget at undskylde, har Dansk Folkeparti en væsentlig del af det moralske og politiske ansvar for en berygtet fremmedlovgivning og generel brutalisering af tonen i den offentlige debat. Og det er ikke mindst dét grundlag, profettegningerne hviler på. I disse uger er vi tilskuere til kyniske og ansvarsløse imamers kamp om, hvem der skal lede og definere islam i Danmark, en magtkamp, som nu føres med ekstremt grove midler på globalt plan. I dét magtspil rækker en brølende kronhjort og blonde malkepiger ikke, nu er der brug for, at vi danskere står sammen! Det er en historisk erfaring, at når magthavere og beslutningstagere mister forbindelsen med virkeligheden og begår graverende fejl, bliver der kaldt til national samling. Men jeg adlyder ikke trompetens gjalden. En sådan følgagtighed ville føre til selvcensur, hvad der er uværdigt. Samtidig er det også vigtigt, at omverdenen ved, at der findes et andet Danmark end statsministerens og Dansk Folkepartis. Ligesom det var afgørende for amerikanernes omdømme, at verden fik at vide, at der fandtes et andet Amerika end Johnsons og McNamaras under Vietnamkrigen. Jeg vil heller ikke svinebindes i diskursen om ytringsfrihed, den minder svært om sjælefiskeri, og også dét er uværdigt. I det hele taget er jeg nået dertil, hvor magtens dagsordener preller af på mig. Naturligvis taler jeg fra en afmagtens position. Men det har jeg prøvet før. Der er ikke noget nyt i, at politikere afviser at svare på spørgsmål og kritik, at vrangen vendes ud på virkeligheden, at en stor del af debatten umuliggøres af bullshit og så videre. At det er værre nu end nogensinde før - og farligere - er klart. Men dét retfærdiggør ikke, at jeg og andre dissidenter går på kompromis og diskuterer på uacceptable betingelser. Good night and sleep well.