0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Good night and sleep well

Når magthavere og beslutningstagere mister forbindelsen til virkeligheden og begår graverende fejl, bliver der kaldt til national samling. Men jeg adlyder ikke trompetens gjalden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den første lørdag i februar står på Olsen-banden og senere Barnaby på DR. Men billederne fra det brændende Damaskus flyder rundt neden under løjerne som en understrøm og med dem en indignation og vrede, der er hobet op gennem fem lange år. Netop de forfærdelige tv-reportager gør mig klar over, at der ikke kun er tale om politisk uenighed med regeringen og dens støtteparti, men om noget langt dybere og mørkere, noget, der rækker ud over de fem år.

Jeg er en af de 12 forfattere, der har sagt fra over for tonen i udlændingedebatten, jeg har deltaget i en demonstration mod krigen i Irak og har kritiseret statsministerens første nytårstale i mine sidste to romaner. Mit synderegister er længere, men disse tre eksempler rækker som bevis for min politiske utroværdighed i den borgerlige optik.

Lige siden valget i 2001 har jeg været bekymret og mere og mere frustreret over undermineringen af den danske politiske kultur, som er blevet taget for givet i generationer, men som faktisk er højt udviklet. Jeg har fra sidelinjen betragtet en regering, der i stedet for at forfine sit politiske håndværk har lænet sig op ad et støtteparti godt til højre for centrum-højre. Igen og igen har der været tale om dét, der engang blev kaldt majorisering, men som jeg i dag vil kalde triumferende damptromlestil. Under dette politiske triumftog hen over traditioner, god tone og forbindelsen til virkeligheden er dialogen og forhandlingen forsvundet, de skjulte dagsordener svulmet op.

Selv når vrangen er blevet vendt ud på virkeligheden, har statsministeren ment, at der »ikke var noget at komme efter«.

At Danmark blev krigsførende magt i Irak på et falsk grundlag, og at en kommunesammenlægning blev gennemtrumfet uden forudgående folkelig debat og uden at være tema i valgkampe, føjer kun spot til skade.

Så når ømskindetheden over sårede muslimske følelser breder sig som en steppebrand i disse dage, tænker jeg lidt mistrøstigt på, hvem der kerer sig om mine sårede følelser? Fem års gentagne oplevelser af, at alt det, jeg tror på, værdsætter og kæmper for, svines til i et sammensurium af magtarrogance og det vitterlige bullshit, hvilken del af verdenspressen er så indstillet på at trøste mig?

Hun skal ikke tro, hun er noget, nej, hun skal ikke! Og hun kan jo også selv. Uden trøst og hjælp.

Og dog. Som alle andre har jeg brug for troværdige institutioner og medier, der leverer rimelige informationer om verden. Men med provinsialismen og brutaliseringen af det offentlige rum er det så som så med min tillidsfuldhed. Et mikroeksempel er DR's nyhedsdækning af ambassadeafbrændingen i Damaskus: På vejen op til danskernes anden sal bliver den svenske ambassade på første sal også sat i brand. Den chilenske i stueetagen går heller ikke ram forbi. Danskerne og svenskerne er der som søm, får vi at vide - men intet om den chilenske regerings reaktion på uhyrlighederne.

Globalisering handler om feta, olie og udflytning af arbejdspladser til Kina, skidt være med chilenerne i den mellemøstlige turbulens.

Den evindelige mistænkeliggørelse af DR og især af institutionens mellemøstkorrespondenter ligner forsøg på indgreb i ytringsfriheden. Mange af DR's medarbejdere er seje, de har prøvet det før, men selvcensuren lurer, i takt med at den nuværende regering bliver mere og mere nationalistisk og provinsiel. Der kommer da også flere og flere pip i de skrevne medier om, at statsministeren ikke ligefrem er en rollemodel som kosmopolit.

Måske er han heller ikke en rollemodel som statsmand. I og med at hans politiske håndværk er blevet sløvet af manglende brug, kan han være henfaldet til ønsketænkning, nemlig at han ville blive belønnet med støtte fra England og USA. Nu hvor Dannebrog brændes af over store dele af den muslimske verden. Den støtte kom nærmest som en slags politisk tangforløsning, og engelske og amerikanske medier har ikke trykt de famøse Muhammedtegninger. Den type overspringsmanøvrer kaldes realpolitik.

Ak ja, Muhammedtegningerne. I et januarnummer af det engelske ugeskrift The Economist står en artikel i Europasektionen med titlen: 'Prophetic Insults'. I den kaldes tegningerne en drengestreg (»a schoolboy prank«), og senere undrer skribenten sig over, at en politiker ikke mister sin plads i Folketinget efter den med 'kræftcellerne'.

Men, fortsætter den godmodige skribent, i et sekulært land som Danmark er der næppe forståelse for andre menneskers religiøse sensitivitet. Det noteres, at statsministerens forsøg på at nedsmelte balladen ved at ignorere den, ikke lykkes. Hans nej til at mødes med 11 ambassadører fra arabiske lande - det er min kommentar - er et eksempel på rigtig dårligt politisk håndværk.

Et møde over en kop kaffe var jo en enestående mulighed for at forklare, at ytringsfriheden er en af hovedhjørnestenene i et demokrati som det danske, og at selv ikke pressens minister kan blande sig i en avis' dispositioner. Men flere års indenrigspolitisk succes med »der er ikke noget at komme efter« har måske været vanedannende. Ikke noget kaffebord.

Dette politiske fejlskøn påtales da også i skarpe vendinger af 22 tidligere danske ambassadører, mildt sagt en sensation i dansk diplomatis nyere historie.

Hele måden at gribe problemet an på er typisk for de senere år: I stedet for at forholde sig til de politiske problemer køres sagen i stilling som et spørgsmål om ytringsfrihed. For så har vi dem - tvivlerne, de røde, oppositionen, kritikerne - for hvem vil ikke forsvare ytringsfriheden?! Debatten bølger mellem »ytringsfriheden kan ikke gradbøjes« og »det gør ikke noget, hvis man tænker sig om en ekstra gang«. Det sidste udlægges automatisk som knæfald for muslimske ekstremister.

Uffe Ellemanns knæfald gør ham til persona non grata, og hvis ikke det var så sørgeligt og farligt, var det til at grine ad.

Ingen griner. Tværtimod. På tværs af politiske skillelinjer læser store dele af den europæiske presse problematikken som et angreb på ytringsfriheden uden tilsyneladende at se den forkølede danske debat som udtryk for en konflikt mellem en regering med et dybt usympatisk støtteparti på den ene side og anfægtede og frustrerede borgere - kaldet gratister og opportunister - på den anden.

Hvordan bladredaktionerne på kontinentet har diskuteret publiceringen, ved jeg selvsagt ikke. Jeg ved heller ikke, hvor meget de kender til dansk indenrigspolitik og den stadig mere fremmedfjendske debat og lovgivning. Det er ikke desto mindre vigtigt at se tegningerne på dén baggrund, for de har virket som salt i et sår på især de muslimske indvandrere i Danmark.

Det sprøde kendskab til andre lande og kulturer går mange veje og ikke kun i Europa. Det tog lidt tid, før der kom nuancerede meldinger efter ambassadebrændingerne. En jysk avis' publicering af Muhammedtegninger ender som en katalysator for ophobede aggressioner i store dele af den muslimske verden. Det kunne have været hvad som helst, nu blev det en håndfuld danske tegninger.

Det er dobbelt rædselsfuldt: På den ene side tillægges Danmark alt muligt ondt,