Politiske kommentatorer har med vanlig forkærlighed for procestænkning hæftet prædikatet kontraktpolitik på Ritt Bjerregaards indtog på Rådhuset. Som kommunalpolitiker er det ikke uden en vis bitter ironi, at man læser analysen. Egen kontraktpolitik benyttes nemlig af regeringen som undskyldning for at skyde utallige politiske forslag ned fra Rådhuset, alt imens Ritt Bjerregaards handlekraft på Rådhuset ligger milevidt fra kontraktpolitikkens sløve reformtempo. Dette standpunkt vil jeg i det følgende belyse nærmere. Allerførst må det dog slås fast, at jeg udmærket forstår, hvorfor de politiske kommentatorer forledes til at sammenligne Ritt Bjerregaards politik med Anders Foghs kontraktpolitik. Anders Fogh skød sin første regeringsperiode i gang med en plan for de første 100 dage. Ritt Bjerregaard skød den nye borgerrepræsentations arbejde i gang med en plan for det første halve år. Således fremlagde hun i sin åbningstale programmet '180 grader rundt på 180 dage', der opridser de kommende 180 dages politiske udspil. Der er planlagt seks udspil i alt: et for hver måned. Det første udspil om at realisere valgløftet omkring de 5.000 nye boliger til 5.000 kroner er allerede fremlagt. Nu i februar gælder det udspil om åbenhed på Rådhuset, og københavnerne kan vente sig en integrationsplan i marts. Ligesom der kommer et skoleudspil i april, regelforenkling for erhvervslivet i maj og en virkeliggørelse af Københavns Madhus i juni. Den opmærksomme læser vil have bidt mærke i det markante fokus på tre politiske emner: boliger, integration og folkeskole. Det er de tre mest centrale temaer fra kommunalvalgkampen. Det er temaer, hvor der er afgivet klare og entydige valgløfter. En god kontraktpolitiker vil naturligvis søge at opfylde sin kontrakt med vælgerne - og opfylde de afgivne løfter. Samtidig er det for de to temaers vedkommende - folkeskolen og integration - højtprioriterede temaer for Anders Fogh såvel som for Ritt Bjerregaard. Socialdemokraterne har gennem de seneste år haft to sårbare angrebsflanker på netop integrationsområdet og folkeskoleområdet. Det har Anders Fogh formået at udnytte i landspolitisk sammenhæng. I København har Ritt Bjerregaard derimod profileret sig på netop disse to områder. Hun har i valgkampen gang på gang signaleret, at hun tager vælgernes bekymringer seriøst i forhold til både folkeskolens tilstand og integrationen. Hun har gjort dem til mærkesager. Det kan måske godt minde analytikerne om den måde, hvorpå Anders Fogh har gjort bevarelsen af velfærdssamfundet til en mærkesag. Den måde, hvorpå han har profileret sig på traditionelle angrebsflanker ved at lægge sig tæt op mod midten. Og så alligevel ikke. Alle disse anledninger til at give prædikatet kontraktpolitiker kan tilbagevises ganske nemt. Ritt Bjerregaard lagde sig i valgkampen på ingen måde tæt op ad Søren Pinds løsningsforslag. Tværtimod var hendes tilgang til valgkampens temaer udpræget socialdemokratisk. Det handlede om at bygge billigere boliger. Det handlede om at føre en politik, der gav indvandrere lige muligheder for at tage sig en uddannelse og få et job. Det handlede om et højt fagligt niveau i folkeskolen - ved hjælp af lektiehjælp, fordeling af børn med svage danskkundskaber, forsøg med heldagsskoler, skolemad og meget mere. Ikke lige just borgerlige virkemidler. Når Socialdemokraterne nu ønsker at opfylde disse valgløfter, er der for så vidt heller intet usædvanligt eller kontraktpolitisk over det. Politikere har alle dage ønsket at opfylde deres valgløfter. Også længe før ordet kontraktpolitik blev opfundet. At opstille en tidsplan er således blot et udtryk for politisk prioritering. Politisk prioritering er nødvendigt, hvis man vil nå sine mål. Politisk handlekraft og vilje til at foretage en politisk prioritering af indsatsområder er langtfra det samme som kontraktpolitik Hvad er da kontraktpolitik? Det består i at forelægge vælgerne en kontrakt før et valg. Efter valget skal kontrakten gennemføres. Løftebrud straffes hårdt i kontraktpolitikkens tidsalder. Der er ikke meget tilbage af Jens Otto Krags forbeholden sig ret til at skifte mening. Det er imidlertid ikke det mest usædvanlige ved kontraktpolitikken, som består i, at politikerne ikke må foretage væsentlige samfundsmæssige ændringer, uden at disse har været forelagt vælgerne forinden. Det er altså ikke nok at holde sine løfter. Man må heller ikke gøre noget uforudset. På den måde er kontraktpolitikken konservativ - den kører på lavrisici og i lavt tempo. Efter min mening er kontraktpolitikken den nyere tids største hæmsko for politisk handlekraft. Den synes at være smittebærer for sygdommen 'reformangst', der med uhyggelig fart har spredt sig på Christiansborg. I kontraktpolitikkens hellige navn undgår politikerne på Christiansborg at gøre det, de er valgt til: at lave politik. Kun de emner, der har været forelagt vælgerne inden et valg, må røres. Således bliver listen over emner, der ikke skal laves nogen som helst form for politik omkring, længere og længere, som tiden går. Samtidig synes politikerne tilsyneladende, at det er morsommere at tale om denne liste end om den politik, de rent faktisk ønsker gennemført. Den handlekraft, der præger Københavns Rådhus i dag, er altså langtfra kontraktpolitikkens virkelighed. Forslag om begrænsning af kørselsafgifter, partikelfiltre på lastbiler, økonomisk benefit til idrætsklubber med mange indvandrere og meget mere bliver lystigt kastet op i luften. Mange af forslagene er forslag, der ikke er indeholdt i planen for det første halve år på Rådhuset. Mange af forslagene er også forslag, der ikke har været forelagt vælgerne før valget. Sådanne forslag er ikke forbudt på Rådhuset. Politisk nytænkning er ikke forbudt. Derfor er det da også som sagt med en vis bitter morskab, at man ser sig betegnet som kontraktpolitiker. Hvor iveren efter at lave politik er mærkbar her efter et valg, synes et dystert billede nemlig at tegne sig. Kontraktpolitik og reformangst fra regeringens side omklamrer Rådhuset i ikke ringe grad. Den gør nemlig alt, hvad den kan for at forhindre politiske forslag fra København i at blive til virkelighed. Oftest er regeringens undskyldning for at lægge politiske forslag fra Rådhuset død begrundet i det kontraktpolitiske stunt over dem alle: skattestoppet. Jeg vil i det følgende illustrere min pointe med fem eksempler fra den københavnske virkelighed. Det er alle eksempler på ønsket politisk handling fra Rådhuset, der er blevet stækket af Indenrigsministeriet. Det er alle eksempler på en reformangst regering, der tilsyneladende ikke ynder det kommunale selvstyre i en så høj grad, at vi kan få lov at lave politik. Det første eksempel bringer læseren til Sverige. De indførte kort før jul kørselsafgifter. Da Ritt Bjerregaard skelede begejstret hertil og mente, at vi ligesom dem burde indføre kørselsafgifter, sagde Lars Løkke stop. Stop som i skattestop. Det er ikke nogen hemmelighed, at skattestoppet længe har været brugt som regeringens yndlingsundskyldning for at skyde visionære politiske tanker ned i landspolitisk sammenhæng. Lad mig blot nævne Anders Foghs brutale nedskydning af den længe ventede rapport fra Velfærdskommissionen. Men ikke nok med at det ufleksible skattestop forhindrer regeringen i at føre fremadrettet finanspolitik - nu bruges det altså også som undskyldning for at skyde politiske forslag fra Rådhuset ned. Det er tilmed ikke helt logisk, at kørselsafgifter er i strid med skattestoppet. En stigning i parkeringsafgifterne fik København da lov til at gennemføre for ganske kort tid siden. Det samme kan imidlertid ikke gælde her, vurderer Løkke. Tilbage står København med massive trafikale problemer. Københavnere dør flere år tidligere end andre danskere blandt andet som følge af luftforening, og vi spilder tusinder af timer i kø på overfyldte veje. Den påduttede kontraktpolitik i form af skattestoppet umuliggør den mest nærliggende løsning på problemerne. Da et bredt politisk flertal på Rådhuset besluttede at gøre forsøg med fixerum, sagde Lars Løkke ligeledes stop. Fixerummene skulle give narkomaner mulighed for at fixe indenfor i fred og ro og med sundhedspersonale til stede. Rummene skulle få sprøjterne væk fra gaden, så københavnernes børn ikke kunne stikke sig på dem - og give en udsat gruppe mennesker nogle mere menneskeværdige vilkår. De københavnske politikere ønskede, at de mange positive erfaringer fra andre lande, hvor fixerum er indført, skulle vurderes - og de anså det under alle omstændigheder for dobbeltmoralsk, at staten gerne ville udlevere gratis sprøjter til narkomanerne, men ikke give dem lov til at bruge dem under ordentlige forhold. Men Lars Løkke nægtede altså at foretage den nødvendige lovændring, med den begrundelse at fixerum ville være en glidebane mod legalisering af narkotika. Beboerne på det hårdest belastede Vesterbro står i dag stadig uden en endelig løsning på problemerne. Det gør de københavnere, der gerne vil kunne løbe en tur rundt om Søerne uden at være udsat for sundhedsfare, også. Luftforureningen i København er i dag så massiv, at politisk handling er nødvendigt - især nu hvor kørselsafgifter er blevet os nægtet. Partikelfiltre på lastbiler er en oplagt handlemulighed. Eller det vil sige: Det ville det være, hvis ikke lige lovgivningen umuliggjorde det. Regeringen har hidtil været ubøjelig, men endelig i januar meldte den, at den vil se på en ændring af lovgivningen omkring miljøzoner. Det er naturligvis glædeligt. Med til historien hører imidlertid, at det har taget regeringen et helt år at svare på henvendelsen fra København. Det er heller ikke nu til at vide, hvor lang tid der vil gå, før vi rent faktisk kan indføre partikelfiltre - eller om det overhovedet bliver resultatet af anstrengelserne. Det synes derfor nærliggende at kalde manøvrerne unødvendig forhaling af politiske beslutninger. Det værste eksempel på en kæp i hjulet for københavnerne gælder dog nok vores anstrengelser i forhold til ghettobekæmpelse. Vi har langt om længe fået lov til at stoppe anvisningen af kontanthjælpsmodtagere til de værst belastede ghettoområder. Hvis en ghetto nogensinde skal opnå en alsidig boligsammensætning, er det helt nødvendigt, at vi ikke anviser nye kontanthjælpsmodtagere en bolig i ghettoen, hver gang en beboer har fået job og er flyttet væk. Hvor skal vi så anvise dem hen? I København kan man ikke blot anvise dem boliger i andre almene boligbyggerier. Andelen af kontanthjælpsmodtagere i alment boligbyggeri er så høj - i gennemsnit 28 procent - at det blot ville skabe nye sociale ghettoer. Derfor ønsker et politisk flertal på Rådhuset både en regional aftale og lov til at anvise kontanthjælpsmodtagere til ledige private lejemål. Nej, lyder det som forventet fra regeringen. Det femte og sidste eksempel viser, at selv den københavnske styreform tilsyneladende er væsentlig for regeringen at bevare. Den københavnske styreform blev ellers sat grundigt til debat efter balladen omkring konstitueringerne efter valget. Ritt Bjerregaard ytrede ønske om at afskaffe de politiske 'ben' og i stedet fuldtidslønne kommunalpolitikere, så man opnåede et mere gennemsigtigt lønsystem og undgik de uskønne og uværdige kampe om lønnede 'ben'. Samtidig satte hun spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i Københavns styreform med borgmestre fra både den tabende og vindende lejr. Konstruktionens absurditet svarer til et scenarium, hvor Anders Fogh tvinges til at antage en skatteminister fra SF. Konsekvensen er da også borgmestre, der leder udvalg, hvor de konsekvent kan stemmes ned - og borgmestre, der skal være garant for, at forvaltningen gennemfører en politik, som de selv er fundamentalt uenige i. Lars Løkke kunne imidlertid ikke se det hensigtsmæssige i overhovedet at debattere en reform af hverken politikerlønninger eller styreform. Reformangsten var endnu en gang blevet påtvunget Rådhuset af et vrangvilligt Indenrigsministerium. De fem eksempler har alle udspillet sig inden for en tidsperiode på omtrent to måneder. Det er mange forslag, der bremses på kort tid. Jeg deler på ingen måde de politiske kommentatorers vurdering af Ritt Bjerregaards politik som kontraktpolitik. Tværtimod ser jeg en handlekraftig overborgmester med en stærk vilje til forandring. Det står i skærende kontrast til en regering, der synes handlingslammet og spundet ind i egen kontraktpolitik. Derfor vil jeg også gerne være fri for prædikatet kontraktpolitik. Jeg vil tillade mig at komme med følgende appel til regeringen: Lad os gøre det, vi er valgt til. Lad os komme med politisk handlekraftige udspil. Lad os få dem gennemført uden at skulle søge smuthuller forbi forhindringer, som jeres kontraktpolitik eller manglende lovgivningsvilje stiller i vejen. Vælgerne har givet flertallet på Københavns Rådhus et meget klart mandat. Det ville være sympatisk, hvis regeringen viste respekt for det faktum og lod os føre den politik, vælgerne tydeligvis ønsker. I Københavns tilfælde er det ikke kontraktpolitik. Det er ikke en fastlåst politik. Det er tværtimod en politik, der er handlekraftig. En politik, der er dynamisk. København er en storby, og i en storby kan tingene godt ske meget hurtigt. Der kan opstå situationer, der kræver politisk handling, som ikke kan udskydes til om fire år, hvor vælgerne kan forelægges en ny kontrakt. I København vil vi have lov til at handle. Vi ved, at københavnerne er kloge nok til at straffe os ved næste valg, hvis vi ikke handler godt nok. Vi behøver ingen kontrakter. Planen '180 grader rundt på 180 dage' er et udtryk for ren handlekraft.