Regeringen har klart en dobbeltstrategi i forhold til kommunerne. På den ene side ønsker den færre offentligt ansatte og lavere offentlige udgifter for at bane vejen for lavere skat og skabe større spillerum for private firmaer, der leverer velfærdsydelser til dem, der har råd. På den anden side ønsker især Venstre at fremstå som et midterparti, og eftersom mange midtervælgere ønsker mere og bedre offentlig velfærd, vil man nødigt stå ved den mørke side af regeringens kommunestrategi. Det blev meget tydeligt, da Venstre i efteråret 2004 i en annonce pralede med, at der var kommet 14.000 flere offentligt ansatte. Det gjorde ondt på mange unge liberalister! At det tilmed var løgn, er ganske symbolsk. I det danske system er det nemlig nemt at fralægge sig ansvaret for kommunale nedskæringer. Det skyldes, at vi har et efter international målestok særdeles decentralt system. Kommunalbestyrelserne har faktisk reelle muligheder for at prioritere. Det er naturligvis langt mere tilfredsstillende at prioritere forbedringer end at prioritere nedskæringer. Men selv om man i en ophidset stund godt kunne mene, at Thor Pedersen selv måtte forklare, hvilke lejrskoleophold der ikke skulle gennemføres af den lokale folkeskole, vil de fleste kommunalpolitikere nok betakke sig, når det kommer til stykket: Det er trods alt bedre at bevare indflydelsen lokalt. Den holdning udnytter regeringen skamløst. Værre bliver det, fordi vi har et system med årlige økonomiaftaler mellem kommunerne og staten. Man kan være tilbøjelig til at tro, at fordi der er tale om forhandlinger mellem to parter - KL og Finansministeriet - så har begge parter nogenlunde lige stort ansvar for forhandlingsresultatet. Intet kunne være mere forkert. KL og kommunerne står reelt over for en aftale, de ikke kan afslå. Selv om det strider mod ånden i lov om kommunal udligning, sørger Finansministeriet nemlig hvert år for at sætte KL i en umulig situation: Siger KL nej til en aftale, kommer der til at mangle et stort milliardbeløb i kommunekasserne. Teknisk set sker det ved hvert år i aftalen at tildele kommunerne et stort 'finansieringstilskud', som - og det er fidusen - er etårigt. Det mangler altså som udgangspunkt året efter. KL har flere gange flirtet med tanken om at sige nej og vredet sig i tøjret - blot for at opdage, at de sidder godt og grundigt i saksen. KL har dog igennem en årrække opnået den lille indrømmelse, at der i aftalen står, at »regeringen har fastlagt (den og den) ramme for den økonomiske politik, hvilket KL tager til efterretning«. En ikke uvigtig sætning. Den viser, hvem der har det ultimative ansvar. Den viser også, hvori oppositionens opgave består: igen og igen at forklare befolkningen, hvor ansvaret ligger. At når 3. klasse på Yderby Skole ikke kommer på lejrskole, kan det føres hele vejen op til Thor Pedersens ministerkontor. Og når han siger, at det ikke er hans ansvar, så holde fast med spørgsmålet: Hvor skulle der så være skåret? Det er lykkedes i et vist omfang at fastholde regeringens ansvar. Det er lykkedes at gøre det klart for mange vælgere, at regeringen har skåret på uddannelsesområdet, herunder har ansvaret for faldende udgifter på folkeskoleområdet. Men så træder den lyse side af regeringens kommunestrategi i kraft: Her har man et muligt vælgermæssigt problem, og derfor beslutter man, at nedskæringer på uddannelsesområdet skal føres tilbage til sektoren. Samtidig uddeler man en række mindre puljer til brug på folkeskoleområdet. Vi kender melodien, men den snyder stadig mange: Regeringen skærer ned - og kommer bagefter pralende rendende med penge, der helt eller delvist retter op på miseren. Vi har set på forskning, hvor den offentlige forskningsandel af BNP er faldende trods et utal af forlig, puljer og 'nye initiativer'. Også på miljøområdet er der forsøgt skabt en illusion om, at regeringen gør noget ved miljøet ved at bruge 1 milliard kroner - efter at have skåret ned med 8-9 milliarder kroner. Dygtigt, og det kræver sin journalist at undgå at falde i regeringens propagandafælde. Når det er lykkedes at presse regeringen, graver Thor Pedersen og Jens Rohde sig ned i sidste forsvarsskanse: »Jamen, de offentlige udgifter har aldrig været større. Der er ikke tale om nedskæringer. Der er tale om en vækst år for år for år«. Og det har de sådan set ret i! Det snedige ved regeringens dobbelte kommunalstrategi er netop, at man undgår den direkte konfrontation med velfærdsstaten. Ikke kun ved at skyde KL og kommunerne ind, men også ved at stå for en relativ frem for en absolut nedskæringsstrategi: Det offentlige forbrug stiger, men meget langsommere end det private forbrug. Det er uholdbart. Den økonomiske teori og virkeligheden siger tydeligt, at efterspørgslen efter velfærdsgoder stiger hurtigere end den samlede forbrugsefterspørgsel. Når folk bliver rigere, vil de have bedre pleje til deres gamle forældre og deres børn, bedre uddannelse, også til sig selv, bedre sygehuse og så videre. Kan det offentlige ikke følge med, ja så kommer den private sektor til at producere velfærdsydelserne i stedet for - mod betaling fra brugeren eller hans forsikringsselskab. Hvilket just var meningen, jævnfør den mørke side. Derfor opleves den meget beskedne absolutte vækst i det offentlige forbrug med rette som en relativ nedskæring. Her kunne Venstre godt finde på at indsparke, at den offentlige sektor da også kan blive mere effektiv og levere flere 'ydelser' for de samme penge. Det sker da også rundt omkring. Det løser bare ikke problemet, for den private sektor bliver jo også mere effektiv. Og pleje og børnepasning er det svært at effektivisere (man kan altid skære ned og kalde det effektivisering), fordi kerneydelsen er reel arbejdstid, som også er langt den vigtigste omkostning. Paradokset er, at på de områder, hvor der er mulighed for ægte effektiviseringer, sker det ikke, fordi der ikke bliver investeret i fremtiden - hvad man godt kan forstå i de økonomisk pressede kommuner og amter. Et eksempel er de elektroniske patientjournaler, som skrider yderst langsomt frem som følge af små bevillinger og en sundhedsminister, der enten ikke interesserer sig for projektet eller ikke magter at sætte sig igennem. Et andet er hele genoptræningsområdet, som ganske vist er højt prioriteret i forbindelse med strukturreformen, men kun i teksten, ikke i (økonomi)tabellerne. En af de vigtigste politiske kampe de kommende år bliver den fortsatte kamp om fortolkningen af regeringens kommunalstrategi. Eller sagt på en anden måde: Kampen om at overbevise vælgerne om, at regeringens økonomiske politik vil føre til, at velfærdsstaten bliver undergravet. I sidste valgkamp mislykkedes det. Regeringen fik ganske snedigt fremlagt valgløfter, der så ud som overbudspolitik, fordi man lagde 5 års udgifter sammen, men som reelt var det modsatte. Vi har ikke tabt kampen, men vi har sandelig heller ikke vundet den! En årsag er, at vi nogle gange overspiller vores kort: For det holder ikke at påstå, at der sker dramatiske nedskæringer på det kommunale serviceniveau. Det kan man sige, når det gælder kontanthjælp, ulandsbistand, miljø og aftenskoler (og enkelte andre steder), men på det kommunale område er der snarere tale om stadige småforringelser, der ikke opleves som en massakre. Undersøgelser viser, at befolkningen fortsat er godt tilfreds med den offentlige service. Overdrivelsens fælde består som bekendt i, at folk ikke kan genkende det billede, man tegner, og man derfor mister troværdighed. Det betyder ikke, at der ikke er sket forringelser, for det er der sandelig. Selv om det offentlige bruger flere penge end tidligere, betyder en række mekanismer, at der også bliver skåret ned: For det første er de ekstra penge ikke ligeligt fordelt. Amterne - eller mere præcist sygehusene (og ikke de medicinske langtidspatienter) - har fået broderparten. For det andet er der endog meget stor forskel på den økonomiske situation fra kommune til kommune. Nogle kommuner er præget af, at en større andel af borgerne kommer i den udgiftskrævende alder - hvor de samtidig betaler mindre i skat. Andre kommuner er i den modsatte situation. Udligningsordningerne fanger kun en del af dette. Det blev meget tydeligt, da Mandag Morgen 23. januar kunne fortælle, at flertallet af de kommuner, der havde overskredet regeringens vækstramme, var venstrekommuner. Forklaringen? En som alle sagde venstreborgmestrene, at det var, fordi de havde et stigende udgiftsbehov. Ærgerligt, at de ikke havde forklaret regeringen det på forhånd ... For det tredje udvikler udgifterne sig meget forskelligt fra område til område. Mest markant sker der et stort fald i antallet af børn under skolealderen. Hvis kommunerne ikke reducerer antal pladser i dagpleje og daginstitutioner, kommer de til at mangle penge på andre områder. For det fjerde er kommunerne som nævnt under et stadigt pres fra vælgerne om at forbedre serviceniveauet. Når man ikke kan skaffe penge ved at sætte skatten op, bliver man mere tilbøjelig til at skaffe penge ved at skære ned (eller effektivisere) på andre områder. Disse fire mekanismer betyder, at et samlet, beskedent plus går hen og bliver til nedskæringer mange steder ude i det virkelige Danmark. Det vil vi se meget mere af de kommende år. Af tre afgørende årsager: 1) Rammerne er blevet meget snævrere. Frem til 2003 var vækstrammen for den samlede offentlige sektor 1 procent, så faldt den til 0,7 procent i 2004 og er nu på 0,5 procent. 2) Regeringen har på forhånd beslaglagt 80 procent af rammen til sine valgløfter. Det betyder, at der kun er usle 0,1 procent tilbage til fri disposition - og regeringen har stadig et stort problem med sygehusene. 3) En stor del af omkostningerne ved strukturreformen skal bæres inden for rammen. Reelt går vi fra at have haft en ramme på 1 procent til en ramme på 0 procent eller mindre i de kommende år. Det vil gøre en væsentlig forskel. Virkeligheden kan blive endnu værre. Regeringen er nemlig gået i gang med en særdeles brutal håndhævelse af rammen. For selv om det var SR-regeringen, der oprindelig fastlagde rammen på 0,5 procent (fra 2006 og frem), så administrerede Lykketoft rammen på en meget fleksibel måde. Dengang var rammen på 1 procent, og det endte typisk med, at kommunerne fik en vækst på 1,5 procent eller mere. Altså op til 3 gange så meget som nu. Den gang var rammen reelt et forhandlingsoplæg. Om det er klogt at køre tingene på den måde, kan man betvivle - ikke mindst i lyset af, hvordan det siden er blevet misbrugt af Thor Pedersen. Thor har i hvert fald forsøgt at være meget håndfast. Først (fra 2003) indførte han bøder til kommuner (og amter), der satte skatten op. Da kommunerne alligevel fandt alle mulige budgetkreative smuthuller, lukkede man en stribe af dem (i 2005). Og nu truer han altså med et særdeles kontant indgreb med bøder til den enkelte kommune. Den stadige optrapning koster naturligvis på den lyse side: Det bliver tydeligere, at Venstre sætter velfærd lavt. Men optrapningen er nødvendig for at tilfredsstille den mørke side - skattestoppet og skattebøderne over for kommunerne har vist sig ikke at være nok. Der har været for mange smuthuller, og kommunerne har kunnet overskride den aftale ramme ganske meget (især i 2002 og 2004). Når det rigtigt grove indgreb kommer nu, skyldes det især, at der er langt til næste valg - både til Folketinget og kommunerne. Regeringen håber på, at vælgerne har glemt deres grovhed, når vi engang igen skal til stemmeurnerne. En supplerende grund er, at dansk økonomi nærmer sig en overophedning, hvilket kan give regeringen problemer. De grove indgreb er i øvrigt ikke uden fortilfælde: I anden halvdel af 80'erne greb Schlüters regering flere gange ind med økonomiske bøder. Også dengang var den ansvarlige minister fra Venstre, hun hed Britta Schall-Holberg og var indenrigsminister (det var, før Finansministeriet satte sig tungt på kommunernes økonomi). Endelig kan det nævnes, at uændret udgiftsniveau i sammenlægningskommunerne vil betyde nedskæringer i de delkommuner, der har haft den bedste service. Klar, konstant og holdbar kritik af regeringens kommunalstrategi er essentiel, men det er også vigtigt at stille et klart alternativ op. Her er det glædeligt, at Socialdemokraterne har droppet ideen om en vækstramme på kun 0,5 procent og har lagt sig på omkring 1 procent. Der er med en lidt fleksibel tolkning ikke langt fra det, som SF har foreslået i vores 2010-plan, 'Ansvar for fremtiden'. Til gengæld er det mindre glædeligt, at Socialdemokraterne har overtaget regeringens skadelige skattestop, der år for år udhuler velfærdsstatens økonomiske grundlag, og som samtidig fastholder en uretfærdig skattestruktur. Det må jo være mod bedre vidende, når Socialdemokraternes ledelse skriver, at der er penge nok i statskassen til at klare udgifterne til velfærd også fremover (og hvis de virkelig troede det, hvorfor vil de så forringe efterlønnen med det formål at skaffe penge i statskassen?). Kendsgerningen er, at Socialdemokraterne med deres udspil har tilsluttet sig regeringens massive generationstyveri. Forskellen er, at regeringen stjæler fra vores børn og børnebørn for at give ekstra skattelettelser til de bedre stillede, mens Socialdemokraterne stjæler til velfærdsforbedringer her og nu. En ikke uvæsentlig forskel, men tyveri er nu engang forbudt, også når pengene går til et godt formål! Vi kommer ikke uden om at diskutere elementer i skattestoppet. Ikke mindst kommunernes ret til at fastsætte deres egen skatteprocent. Det er på den ene side centralt i det kommunale selvstyre, men på den anden side har det ikke virket rigtig godt, fordi de kommunale (og amtskommunale) skatter gennem mange år er sat op gang på gang, hvilket har virket socialt skævt, ikke mindst i kraft af det skrå skatteloft, som betyder, at de bedst stillede ikke er kommet til at bære deres del af byrden. Man kan derfor godt argumentere for et loft over den kommunale indkomstskat, men det bør kombineres med en reel fleksibilitet for den enkelte kommune. Det kan opnås på flere måder. En mulighed er at sætte grundskylden fri. Alle økonomer siger, at skatten på fast ejendom bør sættes op. Samtidig er det tydeligvis svært at trænge igennem til de store partier med dette budskab. Ved at sætte grundskylden fri lægges en del af slagsmålet over i kommunerne, hvor der nogle steder vil være flertal for højere grundskyld til at finansiere bedre service. Vigtigst vil det dog være at tilføre kommunerne flere penge over bloktilskuddet. I SF har vi mange bud på, hvor de penge skal komme fra - gennem en reform af selskabsskatten og formueskatten samt ved lukning af skattehuller. Vi har nemlig også en dobbeltstrategi: Bedre velfærd - med regningen betalt.