Skal man være tolerant over for intolerancen? Det spørgsmål er mere kompliceret, end man måske umiddelbart kan se. Hvis man er tilhænger af tolerance, må man være modstander af intolerance; men hvis man er modstander af intolerancen, er man vel selv intolerant? Spørgsmålet har mange varianter. Lad os se på tre andre, som ofte bruges i diskussionen: frihed, demokrati og menneskerettigheder. Hvis man er tilhænger af frihed, må man vel være modstander af ufrihed; men er man modstander af ufrihed, er man vel rethaverisk på andres vegne og på den måde autoritær? Kan vi gøre os til dommere over folk, som ikke selv ønsker at være frie? Hvis vi mener, at frihed ikke kan gradbøjes, indebærer det så også friheden til at begrænse andre menneskers frihed? Hvis man er tilhænger af demokrati, er man vel modstander af diktatur; men er man modstander af diktatur, kan man vel ikke diktere andre, at de skal være demokratiske? Kan vi gøre os til dommere over folk, der foretrækker en anden styreform - f.eks. af religiøse autoriteter? Hvis vi mener, at demokrati er den eneste legitime styreform, kan vi så i demokratiets navn tvinge andre til at være 'demokratiske'? Hvis man er tilhænger af menneskerettigheder, må man vel være modstander af samfund uden menneskerettigheder; men er man modstander af samfund uden menneskerettigheder, er man vel også modstander af samfund, der ønsker at leve på en anden måde af kulturelle eller religiøse grunde? Kan vi gøre os til dommere over folk, der opfatter familien, slægten eller samfundet som vigtigere end det enkelte individ? Og kan det være i overensstemmelse med menneskerettighederne at forhindre mennesker i at have den opfattelse? Her er tale om et paradoks, som ikke rigtig har nogen ligefrem logisk løsning. En vis form for pragmatisk fornuft er nødvendigt. Men heller ikke den er ligetil, for vandene skiller endnu en gang. Lad mig for overblikkets skyld koge de mange bud ned til tre hovedformer: den religiøse, den liberale og den imperiale. De fleste religioner har et element af humanitet og barmhjertighed i sig, således også islam og kristendommen. Det er hævet over al tvivl, at religionerne også kan være kilden til ufattelige grusomheder, men altså: Når de er bedst, er de meget forsonlige. I kristendommen f.eks. har vi hele tre bud, som taler forsonlighedens sag. Først den gyldne regel om ikke at gøre mod andre, hvad man ikke vil have dem til at gøre mod én selv. Dernæst det almindelige kærlighedsbud om, at man skal elske sin næste som sig selv. Og så det tredje, radikale kærlighedsbud om, at man skal elske sin fjende og vende den anden kind til, når man bliver forulempet. Islam har tilsvarende bud. Men dertil kommer så det fjerde bud, missionsbefalingen, som islam og kristendommen også har hver sin formulering af, men som i den kristne udgave lyder: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple. Måske ligger kimen til ufordrageligheden i dette sidste bud, for her forvandles tolerancen til mission. Godt nok i den gode sags tjeneste - det drejer sig jo om, at alle mennesker skal tilbydes det glade evangelium og sjælens frelse - men historien er desværre fuld af forfærdende eksempler på, at den gode sag har tjent som redskab for ufattelig grusomhed og menneskelig fornedrelse. Ikke desto mindre rummer missionsbefalingen også - anderledes forstået - et budskab om alle menneskers ligeværd og kan således bruges som inspiration for en mellemfolkelig forståelse og tolerance. Den liberale løsning tager sit udgangspunkt hér. Alle mennesker er født frie og lige. Men i modsætning til den religiøse universalisme, der forudsætter, at Gud er garanten for dette ligeværd, formuleres den liberale opfattelse i oplysningstiden som en respekt for rettigheder, mennesket har fra naturens hånd, og senere som rettigheder, mennesker selv har skabt for at kunne leve i fred med hinanden. I den kristne missionsbefaling står der ikke kun, at Jesu disciple skal gøre alle folkeslag til hans disciple, men også »idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligånden navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer«. Helt tilsvarende passager findes i Koranen. Den ensretning under et religiøst regime er fremmed for liberale, der tværtimod lægger vægt på det enkelte menneske som myndigt og ansvarligt på egne vegne. De universelle menneskerettigheder er derfor nogle, vi har fra naturen eller fra os selv; de er således verdslige. Det kan religiøse fundamentalister på både kristen og islamisk side ikke acceptere; kristeligt betragtet har vi, som vores hjemlige Søren Krarup gerne påpeger, slet ingen menneskerettigheder, og inden for islam har man omskrevet FN's menneskerettighedserklæring, således at den indledes med en passus om, at de i erklæringen indeholdte rettigheder er givet af Allah. Ikke noget med naturlige eller menneskelige rettigheder hér. Den liberale opfattelse er imidlertid ikke selv uden problemer. Respekten for alle menneskers ligeværd kan forvandles til sin modsætning. Det, der har lige gyldighed, kan let blive behandlet som ligegyldigt, og den respekt, vi som udgangspunkt skylder andre mennesker, kan let blive respektløs, hvis den uddeles gratis og med rund hånd. Hvis al kunst uanset kvalitet udstilles på gallerierne, og hvis alle elever i skolen får topkarakter uden hensyn til faglige præstationer, er det på en måde uforskammet både over for kunstnerne og eleverne. Den respekt er ikke værd at samle på. Desværre bliver en del af den tolerance, der er nødvendig for sameksistensen i en globaliseret, multikulturel verden, i dag ofte behandlet indifferent og relativistisk. Som om alting er lige godt, bare det kan skilte med et religiøst, kulturelt eller etnisk flag. Den imperiale løsning går i stik modsat retning. Dér betragtes tolerancen som et tegn på svaghed. Forskellen på 'deres' og 'vores' ideer er lige så stor som forskellen på arter i plante- og dyreriget. For den ene religion, der i sagens natur hylder den absolutte sandhed, er den anden religion løgn og bedrag. Den samme polarisering sker inden for politik, når der går 'religion' i den, så det bliver en kamp mellem verdensanskuelser. Og endnu mere kompliceret forekommer polariseringen, når den bliver en konflikt mellem religion på den ene side og verdslighed på den anden. Enhver tale om 'dilemma' angår alene det strategiske spørgsmål: hvordan man bedst bekæmper truslen fra 'de fremmede' - ved at holde dem ude, ved at undertrykke dem eller ved at udrydde dem. Igennem mange århundreder har verdens kolonimagter infiltreret og udnyttet den tredje verden; efter kolonitidens ophør begyndte strømmen af mennesker at gå den modsatte vej, og her er det, at udelukkelsesstrategien sætter ind. Før den tid kunne kolonimagterne holde 'de fremmede' i et jerngreb i deres hjemlande og på én gang undertrykke dem og bilde sig selv ind, at de påtog sig en byrde ved at gøre dem til civiliserede mennesker. Indimellem har selv det været for besværligt; problemet med 'de fremmede' kunne i stedet løses ved at udrydde dem. Lad mig blot som veldokumenterede eksempler nævne spaniernes massakrer på aztekerne, de amerikanske nybyggeres folkemord på indianerne og nazisternes jødeudryddelser. Der findes også en fjerde, mere liberal variant af den imperiale opfattelse. I stedet for at udelukke, undertrykke eller udrydde 'de fremmede' kan man ensrette dem. Det er det, der bl.a. kommer til udtryk i, hvad nogle vil betragte som en fundamentalistisk håndhævelse af menneskerettighederne. Under overskrifter som 'Verdenssamfundet' eller 'Den nye verdensorden' gøres menneskerettighederne til den globale målestok for, hvem der tilhører det gode selskab, og hvem der midlertidigt skal i skammekrogen - altså en ny variant af 'os' og 'dem'. Den frie verden - og de andre. Amerikanerne anvendte den med held, da de støttede kolonierne i deres løsrivelse fra de europæiske kolonimagter; FN anvendte den også med held, da de navigerede verdenssamfundet igennem den kolde krig; og amerikanerne har på ny gjort den til bølgebryder for en 'demokratisering' af Mellemøsten. Hvis man nu - i den oppiskede stemning omkring Jyllands-Postens tegninger - skal finde sine ben i et trods alt forsvar for tolerancen, er det nok urealistisk at appellere om, at man skal elske sin fjende og vende den anden kind til. Det er på den anden side heller ingen god idé at sylte det hele ind i en slap relativisme og feje problemerne ind under multikulturalismens gulvtæppe. Man kommer for det tredje nok heller ikke en løsning nærmere ved at insistere på en ensretning under den ene eller den anden verdensanskuelse. Måske skulle man i stedet tage ved lære af den moderne tolerances klassikere - Voltaire og Montesquieu. De havde begge harske ting at sige om både jødedom, kristendom og islam som institutioner, men ikke om jøder, kristne og muslimer som mennesker. De formåede med andre ord at skelne konsekvent mellem politik og religion. De vendte sig mod den konformitet og undertrykkelse, der udgår fra religionen, når den vil agere som politisk magtfaktor. Ligeledes vendte de sig mod den konformitet og undertrykkelse, der udgår fra politikken, når den vil hævde sig som religiøs autoritet eller bruge religionen til politiske formål. Sammenblandingen af religion og politik kan ikke undgås på det personlige plan; politisk engagement er båret af personlig overbevisning. Derfor er der heller ikke noget i vejen for at engagere sig i politik som jøde, kristen eller muslim. Men sker sammenblandingen af religion og politik på det institutionelle plan, opstår der en betydelig risiko for intolerance; værst ser det ud, når statens love bliver underlagt religiøse doktriner. Når sammenblandingen af religion og politik finder sted på det institutionelle plan, sker der uundgåeligt en indskrænkning af en række borgerlige rettigheder - til at tænke, tro og tale frit. Sådan er det i en række mellemøstlige stater, enten med religionen direkte ved roret (Iran, Saudi-Arabien) eller med religionen som magtfuld opposition (de øvrige såkaldt islamiske stater). Men sådan er det ikke i Vesteuropa og mange andre moderne stater. Det kan der muligvis laves om på. Mellemøsten kan blive 'demokratisk', men på kortere sigt betyder det nok, at det også bliver (endnu) mere religiøst og fundamentalistisk. Vestlige stater er allerede begyndt at indskrænke de borgerlige rettigheder på grund af den ydre trussel fra terrorismen, men måske også på grund af den indre selvcensur, der følger af, at religionen har fået en mere fremtrædende plads i den politiske offentlighed. Og det gælder både indflydelsen fra de kristne fundamentalister i USA og fra de islamistiske fundamentalister i Europa. Over for disse tendenser kan tolerancen ikke bestå i at bede om godt vejr og håbe på, at problemerne forsvinder af sig selv, hvis bare man ikke taler om dem. Tolerancen er uadskillelig fra retten til at tænke, tro og tale frit. Derfor må politikerne lære at respektere folks personlige, religiøse opfattelser, og de religiøse ledere må lære, at religiøse normer, værdier og forskrifter kun gælder for de mennesker, der af egen fri vilje har tilsluttet sig et bestemt trossamfund. I det offentlige rum har enhver ret til at give sin mening til kende på tryk eller i tale, herunder også sin kritiske mening om andres meninger - uanset køn, etnisk tilhørsforhold, politisk observans eller religion. Hvis man af religiøse eller andre grunde afstår fra denne ret, kan man kun gøre det på egne vegne. Skal vi leve i fred med hinanden, må det ske inden for de rammer, som det politiske fællesskab og de politiske love tillader. Det er disse rammer, der er fælles for de forskellige trossamfund, og som garanterer deres lige berettigelse og frihed som trossamfund. I den forstand står staten som politisk institution over - ikke ved siden af - religionen. Den verdslige stat og den frie offentlighed er de bedste garanter ikke bare for de politiske borgerrettigheder, men også for religionsfriheden.