Det er retsstatens klassiske dilemma: Jo større beføjelser, myndighederne har med henblik på retshåndhævelse, altså forebyggelse og forfølgelse af lovovertrædelser, jo svagere bliver den enkelte borgers retsbeskyttelse, altså sikkerhed mod overgreb og krænkelser af privatlivet. I den ene ende af skalaen har vi politistaten, i den anden jungleloven. Afvejningen af de to hensyn over for hinanden definerer retsstaten. Denne afvejning er gennem længere tid - med bred folkelig tilslutning - ændret til fordel for det første og til ugunst for det sidste hensyn. Der er bred - aktiv eller passiv - støtte til stort set alt, hvad der øger myndighedernes beføjelser, kontrol- og sanktionsmuligheder over for den enkelte borger. Det er vel at mærke en tendens, som ikke er affødt, om end forstærket, af terrortruslen. Den har været i gang længe før 11.9. 2001. Der er jævnt hen tale om ukritisk støtte. Således forstået, at omkostningerne for den enkeltes retsbeskyttelse ikke giver anledning til offentlig debat af betydning. Sådan har det ikke altid været. Lige siden Anden Verdenskrig har dilemmaet været genstand for omfattende debat. I 1950'erne og 1960'erne drejede det sig især om betingelserne for politisk registrering - en årelang, intensiv debat, som i 1968 resulterede i VKR-regeringens forbud mod »registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed«. Indførelsen af CPR-numrene samme år affødte advarsler mod de potentielle muligheder for en Big Brother-stat. De følgende år bød gang på gang på eksempler, hvor der i den offentlige debat blev demonstreret betydelig bevidsthed om enhver potentiel mulighed for krænkelse af den enkelte borger. Det gjaldt oprettelsen af socialkontorernes klientregistre, sundhedsvæsenets patientregistre, bibliotekernes udlånsregistre, Det Centrale Kriminalregister o.a. mere eller mindre følsomme registre, men også f.eks. indførelsen af dankortet. Et fast indslag i disse debatter var indlæg fra edb-arbejdernes fagforening, Prosa, og andre relevante faggrupper, som gjorde opmærksom på misbrugsmulighederne og behovet for sikkerhed. Som før nævnt er der nu næsten ingen grænse for, hvad befolkningen og pressen stort set ukritisk lader passere, når det begrundes med forebyggelse og retshåndhævelse. Det fremgår af en lang række meningsmålinger vedrørende befolkningens holdning til tv-overvågning, registrering og lignende. Men det fremgår også af reaktionen på helt konkrete tiltag: Man kan påbegynde et dna-register, som snart vil kunne omfatte hele befolkningen, uden at det giver anledning til debat af betydning. En såkaldt 'terrorpakke', som ændrede balancen mellem myndighedernes beføjelser og den enkelte borgers retsbeskyttelse langt mere end noget andet siden retsplejereformen i 1919, gled kort efter 11.9. igennem stort set uden kritisk offentlig debat. Heller ikke den seneste pakke på 49 supplerende embedsmandsforslag har givet anledning til større betænkeligheder, efter at de tre mest rablende idéer er 'sendt til nærmere overvejelse'. De resterende 46 forslag, som regeringen uforbeholdent har gjort til sine, kunne ellers nok fortjene en demokratisk lakmusprøve. Blot som eksempler: Fly- og teleselskaber forpligtes til at udlevere passagerlister, henholdsvis abonnementsoplysninger til politiet uden dommerkendelse (og dermed uden kontrol af anvendelsen). Der skal åbnes mulighed for at give dusør og 'risikogodtgørelse' til anmeldere - uden mindste overvejelse om den medfølgende fare for falske anmeldelser. Man kunne måske have forventet, at den højtprofilerede 'liberale' tænketank Cepos havde haft en liberal kommentar til disse tiltag i retning af maksimalstaten. Men nej, end ikke forslag 35 og 36, som er vendt mod personer, som »har udvist demokratifjendtlig adfærd eller modarbejdet grundlæggende demokratiske værdinormer« eller »ikke aktuelt udviser sådan adfærd, men om hvem der er alvorlig grund til at frygte, at de [senere] vil gøre sig skyld heri«(!), end ikke disse gummiagtige kriterier for afvisning og udvisning havde Cepos nogen kommentar til. Enkelte opløftende undtagelser var der dog: »Det er utroligt, hvad der bruges af ressourcer på at bekæmpe terror ... Men en helt anden frygt lurer: Risikerer vi, at sikkerhedsforanstaltningerne indskrænker vores egen højt besungne frihed? Sker det, har terroristerne vundet første slag. Derfor synes jeg, det er nødvendigt, at det trusselbillede, der tegnes, underkastes en grundig vurdering. Det må være så pålideligt som overhovedet muligt, så vi ikke ser terrortruslen overalt - også hvor den ikke er«. Sagt på Venstres landsmøde i november af ingen ringere end Folketingets formand - i talen, som ifølge Kristeligt Dagblad »fik søndagens største bifald«. Når der gives nye myndighedsbeføjelser, forudsættes det altid, at kriterierne/grænserne for deres anvendelse respekteres. Spørgsmålet er, om denne tillid er velbegrundet, eller om demokratiet, som Hørup påstod, må baseres på principiel mistillid til myndighederne? Erfaringerne er ret entydige: Edb-registrene havde ikke mange år på bagen, før politiet krævede og fik data til identifikation af samtlige mandlige klienter på et bestemt bistandskontor og udskrift af bibliotekernes register over udlån vedrørende en bestemt person - præcis som skeptikerne ved oprettelsen havde frygtet og myndighederne forsvoret. Det gav dog dengang anledning til en hel del betænkeligheder i pressen. VKR-regeringens forbud mod politisk registrering blev omgået fra dag 1: FE ikke bare undlod at destruere de nu ulovlige registreringer, men fortsatte uanfægtet i otte år - nemlig lige til den dag, Ekstra Bladet afslørede forholdet - og den ansvarlige officer samme dag brændte hele kartoteket på Kastellet. Og PET's chef rundsendte kort efter regeringserklæringen en instruks om, at selv om der alene var tale om lovlig politisk virksomhed, som erklæringen forbød registreret, så skulle tjenesten fortsat registrere personer med tillidsjob i en række navngivne venstrefløjsorganisationer. Denne praksis fortsatte indtil afsløringen så sent som i 1998, altså gennem 30 år, hvor skiftende justitsministre igen og igen forsikrede Folketinget om, at det ikke fandt sted. Det kom desuden frem, at de registreringer, som skulle have været destrueret i 1968, i stedet var blevet kopieret og anbragt på den danske ambassade i Washington. Om PET-chefen selv traf de ulovlige beslutninger, eller han havde en eller anden grad af politisk rygdækning, må afvente opklaring fra den siddende PET-kommission. Men en kendsgerning er, at det ikke var sanktioneret af regeringen som sådan og var i lodret modstrid med, hvad man fortalte Folketinget og befolkningen. For nylig har vi i øvrigt fået mulighed for at vurdere ET'ernes seriøsitet. I forbindelse med den store udredning om den kolde krig har forskerne som de første haft adgang til PET's arkiver og gengiver nogle uddrag derfra. Det har ikke påkaldt sig større opmærksomhed, men giver faktisk et interessant indblik i, at selv let gennemskuelige, chikanøse misinformationer arkiveres ukritisk for pålydende. Undertiden er motivet så indlysende, at man ligefrem kan identificere kilden - men PET har ædt det råt. Det er dog ikke kun ET'erne og de politiske registreringer, som har været vanskelige at få under demokratisk kontrol. På trods af, at skiftende justitsministre gang på gang har garanteret Retsudvalget og offentligheden, at sletningsbestemmelserne for CKR blev overholdt, og at registret var sikret mod misbrug, ved at der skulle benyttes personlig adgangskode, så blev Per Stig Møllers 30 år gamle færdselsforseelse sivet til pressen. Det viste sig ikke at være en enkelt svipser: Sletningsbestemmelserne blev aldrig efterlevet. Og de fem politifolk, som havde snaget i PSM's fortid i de sidste to døgn, før pressen bragte historien, kunne ikke identificeres. Ingen af dem havde haft nødig at bruge deres personlige kode, da det var kutyme på alle politistationer, at CKR stod permanent åbent for alle! Det sørgeligste ved denne sag var imidlertid, at den offentlige debat og pressen udelukkende fokuserede på PSM's totalt irrelevante ungdomsforseelse og overhovedet ikke interesserede sig for den demokratisk set højst relevante registerskandale! Man kan selvfølgelig spørge: Gør det nu så meget? Hvilken skade er der sket ved, at staten har foretaget nogle politiske registreringer, at det ikke altid er foregået efter reglerne, at sletnings- og sikkerhedsbestemmelser er tilsidesat, at overvågningsoplysninger, som skulle være destrueret, i stedet er kopieret og 'bragt i sikkerhed'? Næh, så vidt vides, er der ingen, der er døde af det. Der var et antal, især bygningshåndværkere, som ikke kunne få arbejde i Grønland, fordi de var uønskede af amerikanerne, som havde fået lov at kigge med i de danske registre. Der var andre, som ikke kunne få visum af samme grund. Der var også folk, som blev udelukket fra job herhjemme, som de ellers var kvalificeret til. Og der var Per Stig Møller, som måtte gå som leder af sit parti. Så var det vist heller ikke værre. Det paradoksale er, at betænkelighederne på vegne af retssikkerheden nu stort set er døet hen, mens risikoen for den enkelte borger er blevet langt, langt større.