0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er intet længere helligt?

Lad os træde et skridt tilbage og spørge os selv: Bidrog disse tegninger til integration af minoriteter, gjorde de de yderligtgående mere modne, gav de de uvidende danskere større viden om islam, eller bragte de folk sammen?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg har boet i Danmark i mere end 35 år. I størstedelen af denne tid har jeg nydt godt af alle de gode traditioner i dette dejlige land, som jeg plejede at kalde mit andet hjem. Jeg har altid påskønnet de værdier som demokrati, humanisme, solidaritet med de dårligt stillede, menneskerettigheder, respektfuld dialog og ikke-voldelige protester, der har gjort Danmark berømt over hele verden.

Og oven i alt det en kvalitet, som jeg har haft mest gavn af, uden medfølgende frygt eller chikane, nemlig ytringsfriheden.

Muligheden for at kritisere de mægtige og magtfulde og selv blive kritiseret igen lå åben i næsten 25 år af mit politiske arbejde indtil 2003, hvor Ekstra Bladet kørte en kampagne, der var et overlagt karaktermord på mig ved hjælp af løgne på forsiden og manipulering af ord.

Det var den forfærdelige oplevelse, der fik mig til at forstå mediernes magt, og hvordan det ædle begreb ytringsfrihed blev monopoliseret af nogle arrogante og principløse journalister, der ikke havde nogen skrupler over at ødelægge en persons livslange arbejde og fremtiden for en velfungerende organisation, POEM.

På det tidspunkt besluttede jeg at sige stop. Jeg kunne se, at en uansvarlig del af medierne havde held til at skabe en forgiftet atmosfære i den offentlige debat.

Dansk Folkepartis islamofobiske holdninger og erklæringer såvel som partiets accept af racistiske ytringer blev pligtskyldigt viderebragt under ytringsfrihedens banner. Det skabte konflikter og had mod de fleste etniske grupper, især de muslimske miljøer. Jo mere man forklarede, des mere fremmedfjendske blev modreaktionerne.

Jeg var så trist over situationen, at jeg flyttede mange års kamp for etniske minoriteters rettigheder i Danmark til EU, og siden da har jeg rejst over hele det europæiske kontinent og holdt foredrag, talt ved konferencer, organiseret uafhængige organisationer og samarbejdet med EU's institutioner.

Dette arbejde har båret frugt. Internationale medier, politikere i EU, uddannelsesinstitutioner, europæiske organisationer og den brede offentlighed ved nu, hvad der sker i Danmark.

Jeg og mange andre som jeg måtte informere verden omkring os for at lægge pres på myndighederne her i landet og bringe Danmark tilbage til en civiliseret opførsel. Det er hjertevarmende at se, at den barske tone i debatten nu bliver imødegået af intellektuelle, forfattere, præster, læger, tidligere ambassadører og nogle ansvarlige dele af medierne i det danske samfund.

Desværre afviser statsministeren stadig at melde klart ud og korrigere de misforståelser, han har skabt. Han fastholder, at tonen i debatten er i orden, og han har ingen indvendinger.

I stedet for at lytte til sine spindoktorer skulle han have lyttet til sin tidligere partiformand Uffe Ellemann-Jensens fornuftige råd.

Når mine tilhørere i udlandet spørger mig, hvorfor Danmark er blevet så uvenligt et sted at leve, skyder jeg aldrig skylden på kristendommen, Jesus eller taler dårligt om Danmark eller det danske folk. Jeg bruger blot min ytringsfrihed til at informere om og kritisere behandlingen af etniske minoriteter.

Det er interessant, at Bertel Haarder, der indtil for nylig var integrationsminister, og som aldrig kan blive træt af at belære etniske minoriteter om respekten for ytringsfriheden, har afkrævet mig en undskyldning for at have sagt til udenlandske medier, hvad jeg mener om Danmark. Måske mener han, at en sort mand med muslimsk baggrund bør være taknemmelig i stedet for at være kritisk.

Derved opstår spørgsmålet om, hvordan danske politikere har reageret på den voksende islamofobiske tendens i Vesten og især i Danmark, og hvordan medierne misbruger begrebet ytringsfrihed til at fornærme og nedværdige ikke alene muslimske miljøer, men i videre forstand religionen islam, dens hellige bog Koranen og profeten Muhammed selv.

Det har trods alt gået for sig, siden Mogens Glistrup og Mogens Camre gjorde det til deres politiske dagsorden at slå løs på islam.

Jeg undrer mig over, hvordan politikere med selvagtelsen i behold kan overse en så drastisk udvikling. Kan det være, fordi danske politikere, de fleste medier og manden på gaden ikke har nogen problemer med at betegne islam som nazistisk, terroristisk, fascistisk og meget andet ubehageligt? Selv Folketingets talerstol bliver brugt til sådanne angreb.

Enhver med en smule sund fornuft kan lægge mærke til, hvordan alle diskussioner om etniske minoriteter og deres stilling i samfundet, deres sociale og økonomiske problemer og deres integration langsomt og sikkert er blevet betegnet som islamiske problemkomplekser.

Hele den racistiske diskurs er gået fra at være etnisk eller racemæssig til at handle om kulturel tilpasning og sameksistens mellem religionerne. Det giver frit slag for alle til at sige og skrive lige meget hvad under dække af ytringsfriheden.

Denne udvikling rejser et andet fundamentalt spørgsmål. Er intet længere helligt bortset fra ytringsfriheden? Svaret kan findes i den triste og farlige situation, der er blevet skabt af den største danske avis, Jyllands-Posten. Den bestilte 12 tegninger af profeten Muhammed for at afprøve grænserne for ytringsfriheden.

Resultatet blev, at 12 velkendte tegnere barslede med særdeles fornærmende afbildninger af profeten, som avisen bragte 30. september 2005.

I modsætning til hvad nogle havde forestillet sig, protesterede de muslimske miljøer i Danmark heldigvis fredeligt mod denne ubegrundede provokation. Da jeg så disse karikaturer, følte jeg mig også såret, vred og ude af stand til at forstå Jyllands-Postens hensigter.

Det samme gjorde mange ambassadører fra de muslimske lande, der bad om et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen, ikke for at diskutere ytringsfrihed, men for at forklare ham, hvad de følte i den situation. Det svar, der kom fra de danske myndigheder og medierne, var et arrogant forsvar for avisen og dens ret til at fornærme, hvem den ville.

De muslimske miljøer fik høfligt besked på at holde mund og acceptere den behandling, de bliver mødt med.

Jeg mener helt alvorligt, at statsministeren, der normalt er en fornuftig person, har udvist en total mangel på forståelse af, hvordan en lille del af hans borgere, det muslimske samfund, føler sig såret og ydmyget. Eftersom han er en vidt belæst og velinformeret politisk aktør, må han have vidst, at politiske ledere i lande, der har en længere tradition for ytringsfrihed - Storbritannien, Tyskland og Frankrig - aldrig har optrådt så dumt som han, og medierne i andre europæiske lande har ikke overtrådt grænserne for civiliseret debat som den avis, som han forsvarede så stærkt.