I en uges tid er kanondebatten trådt stærkt frem i mediebilledet. Snart indtræder vist med usvigelig sikkerhed det øjeblik, hvor nogle - f.eks. nogle af Politikens raske drenge - erklærer, at nu hænger den kanondebat dem langt ud af halsen. Det er jo et argument af uimodsigelig styrke! Men det er også selve kanonens grundproblem, at kulturel tænkning, der forsøger at række lidt længere tilbage og (derfor) forsøger at række lidt længere frem, altid bliver afbrudt for tidligt, fordi det nu igen hævdes at være tid til noget helt andet. Kanondebatten vil blive et lærestykke om den nådesløse utålmodighed, moderne kulturliv tvinges til at indordne sig under. En af mærkværdighederne ved den kritik, der fra mange sider er rettet imod selve kanonens eksistens, er, at man argumenterer, som om kanonen havde indfundet sig i et helt tomt rum og nu havde til hensigt at underlægge sig det hele. Der argumenteres, som om alt det, der dagligt er mest støjende til stede og promoveres af de stærkeste kapitalinteresser, pludselig ville være forsvundet, og den danske kanon kunne indbilde sig at være enerådende. Virkeligheden er jo den modsatte: at kanonen ankommer i et mediebåret landskab, som er overfyldt til bristepunktet, og hvor det er yderst vanskeligt at vinde gehør. Selv i sin vildeste fantasi kan man umuligt forestille sig, at kanonen skulle overtage nogen som helst dominerende rolle. Som kanonprojektet er udformet i øjeblikket, må det indtage en meget mere ydmyg plads. Jeg har fra begyndelsen kaldt det et meget lille bolværk imod en meget stor flodbølge. Kanonens kritikere argumenterer videre, som om denne kanon over dansk kultur var den eneste kanon, der forsøger at binde og forpligte nutidens mennesker. Igen er sandheden en ganske anden. De mennesker, kanonen henvender sig til, er bundet og fastholdt af en række andre - ofte meget lavt formulerede, men tyranniske - kanoner: aktualiteten, moden og hele det pres, den udøver på forbruget, reklamen, konkurrencen fra film, rockmusik, videospil i en syndflod af tilbud, hele det opskruede tempo i medieverdenens (fjernsynets, radioens, videospillenes) klipning og timing af alting. Hvis jeg må bruge mine egne universitetsstuderende som eksempel, forholder det sig i hovedsagen sådan, at de føler sig langt mere forpligtet til at signalere et rigtigt og moderne forbrugsmønster end til at kende den række af kulturelle hovedværker, hvoraf kanonen opstiller nogle af de væsentligste. Der er ingen tvivl om, at en langt større del af deres forbrug går til at købe mærkevarer, spise lækkert, rejse, shoppe, gøre sig acceptable for det enorme pres, den opdaterede moderne ungdom er udsat for fra produktionens, mediernes og reklamernes afpresningsmaskine. Det gælder for mig ikke om at moralisere eller fordømme dette, men om at indse den høje grad af ufrihed, et moderne forbrugermenneske er udsat for. Især gælder det børn og unge. Dette bliver aldrig kaldt en kanon, men hvis kanon betyder: en rettesnor eller målestok, man føler sig forpligtet til at efterleve, så er dette den faktiske kanon, utallige mennesker lever efter, og hvis ret skrappe tyranni de langt hen må indrette sig efter. Dette burde fra første færd indregnes, når man tager stilling i kanondebatten. Opstillingen af en dansk kulturel kanon, som det nu er forsøgt, har den åbenhed og ærlighed i sig, at man her er gået i gang med at eksplicitere og argumentere for en række af de kulturelle udtryksformer, man gerne så mennesker forbinde sig med. Der er ingen som helst pression i den, ingen vil nogensinde dumpe eller sætte en karriere over styr i dens navn. Anderledes hårdhændet er nutidens faktiske kanon, som ovenfor omtalt, for den lever i høj grad af at være uformuleret i sine værdiforestillinger. Den er interesseret i at binde mennesker fast i forbrugsmønstre, lærer dem at tænke økonomisk over alle værdier. Den indskærper, hvordan man skal udbyde sig selv på det sociale marked for skønhed, smarthed, affinde sig med et indimellem skræmmende gruppepres om at blive 'rigtig' og bære en evig skjult fornemmelse af, at man ikke er det. At man ikke er smart og opdateret nok, men dumper, fordi ens krop ikke lever op til målene, eller man ikke har et erotisk liv, der lever op til drømmene. De mange kanonkritikere argumenterer, som om man var først er rigtig progressiv og frigjort, når man har karakteriseret forsøget med at opstille en kanon som noget undertrykkende og formynderisk. Den mest anarkistiske liberalisme rodes i sådan en argumentation sammen med det såkaldte frisind, som siges at herske på venstrefløjen. Dette er et så konstant og frastødende træk ved den kulturradikalisme, som jeg i andre henseender føler mig forpligtet af, at jeg får lyst til at løbe skrigende væk. Hvad er dette for et begreb om frihed? Man sætter jo ikke et eneste menneske fri ved at afstå fra at formulere sine egne forestillinger om kvalitet og tydeliggøre sine egne værdiforestillinger. Man sender bare folk i favnen på de ubegribeligt stærke kræfter, der forsøger at gøre alting op i kapitalens kalkuler, og deler følgelig tiden op i små usammenhængende enklaver af fortættet forbrug. Er man virkelig mere fri ved at leve kanon-løst og dermed overgivet til en aggressiv verden af medie og forbrug, end man bliver ved at have noget betydeligt, måske noget enestående dygtigt, at måle sig på? Jeg siger ikke, at alle kanonmodstandere er af denne letbenede skuffe, men der er noget løsagtigt over mange af de kulturradikales forskelsløse tolerance. Især fordi mange af dem samtidig praktiserer som undervisere, smagsdommere, opinionsmagere og anmeldere, hvor de på mange måder alligevel dagligt fælder kvalitetsdomme. Den letbenede tolerance passer kun alt for godt sammen med markedskræfternes interesse i at omdefinere mennesker til forbrugere og omskabe deres bevidsthed til en nutidigt zappende og shoppende livsform. I denne overopfyldte medieverden er kanonen at forstå som en modstandsform. Sådan som ordentlig kultur altid gør modstand mod snærende og ydmygende billeder af mennesket. Den moderne smarte og næsten kulturløse forbruger er et sådant billede. Ingen siger, at det nødvendigvis skal være præcis den aktuelle kanon, udfyldt som det er sket i det aktuelle tilfælde. Men der er en meget betydelig forskel på en verden, der vedkender sig en kvalitativ målestok, og en, der bare lever højt på, at ingen da skal blande sig i de valg, andre mennesker træffer. Skole, opdragelse, universitet, som er utroligt dyre samfundsinstitutioner, eksisterer jo dog for at gøre mennesker friere ved at konfrontere dem med de valg, de står over for. Er man ikke langt bedre rustet ved at kende karakteren af disse valg end ved bare at få præsenteret en slap tolerance, der åbner for en totalt uoverskuelig verden af muligheder? Hvis dette kaldes reaktionært, hvis det opfattes som undertrykkende, hvis det kritiseres som borgerlig kulturpolitik, så har de/vi kulturradikale virkelig spillet fallit og kapituleret alting til de jernstærke kræfter, der tager over, hvor sans for opdragelse, smagsdannelse, sproglig kvalitet, tankemæssigt overblik affejes. Jeg er aldeles åben for at diskutere næsten alle de valg, der er truffet under udarbejdelsen af kanonlisterne, men jeg er ganske afvisende over for ethvert forsøg på at ubetydeliggøre, at kvalitet og historisk perspektiv på nutiden bringes på banen som et nødvendige emner. Dette er det opmuntrende ved den kanondebat, der har fundet sted siden værkets offentliggørelse: Det er ubegribeligt længe siden, vi har haft en ordentlig og omfattende debat om kulturel kvalitet. Måtte debatten blomstre længe endnu og bringe mange flere synspunkter frem. At f.eks. Det Danske Akademi i årevis har negligeret en af sine mest nærliggende opgaver: at tale den danske kulturs sag i den stadig mere aggressive forbrugsverden, gør jo bare en kvalificeret kanondiskussion endnu mere tiltrængt. At Dansk Folkeparti på deres frastødende måde har fået lov til så længe at sætte dagsordenen for, hvad danskhed er, kalder da endnu mere på udkast til en anden, friere, muntrere og gavmildere forståelse af det danske. Men diskussionen fortegnes af alle de debattører, som bare viger uden om problemstillingerne med deres konturløse tolerance. Formuleret omkring emnet bliver der jo alligevel, skønt de ikke vil være med. Det er en iøjnefaldende egenskab ved en række store indlæg i debatten, at de er så insinuerende og påstår at se skjulte dagsordener overalt. Tydelige spor af borgerlighed, reaktionær danskhed f.eks. Nogle af disse modstandere smykker sig med det klarsyn, at de langt tydeligere end kanonens forfattere mener at kunne se denne skjulte dagsorden. De gør sig selv kloge og forfatterne naive med en sådan argumentation. Det mest nærliggende, der er at sige, er følgende: At en kanon kan misbruges, er blevet misbrugt og sikkert vil blive det igen, gælder ikke som argument for, at man så er lykkeligere stillet uden noget forsøg på at lave en. Det var klart nok en kapital politisk bommert, Brian Mikkelsen gjorde sig skyldig i, da han på det konservative landsråd inddrog kanonen i sit korstog mod middelalderlige træk i den muslimske gruppe af befolkningen. Og skønt han i fuld offentlighed måtte æde disse udtalelser i sig, efterlod han et felt, hvor mange slags politiske insinuationer nu er mulige. Dermed har han varigt skadet sin kanon og dens frie gang på jorden. Meget bedre bliver det ikke af, at han strålende af gavmildhed forsikrer os om, at dette er hans gave til det danske folk. Som om vi andre skal have Pontoppidan, Hammershøi og Carl Nielsen foræret af vores kulturminister. Jeg troede, at vi for længst havde fået disse gaver til varigt eje af kunstnerne selv. Men selv med disse misvisninger er kanondebatten vigtig og nødvendig. Lad mig bruge en sammenligning. Frem til omkring midten af 1900-tallet var der stort set ingen, der forestillede sig, at det kunne blive nødvendigt at beskytte naturen. Den store og voldsomme natur var noget, mennesker beskyttede sig imod - indtil det pludselig blev klart, hvor grænseløs og brutal vores naturudnyttelse var blevet i kapitalens navn, og at vi ved den fuldstændige sorgløshed på dette felt var kommet langt i retning af at udslette det naturgrundlag, vi lever på og af. Der er noget i situationen her 50-60 år senere, som minder om dette: Man har gode grunde til at spørge sig, om vi nu ikke er tilsvarende langt fremme med at ødelægge det, man kunne kalde vores kulturgrundlag. Det rejser i så fald et meget vigtigt spørgsmål: Ligesom vi har været nødt til at påbegynde noget, vi kalder naturbeskyttelse, kan vi meget vel blive nødt til at planlægge fremtidens kulturbeskyttelse. Ødelæggelseskræfterne er meget stærke og båret af næsten uopråbelige internationale interesser. Forskningsminister Helge Sander, der altid har kapitaltegn stående i sine jyske øjne, er en indlysende repræsentant for denne anelsesløst aggressive kulturødelæggelse. Men konkurrencen om det vestlige menneskes opmærksomhed, dets forbrug, dets gennemdesignede konventionalitet er allestedsnærværende. Medierne sætter et tempo, som er hæsblæsende og næsten systematisk overanstrengende. Hvem klarer at swinge med i mere end nogle få år. Alligevel er denne opgejlede ungdommelighed (Coca-Cola-reklamerne!) normsættende for det tempo, kultur i øvrigt må tilegnes i. DR kapper alle radioindslag ned til en overgrænse af 8 minutter, degraderer dem, der er for dygtige, P3 gøres af DR's nye generaldomptør til norm for al institutionens timing, i de fleste fjernsynsprogrammer flintrer billedskiftene og synsvinkelspringene over skærmen, ungerne, der har dræbt 4.000 mennesker i det sidste forrygende videospil, kan ikke sidde roligt i skolen eller ved deres eget skrivebord, hele den klassiske litteratur forvandles til noget bedøvende kedsommeligt, fordi den er skrevet i en omhyggeligere og langsommere stil. Dromologi har nogen kaldt dette, læren om racerbanens opspeedning som forpligtende for al kulturtilegnelse. Men kultur er også ro, distance, meditation, grundighed, fordybelse i det fremmede og overraskende. Ligesom vadehavets fugle må beskyttes i et Ramsard-område eller med danske naturparker, må de uundværlige kulturområder beskyttes og plejes målrettet. Må sondres bevidst og velargumenteret ud fra den faktiske kanon, der binder på så mange fordækte måder. Er det virkelig så farligt at sige dette nu? Hvor længe endnu skal mediefolk, smagsdommere, kulturmennesker dukke sig? Det er på høje tid, denne nye kulturpolitik tager form og tager bestik af den udvikling, der er godt i gang med at kvæle den. Godt i gang med at forvandle mange ungdomsårgange til mennesker uden kulturel erindring, mennesker, der for lærerens eller institutionens skyld beskæftiger sig lidt med det, deres uddannelse kræver, men som af hjertens lyst hellere vil fylde deres dag med alt muligt fra mediernes rige og uordnede tagselvbord. Skal vi kun tage bestik af den legemlige ernæringspolitik med overforbruget af sukker og fedt, den udspekulerede forkælelse med skadelig og 'indsmigrende' fastfood? Eller skal vi ikke indse, at der også er grund til at gennemtænke den kulturelle ernæringspolitik? Hvis vi ikke kan overlade mennesker til fastfoodkulturens fedmeskabende fejlernæring, er det så slet ikke en grundig overvejelse værd, hvad det meget radikale kulturskift, vi nu oplever, medfører for den åndelige sundhed. Det er næsten uudholdeligt, at kulturministeren brændte en så vigtig chance, som han havde skabt med kanonudvalgene. Men det er rettidig omhu, at han fik sat debatten i gang, og nu må han ærlig talt se at skaffe en substantiel del af finansministerens kæmpeoverskud til at gennemdrøfte denne meget tiltrængte kulturbeskyttelse. Det er rædselsfuldt at måtte opfinde en sådan nødværgetænkning, et kulturens Noahs ark. Men den faktiske kanon pauserer ikke et øjeblik, og den lille gamle/nye kulturkanon vil få nok at gøre i en uoverskuelig fremtid. Ikke for kulturens skyld, men for de menneskers skyld, som al god kultur skal nuancere, udvikle, gøre lidt klogere. Kulturminister! Læs din kanon - og bliv klogere.