0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den faktiske kanon

Hvor længe endnu skal kulturmennesker, mediefolk og smagsdommere dukke sig? Skal vi kun tage bestik af den legemlige ernæringspolitik med overforbruget af sukker og fedt? Eller skal vi indse, at der også er grund til at gennemtænke den kulturelle ernæringspolitik?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I en uges tid er kanondebatten trådt stærkt frem i mediebilledet. Snart indtræder vist med usvigelig sikkerhed det øjeblik, hvor nogle - f.eks. nogle af Politikens raske drenge - erklærer, at nu hænger den kanondebat dem langt ud af halsen. Det er jo et argument af uimodsigelig styrke!

Men det er også selve kanonens grundproblem, at kulturel tænkning, der forsøger at række lidt længere tilbage og (derfor) forsøger at række lidt længere frem, altid bliver afbrudt for tidligt, fordi det nu igen hævdes at være tid til noget helt andet. Kanondebatten vil blive et lærestykke om den nådesløse utålmodighed, moderne kulturliv tvinges til at indordne sig under.

En af mærkværdighederne ved den kritik, der fra mange sider er rettet imod selve kanonens eksistens, er, at man argumenterer, som om kanonen havde indfundet sig i et helt tomt rum og nu havde til hensigt at underlægge sig det hele. Der argumenteres, som om alt det, der dagligt er mest støjende til stede og promoveres af de stærkeste kapitalinteresser, pludselig ville være forsvundet, og den danske kanon kunne indbilde sig at være enerådende.

Virkeligheden er jo den modsatte: at kanonen ankommer i et mediebåret landskab, som er overfyldt til bristepunktet, og hvor det er yderst vanskeligt at vinde gehør. Selv i sin vildeste fantasi kan man umuligt forestille sig, at kanonen skulle overtage nogen som helst dominerende rolle. Som kanonprojektet er udformet i øjeblikket, må det indtage en meget mere ydmyg plads. Jeg har fra begyndelsen kaldt det et meget lille bolværk imod en meget stor flodbølge.

Kanonens kritikere argumenterer videre, som om denne kanon over dansk kultur var den eneste kanon, der forsøger at binde og forpligte nutidens mennesker. Igen er sandheden en ganske anden. De mennesker, kanonen henvender sig til, er bundet og fastholdt af en række andre - ofte meget lavt formulerede, men tyranniske - kanoner: aktualiteten, moden og hele det pres, den udøver på forbruget, reklamen, konkurrencen fra film, rockmusik, videospil i en syndflod af tilbud, hele det opskruede tempo i medieverdenens (fjernsynets, radioens, videospillenes) klipning og timing af alting.

Hvis jeg må bruge mine egne universitetsstuderende som eksempel, forholder det sig i hovedsagen sådan, at de føler sig langt mere forpligtet til at signalere et rigtigt og moderne forbrugsmønster end til at kende den række af kulturelle hovedværker, hvoraf kanonen opstiller nogle af de væsentligste. Der er ingen tvivl om, at en langt større del af deres forbrug går til at købe mærkevarer, spise lækkert, rejse, shoppe, gøre sig acceptable for det enorme pres, den opdaterede moderne ungdom er udsat for fra produktionens, mediernes og reklamernes afpresningsmaskine.

Det gælder for mig ikke om at moralisere eller fordømme dette, men om at indse den høje grad af ufrihed, et moderne forbrugermenneske er udsat for. Især gælder det børn og unge. Dette bliver aldrig kaldt en kanon, men hvis kanon betyder: en rettesnor eller målestok, man føler sig forpligtet til at efterleve, så er dette den faktiske kanon, utallige mennesker lever efter, og hvis ret skrappe tyranni de langt hen må indrette sig efter. Dette burde fra første færd indregnes, når man tager stilling i kanondebatten.

Opstillingen af en dansk kulturel kanon, som det nu er forsøgt, har den åbenhed og ærlighed i sig, at man her er gået i gang med at eksplicitere og argumentere for en række af de kulturelle udtryksformer, man gerne så mennesker forbinde sig med. Der er ingen som helst pression i den, ingen vil nogensinde dumpe eller sætte en karriere over styr i dens navn. Anderledes hårdhændet er nutidens faktiske kanon, som ovenfor omtalt, for den lever i høj grad af at være uformuleret i sine værdiforestillinger. Den er interesseret i at binde mennesker fast i forbrugsmønstre, lærer dem at tænke økonomisk over alle værdier. Den indskærper, hvordan man skal udbyde sig selv på det sociale marked for skønhed, smarthed, affinde sig med et indimellem skræmmende gruppepres om at blive 'rigtig' og bære en evig skjult fornemmelse af, at man ikke er det. At man ikke er smart og opdateret nok, men dumper, fordi ens krop ikke lever op til målene, eller man ikke har et erotisk liv, der lever op til drømmene.

De mange kanonkritikere argumenterer, som om man var først er rigtig progressiv og frigjort, når man har karakteriseret forsøget med at opstille en kanon som noget undertrykkende og formynderisk. Den mest anarkistiske liberalisme rodes i sådan en argumentation sammen med det såkaldte frisind, som siges at herske på venstrefløjen. Dette er et så konstant og frastødende træk ved den kulturradikalisme, som jeg i andre henseender føler mig forpligtet af, at jeg får lyst til at løbe skrigende væk. Hvad er dette for et begreb om frihed?

Man sætter jo ikke et eneste menneske fri ved at afstå fra at formulere sine egne forestillinger om kvalitet og tydeliggøre sine egne værdiforestillinger. Man sender bare folk i favnen på de ubegribeligt stærke kræfter, der forsøger at gøre alting op i kapitalens kalkuler, og deler følgelig tiden op i små usammenhængende enklaver af fortættet forbrug. Er man virkelig mere fri ved at leve kanon-løst og dermed overgivet til en aggressiv verden af medie og forbrug, end man bliver ved at have noget betydeligt, måske noget enestående dygtigt, at måle sig på?

Jeg siger ikke, at alle kanonmodstandere er af denne letbenede skuffe, men der er noget løsagtigt over mange af de kulturradikales forskelsløse tolerance. Især fordi mange af dem samtidig praktiserer som undervisere, smagsdommere, opinionsmagere og anmeldere, hvor de på mange måder alligevel dagligt fælder kvalitetsdomme. Den letbenede tolerance passer kun alt for godt sammen med markedskræfternes interesse i at omdefinere mennesker til forbrugere og omskabe deres bevidsthed til en nutidigt zappende og shoppende livsform.

I denne overopfyldte medieverden er kanonen at forstå som en modstandsform. Sådan som ordentlig kultur altid gør modstand mod snærende og ydmygende billeder af mennesket. Den moderne smarte og næsten kulturløse forbruger er et sådant billede. Ingen siger, at det nødvendigvis skal være præcis den aktuelle kanon, udfyldt som det er sket i det aktuelle tilfælde. Men der er en meget betydelig forskel på en verden, der vedkender sig en kvalitativ målestok, og en, der bare lever højt på, at ingen da skal blande sig i de valg, andre mennesker træffer. Skole, opdragelse, universitet, som er utroligt dyre samfundsinstitutioner, eksisterer jo dog for at gøre mennesker friere ved at konfrontere dem med de valg, de står over for. Er man ikke langt bedre rustet ved at kende karakteren af disse valg end ved bare at få præsenteret en slap tolerance, der åbner for en totalt uoverskuelig verden af muligheder?

Hvis dette kaldes reaktionært, hvis det opfattes som undertrykkende, hvis det kritiseres som borgerlig kulturpolitik, så har de/vi kulturradikale virkelig spillet fallit og kapituleret alting til de jernstærke kræfter, der tager over, hvor sans for opdragelse, smagsdannelse, sproglig kvalitet, tankemæssigt overblik affejes.

Jeg er aldeles åben for at diskutere næsten alle de valg, der er truffet under udarbejdelsen af kanonlisterne, men jeg er ganske afvisende over for ethvert forsøg på at ubetydeliggøre, at kvalitet og historisk perspektiv på nutiden bringes på banen som et nødvendige emner.

Dette er det opmuntrende ved den kanondebat, der har fundet sted siden værkets offentliggørelse: Det er ubegribeligt længe siden, vi har haft en ordentlig og omfattende debat om kulturel kvalitet. Måtte debatten blomstre længe endnu og bringe mange flere synspunkter frem. At f.eks. Det Danske Akademi i årevis har negligeret en af sine mest nærliggende opgaver: at tale den danske kulturs sag i den stadig mere aggressive forbrugsverden, gør jo bare en kvalificeret kanondiskussion endnu mere tiltrængt. At Dansk Folkeparti på deres frastødende måde ha